Kapitel 4 1 Designregistreringens gyldighedstid
En designregistrering gælder for den eller de perioder på fem år, som ansøgningen er indgivet for, regnet fra ansøgningsdagen. Registreringen kan efter anmodning fornys for yderligere perioder indtil i alt 25 år. Hver periode løber fra udgangen af den forudgående periode.
Stk. 2 Uanset stk. 1 gælder registreringen i højst 15 år for et design til en bestanddel, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at produktet får sit oprindelige udseende igen.
Ansøgning om fornyelse af en designregistrering sker ved indbetaling af det fastsatte fornyelsesgebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen tidligst 3 måneder før og senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb. Hvis fornyelsesgebyret først betales efter registreringsperiodens udløb, betales et forhøjet gebyr.
Stk. 2 Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver det fastsatte fornyelsesgebyr hos designindehaveren eller dennes fuldmægtig. Styrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 3 Er det fastsatte fornyelsesgebyr ikke betalt senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb, skal registreringen udslettes.
Stk. 4 Fornyelse af registreringen skal offentliggøres.