Hvis et produkt ikke er i overensstemmelse med eller en erhvervsdrivende ikke lever op til regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller gennemførelsesforanstaltninger, kan kontrolmyndigheden træffe følgende afgørelser over for enhver, der har bragt et produkt i omsætning efter § 4, har været et led i afsætningen af et produkt eller erhvervsmæssigt ibrugtager produktet:
-
1) Påbud om at bringe det energirelaterede produkt i overensstemmelse med kravene.
-
2) Påbud om at sikre, at det energirelaterede produkt ikke udgør en risiko.
-
3) Påbud om at overholde visse betingelser, inden det energirelaterede produkt bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet.
-
4) Påbud om at advare brugerne om de risici, der er ved produktet, eller at anbringe advarsler på produktet.
-
5) Påbud om at standse markedsføring, der kan vildlede brugerne.
-
6) Forbud mod at bringe produktet i omsætning eller gøre det tilgængeligt på markedet eller forbud mod markedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et energirelateret produkt.
-
7) Påbud om at tilbagetrække produktet fra markedet.
-
8) Påbud om at tilbagekalde produktet fra brugerne.
-
9) Påbud om at destruere produktet på en forsvarlig måde eller på anden vis gøre det ubrugeligt.
Stk. 2 Kontrolmyndigheden underretter Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater om enhver afgørelse i medfør af stk. 1 med angivelse af årsagerne hertil.
Stk. 3 Kontrolmyndigheden kan lægge undersøgelser af energirelaterede produkter, som er gennemført i en anden EU-medlemsstat, og afgørelser, som er truffet i en anden EU-medlemsstat, til grund og træffe afgørelse i medfør af stk. 1 eller § 11 b over for erhvervsdrivende, som bringer et tilsvarende energirelateret produkt i omsætning eller gør det tilgængeligt på markedet, medmindre kontrolmyndigheden er nået til den modsatte konklusion på grundlag af sin egen kontrol.