Forarbejder til Epidemiloven - GAMMEL - ophæves den 1. marts 2021 § 6

Lov nr. 114 af 21. marts 1979

§ 6

Paragraffen blev vedtaget med samme ordlyd som fremsat i lovforslaget:

Fjern ændringsmarkering Vis ændringsmarkering

§ 6. Epidemikommissionen kan påbyde, at enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan, skal lade sig isolere og om nødvendigt indlægge på sygehus.

Stk. 2. Efterkommes påbudet ikke, kan isolation af den pågældende ske ved tvangsindlæggelse på sygehus ved politiets hjælp.

Stk. 3. Såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hindres ved isolation i henhold til stk. 1, kan indenrigsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig behandling.

Bemærkninger til lovforslaget.

I. Almindelige bestemmelser.

1. Lovforslagets baggrund.

Lovforslaget tilsigter dels en å jourføring af de gældende regler om bekæmpelse af smitsomme sygdomme, som bl.a. skønnes nødvendig under hensyn til erkendelsen af nye farlige smitsomme sygdomme, dels at skabe en mere tidssvarende organisation for bekæmpelsen af disse sygdomme.

Det foreliggende forslag er tidligere stillet folketinget i udsigt under behandlingen dels af tuberkoloselovændringen i 1975, dels af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme i 1976, jfr. folketingstidende 1974/75 sp. 450 og folketingstidende 1976/77 sp. 1258.

Lovforslaget vil i øvrigt - ved at samle de gældende bestemmelser om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse og karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme i en rammelov med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer - tilvejebringe mere smidige regler om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, således at der sikres en lettere tilpasning til de fremtidige behov, der måtte opstå som følge af en eventuel erkendelse af nye farlige, smitsomme sygdomme.

Forslaget skal således primært træde i stedet for lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse og lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Baggrunden for at samle reglerne i én lov er bl.a., at de sygdomme, der i dag kan være genstand for foranstaltninger efter de to love, stort set er de samme.

De væsentligste ændringer i forhold til de gældende regler vedrører organisationen af den lokale indsats mod smitsomme sygdomme samt mulighederne for tvangsmæssig vaccination og behandling.

Efter forslaget vil de eksisterende epidemi- og overepidemikommissioner samt karantænekommissioner således blive slået sammen til én epidemikomission for hver enkelt amtsrådskreds. Baggrunden herfor er, at det efter kommunalreformen må anses for hensigtsmæssigt at lade amtsrådskredsen være den geografiske enhed, inden for hvilken organisationen af bekæmpelsen af smitsomme sygdomme etableres, ligesom det anses for unødvendigt at opretholde to forskellige myndigheder (de nuværende epidemikommissioner og karantænekommissioner) til at forestå bekæmpelsen af smitsomme sygdomme.

Endvidere giver forslaget hjemmel for iværksættelse af tvangsmæssig vaccination og behandling, hvilket må ses på baggrund af, at fremkomsten af en række nye meget farlige, smitsomme sygdomme har skabt behov herfor.

2. Beskrivelse af de gældende regler.

2.1. Lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse (epidemiloven).

Loven har til formål at hindre, at her i landet forekommende smitsomme sygdomme udbredes. Til opfyldelse af dette formål kan en række sygdomme undergives offentlig behandling, d.v.s. at de i epidemiloven angivne foranstaltninger i større eller mindre grad kan bringes i anvendelse over for de pågældende sygdomme, jfr. lovens § 32, stk. 1, og § 33. Pest, asiatisk kolera, gul feber, blodgang, plettyfus (eksantematisk tyfus), kopper og spedalskhed skal altid være genstand for offentlig behandling, jfr. lovens § 6. Andre smitsomme sygdomme med undtagelse af tuberkolose og veneriske sygdomme kan, ved fare for epidemi, af overepidemikommissionen eller indenrigsministeren erklæres for at være genstand for offentlig behandling, jfr. lovens § 6, stk. 2.

