Indkomst af aktiver, der udleveres fra et dødsbo i medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer, beskattes hos modtageren af boudlægget fra og med dagen efter dødsfaldet. Ved beskatningen af indkomst som nævnt i 1. pkt., herunder ved modtagerens afståelse af et aktiv, der er udleveret efter § 18 i lov om skifte af dødsboer, gælder skattelovgivningens almindelige regler.
Stk. 2 Ved boudlæg til afdødes længstlevende ægtefælle kan denne overtage afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto på de for afdøde gældende betingelser.