Kapitel 10
Fravigelse af regler i anden lovgivning og fastsættelse af særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
1. Indledning og baggrund
1.1. Indledning
Gennem flere hundrede år har forskellige store epidemier af smitsomme sygdomme ramt en eller flere dele af verden. Også i Danmark har bl.a. epidemier af polio, pest og Den Spanske Syge medført omfattende sygdom og død. Epidemier er således ikke ukendte i Danmark, men heldigvis kan vi i dag behandle en lang række af de smitsomme sygdomme, som vi kender. Flere sygdomme er sågar udryddet i Danmark på grund af bl.a. effektive vacciner. Nye vira, som kan medføre nye ukendte smitsomme sygdomme, bliver dog fortsat opdaget, og nogle af disse kan udgøre en trussel mod både enkeltpersoner og samfundet som helhed.
For regeringen er det afgørende, at samfundet og myndighederne er rustet til at håndtere kendte sygdomme, men også fremtidige epidemier og ukendte sygdomme, som ingen kender konsekvenserne af eller udsigterne for. En lov skal således sikre, at myndighederne har de værktøjer, som måtte vise sig nødvendige til at sikre myndighedernes handlemuligheder og effektive ressourceudnyttelse med henblik på at beskytte samfundet og enkeltpersoner mod smitsomme sygdomme.
Det er regeringens vurdering, at hovedparten af de foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdommes udbredelse her i landet, der er mulige at iværksætte efter den gældende epidemilov, har vist sig at være vigtige værktøjer for myndighederne i forebyggelsen og bekæmpelse af covid-19. Det er derfor regeringens opfattelse, at der også fremadrettet skal være mulighed for at iværksætte disse foranstaltninger.
Det gælder for det første muligheden for at fastsætte foranstaltninger over for individer, herunder påbud til personer om at lade sig undersøge, indlægge, isolere og behandle. Regeringen foreslår, at der ikke fremadrettet fastsættes bestemmelser om at påbyde vaccinationer. Der vil således med den nye epidemilov ikke længere være mulighed for at påbyde vaccination mod selve epidemisygdommen eller for at påbyde vaccination mod andre smitsomme sygdomme af hensyn til at sikre kapacitet i sundhedsvæsenet.
Det gælder for det andet muligheden for at fastsætte brede og mere samfundsindgribende foranstaltninger, herunder bl.a. restriktioner og forbud mod større forsamlinger, en række offentlige og private behandlings-, omsorgs-, og undervisningsinstitutioner m.v., transportmidler, fysiske og juridiske personers lokaler og lokaliteter, som offentligheden har adgang til, og anvendelsen af personlige smitteforebyggende midler.
For regeringen er det imidlertid afgørende, at retssikkerheden styrkes i forhold til den hidtidige regulering. Der foreslås derfor en række elementer, der skal styrke retssikkerheden. Det gælder bl.a. fastsættelse af krav om overholdelse af principper om proportionalitet og mindstemiddel for foranstaltninger, klageadgang over individuelle foranstaltninger til et nyt nævn og automatisk domstolsprøvelse af foranstaltninger, der udgør frihedsberøvelse.
Det foreslås herudover, at der fortsat skal gælde en række foranstaltninger mod smitsomme sygdommes indførelse her i landet, herunder mulighed for at fastsætte regler om, at frit samvær med personer i land eller uden for den terminal, som transportmidler ankommer til, kræver tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er konstateret smitsomme sygdomme på skibe, fly m.v. under rejsen. Det foreslås desuden, at der skal være mulighed for at fastsætte generelle regler om, at personer, der ankommer fra bestemte lande, f.eks. skal lade sig undersøge som betingelse for indrejse.
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende, at sundhedsmyndighederne har adgang til de personoplysninger, som er nødvendige for, at myndighederne kan løse deres opgaver. Samtidig er det væsentligt, at den enkeltes ret til beskyttelse af personoplysninger respekteres. Der foreslås derfor regler for udveksling af personoplysninger såvel som regler om, at fysiske og juridiske personer har pligt til at afgive nærmere angivne personoplysninger, når det er nødvendigt til brug for myndighedernes smitteopsporing og smitteovervågning. Der foreslås desuden en ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der giver Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed en direkte adgang til nummeroplysninger i 118-registeret, således, at styrelsen fremadrettet ikke behøver at indhente oplysningerne igennem politiet.
