Dyreforsøgsbekendtgørelsen § 65

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 1065 af 25. september 2024

§ 65

Evaluering af en ansøgning om tilladelse til dyreforsøg, der foretages af Rådet for Dyreforsøg, skal udføres med en grundighed, der er passende for projekttypen, og skal afklare, om projektet opfylder følgende kriterier

  • 1) forsøgene er videnskabeligt eller uddannelsesmæssigt begrundet eller lovbestemt,

  • 2) forsøgenes formål berettiger anvendelsen af dyr og

  • 3) forsøgene er tilrettelagt således, at det kan udføres på den mest mulige humane og miljøvenlige måde.

Stk. 2 Evalueringen skal navnlig omfatte følgende:

  • 1) En vurdering af forsøgenes formål, de forventede videnskabelige fordele eller den uddannelsesmæssige værdi.

  • 2) En vurdering af forsøgenes overensstemmelse med kravet om erstatning, begrænsning og forfinelse.

  • 3) En vurdering og rating af forsøgenes klassificering efter belastningsgrad.

  • 4) En analyse af forsøgenes skadevirkninger og fordele med henblik på at vurdere, om de skadelige virkninger for dyrene i form af lidelse, smerte og angst kan begrundes med de forventede resultater, under hensyntagen til etiske betragtninger, og i sidste instans kan gavne mennesker, dyr eller miljøet.

  • 5) En bedømmelse af den dokumentation, der er omhandlet i denne bekendtgørelses §§ 4-10, §§ 12 og §§ 21-51 samt dyreforsøgslovens §§ 4 a og 7.

  • 6) En afgørelse af, om og hvornår forsøgene skal evalueres efterfølgende.

Stk. 3 Ved evaluering af en ansøgning om tilladelse til dyreforsøg, skal der rådes over ekspertise på navnlig følgende områder:

  • 1) De videnskabelige områder, hvor dyrene vil blive anvendt, herunder erstatning, begrænsning og forfinelse inden for de respektive områder.

  • 2) Forsøgets udformning, herunder statistikker, hvis det er relevant.

  • 3) Veterinær praksis inden for forsøgsdyrsvidenskab eller veterinær praksis for vilde dyr, hvis det er relevant.

  • 4) Dyrehold og -pasning vedrørende den art, der påtænkes anvendt.

Stk. 4 Evalueringsprocessen skal være gennemskuelig. Evalueringen foretages på en upartisk måde efter eventuel høring af uafhængige parter under iagttagelse af reglerne om beskyttelse af intellektuel ejendomsret og fortrolige oplysninger.