Vandforsyninger, som leverer drikkevand omfattet af kravene til drikkevandskvaliteten i denne bekendtgørelse, skal kontrollere vandet ved regelmæssig kontrol, jf. dog stk. 2. Den regelmæssige kontrol fastlægges i et kontrolprogram, som gennemføres af vandforsyningen, jf. dog stk. 12.
Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse på vandforsyningsanlæg omfattet af § 16, stk. 1.
Stk. 3 Tilsynsmyndigheden skal i en afgørelse fastlægge kontrolprogrammet for et vandforsyningsanlæg, jf. stk. 4-12, så vidt muligt efter indstilling fra den enkelte vandforsyning. Tilsynsmyndigheden skal til enhver tid tage et kontrolprogram op til fornyet vurdering, når dette er miljø- eller sundhedsfagligt begrundet. Tilsynsmyndigheden sikrer, at et kontrolprogram gælder i en periode på maksimalt 6 år, før det enten skal opdateres eller godkendes uden ændringer.
Stk. 4 Et kontrolprogram skal med henblik på at efterprøve drikkevandet indeholde følgende elementer til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitet:
-
1) Generelle mål og kontrolprogrammer for drikkevand, jf. bilag 4.
-
2) Kontrolparametre og hyppigheder, jf. bilag 5.
-
3) Prøveudtagningssteder, jf. bilag 7.
-
4) Kontrolhyppighed for radioaktivitetsindikatorer i drikkevand, jf. bilag 9.
Stk. 5 Kontrolprogrammet skal for anlæg, hvor der indvindes grundvand, desuden indeholde en boringskontrol, som skal fastlægges i overensstemmelse med bilag 8. Kontrolprogrammet skal for anlæg, hvor der indvindes overfladevand, indeholde en kontrol af overfladevandområdet, som skal fastlægges i overensstemmelse med bilag 10.
Stk. 6 Kontrolprogrammet skal, med henblik på at bekræfte effekten af alle kontrolforanstaltninger i relation til indvinding, behandling, distribution og oplagring, omfatte et specifikt operationelt kontrolprogram for hver enkelt forsyningskæde og omfatte parametre og kontrolhyppighed jf. bilag 4, pkt. 3.
Stk. 7 Tilsynsmyndigheden kan i kontrolprogrammet fravige listen i bilag 5 over kontrolparametre og -hyppigheder til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitet, hvis der udarbejdes en risikovurdering, som opfylder kravene i bilag 6. Risikovurderingen skal være godkendt af tilsynsmyndigheden, hvis den skal bruges som grundlag for at fravige kontrolparametre og -hyppigheder, og kontrolprogrammet skal indeholde oplysninger, som viser, at der er udført en risikovurdering, og en sammenfatning af resultaterne heraf.
Stk. 8 Tilsynsmyndigheden skal i kontrolprogrammet, uanset stk. 7, udvide listen over kontrolparametre for kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitet ud over de parametre, som er fastsat i bilag 5, når de lokale forhold for vandforsyningsanlægget tilsiger det, jf. bilag 5, punkt 1, litra a-e. Prøveudtagningshyppigheder for parametrene fastsættes efter forholdene.
Stk. 9 På grundlag af resultatet af risikovurderingen af forsyningssystemet udført i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningssystemer har vandforsyningen mulighed for at reducere kontrolhyppigheden for en parameter eller fjerne en parameter fra listen over parametre, der skal kontrolleres, undtagen for de centrale parametre fastsat i bilag 5, hvis kommunalbestyrelsen har fastslået, at dette ikke vil bringe drikkevandskvaliteten i fare:
-
1) på grundlag af forekomsten af en parameter i råvand, i overensstemmelse med risikovurderingen af indvindingsoplandene for indvindingssteder, jf. bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand,
-
2) når en parameter kun kan følge af brugen af en bestemt behandlingsteknik eller desinfektionsmetode, og den pågældende teknik eller metode ikke bruges af vandforsyningen, eller
-
3) på grundlag af specifikationerne i bilag 6, 4. og 5. afsnit.
Stk. 10 På grundlag af resultatet af risikovurderingen af forsyningssystemet udført i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningssystemer skal kommunalbestyrelsen sikre, at listen over parametre, der skal kontrolleres i drikkevand i henhold til bilag 5, udvides, eller at kontrolhyppigheden øges:
-
1) på grundlag af forekomsten af en parameter i råvand i overensstemmelse med risikovurderingen af indvindingsoplandene for indvindingssteder, jf. bekendtgørelse om risikovurdering og risikostyring af tilstrømningsområder for indvindingssteder af drikkevand, eller
-
2) på grundlag af specifikationerne i bilag 6, 4. og 5. afsnit.
Stk. 11 Tilsynsmyndigheden skal i kontrolprogrammet udvide listen over kontrolparametre for boringskontrollen ud over de parametre, som er fastsat i bilag 8, og kontrollen af overfladevandområder til indvinding af drikkevand, jf. bilag 10, når de lokale forhold for vandforsyningsanlægget tilsiger det, jf. bilag 8, litra a-d, og bilag 10, pkt. 1, litra a-d.
Stk. 12 Hvis bekendtgørelsens bilag 1, a-e, og bilag 2 ændres, uden at der er sket en tilsvarende ændring af vandforsyningens kontrolprogram, skal vandforsyningerne kontrollere drikkevandets kvalitet, jf. stk. 4, og indvindingsboringer, jf. stk. 5, i overensstemmelse med det eller de ændrede bilag, jf. § 47, stk. 3. Tilsynsmyndigheden skal sikre, at vandforsyningens kontrolprogram bringes i overensstemmelse hermed senest ved opdatering efter stk. 3, 3. pkt.