Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling meddeler efter anmodning autorisation som dyrlæge til den, der har bestået veterinæreksamen ved Københavns Universitet eller Aarhus Universitet.
Stk. 2 Ministeren fastsætter regler om fremgangsmåden ved meddelelse af autorisation.
Stk. 3 Ministeren kan meddele personer, der gennem uddannelse og erhvervsudøvelse i udlandet har opnået kvalifikationer, der kan sidestilles med uddannelse efter stk. 1, autorisation som dyrlæge her i landet. Autorisationen kan gøres betinget af, at den pågældende forinden har fulgt undervisningen i visse fag ved Københavns Universitet eller Aarhus Universitet og eventuelt aflagt prøve i disse fag. I autorisationen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af dyrlægegerning.
Stk. 4 Den, der autoriseres som dyrlæge i medfør af stk. 1 eller 3, skal aflægge et dyrlægeløfte, hvis ordlyd fastsættes af ministeren.
Stk. 5 Ministeren fastsætter regler om sprogkrav for dyrlæger, der udøver dyrlægegerning i Danmark.
Stk. 6 Ministeren offentliggør navnene på autoriserede dyrlæger.