Myndigheder, institutioner og sundhedspersoner er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at videregive oplysninger fra patientjournaler m.v. og omsorgsjournaler, i det omfang det er nødvendigt for styrelsens beslutning om at træffe foranstaltninger i medfør af kapitel 5.
Stk. 2 Juridiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive personoplysninger, herunder oplysninger om personnummer, kontaktoplysninger på ansatte eller medlemmer og oplysninger om deres færden. Hvis en virksomhed drives som en enkeltmandsvirksomhed, påhviler oplysningspligten efter 1. pkt. den enkelte virksomhedsejer. Styrelsen for Patientsikkerhed kan alene i relevant omfang anmode om oplysninger efter 1. pkt., og kun når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Styrelsen for Patientsikkerhed kan kun anmode om personoplysninger, i det omfang sådanne foreligger.
Stk. 3 Sundhedsministeren kan, hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, fastsætte regler om, at juridiske personer og virksomhedsejere, hvis der er tale om enkeltmandsvirksomheder, skal registrere bestemte oplysninger, herunder oplysninger om tilstedeværelse og kontaktoplysninger på ansatte, medlemmer og gæster. Bekendtgørelse om registrering af oplysninger om tilskuere i forbindelse med afvikling af fodboldkampe i 3F Superligaen mv.
Stk. 4 Sundhedsministeren kan fastsætte regler om juridiske personers oplysningsforpligtelser ud over de oplysningspligter, som er fastsat i stk. 1 og 2, hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Regler om oplysningspligter efter 1. pkt. kan omfatte pligt for juridiske personer til at afgive oplysninger til offentlige myndigheder og til private.
Stk. 5 Sundhedsministeren kan, hvis det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, fastsætte regler om fysiske personers pligt til at afgive personoplysninger til offentlige myndigheder eller til private. Sundhedsministeren fastsætter regler om, til hvilke formål de indhentede oplysninger må anvendes, og hvor længe oplysningerne må opbevares.
Stk. 6 Regler i medfør af stk. 3-5 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst 4 uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.