Klage over ansættelse af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift, der er opkrævet efter §§ 31 eller 33, fritager ikke for pligt til betaling til forfaldstid, jf. dog stk. 5.
Stk. 2 Gives der henstand med betaling af grundskyld og dækningsafgift opkrævet efter § 33, stk. 1, som hviler på den faste ejendom i dens helhed med en pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt., og § 11, stk. 5, 1. pkt., forlænges pante- og fortrinsretten tilsvarende med den periode, der gives henstand for.
Stk. 3 Ændres en ansættelse vedrørende ejendomsværdiskat og grundskyld af ejendomme omfattet af § 31, foretages en berigtigelse for de indkomstår, som ændringen vedrører. Ændres en ansættelse vedrørende grundskyld og dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, foretages en berigtigelse på årets anden rate eller en ekstra reguleringsrate for kalenderåret.
Stk. 4 Medfører en ændring af vurderingen godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, har hovedejeren krav på forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint beregnet fra og med ratens sidste rettidige betalingsdag og til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Forretningen beregnes dagligt og tilskrives månedligt.
Stk. 5 I særlige tilfælde kan opkrævningen eller inddrivelsen af grundskyld og dækningsafgift, herunder tilskrivning af renter, sættes i bero i op til 6 måneder ad gangen. Afgørelser om berostillelse af krav efter 1. pkt. under opkrævning træffes af told- og skatteforvaltningen. Afgørelser om berostillelse af krav efter 1. pkt. under inddrivelse træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Hviler grundskylden og dækningsafgiften på ejendommen i sin helhed med en pante- og fortrinsret, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt., og § 11, stk. 5, 1. pkt., forlænges perioden med pante- og fortrinsret tilsvarende med den periode, hvor opkrævningen eller inddrivelsen har været sat i bero. Afgørelser efter 1. pkt. kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed.