Dyreforsøgsbekendtgørelsen § 13

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 1065 af 25. september 2024

§ 13

Den, der foretager dyreforsøg, skal føre journal herover. Det samme gælder for personer, der opdrætter eller leverer forsøgsdyr.

Stk. 2 Journalen skal henvise til dyreforsøgstilladelsen eller godkendelsen til opdræt eller levering fra Dyreforsøgstilsynet samt indeholde oplysninger om

  • 1) antallet og arten af dyr, der opdrættes, erhverves, leveres, anvendes i forsøg, udsættes eller genhuses,

  • 2) dyrenes oprindelse, herunder om de er avlet til forsøgsbrug,

  • 3) den dato, hvor dyrene er erhvervet, leveret, udsat eller genhuset,

  • 4) hvem dyrene er erhvervet fra,

  • 5) navn og adresse på modtageren af dyrene, og

  • 6) antallet og arten af dyr, der er døde eller aflivet. For dyr, der er døde, noteres dødsårsagen, hvis den er kendt.

Stk. 3 For den, der foretager dyreforsøg, skal journalen foruden oplysningerne i stk. 2 indeholde oplysninger om følgende:

  • 1) Forsøgets type og indgrebets teknik.

  • 2) Om bedøvelse har været anvendt og i givet fald dennes form.

  • 3) Tidspunkt for dyrenes aflivning og den herved anvendte fremgangsmåde. Har aflivning ikke fundet sted, skal dyrets tilstand og anvendelse efter forsøget angives.

Stk. 4 Er der fremstillet dyr ved kloning eller genmodificering, eller har klonede eller genmodificerede dyr været anvendt til dyreforsøg, skal journalen foruden oplysningerne i stk. 2 og 3 indeholde en særskilt angivelse af art og antal af disse dyr.