Hvis bobeskatningsindkomsten efter modregning af eventuel positiv aktieindkomst i bobeskatningsperioden udviser et underskud, udbetales et beløb svarende til 30 pct. af det resterende beløb til boet. Endvidere udbetales resterende negativ aktieskat efter § 30, stk. 1, 4. pkt.
Stk. 2 Den samlede udbetaling efter stk. 1 kan dog ikke overstige summen af de skatter, afdøde har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet, samt de skatter, en længstlevende ægtefælle har betalt af skattepligtig indkomst og aktieindkomst i de to senest afsluttede indkomstår før dødsfaldet, i dødsåret og i indkomstår, der fuldt ud omfattes af boperioden.
Stk. 3 Skat af indkomst, som er valgt beskattet efter bestemmelsen i kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F, indgår ikke ved opgørelsen af betalte skatter efter stk. 2.
Stk. 4 Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, fordeles udbetaling efter stk. 1 mellem de to boer efter forholdet mellem summen af bobeskatningsindkomst og aktieindkomst i bobeskatningsperioden i de to boer. Har det ene bo positiv sum af bobeskatningsindkomst og aktieindkomst i bobeskatningsperioden og det andet negativ sum, udbetales hele beløbet til det bo, der har negativ sum.