Dagtilbudsloven § 32

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

§ 32

Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter opgjort efter stk. 2.

Stk. 2 Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, eksklusive udgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, og ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3 Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens tilskud udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, inklusive udgifter til et sundt frokostmåltid.

Stk. 4 Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 3 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, inklusive udgiften til et sundt frokostmåltid og eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 5 Ved optagelse i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 2 og 4 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner af samme type i kommunen.