Team Danmark ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 4 medlemmer udpeges af kulturministeren, og 4 medlemmer udpeges af Danmarks Idrætsforbund, heraf 1 medlem med særlig indsigt i eliteatleters forhold efter indstilling fra Danmarks Idrætsforbunds og Team Danmarks Aktivkomité. Medlemmer af Team Danmarks bestyrelse må ikke samtidig være ansat i Danmarks Idrætsforbund eller specialforbund under Danmarks Idrætsforbund eller være medlem af bestyrelsen i et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund.
Stk. 2 Bestyrelsen skal tilsammen repræsentere en bred indsigt i idrættens verden og andre relevante områder. Mindst 2 af bestyrelsesmedlemmerne skal have særlig indsigt i eliteatleters forhold.
Stk. 3 Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Genbeskikkelse kan finde sted én gang. Ved den første beskikkelse af bestyrelsen udgør perioden dog 2 år for 2 af de 4 ministerudpegede medlemmer og for 2 af de 4 medlemmer, som udpeges af Danmarks Idrætsforbund.
Stk. 4 Kulturministeren udpeger bestyrelsesformanden blandt de ministerudpegede medlemmer.
Stk. 5 Beskikkelsesperioden for bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget pr. 1. januar 2021, forlænges, således at indeværende beskikkelsesperiode, som udløber henholdsvis den 31. maj 2022 og den 31. maj 2024, i stedet for udløber henholdsvis den 31. december 2022 og den 31. december 2024.