Dyreforsøgsbekendtgørelsen Kapitel 5

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 1065 af 25. september 2024

Kapitel 5 Oplysninger, mærkning og identifikation af hunde, katte og ikke-menneskelige primater
§ 18

Hunde, katte og ikke-menneskelige primater skal udover den journal over forsøget, der udføres efter § 13 have en individuel journal, der følger dyret. Journalen skal udarbejdes ved fødslen eller snarest muligt herefter.

Stk. 2 Journalen skal indeholde oplysninger om

  • 1) identitet,

  • 2) fødested og fødedato, når den foreligger,

  • 3) om dyret er avlet til forsøgsbrug, og

  • 4) hvis der er tale om en ikke-menneskelig primat, om denne nedstammer fra ikke-menneskelige primater, der er avlet i fangenskab.

Stk. 3 Journalen skal foruden oplysningerne i stk. 2 indeholde alle relevante avlsmæssige, veterinærmedicinske og sociale oplysninger om det enkelte dyr og de forsøg, dyret har været anvendt til.

Stk. 4 Journalen, herunder oplysninger efter denne bestemmelse skal til enhver tid være tilgængelige for Dyreforsøgstilsynet og skal efter anmodning indsendes til Dyreforsøgstilsynet.

Stk. 5 Journalen, herunder oplysninger efter denne bestemmelse skal opbevares i mindst 3 år efter dyrets død eller genhusning.

§ 19

Hunde, katte og ikke-menneskelige primater skal være mærket på en måde, der sikrer, at det enkelte dyr altid kan identificeres. Mærkning skal ske senest ved fravænningen.

Stk. 2 Såfremt der modtages hunde, katte eller ikke-menneskelige primater, der er fravænnet, og som ikke er mærket, skal mærkning ske uden unødigt ophold.

Stk. 3 Såfremt en hund, kat eller ikke-menneskelig primat inden fravænning overdrages fra en opdrætter, leverandør eller dyreforsøgstilladelsesindehaver, og det af praktiske grunde ikke er muligt at mærke dyret forinden, skal modtageren, indtil dyret er mærket, føre journal over dyret, herunder med angivelse af moderdyret.