Dagtilbudsloven § 83

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

§ 83

Kommunalbestyrelsen fastsætter tilskuddet til privat pasning. Tilskuddet fastsættes ens for alle børn inden for samme aldersgruppe.

Stk. 2 Tilskuddet skal udgøre mindst 75 pct. af den budgetterede nettodriftsudgift pr. plads eksklusive udgifter til støttepædagog, jf. § 4, stk. 2, i dagplejen til samme aldersgruppe i kommunen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3 Såfremt tilbuddet med den billigste budgetterede nettodriftsudgift pr. plads eksklusive udgifter til støttepædagog, jf. § 4, stk. 2, til samme aldersgruppe i kommunen er en daginstitution, skal tilskuddet udgøre mindst 71 pct. af den budgetterede nettodriftsudgift pr. plads eksklusive udgifter til støttepædagog, jf. § 4, stk. 2, i en daginstitution til samme aldersgruppe i kommunen, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Tilskuddet efter stk. 2 eller 3 kan højst udgøre 75 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasningsordning.

Stk. 5 Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en institutionslignende privat pasningsordning, når der er et frokostmåltid i ordningen.

Stk. 6 Tilskuddet efter stk. 5 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.