Dyreforsøgsbekendtgørelsen § 56

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 1065 af 25. september 2024

§ 56

Dyreforsøgstilladelsesindehaveren eller den person, der har ansvaret for forsøgenes udførelse, må kun lade forsøgene udføre af andre, hvis disse

  • 1) har gennemført uddannelsen til dyrepasser med speciale i forsøgsdyr, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til dyrepasser, og kan dokumentere at have fornøden viden om den eller de dyrearter, som forsøgene vedrører,

  • 2) er ved at gennemføre uddannelsen til dyrepasser med speciale i forsøgsdyr og har gennemført grundforløbets 2. del, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til dyrepasser, har gennemgået et teoretisk og praktisk kursus i udførelse af dyreforsøg og kan dokumentere at have fornøden viden om den eller de dyrearter, som forsøgene vedrører,

  • 3) har gennemført den tidligere landbrugsuddannelse med specialet dyreassistent og specialefaget forsøgsdyr, og kan dokumentere at have fornøden viden om den eller de dyrearter, som forsøgene vedrører, eller

  • 4) har anden relevant uddannelse og har gennemgået et teoretisk og praktisk kursus i udførelse af dyreforsøg, herunder vedrørende den eller de dyrearter, som forsøgene vedrører.

Stk. 2 Det i stk. 1, nr. 2 og 4, nævnte kursus skal omfatte

  • 1) lovgivning samt etiske og dyrevelfærdsrelaterede aspekter vedrørende erhvervelse, hold, pasning og brug af forsøgsdyr,

  • 2) etik vedrørende forholdet mellem mennesker og dyr, livets værdi i sig selv og argumenter for og imod anvendelse af dyr til videnskabelige formål,

  • 3) viden om forsøgsdyr, herunder grundlæggende og hensigtsmæssig artsspecifik biologi med hensyn til anatomi, fysiologiske egenskaber, avl, genetik, genetiske ændringer og sundhed samt erhvervelse, hold, brug, pasning, hygiejne og håndtering af forsøgsdyr,

  • 4) dyreadfærd, dyrehold og berigelse,

  • 5) anvendelse af humane endepunkter,

  • 6) krav om erstatning, begrænsning og forfinelse, og

  • 7) almen forsøgsdyrskundskab, herunder smerte- og stressrelateret adfærd samt bedøvelse, smertebehandling og aflivning.

Stk. 3 Viden om den eller de dyrearter, som forsøgene vedrører, jf. stk. 1, nr. 1-4, kan opnås gennem oplæring i institutionen eller virksomheden. Personer omfattet af stk. 1, nr. 1-4, skal arbejde under tilsyn, indtil de har vist, at de har de nødvendige kompetencer.