Det er også afgørende for regeringen at styrke den parlamentariske kontrol. Regeringen foreslår derfor, at der indføres en særlig ordning med parlamentarisk kontrol med anvendelsen af indgribende bemyndigelsesbestemmelser og åbenhed om det faglige grundlag for de bekendtgørelser, den pågældende minister udsteder. Det skal ske ved, at der indføres krav om, at der skal ske forelæggelse for et folketingsudvalg forud for udmøntning af en række af epidemilovens ministerbemyndigelser til at fastsætte regler. Udvalgets kontrolfunktion vil bestå i, at ministeren ikke må udstede reglerne, hvis et flertal i udvalget er imod. I tilknytning hertil foreslås det også, at der nedsættes en Epidemikommission, der bl.a. skal afgive indstilling – enten efter anmodning fra den pågældende minister eller af egen drift – før der kan udstedes regler, som omfattes af den foreslåede parlamentariske kontrol.
Af hensyn til muligheden for løbende at føre parlamentarisk kontrol foreslås det, at der indføres krav om, at enhver bekendtgørelse, der omfattes af modellen for parlamentarisk kontrol, skal forsynes med en udløbsklausul.
Endelig foreslås der bl.a. ændringer af lægemiddelloven om styrkelse af lægemiddelberedskabet i tilfælde af forsyningsmæssige nødsituationer såvel som ændringer af sundhedsloven, som bl.a. har til formål at etablere grundlaget for, at regioner og kommuner kan indgå aftaler med myndigheder og organisationer om ved overkapacitet at yde donation eller tidsbegrænset udlån af sundhedsfagligt udstyr, personelbidrag m.v. med det formål at yde støtte til udlandet i særlige situationer.
1.2. Lovforslagets baggrund
I marts 2020 vedtog Folketinget en række hastelove, herunder en ændring af epidemiloven. Ændringen af epidemiloven indeholder en såkaldt solnedgangsklausul, der indebærer, at hele epidemiloven bortfalder den 1. marts 2021. Det er derfor nødvendigt, at der inden marts 2021 er vedtaget en ny lovgivning til at træde i stedet for, som sikrer, at regeringen også efter den 1. marts 2021 har de nødvendige værktøjer til effektivt at sætte ind mod den nuværende covid-19-epidemi og andre fremtidige epidemier.
Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Susanne Zimmer (UFG) indgik den 18. december 2020 en stemmeaftale om en ny epidemilov. Det fremgår bl.a. heraf, at aftalepartierne er enige om at indføre særlige bestemmelser, der sikrer parlamentarisk kontrol ved at indføre krav om, at der skal ske forelæggelse for et folketingsudvalg forud for udmøntning af en række ministerbemyndigelser, der er særligt indgribende, som f.eks. forsamlingsforbud og restriktioner for f.eks. erhvervslivet. Det fremgår desuden af aftalen, at de bekendtgørelser, der omfattes af modellen for parlamentarisk kontrol, skal forsynes med en udløbsklausul. Der er ligeledes enighed om, at Epidemikommissionens rolle og sammensætning ændres, og at muligheden for at påbyde vaccinationer udgår. Det fremgår videre af aftalen, at der skal være automatisk domstolsprøvelse ved individuelle påbud om foranstaltninger, som har karakter af frihedsberøvelse, og obligatorisk administrativ efterprøvelse af tvangsforanstaltninger.
Lovforslaget udmønter den lovgivningsmæssige del af stemmeaftalen af 18. december 2020. Aftalepartierne har ved indgåelsen af aftalen forpligtet sig til at stemme for lovforslaget, medmindre den offentlige høring giver anledning til behov for markante og grundlæggende ændringer, som ikke gennemføres ved ændringsforslag som led i folketingsbehandlingen.
2. Ny epidemilov
2.1. Lovens anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
Håndteringen af epidemier og andre smitsomme og overførbare sygdomme reguleres efter gældende ret af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (epidemiloven).
Epidemiloven omfatter efter § 2, stk. 1, de alment farlige sygdomme samt de øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, der er optaget på liste A og B som bilag til loven. Liste A – de alment farlige sygdomme – omfatter bl.a. kopper, SARS og pest, mens liste B bl.a. omfatter kolera, tuberkulose, salmonellainfektioner og miltbrand.
Efter § 2, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen foretage ændringer i de i stk. 1 nævnte lister samt opstille nye lister. Ved bekendtgørelse nr. 157 af 27. februar 2020 om ændring af liste B til lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme blev Coronavirussygdom 2019 (covid-19) optaget på liste B med virkning fra den 29. februar 2020.
Sondringen mellem alment farlige sygdomme og øvrige smitsomme sygdomme har betydning for, hvilke af lovens foranstaltninger, der kan bringes i anvendelse. Således vil en række foranstaltninger i almindelighed kun kunne finde anvendelse over for de alment farlige sygdomme, jf. dog § 10.
Efter epidemilovens § 10 kan sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf. den gældende lovs §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan iværksættes over for øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, når disse optræder på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller når andre forhold indebærer en særlig stor risiko for smittespredning.
Bestemmelsen er senest anvendt i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). På baggrund af Sundhedsstyrelsens rådgivning herom bestemte sundheds- og ældreministeren den 17. marts 2020, at epidemilovens §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f også omfatter Coronavirussygdom 2019 (covid-19), jf. bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020 om udvidelse af §§ 5-7 og §§ 12 a-12 f i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme til at omfatte Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Den gældende lov omfatter ikke kønssygdomme.
2.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Den gældende epidemilov bygger i dag på en kategorisering af de omfattede sygdomme, der stammer fra lovens vedtagelse i 1979.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at et moderne, globaliseret samfund kan risikere at blive mødt med både kendte og ukendte sygdomme, som kan være livstruende og forbundet med høj dødelighed eller forårsage betydelige forstyrrelser af samfundet og vigtige samfundsinstitutioner.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at den gældende kategorisering med alment farlige sygdomme og andre smitsomme og overførbare sygdomme ikke på tilstrækkelig vis afspejler, at samfundet netop kan stå over for trusler og risici fra sygdomme, som kan forstyrre vigtige samfundsfunktioner.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at kategoriseringen af de sygdomme, der er omfattet af loven med fordel kan moderniseres i den nye epidemilov.
Det foreslås derfor, at det i loven fastsættes, at loven omfatter smitsomme sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme.
Med en smitsom sygdom forstås en sygdom eller tilstand, som er forårsaget af mikroorganismer eller andre smitstoffer, som kan overføres fra, til eller imellem mennesker.
Ved en alment farlig sygdom forstås en smitsom sygdom, der er særligt smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader, og som kan medføre langvarig behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb, få så stor udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling.
Ved en samfundskritisk sygdom forstås en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.
Med den foreslåede kategorisering vil smitsomme sygdomme være den overordnede kategori, som både alment farlige og samfundskritiske sygdomme vil være underkategorier til. En sygdom kan kategorisereres som en smitsom sygdom alene, uden at den samtidig hører til kategorien alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, mens en alment farlig eller samfundskritisk sygdom altid vil være en smitsom sygdom.
Af eksempler på smitsomme sygdomme, der ikke på nuværende tidspunkt samtidigt vil skulle høre til kategorien alment farlige og samfundskritiske sygdomme kan bl.a. nævnes fnat (scabies), blærebetændelse forårsaget af kolibakterier, halsbetændelse forårsaget af streptokokker, lungebetændelse forårsaget af pneumokokker, svamp i huden, klamydia, syfilis, gonoré, tuberkulose, mæslinger og hiv, sæson-influenza samt diarré forårsaget af noro-, rota- eller adenovirus.
En alment farlig sygdom kan være – men er ikke nødvendigvis – samtidigt en samfundskritisk sygdom. Dette vil afhænge af sygdommens udbredelse og betydning for samfundets kritiske og vigtige funktioner.
Som eksempler på alment farlige sygdomme kan nævnes ebola, kopper, svær akut respiratorisk syndrom (SARS) og pest. Aktuelt vil Coronavirussygdom (covid-19) ligeledes høre til kategorien alment farlige sygdomme, da den som følge af manglende udbredt immunitet i befolkningen vil være meget smitsom, kan forekomme hyppigt og potentielt kan få så stor udbredelse, at epidemien bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden.
En samfundskritisk sygdom er en alment farlig sygdom og en underkategori til de alment farlige sygdomme. En samfundskritisk sygdom er i modsætning til en sygdom, der alene er smitsom eller alment farlig, sværere at kategorisere på forhånd, idet kategoriseringen ikke alene afhænger af sundhedsfaglige vurderinger af sygdommens dødelighed og konsekvenser for den enkelte men også af politiske vurderinger af sygdommens samfundsmæssige konsekvenser.
Der kan således ikke entydigt eller udtømmende redegøres for, hvilke sygdomme, som ville kunne omfattes af den foreslåede kategori. Som oplagte eksempler kan dog nævnes pest, kopper, SARS og Coronavirussygdom (covid-19).
Idet kategoriseringen af smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme forudsætter en sundhedsfaglig vurdering af bl.a. sygdommens dødelighed, smitsomme karakter m.v., jf. ovenfor, bør kompetencen til at fastsætte regler om, hvilke sygdomme der skal høre til disse kategorier, efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse placeres hos Sundhedsstyrelsen. Det foreslås derfor, at Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om, hvilke sygdomme der omfattes af kategorierne smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme.
Vurderingen af, hvorvidt en alment farlig sygdom derudover potentielt har negative konsekvenser for samfundet, som er forudsætningen for kategoriseringen som en samfundskritisk sygdom, er derimod efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse en politisk beslutning, der bør træffes af regeringen. Denne beslutning bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse omfattes af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser, jf. afsnit 2.2 nedenfor.
Det foreslås derfor, at sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke sygdomme der omfattes af kategorien samfundskritiske sygdomme. Det foreslås også, at sundheds- og ældreministeren alene kan fastsætte regler om kategorisering af en sygdom som samfundskritisk, hvis reglerne sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen, forinden er forelagt for et af Folketinget nedsat udvalg, og udvalget ikke har udtalt sig imod reglernes udstedelse.
Der henvises til afsnit 2.2 nedenfor, de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede kategorisering vil have betydning for, hvilke af de foreslåede foranstaltninger, der kan bringes i anvendelse. For sygdomme, der alene hører til kategorien smitsomme sygdomme, foreslås det, at det alene er lovens regler om anmeldelsespligt og regler om udveksling af oplysninger mellem myndigheder, jf. afsnit 2.6, samt enkelte regler om foranstaltninger med henblik på smittehåndtering, der skal kunne finde anvendelse. For alment farlige sygdomme foreslås det, at foranstaltninger over for enkeltpersoner, jf. afsnit 2.3, visse af de samfundsmæssige foranstaltninger, jf. afsnit 2.4. og reglerne om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes indførelse i landet, jf. afsnit 2.5, skal kunne finde anvendelse. Idet en alment farlig sygdom også med den foreslåede kategorisering er en smitsom sygdom, vil lovens regler om anmeldelsespligt ligeledes finde anvendelse for alment farlige sygdomme. For de samfundskritiske sygdomme foreslås det, at enhver af de foreslåede foranstaltninger vil kunne bringes i anvendelse.
2.2. Parlamentarisk kontrol, Epidemikommissionen og offentliggørelse af grundlaget for restriktioner
2.2.1. Gældende ret
Efter den gældende epidemilovs § 3, stk. 1, nedsættes for hver region en epidemikommission, der består af en politidirektør, udpeget af rigspolitichefen, en læge med relevante faglige kvalifikationer udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en repræsentant for told- og skatteforvaltningen udpeget af told- og skatteforvaltningen, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpeget af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen. Valget af de regionale medlemmer har ifølge § 3, stk. 2, virkning for den regionale valgperiode.
Ifølge den gældende epidemilovs § 3, stk. 3, vejleder Sundhedsstyrelsen i fornødent omfang epidemikommissionerne. Til at rådgive og bistå Sundhedsstyrelsen udpeges en fast repræsentant for henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed, Rigspolitiet, Transport- og Boligministeriet, Beredskabsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Værnsfælles Forsvarskommando, Fødevarestyrelsen, told- og skatteforvaltningen, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Statens Serum Institut, Danske Regioner, KL (Kommunernes Landsforening), Falcks Redningskorps og Post Danmark.
De regionale epidemikommissioner kan efter den gældende epidemilovs § 4, stk. 1, bestemme, at visse af de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i lovens kapitel 3 og 4, under nærmere fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens enkelte medlemmer eller af de til kommission knyttede læger. Ifølge § 4, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om lægelig bistand til epidemikommissionen.
Ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.) blev epidemikommissionernes kompetencer overført til sundheds- og ældreministeren. Epidemikommissionerne har således ikke efter den gældende epidemilov en selvstændig funktion i epidemiberedskabet.
Den gældende epidemilov indeholder ikke særlige regler om parlamentarisk kontrol eller om offentliggørelse af de sundhedsfaglige indstillinger m.v., der ligger til grund for beslutninger om, hvorvidt der bør iværksættes foranstaltninger efter loven.
2.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.2.1. Indførelse af parlamentarisk kontrol og krav om offentliggørelse
I foråret 2020 blev der som led i håndteringen af covid-19-epidemien indført en lang række meget indgribende og vidtrækkende bemyndigelsesbestemmelser i epidemiloven. Der blev bl.a. indført adgang til at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted (forsamlingsforbud), jf. epidemilovens § 6, regler om forbud mod adgang for offentligheden til butikker m.v., jf. epidemilovens § 12 b, regler om forbud mod besøgendes adgang til plejehjem, jf. epidemilovens § 12 c, og regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige ifølge anden lovgivning, jf. epidemilovens § 12 d, stk. 3.
Med dette lovforslag lægges der op til i det væsentlige at videreføre de bemyndigelsesbestemmelser, der blev indført i foråret 2020.
I perioden siden indførelsen af bemyndigelsesbestemmelserne har der imidlertid været en omfattende offentlig debat om bestemmelserne og de regler, der er blevet udstedt i medfør heraf. Det er bl.a. blevet kritiseret, at bemyndigelsesbestemmelserne indebærer, at regeringen administrativt – uden inddragelse af Folketinget – kan fastsætte regler, der har særdeles stor betydning for borgere og virksomheder. Det er også blevet gjort gældende, at det sundhedsfaglige grundlag for de bekendtgørelser, der er blevet udstedt, ikke i tiltrækkelig grad er blevet lagt åbent frem.
Sundheds- og Ældreministeriet er enig i, at der bør sikres en større grad af parlamentarisk inddragelse i de regler, der udstedes i medfør af de meget indgribende og vidtrækkende bemyndigelsesbestemmelser i epidemiloven, og at der er behov for større åbenhed om det faglige grundlag for de bekendtgørelser, der udstedes i medfør heraf. Dette vil give reglerne en større legitimitet og kunne bidrage til, at reglerne i højere grad accepteres i befolkningen og efterleves af borgere og virksomheder.
Det foreslås på denne baggrund, at der indføres en særlig ordning for parlamentarisk kontrol med anvendelsen af disse bemyndigelsesbestemmelser og krav om offentliggørelse af grundlaget for de bekendtgørelser, der udstedes i medfør af bestemmelserne.
Det foreslås, at den parlamentariske kontrolordning skal omfatte følgende ministerbemyndigelser:
– Kategorisering af en alment farlig sygdom som en samfundskritisk sygdom (§ 2, stk. 6, 1. pkt.)
– Fastsættelse af regler om, at private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til loven (§ 3, stk. 2)
– Delegation af beføjelser fra en minister til andre myndigheder (§ 3, stk. 3)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted (forsamlingsforbud) (§ 24, stk. 1)
– Fastsættelse af regler om, at en flerhed af personer, der har befundet sig på steder m.v. med konstateret smitte, skal lade sig undersøge og isolere (§ 28)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod adgang til behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. (§ 30)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige institutioner, faciliteter m.v. (§ 32)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner (§ 34)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgang til transportmidler (§ 35)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod brug af eller adgang til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang (§ 36)
– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum (§ 37)
– Generelle regler om krav om undersøgelse (test), isolation m.v. for indrejsende (§ 40)
– Fastsættelse af krav om, at juridiske personer skal registrere bestemte relevante oplysninger (§ 49, stk. 4)
– Indførelse af yderligere oplysningspligter (§ 49, stk. 5)
– Fastsættelse af yderligere regler om behandling af personoplysninger (§ 53)
– Fastsættelse af regler, der fraviger rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning, og fastsættelse af særlige foranstaltninger med henblik på at sikre vareforsyningen (§ 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58)
Den foreslåede ordning for parlamentarisk kontrol med disse bemyndigelsesbestemmelser og offentliggørelse af det faglige grundlag er beskrevet nærmere nedenfor. Som det fremgår af afsnit 2.2.2.2, foreslås det, at der oprettes en ny national epidemikommission, som bl.a. får til opgave at afgive faglige indstillinger om, hvorvidt der bør udstedes regler i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne. Det foreslås endvidere, at vedkommende minister som led i den parlamentariske kontrol skal forelægge de påtænkte regler sammen med kommissionens indstilling for et folketingsudvalg og herudover i visse øvrige tilfælde orientere udvalget om kommissionens indstilling, jf. afsnit 2.2.2.3-2.2.2.5. Endvidere foreslås det, at kommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne, skal offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
2.2.2.2. Epidemikommissionen
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren nedsætter en ny national epidemikommission, som af egen drift eller efter anmodning skal rådgive sundheds- og ældreministeren og andre ministre om håndteringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Kommissionen vil herunder kunne indstille, at vedkommende minister fastsætter regler i medfør af epidemiloven, eller at allerede fastsatte regler ændres eller ophæves.
Epidemikommissionen foreslås at skulle have en rådgivende rolle. Kommissionen vil derfor ikke kunne bestemme, at der skal iværksættes tiltag, ligesom vedkommende minister vil kunne iværksætte tiltag, selv om kommissionen ikke har rådgivet herom, og selv om kommissionen indstiller, at sådanne tiltag ikke iværksættes.
Det foreslås imidlertid, at det skal være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bemyndigelsesbestemmerne omfattet af den parlamentariske kontrol, at der foreligger en indstilling fra kommissionen om, hvorvidt de pågældende regler bør udstedes.
Det foreslås derfor, at kommissionen skal have pligt til at afgive indstilling om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af disse bemyndigelsesbestemmelser, hvis vedkommende minister anmoder herom.
Det forudsættes herudover, at vedkommende minister i almindelighed imødekommer anmodninger fra det folketingsudvalg, der står for den parlamentariske kontrol, jf. afsnit 2.2.2.3 nedenfor, om at indhente en indstilling fra kommissionen.
Kommissionens opgaver vil ikke kun omfatte rådgivning og afgivelse af indstillinger om de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, men vil være bredere. Kommissionens opgaver vil således bl.a. også omfatte rådgivning og afgivelse af indstillinger om andre bemyndigelsesbestemmelser end dem, der er omfattet af den parlamentariske kontrol.
Epidemikommissionens rådgivning vil bl.a. kunne bestå af fremlæggelse af smitte- og kontakttal og afgivelse af indstillinger om indsatser, herunder om, at der fastsættes regler i medfør af loven. Kommissionen vil endvidere på baggrund af systematiske risikovurderinger, smittespredningsdata og beskrivelser af aktuelle smitteudbrud m.v. bl.a. kunne foretage vurderinger af karakteren af smitteudbrud og komme med konkrete indstillinger om modvirkende tiltag m.v. Kommissionen vil endvidere på baggrund af smitteudviklingen og andre relevante konkrete forhold løbende vurdere, om de iværksatte tiltag er tilstrækkelige eller bør ophæves, forlænges eller suppleres af yderligere tiltag.
De tiltag, som kommissionen indstiller, at vedkommende minister iværksætter, vil skulle supplere eventuelle lokale tiltag, der allerede måtte være iværksat af sundhedsmyndighederne og lokale myndigheder.
Epidemikommissionens rådgivning vil udgøre et supplement til det eksisterende krisestyringssystem – såvel den nationale krisestyring, der er forankret i National Operativ Stab (NOST), som den lokale krisestyring, der er forankret i de lokale beredskabsstabe (LBS). Der lægges således ikke med lovforslaget op til at ændre ved, at den samlede myndighedshåndtering fortsat vil skulle håndteres inden for rammerne af den sædvanlige krisestyringsorganisation.
For at kunne løse den opgave, der er beskrevet ovenfor, er der behov for, at kommissionen ikke blot besidder viden om generelle smitteforebyggende tiltag, sundhedsberedskabet, smitteopsporing og overvågning af smitsomme sygdomme, men også om det juridiske og samfundsøkonomiske grundlag for iværksættelse af tiltag efter loven og konsekvenserne af sådanne tiltag samt den praktiske håndhævelse af fastsatte regler. Det foreslås derfor, at kommissionen skal bestå af en formand og et medlem, der udpeges af sundheds- og ældreministeren, og ni medlemmer, der udpeges af sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner. Medlemmerne vil repræsentere den pågældende minister, myndighed m.v. i kommissionen.
Der foreslås ikke en bestemt beskikkelsesperiode for medlemmerne. Medlemmerne vil løbende kunne udskiftes. Det vil f.eks. kunne være relevant, hvis et medlem skifter job og herefter ikke længere er ansat i den myndighed m.v., som den pågældende skal repræsentere. Den myndighed m.v., der har indstillet det pågældende medlem, vil i sådanne tilfælde kunne anmode om, at der beskikkes et nyt medlem, og i den forbindelse indstille, at en anden person udpeges. Formanden og medlemmet, der udpeges af sundheds- og ældreministeren uden indstilling, vil tilsvarende kunne udskiftes.
Kommissionen vil være en selvstændig kollegial myndighed under Sundheds- og Ældreministeriets ressort. Kommissionen vil ikke stå i et over-/underordnelsesforhold til Sundheds- og Ældreministeriet og vil ikke kunne modtage instruktioner herfra.
Det forudsættes, at Epidemikommissionen så vidt muligt yder rådgivning og afgiver indstillinger i enighed. Hvis enighed imidlertid ikke kan opnås, forudsættes det, at uenigheden afspejles i kommissionens rådgivning eller indstilling. Er der således eksempelvis uenighed mellem sundhedsmyndighedernes repræsentanter og repræsentanterne, der varetager samfundsøkonomiske interesser, om, hvorvidt der bør indføres restriktioner, vil sådan uenighed skulle afspejles i kommissionens indstilling herom.
Hvis et eller flere af kommissionen er af den opfattelse, at der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, eller at allerede udstedte regler bør lempes eller ophæves, forudsættes det, at kommissionen afgiver en indstilling til vedkommende minister, selv om et flertal i kommissionen ikke er enig med det eller de pågældende medlemmer. I sådanne tilfælde vil kommissionen således skulle afgive en indstilling om, at der ikke fastsættes regler, eller at allerede udstedte regler ikke ophæves eller lempes, men i indstillingen redegøre for mindretallets opfattelse. En sådan indstilling vil skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om Epidemikommissionens virksomhed i en forretningsorden. En sådan forretningsorden vil f.eks. kunne indeholde regler om indkaldelse til møder, beslutningsdygtighed, afstemninger, afgivelsen af indstillinger og forretningsgangene i kommission i øvrigt. Det vil i forretningsordenen også kunne fastsættes, at det er en betingelse for, at kommissionen er beslutningsdygtig, at eksempelvis sundhedsmyndighedernes repræsentanter er til stede. Desuden vil det kunne fastsættes, at formanden i visse tilfælde kan tegne kommissionen, f.eks. i hastende tilfælde.
