I Dansk Internationalt Skibsregister optages danske skibe, jf. sølovens § 1, stk. 2, og § 2 med en bruttoregistertonnage på 20 tons/en bruttotonnage på 20 eller derover.
Stk. 2 Et skib med en bruttoregistertonnage på 20 tons/en bruttotonnage på 20 eller derover, som er udenlandsk ejet, kan optages i registret, såfremt:
-
1) danske statsborgere eller selskaber, der efter søloven anses for danske, har rederidrift som en væsentlig aktivitet, og har betydelig direkte eller indirekte kapitalandel i det udenlandske selskab samt i medfør af kapitalandelen en betydelig indflydelse ved stemmeret eller lignende og
-
2) det udenlandske selskab har udpeget en repræsentant her i riget, som kan modtage forkyndelse af stævning på ejerens vegne, er bemyndiget til at optræde på ejerens vegne i forhold til registreringsmyndighederne, og er ansvarlig for, at de pligter, der påhviler rederiet i medfør af denne lov, efterkommes.
Stk. 3 Pramme, lægtere, uddybningsmaskiner, flydekraner og lignende anses som skibe efter loven. Flydedokke, kabeltromler, flydende beholdere og andet lignende materiel anses ikke som skibe.
Stk. 4 Skibsregistrator kan i særlige tilfælde tillade, at et skib optages i Dansk Internationalt Skibsregister, selv om nationalitetsbetingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt.