Epidemiloven - GAMMEL Kapitel 2

Denne konsoliderede version af epidemiloven - GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. marts 2021

Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme

Lov nr. 114 af 21. marts 1979,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020,
som ændret ved lov nr. 160 af 3. februar 2021

Kapitel 2 1 Epidemikommissionerne
§ 3

For hver region nedsættes en epidemikommission, der består af en politidirektør, udpeget af rigspolitichefen, en læge med relevante faglige kvalifikationer udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en repræsentant for told- og skatteforvaltningen udpeget af told- og skatteforvaltningen, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpeget af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen.

Stk. 2 Valget af de regionale medlemmer har virkning for den regionale valgperiode.

Stk. 3 Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemikommissionerne. Til at rådgive og bistå Sundhedsstyrelsen udpeges en fast repræsentant for henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed, Rigspolitiet, Transport- og Boligministeriet, Beredskabsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Værnsfælles Forsvarskommando, Fødevarestyrelsen, told- og skatteforvaltningen, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Statens Serum Institut, Danske Regioner, KL (Kommunernes Landsforening), Falcks Redningskorps og Post Danmark.

§ 4

Epidemikommissionerne kan bestemme, at visse af de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i kapitel 3 og 4, under nærmere fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens enkelte medlemmer eller af de til kommission knyttede læger.

Stk. 2 Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om lægelig bistand til epidemikommissionen.