Epidemikommissionen vil kunne invitere andre personer til at deltage i møder, herunder repræsentanter for andre myndigheder, andre særligt sagkyndige og interesseorganisationer. Herved sikres det, at kommissionen vil kunne invitere repræsentanter fra andre myndigheder og sagkyndige, som måtte være i besiddelse af en viden eller praktisk erfaring inden for et område, som er af betydning for det emne, kommissionen skal drøfte. Det kunne eksempelvis være en repræsentant fra Børne- og Undervisningsministeriet, hvis mulige restriktioner for grundskolerne skal drøftes. Det kunne også være en repræsentant fra Ældresagen, hvis kommissionen skal drøfte mulige besøgsrestriktioner for plejehjem. Det kunne endvidere være en repræsentant fra Dansk Erhverv, hvis kommissionen skal drøfte mulige restriktioner for offentlighedens adgang til butikker m.v. Herudover kunne det være en repræsentant for Styrelsen for Forsyningssikkerhed, hvis det skal drøftes, om der skal indføres krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler som eksempelvis mundbind i det offentlige rum. Det vil også kunne komme på tale at invitere sagkyndige fra eksempelvis universiteterne.
Personer, der inviteres til at deltage i kommissionens møder, men ikke er medlemmer af kommissionen, vil ikke kunne deltage i eventuelle afstemninger m.v.
Det bemærkes, at Kommissionens opgave som nævnt kun vil omfatte rådgivning af sundheds- og ældreministeren og andre ministre. Kommissionen vil således ikke have til opgave at rådgive bl.a. kommuner og regioner.
Der vil ikke være noget til hinder for, at vedkommende minister også modtager rådgivning direkte fra de myndigheder, der er repræsenteret i kommissionen, eksempelvis fra Sundhedsstyrelsen, eller fra samme gruppe af ministerier og myndigheder uden for kommissionens rammer. Dog vil det som nævnt være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, at der foreligger en indstilling fra kommissionen.
Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7 og 8 og bemærkningerne hertil.
2.2.2.3. Folketingsudvalget
Det foreslås, at den parlamentariske kontrol skal foretages af et udvalg, der nedsættes af Folketinget. Det vil således være op til Folketinget at etablere udvalget.
Udvalget vil som følge af den brede kreds af emner, som bemyndigelsesbestemmelserne, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, vedrører, ikke kun skulle beskæftige sig med sundhedspolitik, men også med eksempelvis erhvervs-, rets-, transport-, undervisnings-, kultur- og uddannelsespolitiske emner. Samtidig vurderes det mest hensigtsmæssigt, at opgaven med at føre parlamentarisk kontrol forankres i ét udvalg og ikke i forskellige udvalg. Det skyldes, at en sådan forankring kan bidrage til en sammenhængende og koordineret håndtering af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom. Det forudsættes derfor, at opgaven placeres i et nyt udvalg.
Det forudsættes desuden, at der bliver tale om et stående udvalg, så udvalget løbende kan være til rådighed, hvis der bliver behov for at udstede regler omfattet af den parlamentariske kontrol, og så der bliver mulighed for, at udvalget løbende kan drøfte spørgsmål relateret til håndteringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme.
De fleste folketingsudvalg består på nuværende tidspunkt af 29 medlemmer. Der er dog også udvalg med 17 medlemmer, bl.a. Finansudvalget og Indfødsretsudvalget. Det Udenrigspolitiske Nævn har også 17 medlemmer. Herudover består Udvalget for Forretningsordenen af 21 medlemmer. Et udvalg med færre end 29 medlemmer må efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse anses for bedre egnet til at varetage den særlige parlamentariske kontrol, der foreslås indført, herunder have fortrolige drøftelser med sundheds- og ældreministeren og vedkommende minister om håndteringen af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom. Det forudsættes derfor, at udvalget kommer til at bestå af 21 medlemmer.
Det forudsættes, at Folketinget, hvis lovforslaget vedtages, gennemfører de fornødne ændringer af Folketingets forretningsorden.
