Emissionsafgiftsloven § 5

Denne konsoliderede version af emissionsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af CO2e-emissioner fra kvoteomfattede sektorer (emissionsafgiftsloven)

Lov nr. 619 af 11. juni 2024

§ 5

Afgiftsperioden er måneden.

Stk. 2 Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode opgøre den afgiftspligtige drivhusgasudledning foreløbigt.

Stk. 3 Den foreløbige afgiftspligtige mængde drivhusgasudledning i afgiftsperioden opgøres på grundlag af måling af energiforbrug eller drivhusgasudledning opgjort efter § 6 eller drivhusgasudledningen i de op til 2 forudgående kalenderår opgjort efter § 6, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Registrerede virksomheder kan ved den foreløbige opgørelse af den afgiftspligtige mængde tage hensyn til oplysninger, som kan have betydning for udledningsopgørelsen i det igangværende kalenderår, herunder ændring af overvågningsplaner grundet kapacitetsudvidelser. Registrerede virksomheder, der ikke tidligere har indleveret udledningsrapporter til Energistyrelsen eller en kompetent myndighed i et andet EU-land efter kvoteordningen, opgør den afgiftspligtige udledning i det første kalenderår på grundlag af den forventede udledning i de enkelte afgiftsperioder.

Stk. 5 Foreligger der ikke en godkendt overvågningsplan efter MRV-forordningen før den 6. juni 2025, kan de foreløbige opgørelser, jf. stk. 1, for 2025 ske på grundlag af den indsendte overvågningsplan og den endelige opgørelse.

Stk. 6 Skatteministeren kan fastsætte regler vedrørende dokumentation for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde drivhusgasudledning efter stk. 1-4.