Ledelsen af de i loven omhandlede foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse påhviler epidemikommissioner. Epidemikommissionen består for hver politikreds af politimesteren som formand, en af embedslægeinstitutionen i vedkommende amtsrådskreds udpeget embedslæge (epidemilægen) og 3 af amtsrådet for 4 år valgte medlemmer. I Frederiksberg kommune vælges de 3 medlemmer af kommunalbestyrelsen. I Københavns kommune består epidemikommissionen af politidirektøren som formand, stadslægen og 3 af kommunalbestyrelsen for 4 år valgte medlemmer. Overtilsynet med samtlige epidemikommissioner i en amtsrådskreds påhviler en overepidemikommission, der består af amtmanden som formand, en af embedslægeinstitutionen udpeget embedslæge og 3 af amtsrådet for 4 år valgte medlemmer. Overepidemikommissionen for Københavns amtsrådskreds omfatter tillige Frederiksberg kommune og består af amtmanden som formand, en af embedslægeinstitutionen udpeget embedslæge samt 2 af Københavns amtsråd og I af Frederiksberg kommunalbestyrelse for 4 år valgte medlemmer.

I medfør af lovens § 7 kan epidemikommissionen foranstalte foretaget undersøgelser af bakteriologisk eller lignende art, som er nødvendig for med sikkerhed at fastslå sygdommens natur eller for at afgøre, om tilsyneladende sunde personer er spredere af smitstof. Når omstændighederne gør det antageligt, at et dødsfald skyldes en af de sygdomme, der er omfattet af epidemiloven, kan kommissionen påbyde, at undersøgelse af enkelte dele af liget, eventuelt obduktion af samme, skal finde sted.

Epidemikommissionen skal om fornødent tilvejebringe et eller efter omstændighederne flere passende isolationslokaler, der skal forsynes med behørigt udstyr. I medfør af lovens § 14 skal epidemikommissionen påse, at enhver som lider af en under offentlig behandling værende sygdom, isoleres, således at smitte kan forebygges. Hvis isolationen ikke kan ske på fyldestgørende måde i vedkommendes bolig, kan kommisionen påbyde, at den pågældende indlægges i et af de nævnte til rådighed stillede isolationslokaler, jfr. lovens § 14. Hvis flytningen af patienten ikke kan ske eller ikke sker, fordi denne isoleres fuldstændig i sin bolig, skal kommissionen påse, at det fornødne i henseende til patientens isolation og forebyggelse af smittens udbredelse iagttages. Herunder kan det påbydes, at indgangen til den pågældendes beboelse forsynes med påskriften »smitsom sygdom«, eller at adgangen til boligen formenes enhver, der ikke har epidemikommissionens tilladelse. Endvidere har den, der må antages at være angrebet af den pågældende sygdom, og enhver, der må antages at være smittebærende, pligt til at underkaste sig de rensnings- eller desinfektionsforanstaltninger, som måtte blive krævet af epidemikommissionen, jfr. lovens § 16. I medfør af lovens § 9 kan indenrigsministeren påbyde afspæring af det område, der er angrebet af sygdom, således at al samkvem mellem dette område og omgivelserne afskæres i det omfang, det er nødvendigt for at hindre smittens videre udbredelse. I særdeles påtrængende tilfælde kan vedkommende politimester gøre undtagelser fra denne afspærring. I medfør af lovens § 22 kan epidemikommissionen i de kommuner, i hvilke sygdomme optræder, samt i nabokommuner forbyde ligfølger og ajholdelse af offentlige møder samt forlystelser, ved hvilke mange mennesker samles i samme rum.

Epidemikommissionen kan træffe beslutning om, at levnedsmiddeljorretninger skal indstille virksomheden, jfr. lovens § 20, når der i en ejendom, hvori virsomheden er indrettet, er bosiddende eller beskæftiget nogen person, som lider af en sygdom, der er omfattet af epidemiloven, eller som er bærer af en sådan sygdoms smitstof.

I medfør af lovens §§ 16 og 19 kan personer, der er eller antages at være angrebet af smitsom sygdom, og befordringsmidler, hvori parienten er blevet transporteret, samt patientens linned, gangklæder m.v. underkastes rensnings- eller desinfektionsforanstaltninger. Der er ved lovens § 18 forbud mod befordring af patienter, der lider af en smitsom sygdom, med jernbaner, passagerskibe, sporvogne, omnibusser og lignende befordringsmidler.

I medfør af lovens § 22, stk. 2, kan epidemikommissionen i de kommuner, i hvilke sygdommene optræder, samt i nabokommunerne lukke offentlige og private skoler, asyler, vuggestuer og lignende.

Der er i lovens § 29, stk. 2, givet hjemmel til, at indenrigsministeren kan fastsætte forskrifter om forbud mod eller begrænsning af indførsel, forhandling, udlevering og udførsel af smitstof, der stammer fra sygdomme, der som smitsomme kan være genstand for foranstaltninger efter epidemiloven, samt om behandling og opbevaring af sådant smitstof.

Enhver, der ved eller har anledning til at formode, at et i hans husstand forekommende sygdomstilfælde hører til de sygdomme, der i medfør af § 6 er omfattet af epidemiloven, skal uopholdeligt anmelde det til politiet. En sådan anmeldelse skal af politiet straks videregives til epidemikommissionen med henblik på, at de fornødne foranstaltninger mod smittens udbredelse kan blive truffet, jfr. lovens § 12.

Der er i § 24 fastsat pligt for enhver læge til ugentlig til vedkommende embedslægeinstitution, i Københavns kommune stadslægen, at indsende en beretning om de i hans praksis forekommende tilfælde af smitsomme sygdomme. Endvidere påhviler det i medfør af lovens § 13 enhver læge at give anmeldelse til epidemilægen og sundhedsstyrelsen, når han kaldes til eller får en syg under behandling, som lider af en af de sygdomme, der altid umiddelbart er omfattet af epidemiloven. Hvis epidemilægen erfarer, at der er mistanke om, at en af de sygdomme;, der umiddelbart er omfattet af loven, eller som kan blive omfattet af loven, er optrådt i et hjem, uden der er søgt lægehjælp, påhviler det ham at undetsøge sagen, eventuelt ved et sygebesøg, og fotetage det fornødne til sygdommens bekæmpelse. Enhver læge, der kaldes til et tilfælde af de sygdomme, der umiddelbart er eller kan være omfattet af épidemiloven, eller som kan blive genstand for offentlig behandling, skal i medfør af lovens § 13, stk. 3, give den syges omgivelser anvisning på de foranstaltninger, som det vil være hensigtmæssigt at træffe til forhindring af smittens udbredelse. Hvis sådanne anvisninger ikke følges, skal den behandlende læge anmelde dette til epidemilægen. Når en sygdom i henhold til loven har været under offentlig behandling, skal embedslægeinstitutionen i medfør af lovens § 23 under medvirken af den eller de til sygdommens behandling eventuelt særligt antagne læger snarest muligt efter den offentlige behandlings ophør tilstille sundhedsstyrelsen beretning om sygdommens forløb.

Hvis der iværksættes foranstaltninger over for levnedsmiddeludsalg, kan der gives erstatning til ejere og leverandører, jfr. lovens § 20, idet ydelsen af erstatningen i almindelighed dog bør gøres afhængig af, at den eller de syge fjernes fra de forhold, som gør vedkommende smittefarlig, eller at disse forhold snarest bringes til ophør, jfr. lovens § 25, stk. 2. Tilsvarende erstatningsregler gælder i de tilfælde, hvor det bliver nødvendigt at lukke en skole. Der er endvidere adgang til at yde erstatning i forbindelse med desinfektionsforanstaltninger. Epidemikommissionen skal efter forhandling med den skadelidte afgive indstilling, i København til magistraten, og uden for København til overepidemikommjssionen, der derpå træffer afgørelse i sagen. Erstatningsspørgsmål kan ikke indbringes for domstolene, men den, der er misfornøjet med en tillagt erstatning, kan forlange størrelsen fastsat ved taksation af to uvildige af retten udnævnte personer. Såvel det offentlige som det private kan forlange overtaksation, der foretages af 4 af retten udnævnte personer.

Der er i § 31 givet regler om særlige godtgørelser til epidemilægerne i forbindelse med sygebesøg m.v., ligesom der er regler om befordringsgodtgørelse og dagpenge til medlemmer af epidemi- og overepidemikommissionen.

Alle udgifter i forbindelse med loven afholdes i København og Frederiksberg af kommunen og i øvrigt af amtskommunen, jfr. lovens § 33, stk. 2.

Overtrædelse af loven eller de i medfør af loven givne almindelige eller særlige påbud straffes, hvis højere straf ikke er forskyldt, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder, jfr. lovens § 36. Sagerne behandles som politisager.

