Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med indholdet i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, enheder i daginstitutioner efter § 19, stk. 6, dagplejen efter § 21, stk. 2 og 3, obligatoriske læringstilbud efter § 44 a og puljeordninger med tilskud efter §§ 101 og 102, herunder det pædagogiske indhold, jf. §§ 5 a og 5 b, samt den måde, opgaverne udføres på, herunder at de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, der er fastsat efter § 3 a, stk. 2, efterleves.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal minimum hvert andet år offentliggøre en tilsynsrapport for hver enkelt daginstitution efter § 19, stk. 2-5, og institutionslignende puljeordning med tilskud efter §§ 101 og 102. Kommunalbestyrelsen skal for daginstitutioner med flere enheder efter § 19, stk. 6, minimum hvert andet år offentliggøre en tilsynsrapport for hver enkelt enhed. Kommunalbestyrelsen skal for dagplejen efter § 21, stk. 2 og 3, og dagplejelignende puljeordninger med tilskud efter §§ 101 og 102 minimum hvert andet år offentliggøre en samlet tilsynsrapport for dagplejen. Tilsynsrapporten skal offentliggøres på det enkelte dagtilbuds hjemmeside.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med indholdet i fritidshjem efter § 52, stk. 2-5, og klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud efter § 66, stk. 2-5, og den måde, hvorpå opgaverne udføres, herunder at de mål og rammer, der er fastsat efter § 3, efterleves. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre rammerne for tilsynet.