Har afdøde betalt for lidt i skat vedrørende indkomstår forud for dødsåret, hæftes der for den skyldige skat efter reglerne i § 88.
Stk. 2 Skattekravet skal fremsættes over for den, der hæfter for skattekrav mod afdøde, senest 3 måneder efter at told- og skatteforvaltningen har modtaget en opgørelse over boets aktiver og passiver på dødsdagen eller en formueoversigt som nævnt i arvelovens § 22. Indsendes opgørelsen eller formueoversigten inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. §§ 13 og 14, for at afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for indkomståret før dødsåret, skal skattekravet dog først fremsættes senest 3 måneder efter oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for indkomståret før dødsåret. I tilfælde som nævnt i § 58, stk. 1, nr. 2, skal skattekravet fremsættes over for den længstlevende ægtefælle, senest 3 måneder efter at told- og skatteforvaltningen har fået meddelelse om skifteformen. Træffer skifteretten afgørelse om at udlevere boet efter § 22 i lov om skifte af dødsboer inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. §§ 13 og 14, for at afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for indkomståret før dødsåret, skal skattekravet dog først fremsættes senest 3 måneder efter oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. §§ 13 og 14, for indkomståret før dødsåret. Overholder told- og skatteforvaltningen ikke fristen for fremsættelse af skattekravet, bortfalder ansvaret for betaling af skatten. Fristerne i 1.-4. pkt. gælder dog ikke, hvis der foreligger et forhold som nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.
Stk. 3 Har told- og skatteforvaltningen anmodet om oplysninger efter skattekontrollovens § 63, og efterkommes anmodningen ikke inden for den frist, der er fastsat i anmodningen, forlænges fristen efter stk. 2 med 2 måneder regnet fra den dag, hvor forvaltningen modtager oplysningerne.
Stk. 4 Efterbetalingskrav, der hidrører fra afdødes forskudsafskrivninger, skal uanset fristen i stk. 2 fremsættes, senest 2 måneder efter at told- og skatteforvaltningen har modtaget meddelelse om, at afdødes længstlevende ægtefælle, arvinger eller legatarer ikke skal overtage forskudsafskrivninger efter § 39, stk. 1.
Stk. 5 Skattekrav omfattes ikke af et proklama udstedt efter reglerne i kapitel 20 i lov om skifte af dødsboer, medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for udstedelsen af proklamaet. Dog omfattes restskatter m.v., der er overført til dødsåret efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A, ikke af et udstedt proklama.
Stk. 6 Fristen på 3 måneder i stk. 2, 2. og 4. pkt., udløber for indkomståret 2019 den 1. december 2020.