Hvis der i medfør af loven træffes beslutning om indlæggelse på sygehus eller isolation på anden måde af en person, eller afslås en anmodning om ophævelse af en sådan foranstaltning, skal spørgsmålet om foranstaltningen eller tilbageholdelsens lovlighed på begæring af den pågældende selv, eller af den, der handler på hans vegne, forelægges retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a, jfr. lovens § 36 a.

Det er afsluttende i lovens § 37 anført, at den ikke finder anvendelse i militære forlægninger, på flådens skibe og på steder, hvor der midlertidig er udelukkende militær belægning.

Loven er trådt i kraft den 1. juli 1915.

2.2. Lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme (karantæneloven).

Loven er udfærdiget på grundlag at et af WHO den 25. maj 1951 vedtaget nyt internationalt karantæneregulativ (revideret i 1969). De i loven omhandlede karantæneforanstaltninger bringes i henhold til bekendtgørelse nr. 128 af 1. april 1953 (karantænebekendtgørelsen) til anvendelse mod pest, kolera, kopper, plettyfus og tilbagefaldsfeber.

Karantæneforanstaltningerne foretages for at hindre at smitte føres ind i landet eller herfra til andre lande, jfr. lovens § 1. Karantæneforanstaltningerne forestås af karantænekommissioner. Karantænekommissionen i København består for tiden af distriktstoldchefen ved distriktstoldkammer nr. 3 i København som formand og ekspederende medlem, I af stadens borgmestre, stadslægen og havnedirektøren. Ved karantænekommissionen i København er ansat en karantænelæge og to bistående karantænelæger. Uden for København består karantænekommissionerne af politimesteren som formand og ekspederende medlem, vedkommende toldsteds chef og vedkommende kredslæge. Ifølge loven findes således karantænekommissioner overalt i landet. Ved de karantænekommissioner, der omfatter havnene i København, Kalundborg, Nakskov, Rønne, Odense, Åbenrå, Esbjerg, Vejle, Århus, Ålborg og Frederikshavn, skal der kunne foretages undersøgelse af, om rotteudryddelse skal finde sted, og rotteudryddelse på skibe kan finde sted i disse havne (certifikatberettigede havne). Endvidere er etableret en karantænekommission i Torshavn, og ved Københavns lufthavn i Kastrup er ansat en karantænelæge.

Toldvæsenet, politiet, havnevæsenet, luftfartsvæsenet og lodser er forpligtet til at bistå karantænekommissionerne i udøvelsen af deres pligter.

Til varetagelse af den daglige tjeneste er ved karantænekommissionerne i de nævnte havne ansat et antal desinfektører (rotteudryddere). Som desinfektører fungerer tjenestemænd - toldbetjente, toldpatruljemestre m.v. - ansat under Direktoratet for Toldvæsenet, der også afholder udgifterne til lønnen for de i Danmark ansatte desinfektører.

Når et skib eller luftfartøj ankommer her til landet, skal karantænekommissionen eller en dertil bemyndiget i almindelighed meddele tilladelse til samkvem. Før en sådan tilladelse er givet, må ingen ombordværende gå eller sættes i land på dansk territorium, og ingen på dansk territorium må gå ombord. Toldvæsenet påser, at tilladelsen til frit samkvem er meddelt.

Føreren af et skib eller luftfartøj skal til vedkommende karantænekommission afgive en erklæring om sundhedstilstanden ombord. Dersom skibet eller luftfartøjet må anses for smittefrit, skal der straks meddeles tilladelse til frit samkvem, dog kan der altid forinden forlanges foretaget lægeundersøgelse. En sådan meddelelse skal - om muligt - gives pr. radio, hvis kommissionen skønner, at ankomsten ikke vil medføre risiko for indførelse af smitsomme sygdomme her til landet. Den pr. radio meddelte tilladelse skal bekræftes skriftligt ved udstedelse af et samkvemspas. Visse i regelmæssig fart gående skibe, især skibe, der ankommer fra Norge, Sverige og Forbundsrepublikken Tyskland, er i almindelighed fritaget for at afgive en erklæring om sundhedstilstanden ombord. Lempelsen bortfalder dog, såfremt skibet kommer fra eller har stået i forbindelse med områder, der er anset for smittet med en af loven og karantænebekendtgørelsen omfattet sygdom. Det samme gælder, hvis skibet på rejsen har haft forbindelse med et skib, der kommer fra et sådant sted. Tilsvarende lempelsesbestemmelser gælder for luftfartøjer i regelmæssig ruteflyvning.

Et skib eller luftfartøj, som ikke vil underkaste sig de forskrifter, som karantænekommissionen måtte foreskrive, har ret til omgående at fortsætte rejsen, men det må ikke på den videre rejse have forbindelse med nogen anden havn eller lufthavn her i landet. Det må dog under iagttagelse af de foranstaltninger, som karantænekommissionen måtte påbyde, indtage brændstof, vand og forråd.

Der er i karantænebekendtgørelsen fastsat nærmere regler for de af karantæneloven omhandlede sygdomme (pest, kolera, kopper, plettyfus og tilbagefaldsfeber). Såfremt en smitte må antages at foreligge, kan karantænekommissionen påbyde 1) desinfektion af person, bagage og sengetøj m.v., 2) tilsyn respektive isolation, 3) tilbyde vaccination (navnlig ved kopper) og 4) forbyde losning eller aflæsning eller fjernelse af levnedsmidler (navnlig i forbindelse med kolerasmitte).

Ved gennemrejse må karantænekommissionen ikke iværksætte anden karantæneforanstaltning end lægeundersøgelse over for et smittet skibs passagerer og besætning, som forbliver om bord, og over for et smittet luftfartøjs passagerer og besætning, som forbliver i et af karantænekommissionen anvist lokale i lufthavnen.

Karantænekommissionerne skal virke for, at antallet af rotter i havne - og lufthavnsområder - holdes nede på det mindst mulige antal, jfr. lovens § 7, stk. 1. I tilslutning hertil er i karantænebekendtgørelsens afsnit 4 fastsat detaillerede regler om periodisk undersøgelse for rotter og rotteudryddelse i skibe, der ankommer til danske havne, herunder om adgang til at henvise til certifikatberettigede havne. Eventuel udryddelse af rotter skal foretages på en sådan måde, at beskadigelse af skib og ladning så vidt muligt undgås, og foranstaltningerne bør ikke vare over 24 timer. I bekendtgørelsen er fastsat regler for skibets betaling for en sådan rotteudryddelse. De regler, der er fastsat om rotter, kan i påkommende tilfælde bringes til anvendelse over for andre gnavere og i det hele over for dyr, der er kendt som spredere af smitsomme sygdomme.

Der er i lovens § 39 hjemmel til at fastsætte nærmere regler for ind- og udførsel af lig og transport her i landet af lig, og denne hjemmel er udnyttet ved indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 7. marts 1977 om transport af lig til eller fra . udlandet.

Der er tilvejebragt hjemmel for, at de medvirkende læger kan få kørselsgodtgørelse, jfr. lovens § 40.

Udgifterne ved oprettelse af isolationsmuligheder og til behandling og pleje af personer, der isoleres, afholdes i København og Frederiksberg af kommunen og i øvrigt af amtskommunen. Andre udgifter til karantænevæsenet - herunder til foranstaltninger i medfør af loven - afholdes af statskassen, idet dog enkelte konkrete foranstaltninger (eksempelvis rotteudryddelse og undersøgelse for rotter m.v.), refunderes af det pågældende skib eller luftfartøj. Statskassen er ikke erstatningspligtig for de foranstaltninger, der foretages med hjemmel i loven.

Overtrædelse af de i medfør af loven givne forskriftér straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Sagerne behandles som politisager.

Hvis der i medfør af loven træffes beslutning om isolation af en person, eller der afslås anmodning om påhævelse af en sådan foranstaltning, skal spørgsmålet om foranstaltningens eller tilbageholdelsens lovlighed på begæring af den pågældende selv eller en på hans vegne handlende forelægges retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens § 43 a.

Loven er trådt i kraft den 1. april 1953.

3. Lovforslagets hovedtræk.

Som anført er det fundet hensigtsmæssigt at samle epidemi- og karantænebestemmelserne i én lov dels med henblik på at forenkle de administrative forhold, dels fordi der i vidt omfang er tale om de samme sygdomme i de to gældende love.

De smitsomme sygdomme, der skal være omfattet af loven, foreslås opdelt i henholdsvis alment farlige og øvrige smitsomme sygdomme og vil blive opført på de loven vedføjede lister A og B. Listerne er udarbejdet på grundlag af sundhedsstyrelsens notat af 2. oktober 1978, jfr. bilag 1. Da en eventuel erkendelse af nye farlige, smitsomme sygdomme kan nødvendiggøre en hurtig indgriben med effektive foranstaltninger, er der efter forslaget givet indenrigsministeren bemyndigelse til efter indstilling fra sundhedsstyrelsen at foretage ændringer i de nævnte lister samt at opstille nye lister. Denne ordning kan ligeledes vise sig hensigtsmæssig, såfremt sygdomme, der i dag må henregnes til alment farlige sygdomme, som følge af lægevidenskabens udvikling senere bør henføres til de (mindre farlige) øvrige smitsomme sygdomme.

Af forslagets kapitel 3 fremgår, hvilke foranstaltninger, der skal kunne iværksættes for at hindre, at her i landet forekommende smitsomme sygdomme udbredes (epidemisituation), medens de (karantæne)foranstaltninger, der skal hindre at smitte føres ind i landet, er omtalt i kapitel 4.

De fleste af de i lovforslaget omtalte foranstaltninger svarer til de foranstaltninger, der kan iværksættes efter de gældende love.

Der er dog på grund af fremkomsten af en række nye meget farlige, smitsomme sygdomme (eksempelvis Marburg-sygdom, Lassa-feber og Ebolavirus) fundet nødvendigt, at der tilvejebringes hjemmel for iværksættelse af tvangsmæssig behandling og tvangsmæssig vaccination, jfr. lovforslagets § 6, stk. 3, og § 8. Påbud herom kan dog kun gives af indenrigsministeren efter indstilling 11 fra sundhedsstyrelsen, og det er forudsat, at disse foranstaltninger kun iværksættes i helt ekstraordinære situationer, nemlig såfremt udbredelse af en alment farlig sygdom ikke kan hindres på anden mindre indgribende måde, f.eks. ved frivillig eller tvangsmæssig isolation eller ved afspærring af et afgrænset område.

Lovens foranstaltninger skal i øvrigt kunne iværksættes af de lokale epidemikommissioner, der skal dække en amtsrådskreds, jfr. i øvrigt nærmere herom nedenfor.

Lovforslaget har været forelagt forsvarsministeriet, justitsministeriet, ministeriet for Grønland, ministeriet for skatter og afgifter, miljøministeriet, finansministeriet (budgetdepartementet og administrationsdepartementet), sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Den almindelige danske Lægeforening.

4. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er det fundet rimeligt at foreslå, at de eksisterende epide-, mi- og karantænekommissioner slås sammen til én kommission, da det er fundet naturligt at bygge bekæmpelsen af smitsomme sygdomme op omkring amtsrådskredsen. Det er fundet ufornødent at foreslå et særligt tilsyn med epidemikommissionerne, således som dette for tiden kendes med de nuværende overepidemikommissioners tilsyn ved epidemikommissionerne. Det må antages, at den almindelige ulovhjemlede administrative rekursordning med indenrigsministeren som øverste ansvarlige på området vil være tilstrækkelig til administration af loven.

Da der inden for de fleste amtsrådskredse er såvel flere politikredse som distriktstoldkamre, er der foreslået, at justitsministeriet henholdsvis direktoratet for toldvæsenet blandt politimestrene og distriktstoldcheferne i amtsrådskredsen skal udpege én, der på samtlige politimestres henholdsvis distriktstoldchefers vegne skal varetage de respektive hverv i epidemikommissionen for hele amtsrådskredsen. Man må her om fornødent acceptere, at en politikreds henholdsvis et distriktstoldkammers område deles mellem 2 epidemikommissioner. Det forudsættes herved, at den, der vælges, tager fornøden kontakt til de øvrige kolleger i amtsrådskredsen.

Idet overepidemikommissionernes virksomhed har været af begrænset omfang, må det antages, at den påtænkte ændring af den administrative op- bygning omkring bekæmpelsen af smitsomme sygdomme ikke vil medføre nogen nævneværdig forøgelse af arbejdsbyrden i centraladministrationen.

