Klima-, energi- og forsyningsministeren opretter en grøn ordning, som kan yde tilskud til initiativer, som iværksættes for at fremme lokal accept af opstillingen af nye vindmøller på land, som er nettilsluttet i perioden fra og med den 21. februar 2008 til og med den 20. februar 2018, bortset fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation omfattet af § 41. Der ydes tilskud med et beløb, som svarer til 0,4 øre pr. kWh for 22.000 fuldlasttimer for hver vindmølle som nævnt i 1. pkt. Tilsagn om tilskud kan alene gives til og med den 20. februar 2018. Udbetaling af tilskud er betinget af, at den pågældende vindmølle er blevet nettilsluttet, og at klima-, energi- og forsyningsministeren har modtaget fyldestgørende ansøgning om udbetaling af tilskud senest den 20. februar 2020.
Stk. 2 Havvindmøller etableret uden for udbud, som er nettilsluttet efter denne bestemmelses ikrafttræden, og som opstilles op til 8 km fra kysten, er omfattet af den grønne ordning, jf. stk. 1. Der ydes tilskud med et beløb som nævnt i stk. 1, 2. pkt. Udbetaling er betinget af, at den pågældende vindmølle er nettilsluttet.
Stk. 3 Er flere kommuner berettiget til tilskud efter stk. 2, skal tilskudsbeløbet fordeles ligeligt mellem de tilskudsberettigede kommuner.
Stk. 4 En kommunalbestyrelse kan ansøge klima-, energi- og forsyningsministeren om tilsagn om tilskud fra den grønne ordning. Ansøgningen om tilskud kan indgives i forbindelse med behandlingen af ansøgning om opstillingen af vindmøller i medfør af lov om planlægning eller på et senere tidspunkt. For havvindmøller omfattet af stk. 2 kan ansøgningen om tilskud indgives fra det tidspunkt, hvor elproduktionstilladelse er givet efter § 29, stk. 1.
Stk. 5 På grundlag af ansøgningen kan klima-, energi- og forsyningsministeren give tilsagn om tilskud til udgifter, som kommunalbestyrelsen afholder til
-
1) anlægsarbejder til styrkelse af landskabelige eller rekreative værdier i kommunen og
-
2) kulturelle og informative aktiviteter i lokale foreninger m.v. med henblik på at fremme accepten af udnyttelsen af vedvarende energikilder i kommunen.
Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan vælge at ansøge om tilsagn om tilskud for beløb som nævnt i stk. 1 og 2 for en eller flere vindmøller. Hvis der ikke gives tilladelse som nævnt i stk. 4 til opstilling af en vindmølle, eller hvis det efterfølgende vurderes, at vindmøllen ikke vil blive opstillet, fradrages tilskudsbeløbet for vindmøllen i tilsagnet.