Af dødsboskatten som nævnt i § 30 og af mellemperiodeskatten som nævnt i § 14 tilfalder 1/3 den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, og 2/3 tilfalder staten. Var afdøde ikke pligtig at svare kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, tilfalder skatten efter 1. pkt. staten.
Stk. 2 Af afdødes foreløbigt betalte skatter efter § 12 i mellemperioden og efter § 77, som bliver endelige, tilfalder 1/3 den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet. Staten afregner efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne skatten efter 1. pkt. til den enkelte kommune, som skatten skal tilfalde. Var afdøde ikke pligtig at svare kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, tilfalder skatten efter 1. pkt. staten.
Stk. 3 Af udgifterne ved udbetaling af negativ skat efter § 31 afholdes 1/3 af den kommune, som ville være berettiget til andel i dødsboskatten efter stk. 1, og 2/3 afholdes af staten.
Stk. 4 Kommunens andel af indkomstskatter for mellemperioden som nævnt i § 14 samt af dødsboskat som nævnt i § 30 afregnes af staten over for kommunen på grundlag af de oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret. Afregning sker med 1/3 hver den 1. i månederne januar, februar og marts i det følgende kalenderår.