Da der i forbindelse med epidemikommissionernes arbejde hyppigt er tale om opgaver af meget praktisk - og politilignende - karakter, er det foreslået, at den udpegede politimester skal væreformand for og varetage sekretariatsforretningerne for epidemikommissionen. På dette punkt bryder forslaget alene med den ordning, der hidtil har været gældende for karantænekommissionen i København, hvor distriktstoldchefen ved distriktstoldkammer nr. 3 i København har været formand og ekspederende medlem.

For så vidt der med lovens ikrafttræden ikke måtte være etableret embedslægeinstitutioner i alle amtsrådskredse, vil sundhedsstyrelsen udpege en af kredslægerne i vedkommende amtsrådskreds til at indtræde i epidemikommissionen.

Som i den gældende epidemilov er der også efter forslagets § 25 åbnet mulighed for at udrede erstatninger for tab, som er en følge af gennemførelsen af foranstaltninger iværksat i medfør af lovens kapitel 3 for at hindre udbredelse af smitte her i landet. Der er efter forslaget ikke erstatningspligt for det offentlige i forbindelse med foranstaltninger foretaget i medfør af kapitel 4 (de tidligere såkaldte karantæneforanstaltninger), hvilket svarer til retstilstanden i dag.

De udgifter, der følger af foranstaltninger i medfør af den gældende epidemilov, påhviler i dag vedkommende amtskommuner henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner, og der er ved forslaget ikke tilsigtet ændring i denne henseende. Det er vanskeligt at udtale sig om, hvor store udgifter, der er forbundet med administrationen af epidemiloven.

Efter forslaget skal alle udgifter i henhold til loven dækkes af amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner, hvilket også har været hovedreglen efter de gældende love. Den eneste ændring i forhold til den nuværende ordning er, at udgifterne til forskellige lejemål og karantænelægerne ved karantænekommissionen i København, d.er hidtil er blevet dækket af staten, nu foreslås afholdt af Københavns kommune, idet det således er forudsat, at det skal være læger tilknyttet stadslægeembedet, der skal varetage de omhandlede hverv. Udgifterne til aflønningen af desinfektørerne (toldfunktionærer, der fungerer som rotteudryddere i danske havne) forudsættes dog som hidtil afholdt af staten.

Udgifterne til karantænelægerne og karantænekommissionerne er,på forslag til finanslov for 1979 anslået til 210.000 kr. og for hvert af de følgende budgetoverslagsår til 0,2 mill. kr., medens de indtægter, der modtages fra de skibe, over for hvilke der er foretaget karantæneforanstaltninger, for 1979 er anslået til 30.000 kr. eller en nettoudgift på 180.000 kr.

II. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til §6.

Bestemmelsen i stk. I om adgang til at påbyde tvangsisolation eller om nødvendigt tvangsindlæggelse svarer til bestemmelsen i epidemilovens § 14, stk. 1. Det er forudsat, at der inden for sygehusvæsenet er tilvejebragt de fornødne lokaler, i hvilke personer på betryggende vis kan isoleres. Såfremt epidemikommissionens påbud ikke efterkommes, kan tvangsindlæggelse på sygehus ske ved politiets hjælp.

Med stk. 3 foreslås indført hjemmel til, at indenrigsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen kan påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig behandling. Bestemmelsen er ny, men som det fremgår af bestemmelsen, er det forudsat, at denne foranstaltning kun anvendes i ganske ekstraordinære tilfælde, nemlig hvor man ikke ved isolation i henhold til stk. I kan hindre udbredelsen af den alment farlige sygdom.

Ikrafttrædelse af § 6 i lov nr. 114

Dato: 01. januar 1980

Tekst:

§ 31. Loven træder i kraft den 1. januar 1980.

Alle ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 114

§ 31. Loven træder i kraft den 1. januar 1980.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) Lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse.

2) Lov nr. 145 af 12. marts 1918 om foranstaltninger til tuberkolosens bekæmpelse.

3) Lovanordning nr. 189 af 18. april 1945 om tillæg til lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse (forbud mod anvendelse af latrin som gødning).

4) Lov nr. 321 af 7. juli 1945 om tillæg til lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse (forbud mod badning).

5) Lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme.