Forarbejder til Epidemiloven - GAMMEL - ophæves den 1. marts 2021 § 12a

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er i øjeblikket at inddæmme og afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest muligt. Det er helt afgørende, at samfundet og myndighederne er rustet til og har de nødvendige redskaber til at håndtere denne trussel.

Den nuværende lovgivning er på en række områder efter regeringens opfattelse ikke tilstrækkelig til at sikre myndighedernes handlemuligheder og effektiv ressourceudnyttelse. Det gælder selve forebyggelsen og inddæmningen af smitsomme og andre overførbare sygdomme, men også det ekstraordinære pres, som smitsomme sygdomme kan medføre for samfundet. Det gælder f.eks. sygehusvæsenet, socialvæsenet og andre områder, hvor der for det offentlige er fastsat forpligtelser og krav til serviceydelser m.v., men konsekvenserne vil kunne mærkes bredt i samfundet.

For at inddæmme og forebygge udbredelsen af COVID-19 og andre smitsomme sygdomme i Danmark foreslår regeringen derfor, at bestemmelserne i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (epidemiloven) gøres mere fleksible ved at fastsætte en række bemyndigelser til sundheds- og ældreministeren og ved at indføre en række nye beføjelser. Det gælder blandt andet mulighed for at påbyde personer, som formodes at kunne være smittet, at lade sig isolere, mulighed for i øget omfang at kunne forbyde afholdelse af større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. og mulighed for at forbyde adgang til eller lægge restriktioner på transportmidler. Det foreslås også at give myndighederne øgede opsporingsmuligheder, bl.a. ved at give sundheds- og ældreministeren mulighed for at fastsætte regler om oplysningsforpligtelser.

Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når det er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling af personer, der er smittet med en alment farlig sygdom. Der kan f.eks. være tale om en begrænsning af retten til hurtig udredning eller retten til frit sygehusvalg for at sikre, at de behandlings- og personalemæssige ressourcer kan prioriteres til at bekæmpe en smitsom sygdom og til at behandle patienter med akutte og livstruende sygdomme.

Det foreslås desuden, at andre ministre også bemyndiges til i særlige situationer at kunne fravige forpligtelser fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning. Det vil bl.a. kunne ske, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.

Regeringen vil i lyset af lovforslaget indgå i en dialog med erhvervslivet om rimelig kompensation som følge af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte.

2. Baggrund

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede den 30. januar 2020, at udbruddet af COVID-19 er en Public Health Emergency of International Concern (PHEIC) på linje med enkelte tidligere udbrud, bl.a. influenza-pandemien i 2009. Senest har WHO den 11. marts 2020 yderligere erklæret, at udbruddet kan karakteriseres som en pandemi (global epidemi).

Det første bekræftede tilfælde af COVID-19 i Danmark blev rapporteret den 27. februar 2020.

Den hurtige udvikling i Norditalien har vist, at COVID-19 efter indførelse i Europa har potentiale for hurtig smittespredning, formentlig også fordi smitte sker fra individer med meget lette symptomer, der derfor ikke søger hjælp i sundhedsvæsenet. Samtidig giver det øgede antal lande med pågående smittespredning uden for Kina en øget risiko for at importerede tilfælde af COVID-19 kan komme til Danmark af mange forskellige indrejseruter.

Generelt er angrebsraten ved influenzaepidemier på 5-10% og ved pandemier 10-30% i første bølge. Angrebsraten er meget afhængig af de forebyggende tiltag tidligt i den epidemiske udvikling. Baseret på opgørelser af epidemien i Kina er der skønsmæssigt ca. 80 % af patienter med COVID-19 som har milde symptomer, og som derfor kan håndteres uden for sygehus, herunder ved isolation i eget hjem, kontakt til almen praksis m.v., mens ca. 15 % kan forventes at kræve sygehusbehandling, f.eks. under kortere eller længere indlæggelse på medicinsk afdeling, mens ca. 5 % kan forventes at være kritisk syge og en stor andel heraf vil have behov for respirator og intensiv sygehusbehandling.

Epidemien kan forventes at udvikle sig over ca. 3 måneder, med de fleste smittede i den midterste måned. Ved estimering af potentiel sygdomsbyrde i forbindelse med en COVID-19 epidemi i Danmark skal der tages højde for effekten af eventuelle tiltag, der har afbødet epidemiens effekt samt for bl.a. befolkningssammensætning, som tager højde for at yngre er mindre syge end ældre osv.

Ved en COVID-19 epidemi i Danmark kan således forventes, at i alt ca. 60.000 personer med COVID-19 vil være i kontakt med sundhedsvæsenet fordelt over en ca. 3 måneders periode, hvoraf ca. 11.000 vil have behov for sygehusbehandling og en del af disse intensiv behandling. En sådan situation vil give en ekstraordinær belastning af landets sygehuse og vil kræve, at der prioriteres således at svært syge patienter sikres behandling.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Gældende ret

Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (herefter epidemiloven) finder anvendelse, hvis den sygdom, myndighederne ønsker at inddæmme, er optaget enten på lovens liste A (alment farlige sygdomme, f.eks. ebola og kopper) eller lovens liste B (smitsomme og overførbare sygdomme, f.eks. mæslinger), jf. epidemilovens § 2, stk. 1.

Liste B er senest med virkning fra den 29. februar 2020 ændret ved bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020 om ændring af liste B til lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, hvorved Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) er optaget på liste B.

Efter epidemilovens § 1 kan epidemikommissioner med henblik på at hindre sygdommene optaget på liste A og B, og at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller herfra til andre lande, iværksætte en række foranstaltninger, der er nærmere angivet i lovens kapitel 3 og 4 (§§ 5-19).

Efter epidemilovens § 3, stk. 1, 1. pkt., er der i hver af de fem regioner nedsat en epidemikommission, der består af en politidirektør, udpeget af Rigspolitichefen, en læge med relevante faglige kvalifikationer udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en repræsentant for told- og skatteforvaltningen udpeget af told- og skatteforvaltningen, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpeget af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemikommissionerne, jf. § 3, stk. 3, 1. pkt. Til at rådgive og bistå Sundhedsstyrelsen udpeges faste repræsentanter fra en række myndigheder m.v., bl.a. fra Styrelsen for Patientsikkerhed, Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen og KL, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Efter epidemilovens § 4, stk. 1, er de stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet og Styrelsen for Patientsikkerhed forpligtet til at bistå epidemikommissionen i udøvelsen af dennes pligter ifølge loven.

