Dambrugsbekendtgørelsen § 14

Denne konsoliderede version af dambrugsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug

Bekendtgørelse nr. 1567 af 7. december 2016

§ 14

I godkendelsen skal kommunalbestyrelsen fastsætte vilkår om afgitringer ved vandindtag og -udløb.

Stk. 2 Kravene om afgitringer ved vandindtag finder ikke anvendelse, hvis der kun er tale om indvinding af grund- og drænvand eller ved indvinding fra kildevæld.

Stk. 3 Gitrene skal indrettes og drives efter følgende bestemmelser:

  • 1) I ethvert indløb og udløb skal der som minimum være anbragt et gitter, og åbningerne i gitteret skal være ≤6 mm ved indløb og ≤10 mm ved udløb. Hvis hensyn til bevaring og beskyttelse af fiskearter i det pågældende vandsystem kræver det, skal der fastsættes vilkår om, at åbningerne i gitteret skal være <6 mm ved indløb og <10 mm ved udløb.

  • 2) Afgitringen skal være intakt og i funktion hele året.

  • 3) Opfylder afgitringen ikke længere vilkårene, skal ferskvandsdambruget straks underrette kommunalbestyrelsen.

  • 4) Ind- og udløbsgitre skal udføres i et solidt, ikke fleksibelt og ikke forgængeligt materiale.

  • 5) Ind- og udløbsgitre skal fastmonteres i et bygværk og være tætsluttende langs bredder, sider og bund af vandløbet.

  • 6) Gitterstavene skal være rektangulære i tværsnit eller have udpræget ellipsefacon.

  • 7) Enhver gittersektion skal sikres eller aflåses, således at gitteret ikke umiddelbart kan fjernes eller løftes.

  • 8) Indløbsgitterets overkant skal være mindst 30 cm over højeste vandstand, og udløbsgitterets overkant skal være mindst 1 m over højeste vandstand.

  • 9) Ind- og udløbsgitre skal placeres, således at de flugter med vandløbets bredder eller placeres, således at der ikke opstår blindgyder, herunder områder hvor vandrende fisk skal bevæge sig modsat deres normale vandringsretning (med- eller modstrøms) for at kunne genoptage vandringen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i stk. 3, nr. 1, om gitterstørrelse på højst 10 mm ved udløb, når udløb sker ved frit fald over rist, bioblok eller lignende, og såfremt udslip fra dambruget er sikret på anden måde.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra kravene i stk. 3, nr. 8, om højden på afgitringen ved ind- og udløb, hvis ind- og udløbet foregår via et rør med fuldt dækkende gitter.