Emissionsafgiftsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af emissionsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven)

Lov nr. 619 af 11. juni 2024

Kapitel 1 1 Det afgiftspligtige anvendelsesområde og afgiftens størrelse
§ 1

Der betales afgift til statskassen efter bestemmelserne i denne lov ved udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, der er omfattet af lovens bilag 1, og for hvilke der skal returneres kvoter efter kvoteordningen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Der betales alene afgift for flyvninger omfattet af stk. 1, hvis disse begynder og slutter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsluftfart). Der betales alene afgift for færgeruter omfattet af stk. 1, hvis disse begynder og slutter i dansk havn eller platform og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsfærgefart).

Stk. 3 For aktiviteter, hvor der i kvotedirektivet er fastsat en gradvis indfasning for returnering af kvoter, betales afgift af den mængde kvoter, der svarer til den faktiske udledning i denne periode, uden hensyn til indfasning af returneringspligten.

Stk. 4 For udledninger fra bæredygtig bionaturgas, som er fritaget for kvotereturneringspligt, skal der betales afgift af udledningen uden hensyn til kvotefritagelse.

§ 2

Afgiften udgør pr. t udledt CO2-ækvivalent 71,2 kr. i 2025, 128,1 kr. i 2026, 185,0 kr. i 2027, 241,9 kr. i 2028, 298,9 kr. i 2029 og 355,8 kr. (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2030, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Satserne nævnt i stk. 1 reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Stk. 3 Afgiften udgør pr. t udledt CO2-ækvivalent fra mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reduktion og elektrolyse, som er omfattet af lovens bilag 2, 94,9 kr. i 2025, 99,6 kr. i 2026, 104,4 kr. i 2027, 109,1 kr. i 2028, 113,9 kr. i 2029 og 118,6 kr. (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2030. Udledningerne fra mineralogiske og metallurgiske processer skal ske som følge af opvarmning i anlæg, og materialerne, der indgår i de nævnte processer, skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur. Udledningerne omfatter også ikkeenergirelaterede udledninger fra processerne nævnt i 1. pkt.

Stk. 4 Satserne nævnt i stk. 3 reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Stk. 5 Virksomheder, der betaler afgift efter satsen i stk. 3, skal indberette differencen mellem den lempede afgift efter stk. 3 og afgiften, som den ville have været, hvis den skulle beregnes efter de højere afgiftssatser i stk. 1, til told- og skatteforvaltningen, hvis differencen overstiger 100.000 euro i 1 kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober for det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Opgørelsen af afgiftslempelsen efter 1. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Stk. 6 Skatteministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter stk. 5 og oplysninger om virksomhedens navn, type, cvr-nummer og størrelse og dato for tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan anvende afgiftssatsen i stk. 3, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.