Ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten medregnes afdødes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010-niveau). Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles grundbeløbet forholdsmæssigt under hensyn til de ved indkomstopgørelserne medregnede indeståender med tillæg af hertil svarende skat. Fradraget foretages først i tidligst opsparet overskud.
Stk. 2 Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, på en virksomhed, der tilhører afdøde, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat ved opgørelsen af det beløb, der skal beskattes efter stk. 1 eller efter § 25, stk. 1.
Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dødsboet omfatter én af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3. § 10, stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse i det omfang indestående på konto for opsparet overskud overtages efter § 39, stk. 2. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse i det omfang en længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til indestående på konto for opsparet overskud i medfør af § 45, stk. 2.
Stk. 5 Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.