Designret kan kun opnås, hvis designet er nyt og har individuel karakter.
Stk. 2 Et design anses som nyt, hvis intet identisk design er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Design skal anses som identiske, hvis deres særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Stk. 3 Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, designet giver den informerede bruger, adskiller sig fra det helhedsindtryk, en sådan bruger får af andre design, som er blevet offentligt tilgængelige inden dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Ved vurderingen af et designs individuelle karakter skal der tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.