Epidemikommissionerne kan bestemme, at visse af de i kapitel 3 og 4 nævnte foranstaltninger under nærmere fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens enkelte medlemmer eller af de til kommission knyttede læger, jf. bestemmelsens stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om lægelig bistand til epidemikommissionen, jf. bestemmelsens stk. 3.

Efter epidemilovens §§ 5-9 kan epidemikommissionen iværksætte en række konkrete foranstaltninger bl.a. over for enkeltpersoner for at hindre udbredelsen af alment farlige sygdomme (liste A-sygdomme).

Efter epidemilovens § 5, stk. 1, kan epidemikommissionen påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Efterkommes påbuddet ikke, kan den pågældende ved politiets hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangsindlægges til observation på et sygehus, jf. § bestemmelsens stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at formålet med bestemmelsen er at påbyde, at en person skal lade sig undersøge af en læge med henblik på at sikre, at den rigtige diagnose kan blive stillet. Det fremgår endvidere, at det må antages, at denne tvangsundersøgelse kun vil blive foretaget i ganske få tilfælde. Der henvises til Folketingstidende 1978-1979 tillæg A, spalte 2129.

Efter epidemilovens § 6, stk. 1, kan epidemikommissionen påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig isolere og om nødvendigt indlægge på sygehus.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1978-1979 tillæg A, spalte 2129, at bestemmelsen svarer til den tidligere § 14 i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Udbredelse. Det følger af § 14 i lov nr. 138 af 10. maj 1915, at epidemikommissionen påser, at enhver, som lider af en smitsom sygdom, isoleres, så smitten kan forebygges. Hvis isolationen ikke sker eller ikke kan ske på fyldestgørende måde i vedkommendes bolig, kan kommissionen påbyde, at pågældende skal indlægges. Det følger desuden af § 14, at patienten ikke må have forbindelse med omverdenen på anden måde end kommissionen tillader, og at patienten er forpligtet til at blive i isolation, indtil kommissionen mener, at patienten uden fare for smittens udbredelse kan flyttes eller udskrives.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1978-1979, tillæg A, spalte 2129, at det er forudsat, at der inden for sygehusvæsenet er tilvejebragt de fornødne lokaler, i hvilke personer på betryggende vis kan isoleres.

Bestemmelsen i § 6, stk. 1, finder således anvendelse for enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan. Efter praksis forstås ved antages, at den pågældende endnu ikke har fået diagnosticeret en alment farlig sygdom, men at det af sundhedsmyndighederne anses for overvejende sandsynligt, at den pågældende er smittet med en sådan. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis sundhedsmyndighederne iagttager en person, som udviser symptomer på en alment farlig sygdom, og afventer svar på prøver taget fra en sådan person. Der vil således efter de gældende regler ikke kunne udstedes påbud til en person om at lade sig isolere efter epidemilovens § 6, stk. 1, i de situationer, hvor sundhedsmyndighederne alene formoder, at personen kan være smittet, f.eks. fordi vedkommende har haft nær kontakt til en smittet person.

Efterkommes et påbud udstedt efter § 6, stk. 1, ikke, kan isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på sygehus ved politiets hjælp, jf. § 6, stk. 2.

Såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hindres ved isolation i henhold til stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig behandling, jf. § 6, stk. 3.

Efter epidemilovens § 7, stk. 1, kan epidemikommissionen påbyde, at et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, afspærres, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang. Ligeledes kan kommissionen forbyde, at der afholdes offentlige arrangementer og lignende i området.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4246, at et forbud mod offentlige møder i praksis formentlig vil dreje sig om forbud mod større sportsarrangementer, koncerter m.v.

Foranstaltninger efter stk. 1 skal snarest muligt ophæves, jf. bestemmelsens stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til § 7, jf. Folketingstidende 1978-1979, tillæg A, spalte 2129, at bestemmelsen svarer til § 9 og § 22, stk. 1, i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Udbredelse. Det følger af § 9 i lov nr. 138 af 10. maj 1915, at afspærring af det af sygdommen angrebne distrikt skal kunne påbydes, således at samkvem mellem dette og omgivelserne afskæres. Afspærringen er dog begrænset til kun at gælde i et omfang, som menes fornødent for at hindre smittens videre udbredelse. Det følger endvidere af § 22, stk. 1, i lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse, at epidemikommissionen kan forbyde afholdelse af offentlige møder i de kommuner, hvor den smitsomme sygdom optræder, samt i nabokommunerne.

Efter epidemilovens § 8 kan sundheds- og ældreministeren for at hindre udbredelse af en alment farlig sygdom efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination inden for et nærmere afgrænset område eller af en nærmere afgrænset personkreds. Bestemmelsen finder anvendelse i de situationer, hvor udbredelsen af en alment farlig sygdom ikke kan forhindres ved anvendelsen af andre mindre vidtgående foranstaltninger, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2130.

Efter epidemilovens § 9 kan epidemikommissionen efter forhandling med Sundhedsstyrelsen påbyde, at obduktion skal ske, når det formodes, at et dødsfald skyldes en alment farlig sygdom.

Efter epidemilovens § 10 kan sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme efter §§ 5-9, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme (liste B-sygdomme), når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.

Epidemilovens § 10 har senest været anvendt den 28. februar 2020, hvor sundheds- og ældreministeren på baggrund af en indstilling af samme dag fra Sundhedsstyrelsen bestemte, at de foranstaltninger, der kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. epidemilovens §§ 5-9, også kan iværksættes over for COVID-19 i de situationer, der er opregnet i Sundhedsstyrelsens indstilling. Der fremgår bl.a. følgende af indstillingen:

”Sundhedsstyrelsen finder […], at der særligt i den konkrete situation under en inddæmningsstrategi kan være konkrete situationer, rammer og forhold, der giver en særlig stor risiko for smittespredning. Det kan f.eks. være store og tætte forsamlinger af mennesker, herunder musikfestivaller, spejderlejre, gymnastikstævner, og indkvartering under trange og uhygiejniske forhold. Der kan desuden være en lang række specifikke situationer og forhold, der ud fra en konkret vurdering må antages at medføre særlig stor smittespredning, herunder personer, der er smittede eller må antages at være smittede, og som på trods af henstillinger fra sundhedsmyndighederne udviser en risikofyldt adfærd. Det kan f.eks. være omgang i offentligt rum med tæt personkontakt, dårlig personlig hoste- og håndhygiejne m.v.”.

Efter epidemilovens § 11, stk. 1, kan epidemikommissionen iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk eller lignende art, som er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse.

Når der er fare for, at smitte kan spredes ved virksomheders fremstilling og distribution af levnedsmidler, kan kommissionen træffe foranstaltninger med henblik på at bringe smittefaren til ophør, om fornødent ved at påbyde hel eller delvis lukning af den pågældende virksomhed eller ved at forbyde en smittebærende person adgang til virksomheden, jf. § 11, stk. 2. Bestemmelsen omfatter umiddelbart alle levnedsmiddelvirksomheder, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2131.

Efter § 11, stk. 3, kan kommissionen forbyde, at personer, der lider af en sygdom omfattet af epidemiloven, anvender offentlige transportmidler.

Efter epidemilovens § 12, stk. 1, 1. pkt., kan epidemikommissionen påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Efter 2. pkt. kan kommissionen også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom og befordringsmidler m.v. Efterleves et påbud efter 1. pkt. ikke, kan politiet i medfør af § 12, stk. 2, efter anmodning tilbageholde den formodet forurenede, indtil rensning har fundet sted.

Efter § 12, stk. 4. kan epidemikommissionen efter forhandling med Sundhedsstyrelsen endvidere iværksætte andre foranstaltninger af begrænset art og omfang for at hindre, at smitte udbredes.

Epidemilovens kapitel 4 (§§ 13-19) indeholder bestemmelser om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdommes indførelse i landet.

Efter epidemilovens § 13, stk. 1, skal føreren og en eventuel skibslæge ved et skibs ankomst meddele epidemikommissionen eller den, som optræder på kommissionens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler oplysningspligten luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.

Efter § 13, stk. 2, fastsætter sundheds- og ældreministeren nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1, samt om meddelelsens form, jf. stk. 2.

I bekendtgørelse nr. 642 af 19. maj 2017 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme er fastsat nærmere regler om den oplysningspligt, der påhviler føreren af et skib og en eventuel skibslæge samt den oplysningspligt, der påhviler et luftfartøjs fører eller dennes befuldmægtigede. Det fremgår bl.a., at føreren og en eventuel skibslæge samt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede er forpligtet til at underrette epidemikommissionen eller den, som optræder på kommissionens vegne, såfremt der under rejsen eller på ankomsttidspunktet er forekommet sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom.

Der er således alene pligt til at afgive oplysninger om sundhedstilstanden om bord på et skib eller fly, det vil sige under rejsen eller på ankomsttidspunktet. Der er ikke hjemmel til at fastsætte regler om, at føreren af et skib eller et luftfartøj skal afgive oplysninger om passagerer til brug for smittesporing og heraf hindring og inddæmning af smittespredning. Bestemmelsen omfatter desuden kun luftfartøjer og skibe og ikke andre transportmidler som f.eks. tog og busser.

Efter epidemilovens § 14, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren bestemme, i hvilket omfang der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land, før epidemikommissionen eller den, kommissionen har bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem. Efter stk. 2 yder politiet efter anmodning bistand med henblik på at sikre overholdelsen af bestemmelser om, at der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land.

I tilfælde, hvor der under flyvningen er forekommet sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom, må besætning og passagerer ikke forlade lufthavnen, før epidemikommissionens tilladelse foreligger. En lignende ordning gælder for skibe. Der henvises til Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4239.

Efter epidemilovens § 16, stk. 1, kan epidemikommissionen påbyde, at enhver, der ankommer her til landet, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Efter stk. 2 kan den pågældende ved politiets hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangsindlægges til observation på et sygehus, hvis påbuddet ikke efterkommes.

Efter epidemilovens § 17 er enhver, der ankommer her til landet, i øvrigt underkastet reglerne i lovens §§ 6-12. Når først en person er ankommet til landet, er vedkommende således underkastet reglerne i lovens §§ 6-12. Det indebærer, at epidemikommissionerne bl.a. kan påbyde personer, der opholder sig her i landet, at lade sig isolere efter lovens § 6, ligesom sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kan påbyde tvangsmæssig vaccination efter § 8.

Efter epidemilovens § 18, stk. 1, fastsætter sundheds- og ældreministeren regler om, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre indførelse og udbredelse af en sygdom, der er omfattet af loven.

Efter § 18, stk. 2, 1. pkt., fastsætter sundheds- og ældreministeren regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller andre gnavere og vektorer fører smitte fra en sygdom, der er omfattet af loven, ind eller ud af landet. Efter 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren herunder fastsætte, at en statslig myndighed, som epidemikommissionen i medfør af § 4 måtte have pålagt at bistå med opgaven, kan lade nærmere bestemte praktiske foranstaltninger udføre ved en autoriseret rottebekæmper, der tillige kan udføre opgaven, for så vidt angår vektorer. Disse regler fastsættes efter nærmere forhandling med miljøministeren, der er ansvarlig for lovgivningen om rotter, jf. bekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019 af lov om miljøbeskyttelse.

§ 18 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 642 af 19. maj 2017 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, der i kapitel 4 og 5 indeholder bestemmelser om henholdsvis foranstaltninger mod bagage, gods, post og andet løsøre og hygiejnecertifikater til skibe.

Efter epidemilovens § 20 skal epidemikommissionen ved pålæg i medfør af §§ 5, 6, 7, 12 og 16, som har karakter af frihedsberøvelse, og ved afslag på anmodning om ophævelse af sådanne pålæg, give den pågældende vejledning om adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det vil bero på en konkret vurdering, om den valgte foranstaltning har karakter af frihedsberøvelse. Indlæggelse på sygehus til observation for en smitsom sygdom og isolation i hjem eller andetsteds, herunder på sygehus, har som udgangspunkt karakter af frihedsberøvelse, jf. cirkulære nr. 224 af 12. december 1979 om tvangsindlæggelse og -isolation i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Efter epidemilovens § 21, 1. pkt., skal enhver, der har kendskab til, at en person i hans omgangskreds eller varetægt lider af en alment farlig sygdom, snarest muligt rette henvendelse herom til en læge eller politi, såfremt anmeldelse af sygdomstilfældet ikke allerede er sket. Efter 2. pkt. skal anmeldelsen uden unødigt ophold videregives til den stedlige epidemikommission.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2132-2133, at en persons omgangskreds omfatter såvel de egentlige medlemmer af en husstand som tilrejsende, logerende og pensionærer, ligesom omgangskreds også omfatter kolleger og medarbejdere på arbejdspladsen. For personer, der er anvist tvunget ophold noget sted, f. eks. indsat i fængsler, anbragt på institutioner eller lignende, påhviler anmeldelsespligten lederen af den pågældende institution m.v.

Efter epidemilovens § 22, 1. pkt., kan Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om skolers og institutioners forhold i tilfælde af smitsomme og andre overførbare sygdomme. Sådanne regler kan efter bestemmelsens 2. pkt. udstrækkes til også at omfatte andre end de sygdomme optaget på lovens liste A og liste B, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse på skoler og institutioner.

Bestemmelsen i 1. pkt. giver Sundhedsstyrelsen hjemmel til at fastsætte regler om offentlige og private skolers forhold og tilsvarende i forhold til institutioner i bred forstand. Bestemmelsen omfatter en bred vifte af skoler og institutioner, herunder også gymnasieskoler, kostskoler, VUC m.v.

Lovens § 22 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 77 af 12. januar 2018 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge.

Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige, jf. epidemilovens § 27, stk. 1.

Størrelsen af en erstatning i medfør af stk. 1 fastsættes af epidemikommissionen efter forhandling med skadelidte, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt. Såfremt der ikke kan opnås enighed om erstatningspligten eller erstatningens størrelse, påhviler det kommissionen at indbringe erstatningsspørgsmålet for domstolene, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2133-2134, at der kan gives erstatning som følge af enhver forebyggende foranstaltning, der iværksættes i medfør af lovens kapitel 3 (§§ 5-12) for at hindre udbredelsen af smitsomme sygdomme her i landet, hvorimod der ikke kan ydes erstatning som følge af foranstaltninger foretaget i medfør af kapitel 4 (§§ 13-19). Det er dog en forudsætning for at få tilkendt erstatning efter kapitel 3, at tabet som følge af den pågældende foranstaltning skal kunne dokumenteres.

Efter epidemilovens § 28, stk. 1, afholder regionerne alle udgifter efter loven, herunder de i § 27 nævnte erstatninger, med undtagelse af en række konkrete situationer vedrørende skibe og lufttransport, jf. § 28, stk. 2, nr. 1-5.

Efter epidemilovens § 29, stk. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder § 21, jf. nr. 1, eller overtræder forbud eller undlader at efterkomme påbud meddelt efter påbud meddelt efter § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og 3, § 7, § 11, stk. 2 og 3, § 12, stk. 1, og § 16, stk. 1, jf. bestemmelsens nr. 2.

Efter § 29, stk. 2, kan der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser

COVID-19 epidemien kan forventes at udvikle sig over ca. 3 måneder, med de fleste smittede i den midterste måned. Ved estimering af potentiel sygdomsbyrde i forbindelse med en COVID-19 epidemi i Danmark skal der tages højde for effekt af eventuelle tiltag, der har afbødet epidemiens effekt, samt for bl.a. befolkningssammensætning, som tager højde for, at yngre er mindre syge end ældre osv.

Ved en COVID-19 epidemi i Danmark kan således forventes, at i alt ca. 60.000 personer med COVID-19 vil være i kontakt med sundhedsvæsenet fordelt over en ca. 3 måneders periode, hvoraf ca. 11.000 vil have behov for sygehusbehandling og en del af disse intensiv behandling. En sådan situation vil give en ekstraordinær belastning af landets sygehuse og vil kræve, at der prioriteres således, at svært syge patienter sikres behandling.

Der skal iværksættes de tiltag, der er nødvendige for at sikre, at myndighederne har de rette redskaber med henblik på at forebygge og inddæmme smitte i situationer som den nuværende, hvor udbruddet af COVID-19 må ventes at give en ekstraordinær belastning af bl.a. landets sygehuse, og hvor det derfor er afgørende, at der tages de nødvendige livtag for at håndtere situationen.

Med lovforslaget gennemføres de nødvendige lovgivningsmæssige tiltag.

3.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det at overføre kompetence fra epidemikommissionerne til sundheds- og ældreministeren.

Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren skal kunne bemyndige andre myndigheder, herunder epidemikommissionerne, til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt sundheds- og ældreministeren.

Det foreslås, at de stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet og Forsvaret skal være forpligtet til at bistå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af de pligter der følger af loven.

Det foreslås videre, at private i særlige tilfælde efter sundheds- og ældreministerens nærmere bestemmelse vil skulle bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til denne lov. Private aktører der varetager myndighedsopgaver vil i disse tilfælde være underlagt sundheds- og ældreministerens ledelse og ansvar.

Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren skal kunne påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson, lade sig indlægge eller lade sig isolere i egnet facilitet.

Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren skal kunne iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at være smittet med en sådan, hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller inddæmme udbredelse af sygdommen.

Desuden foreslås det, at sundheds- og ældreministeren som led i håndhævelsen eller gennemførelsen af et påbud eller tvangsmæssig behandling uden retskendelse skal kunne skaffe sig adgang til den pågældendes bolig og andre lokaliteter, som den pågældende råder over. Det foreslås, at politiet vil skulle yde sundheds- og ældreministeren nødvendig bistand i forbindelse med påbud om at lade sig undersøge, indlægge eller samt i forbindelse med iværksættelse af tvangsbehandling. Herudover foreslås det, at politiet vil skulle yde bistand som led i håndhævelsen af ovennævnte tiltag. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 5, jf. lovforslaget § 1, nr. 6.

Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, og efter forhandling med justitsministeren, skal kunne fastsætte regler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

I forlængelse heraf foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om adgang uden retskendelse til lokaler m.v. med henblik på kontrol af overholdelsen af ovenanførte forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger m.v. og om politiets bistand i den forbindelse. Det foreslås herudover, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren skal kunne fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt.

Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige institutioner m.v.

Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren skal kunne påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.

Det foreslås i den forbindelse, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om adgangen til at meddele påbud om afspærring af et område, herunder om den nærmere afgrænsning af området, og at ministeren kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har bopæl eller ophold i området.

Det foreslås videre, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet og med henblik på at nedbringe antallet af øvrige patienter i sunhedsvæsenet, kan fastsætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination med henblik på at minimere udbredelsen af øvrig sygdom i befolkningen.

Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren, når det nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her landet, efter forhandling med transportministeren skal kunne fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner på transportmidler.

Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom, efter forhandling med erhvervsministeren skal kunne fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivenden råder over, og hvortil offentligheden har adgang.

Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom, skal kunne fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil.

Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom, efter forhandling med erhvervsministeren skal kunne fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for private erhvervsdrivendes og offentlige institutioners modtagelse af kontantbetaling.

Endvidere foreslås det, at sundheds- og ældreministeren skal kunne fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, når det er nødvendigt for at kunne sikre kapacitet til behandling og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig sygdom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov.

Det foreslås desuden, at den relevante ressortansvarlige minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren skal kunne fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige i visse situationer.

Derudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren skal kunne fastsætte regler om, at pligter, der ifølge lovgivning påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af foranstaltninger, der er iværksat i medfør af epidemiloven, vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den private at opfylde pligten.

Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren, i situationer med udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet eller fare herfor, efter forhandlinger med den relevante ressortansvarlige minister kan fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. I forlængelse heraf foreslås det, at regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan fravige anden lovgivning.

Det foreslås også, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, toge og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren skal udlevere passagerlisteoplysninger, idet omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Det foreslås i forlængelse heraf, at føreren og en eventuel skibslæge ved et skibs ankomst skal meddele sundheds- og ældreministeren oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfarttøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt luftfarttøjets fører eller dennes befuldmægtigede.

Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandlinger med transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles samt om meddelelsens form.

Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse af smitte af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2. Sundheds- og ældreministeren skal efter lovforslaget endvidere kunne fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2.

Det foreslås i øvrigt, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den relevante ressortansvarlige minister skal kunne fastsætte regler om private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning, i tilfælde af smitsomme og andre overførbare sygdomme. Herudover foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den relevante ressortansvarlige minister kan fastsætte regler om særlige foranstaltninger, herunder nødpasning.

Endelig foreslås det, at sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør heraf skal kunne iværksætte ekspropriation af privat ejendom. I tilfælde af ekspropriation vil der skulle ydes fuld erstatning.

4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

4.1. Grundloven

4.1.1. Grundlovens § 71

Det følger af grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven. Det følger desuden af § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den frihedsberøvede eller den, der handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Det er ikke muligt at foretage en entydig og abstrakt bestemmelse af, hvornår der foreligger frihedsberøvelse omfattet af grundlovens § 71. Kerneområdet er fysisk indespærring, men frihedsberøvelse kan også foreligge uden fysisk indespærring, hvis den pågældende ikke uden tilladelse må forlade en lokalitet, således at rømning kan medføre eftersøgning med henblik på tilbagebringelse eller pålæg af en sanktion, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer (2015), side 422 f. Det anføres samme sted, at det kan diskuteres, bl.a. hvor stort et område lokaliteten kan udgøre, uden at indgrebet mister sin karakter af frihedsberøvelse, og hvor længe en foranstaltning skal vare for at udgøre en frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Det må på den baggrund antages, at spørgsmålet i en række tilfælde vil bero på en konkret vurdering.

Den foreslåede § 5 om påbud om bl.a. isolation henholdsvis tvangsindlæggelse giver i lyset af det anførte hjemmel til frihedsberøvelse. Lovligheden af sådanne indgreb vil således efter begæring skulle forelægges domstolene.

For så vidt angår indgreb efter den foreslåede nyaffattede § 7 om bl.a. afspærring af et område, hvor en almenfarlig sygdom optræder, vil det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om frihedsberøvelse. Det bemærkes i den forbindelse, at afspærring af et område, der normalt må formodes at have karakter af lokalt begrænsede, generelle indgreb i bevægelsesfriheden, sædvanligvis ikke vil kunne opfattes som en frihedsberøvelse. Et sådant indgreb kan dog efter omstændighederne virke så konkret, at der vil være tale om frihedsberøvelse.

Frihedsberøvelse, der foretages med hjemmel i de foreslåede bestemmelser, vil kunne indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Pålæg om frihedsberøvelse efter loven vil endvidere være omfattet af lovens § 20, hvorefter der ved sådanne pålæg og ved afslag på anmodning om ophævelse af sådanne pålæg skal gives vejledning til den pågældende om adgang til domstolsprøvelse efter disse regler.

4.1.2. Grundlovens § 72

Det følger af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig.

Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at tvangsindgreb i private hjem kræver retskendelse. Udgangspunktet om krav om retskendelse kan dog fraviges, hvis indgrebet sker med hjemmel i lov.

Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 finder anvendelse både for så vidt angår tvangsindgreb, som foretages inden og uden for strafferetsplejen, jf. herved bl.a. Jens Peter Christensen et al., Grundloven med kommentarer (2015), side 442 ff.

Med den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at Sundhedsstyrelsen og politiet som led i håndhævelsen af et påbud efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, uden retskendelse kan skaffe sig adgang til den pågældendes bolig og andre lokaliteter, som den pågældende råde over.

De nævnte indgreb vil dermed være hjemlet i lov, ligesom der vil være hjemmel til at fravige udgangspunktet om retskendelse.

Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at lovforslaget ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 72.

4.1.3. Grundlovens § 79

Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79, 3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Als Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side 773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f. Som eksempel nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder.

Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i § 1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.

Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.

Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse. En afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.

Navnlig den foreslåede § 6 vil efter omstændighederne kunne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse forsamlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed.

Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens § 79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående, kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbetragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer, a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side 131. Der kan i den forbindelse også henvises til bemærkningerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04, tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt smittefare.

4.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

4.2.1. EMRK artikel 11

Det følger bl.a. af EMRK artikel 11, stk. 1, at enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger. Bestemmelsen omfatter både udendørs og indendørs forsamlinger. Denne ret er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i den nævnte rettighed, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 11, stk. 2.

Med lovforslaget indføres der hjemmel til, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at ministeren efter forhandling med justitsministeren kan forbyde større indendørs og udendørs forsamlinger, herunder offentlige og private arrangementer, og kan forbyde adgang til offentlige institutioner m.v., når det er nødvendigt for at mindske eller forhindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet. Der indføres endvidere hjemmel til, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at ministeren kan påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder. Sådanne regler, påbud og forbud vil kunne udgøre indgreb i forsamlingsfriheden efter EMRK artikel 11.

Regler, påbud og forbud af den nævnte karakter vil blive udstedt med henblik på at forfølge vægtige hensyn til at beskytte den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme her i landet.

Det er endvidere vurderingen, at sådanne indgreb i almindelighed vil være egnede og proportionale midler til at varetage de forfulgte hensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at der alene vil kunne fastsættes regler om forbud mod større forsamlinger og adgang til offentlige institutioner m.v., når det er nødvendigt for at mindske eller forhindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet. Det bemærkes desuden, at påbud om afspærring for så vidt angår alment farlige sygdomme alene vil kunne udstedes i områder, hvor en alment farlig sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder.

Det forudsættes endvidere, at indgreb efter de foreslåede bestemmelser ophæves eller indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn, indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at indgrebene opretholdes. Der vil endvidere ved fastsættelsen af regler og påbud i videst muligt omfang skulle tages hensyn til borgernes mulighed for at forsamle sig, navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den offentlige sundhed.

Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden.

4.2.2. EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK

Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Efter artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol til EMRK skal enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, have ret til inden for dette område at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.

Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn til at beskytte sundheden, jf. artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol til EMRK, og EMRK artikel 8, stk. 2.

Flere af de foreslåede bestemmelser vil indføre hjemmel til, at sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan fastsætte regler, som vil kunne udgøre eller medføre indgreb i artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK om retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted og EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.

Som det fremgår ovenfor, vil de nævnte indgreb være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme her i landet. Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de foreslåede bestemmelser ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage dette hensyn. Ministeriet har herved lagt vægt på, at indgrebene som nævnt vil forfølge vægtige hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme her i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det forudsættes, at indgrebene alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed.

Særligt for så vidt angår den foreslåede § 8, stk. 2, der bemyndiger sundheds- og ældreministeren til at bestemme, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme smitte med en alment farlig sygdom her i landet, med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen, bemærkes det, at tvangsmæssig vaccination vil udgøre et indgreb i retten til privatliv efter EMRK artikel 8.

Det følger således af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Domstolen) praksis, at lægelig behandling af en voksen og åndsfrisk person uden dennes samtykke vil udgøre et indgreb i retten til privatliv, jf. bl.a. Domstolens dom af 29. april 2004 i sagen Pretty mod Storbritannien, pr. 64. På samme måde vil lægelig behandling af en mindreårig, herunder eksempelvis en blodprøve, udgøre et indgreb, der kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller uopsættelighed, jf. Domstolens dom af 23. marts 2010 i sagen M. A. K. og R. K. mod Storbritannien, pr. 75-80 samt Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere, 4. udgave (2017), side 777.

Med den foreslåede ordning vil indgrebet blive foreskrevet ved lov, og bestemmelsen vil have til formål dels at forebygge og inddæmme smitte med en alment farlig sygdom her i landet, dels at afbøde konsekvenserne af udbredelsen af en sådan sygdom ved at nedbringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet. Forslaget vil således navnlig varetage hensynene til at beskytte sundheden og til at beskytte andres rettigheder og friheder.

Sundheds- og Ældreministeriet vurderer endvidere, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage de nævnte hensyn.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at den tvangsmæssige vaccination alene påtænkes iværksat, når det efter en konkret vurdering vurderes nødvendigt for at mindske eller forhindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet og afbøde konsekvenserne herved.

Det er i den forbindelse forudsat, at bestemmelsen alene anvendes i ekstraordinære situationer, hvor formålet ikke kan opnås ved andre mindre vidtgående foranstaltninger, f.eks. ved frivillig eller tvangsmæssig isolation eller ved afspærring af et afgrænset område, og hvor der gør sig særligt vægtige hensyn gældende i forhold til at nedbringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet.

Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.

4.2.3. EMRK artikel 5

Det følger af EMRK artikel 5, stk. 1, litra e, at der bl.a. kan ske lovlig frihedsberøvelse af personer for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme. Det følger af praksis fra Domstolen, at det ved vurderingen af, om der lovligt kan ske frihedsberøvelse for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, er afgørende, om spredning af den smitsomme sygdom er farlig for den offentlige sundhed eller sikkerhed, og om frihedsberøvelse af den smittede person er den sidste udvej for at forhindre spredning af den smitsomme sygdom, idet mindre indgribende foranstaltninger er vurderet utilstrækkelige til at sikre offentlighedens interesser. Det anførte indebærer endvidere, at når de nævnte betingelser ikke længere er opfyldt, vil der ikke længere være grundlag for frihedsberøvelsen. Der henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 4. udgave (2017), side 414 f.

Den foreslåede § 5 vil indebære, at der kan ske frihedsberøvelse af personer, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan. Frihedsberøvelse vil således være betinget af, at det enten er konstateret, at den pågældende er smittet med en alment farlig sygdom, eller at der er en formodning for, at den pågældende er smittet med en sådan sygdom. Frihedsberøvelse vil dermed alene ske i det omfang, det er nødvendigt for at mindske eller forhindre spredning af en alment farlig sygdom. Det forudsættes, at ordningen vil blive administreret i overensstemmelse hermed. Den foreslåede ordning rejser på den baggrund efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til EMRK artikel 5.

4.2.4. Artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK

Det følger af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK, at enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.

Det er således efter EMRK muligt at gøre indgreb i ejendomsretten, herunder begrænse adgangen til ejendomme.

Flere af de foreslåede bestemmelser, herunder de foreslåede §§ 6, 12 a og 12 b om henholdsvis forbud mod bl.a. arrangementer, forbud eller restriktioner på transportmidler og forbud mod adgang til eller restriktioner på erhvervsdrivendes forretningslokaler, vil efter omstændighederne kunne udgøre indgreb i ejendomsretten. Henset til, at de foreslåede bestemmelser alene vil kunne anvendes med henblik på at varetage vægtige samfundshensyn, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme her i landet, vurderes det, at ordningerne vil være i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK om retten til respekt for ejendom. Det bemærkes i øvrigt, at indgreb i ejendomsretten, der måtte udgøre ekspropriation, ifølge den foreslåede § 27, stk. 2, i epidemiloven vil udløse krav på fuldstændig erstatning.

5. Udlændingelovgivningen

Udlændingeloven indeholder regler, hvorefter tredjelandsstatsborgere og unionsborgere, der ikke allerede har lovligt ophold i Danmark, kan afvises, hvis sundhedsmæssige grunde tilsiger det, jf. udlændingelovs § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3.

Adgangen til at afvise unionsborgere og deres familiemedlemmer er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EU-opholdsdirektivet), hvorefter medlemsstaterne kan begrænse retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, jf. artikel 27. Det følger endvidere af direktivet, at sygdomme, der ifølge WHO er potentielt epidemiske, eller andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære sygdomme, kan begrunde begrænsninger i den fri bevægelighed, for så vidt værtsmedlemsstaterne har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod dem for egne statsborgere, jf. artikel 29.

EU-opholdsdirektivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen). Af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, stk. 3 fremgår, at § 37, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af sager efter udlændingeloven om afvisning, udvisning eller udsendelse af udlændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed. Af bekendtgørelsens § 37, stk. 1, fremgår, at hensynet til den offentlige sundhed kan indgå i vurderingen af sager, hvis der er tale om sygdomme, der ifølge WHO er potentielt epidemiske, eller andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære sygdomme, der er truffet beskyttelsesforanstaltninger mod i forhold til egne statsborgere. Af bekendtgørelsens § 37, stk. 2, fremgår, at sygdomme, der opstår efter de første 3 måneder efter indrejsen, ikke kan indgå ved behandlingen af sager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, hvor hensynet til den offentlige sundhed indgår i vurderingen.

Udlændingeloven indeholder regler om, at asylansøgere mv., som udgangspunkt skal tage ophold i indkvarteringssystemet jf. udlændingelovens § 42 a. De nærmere rammer for indkvarteringen er fastlagt gennem operatørkontrakter med de organisationer mv., der driver indkvarteringscentrene. Udlændingeloven indeholder ikke nærmere regler om håndteringen af syge eller potentielt smittebærende asylansøgere mv.

Reglerne i den foreslåede § 5, som måtte blive fastlagt af sundheds- og ældreministeren, vil også finde anvendelse i forhold til udlændinge, der forsøger at indrejse eller opholder sig her i landet, herunder asylansøgere mv. i indkvarteringssystemet, for hvilke egnede faciliteter vil kunne være en særskilt afdeling eller lignende på et indkvarteringscenter.

Reglerne i den foreslåede § 5 vil f.eks. kunne finde anvendelse i forhold til asylansøgere, der ikke ønsker at oplyse, hvilke lande de har befundet sig i, inden indrejsen i Danmark, såfremt det ikke på anden måde kan afkræftes, at den pågældende vil kunne være smittet med en sygdom. Tilsvarende gør sig gældende i forhold til asylansøgere, hvis oplysninger om rejsemønstre mv. af andre grunde ikke kan lægges til grund i sagen.

Lovforslaget indebærer, at udlændinge – såfremt der fastsættes regler herom – vil kunne blive pålagt at lade sig undersøge, indlægge eller isolere i en egnet facilitet på lige fod med danske statsborgere. Hvis udlændinge i forbindelse med indrejsen tilkendegiver, at de ikke agter at efterkomme et sådant påbud, vil de pågældende efter omstændighederne kunne afvises i overensstemmelse med reglerne i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3. For så vidt angår udlændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed finder EU-opholdsbekendtgørelsen § 37, stk. 3, anvendelse i forbindelse med spørgsmålet om afvisning.

6. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

Behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af automatisk (elektronisk) databehandling, og for anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder dog bl.a. ikke for behandling af personoplysninger, som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, litra c.

I databeskyttelsesforordningens kapitel II findes de relevante bestemmelser om, hvornår personoplysninger må behandles, herunder indsamle, udveksles og viderebehandles. Det følger af forordningens artikel 6, stk. 1, at behandling af ikke-følsomme personoplysninger kun er lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af de i bestemmelsen nævnte forhold gør sig gældende, herunder hvis behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlige myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, er det desuden muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af artikel 6, stk. 1, litra c og e.

Det følger desuden af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, at behandling af følsomme personoplysninger som udgangspunkt er forbudt. Efter bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, kan der gøres undtagelse til forbuddet i stk. 1. Det kan f.eks. ske, hvis behandling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, jf. forordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Dette er også tilfældet, hvis behandling er nødvendig af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, f.eks. beskyttelse mod alvorlige grænseoverskridende sundhedsrisici eller sikring af høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder for sundhedspleje og lægemidler eller medicinsk udstyr på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som fastsætter passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig tavshedspligt, jf. forordningens artikel 9, stk. 2, litra i. Det bemærkes, at behandling af følsomme oplysninger også kræver hjemmel i forordningens artikel 6, stk. 1.

De grundlæggende principper i forordningens artikel 5 skal altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra a. Endvidere skal personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbegrænsning), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra b. Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra c.

Det foreslås i § 1, nr. 16, at der indsættes et nyt stk. 1, som fastsætter, at en ansvarshavende for et transportmiddel eller dennes befuldmægtigede efter nærmere betingelser skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne oplysninger foreligger, hvis en person er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af epidemilovens § 2. Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2.

Det foreslås desuden i § 1, nr. 24, med indsættelse af § 21 a at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2.

Det foreslås endvidere i § 1, nr. 24, med indsættelse af § 21 b at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse af en bestemt sygdom omfattet af epidemilovens § 2.

Den behandling af personoplysninger, der vil kunne finde sted på baggrund af de pågældende regler, vil skulle ske inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.

Som også nævnt ovenfor er det efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra c eller e.

Behandlingen af almindelige personoplysninger, som kan ske i medfør af de regler, som fastsættes i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne, eller som sker som led den foreslåede bestemmelse om udlevering af passagerlisteoplysninger, vurderes at have hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c eller e, idet behandlingen enten vil udgøre en retlig forpligtelse eller vil være nødvendig af hensyn til opgaver i samfundets interesse.

Det vurderes, at det er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og dennes rammer for særregler om behandling af personoplysninger at indføre de med lovforslaget foreslåede bestemmelser. Det er f.eks. forudsat i forordningens præambelbetragtning nr. 52, at forebyggelse og kontrol af overførbare sygdomme og andre alvorlige trusler mod sundheden udgør en samfundsmæssig interesse.

Vurderingen af lovforslaget har taget udgangspunkt i de kriterier, som fremgår af betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning i forhold til indførelse af nye nationale særregler for behandling af ikke-følsomme personoplysninger, jf. betænkning nr. 1565, del I – bind 1, side 168 ff.

Der vurderes desuden, at der vil kunne ske en behandling af særlige kategorier af personoplysninger, herunder navnlig helbredsoplysninger, i medfør af de pågældende bestemmelser. Det vurderes, at der med lovforslaget er hjemmel hertil, idet behandlingen af personoplysninger vil være nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, litra g, og af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, jf. artikel 9, stk. 1, litra i. Lovforslagets bestemmelser vurderes at stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges, da bestemmelserne er afgrænset på en sådan måde, at de pågældende regler alene kan fastsættes, hvad angår en sygdom, som er omfattet af epidemilovens § 2.

Det følger af forordningens artikel 9, stk. 2, litra g og i, at der i forbindelse med fastsættelsen af nationale regler skal tages hensyn til det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse, og at der skal sikres passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser. Det bemærkes i den forbindelse, at de pågældende bemyndigelsesbestemmelser navnlig tænkes anvendt, hvis der er et aktuelt behov for at begrænse eller opspore smittespredning af en bestemt sygdom, der er omfattet af § 2, eksempelvis som det er tilfældet med COVID-19.

Det bemærkes endvidere, at der kan være anledning til at overveje, om det i den pågældende bekendtgørelse bør fastsættes, at reglerne alene skal finde anvendelse i en bestemt periode.

Det vurderes endvidere, at en udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelserne kan indebære, at private får adgang til eller bliver forpligtet til at behandle oplysninger om personnumre. Det følger i den forbindelse af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, at offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer. Det følger desuden af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, at private må behandle personoplysninger, når det følger af lovgivningen. Efter denne regel vil private virksomheder således kunne foretage behandling, herunder registrering og videregivelse, af oplysninger om personnumre, såfremt det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Det skal i den forbindelse bemærkes, at regler, som fastsættes i medfør af de pågældende bemyndigelsesbestemmelser, samtidig forudsættes at udgøre hjemmel for private til at behandle oplysninger om personnumre, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, i det omfang dette måtte blive relevant.

Herudover skal det bemærkes, at de grundlæggende principper i forordningens artikel 5 altid skal iagttages i forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder når der behandles personoplysninger i medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbestemmelserne.

Øvrige bestemmelser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven skal ligeledes iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbestemmelserne.

7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Etableringen af de foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv merudgifter. Der kan dog være økonomiske og administrative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.

Omfanget af disse konsekvenser vil afhænge af udviklingen af den konkrete situation.

Det bemærkes, at der må forventes øgede udgifter til behandling i sygehusvæsenet efter en epidemi, indtil behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Etableringen af de foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv merudgifter. Der kan dog være økonomiske og administrative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.

Omfanget af disse konsekvenser vil afhænge af udviklingen af den konkrete situation.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget giver mulighed for, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at Sundhedsstyrelsen og politiet som led i håndhævelsen af et påbud efter regler udstedt i medfør af det foreslåede § 5, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, uden retskendelse kan skaffe sig adgang til den pågældendes bolig og andre lokaliteter, som den pågældende råder over.

10. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EU-opholdsdirektivet), at medlemsstaterne kan begrænse retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, jf. artikel 27. Det følger endvidere af direktivet, at sygdomme, der ifølge WHO er potentielt epidemiske, eller andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære sygdomme, kan begrunde begrænsninger i den fri bevægelighed, for så vidt værtsmedlemsstaterne har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod dem for egne statsborgere, jf. direktivets artikel 29.

Det fremgår af forarbejderne til EU-opholdsdirektivet og EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne ikke generelt og uden konkret begrundelse kan begrænse retten til fri bevægelighed og ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Begrænsninger i den fri bevægelighed er således underlagt et proportionalitetsprincip. Bestemmelsen i EU-opholdsdirektivets artikel 29 skal læses i dette lys.

Med den foreslåede affattelse af § 5 i epidemiloven foreslås bl.a. indført en mulighed for at træffe foranstaltninger i form af diverse påbud. Det er vurderingen, at det – i det omfang udlændinge, der er omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tilkendegiver ikke at ville efterkomme et eller flere påbud – vil være i overensstemmelse med EU-retten at afvise de pågældende i overensstemmelse med reglerne i udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, stk. 3.

12. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring, da der er et akut behov for at vedtage de tiltag, som lovforslaget indeholder. Under hensyn til, at lovforslaget – som det fremgår af fremsættelsestalen – ønskes hastebehandlet, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

13. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser