Kapitel 2 Tilmelding til eksamener og prøver
Begyndelse på et uddannelseselement, semester m.v. er samtidig tilmelding til de tilhørende eksamener og prøver.
Stk. 2 Uddannelsesinstitutionen fastsætter en frist for, hvornår den studerende senest kan afmelde sig fra en eksamen eller prøve. Desuden fastsætter institutionen regler om afmelding på grund af sygdom i forbindelse med eksamener og prøver, jf. § 7.
Stk. 3 Institutionen kan for hele eller dele af uddannelsen i studieordningen fastsætte, at afmelding ikke kan finde sted.
Stk. 4 Institutionens internt fastsatte regler efter stk. 2 skal være offentligt tilgængelige på f.eks. institutionens hjemmeside.
Stk. 5 Institutionen kan dispensere fra stk. 1-3, hvis den studerende er eliteidrætsudøver, eller det er begrundet i barsel eller i usædvanlige forhold, herunder funktionsnedsættelse.
En studerende, der har været forhindret i at gennemføre en eksamen eller prøve på grund af dokumenteret sygdom eller af anden dokumenteret grund, skal have mulighed for at aflægge ny eksamen eller prøve snarest muligt. Er eksamen eller prøven placeret i uddannelsens sidste eksamenstermin, skal næste mulighed for at gå til eksamen eller prøve placeres i samme termin eller i umiddelbar forlængelse heraf.