Ejendomsvurderingsloven § 4

Denne konsoliderede version af ejendomsvurderingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 654 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1510 af 8. december 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 3. juni 2023 og lov nr. 594 af 4. juni 2024

§ 4

Ved ejerboliger forstås i denne lov følgende ejendomme, hvis de for bebyggede ejendommes vedkommende højest indeholder to boligenheder:

  • 1) Ejendomme til helårsbeboelse.

  • 2) Ejerlejligheder til helårsbeboelse.

  • 3) Sommerhuse og andre fritidshuse.

  • 4) Sommerhusejerlejligheder.

  • 5) Ejendomme som nævnt under nr. 1-4 på fremmed grund.

  • 6) Grunde, hvorpå der udelukkende er opført ejendomme som nævnt under nr. 5.

  • 7) Ubebyggede grunde, hvor hele grunden ligger i byzone, med en grundstørrelse på mindre end 1.400 m2, og hvor hele grunden er udlagt til helårsbeboelse som nævnt under nr. 1.

  • 8) Ubebyggede grunde, hvor hele grunden ligger i et sommerhusområde, med en grundstørrelse på mindre end 2.400 m2, og hvor hele grunden alene er udlagt til sommerhus- eller fritidsboligbebyggelse som nævnt under nr. 3.

Stk. 2 Beslutning efter stk. 1, nr. 1-5, om ejendommens anvendelse træffes ud fra de oplysninger, der fremgår af Bygnings- og Boligregistret om den registrerede anvendelse af enheder og bygninger beliggende på grunden, medmindre disse oplysninger må anses for åbenbart urigtige. Foreligger der ikke registreringer i Bygnings- og Boligregistret om anvendelsen af bygninger og enheder beliggende på grunden, træffes beslutning efter stk. 1 på baggrund af oplysninger om ejendommens samlede karakter.