Opstaldningslokalerne skal være indrettet og udformet, så en god hygiejnisk standard kan opretholdes. Der skal være adgang til rengøring, vask og desinfektion af flytbare anlægsenheder, der har været i kontakt med forsøgsdyr.
Stk. 2 Gulve, vægge, lofter og inventar m.v. skal være af egnede materialer, så rengøring og desinfektion let kan foretages. Vægge og gulve skal være forsynet med modstandsdygtig overfladebelægning for at kunne modstå det kraftige slid, der forårsages af dyrene selv og af rengøringsprocessen.
Stk. 3 Det skal sikres, at de anvendte materialer ikke udgør en risiko for forsøgsdyrenes velfærd, herunder deres sundhed og skal samtidig være sådan, at dyrene ikke kan pådrage sig skader.
Stk. 4 Der skal træffes ekstra beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med alt udstyr og fast inventar, så dette ikke beskadiges af dyrene eller sårer disse.