2.2.2.4. Forelæggelse af regler for folketingsudvalget
Efter den foreslåede ordning vil det være et krav for udstedelse af bekendtgørelser i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, at indholdet af reglerne forud for udstedelsen er blevet forelagt for folketingsudvalget sammen med indstillingen fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes. Hvis udvalget udtaler sig imod, vil den pågældende minister ikke kunne udstede reglerne. Det vil ikke være et krav, at udvalget får forelagt et egentligt udkast til den pågældende bekendtgørelse, idet oplysninger om indholdet af reglerne vil kunne gives på anden måde, herunder mundtligt, jf. nærmere nedenfor.
Det foreslås dog, at pligten til at forelægge ikke skal omfatte ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler.
Det vil for det første indebære, at den pågældende minister til enhver tid vil kunne ophæve eller lempe tidligere udstedte regler, selv om reglerne forud for deres udstedelse er blevet forelagt for udvalget. Udvalget vil således eksempelvis ikke kunne forhindre, at ministeren ophæver eller lemper regler i en situation, hvor ministeren vurderer, at der ikke længere er fornødent retligt grundlag for reglerne i epidemiloven. Foreligger der en indstilling fra Epidemikommissionen om, at reglerne bør opretholdes, og vælger ministeren alligevel at ophæve eller lempe reglerne, vil ministeren derimod have pligt til at orientere udvalget, jf. nærmere afsnit 2.2.2.5 nedenfor.
For det andet vil det indebære, at vedkommende minister vil kunne foretage uvæsentlige ændringer af allerede udstedte regler, herunder foretage uvæsentlige skærpelser og præciseringer, uden at forelægge ændringerne for udvalget. Hermed menes bl.a. ændring af formuleringer eller sprogbrug, rettelser af retlige uklarheder eller justeringer af forhold, som det utvivlsomt fra starten har været hensigten at regulere. Det vil være op til ministeren at vurdere, om påtænkte ændringer er uvæsentlige, men udvalget vil efterfølgende kunne udtale kritik af ministeren, hvis udvalget ikke er enig i vurderingen. Er det tvivlsomt, om reglerne er uvæsentlige, forudsættes det, at ministeren forelægger reglerne for udvalget. Forelæggelsen vil i givet fald eventuelt kunne foregå skriftligt.
Det forudsættes i øvrigt, at bekendtgørelser, der udstedes i medfør af epidemiloven, sendes i høring i videst muligt omfang.
Erfaringerne med covid-19-epidemien har vist, at der kan opstå behov for med ganske kort varsel at indføre regler, der skal sikre, at en epidemi ikke kommer ud af kontrol. Det er derfor efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse nødvendigt, at der indføres en mulighed for, at forelæggelsen undtagelsesvis kan foregå efter, at reglerne er udstedt.
Det foreslås derfor, at vedkommende minister skal kunne udstede regler uden forudgående forelæggelse for folketingsudvalget, hvis der foreligger en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden. Det vil eksempelvis kunne være relevant at anvende denne mulighed, hvis en epidemi er ved at komme ud af kontrol, og de regler, som skal bringe epidemien under kontrol, må antages helt eller delvis at miste deres effekt, hvis de først udstedes efter forelæggelsen for udvalget. Det ville også kunne være relevant at bruge muligheden i situationer, hvor der foregår hamstring af samfundskritiske varer, f.eks. lægemidler fra apoteker, eller hvor smitten introduceres i Danmark ved en pludselig begivenhed, f.eks. et angreb.
Det vil være vedkommende minister, der vurderer, om betingelserne for at undlade forudgående forelæggelse er opfyldt. Udvalget vil dog efterfølgende kunne udtale kritik af ministeren, hvis udvalget ikke er enig i ministerens vurdering.
Hvis reglerne er fastsat uden forudgående forelæggelse for udvalget, fordi der forelå en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden, foreslås det, at vedkommende minister uden unødigt ophold skal forelægge reglerne for udvalget. Det forudsættes, at ministeren i den forbindelse redegør for, hvorfor forelæggelsen ikke kunne finde sted forud for udstedelsen af reglerne. Udtaler udvalget sig i forbindelse med den efterfølgende forelæggelse imod reglerne, foreslås det, at ministeren skal ophæve reglerne. Forelæggelsen vil i øvrigt skulle gennemføres på samme måde, som hvis den havde fundet sted forud for fastsættelsen af reglerne.
Den efterfølgende forelæggelse vil skulle foretages uden unødigt ophold. Herved sikres det, at den periode, hvor reglerne gælder, selv om de ikke har været forelagt for udvalget, bliver så kort som overhovedet muligt.
Hvor hurtigt reglerne vil skulle forelægges for udvalget vil afhænge af de konkrete omstændigheder, og det vil i den forbindelse også kunne spille ind, hvilke andre opgaver i relation til den overhængende og akutte fare for eller trussel mod folkesundheden vedkommende minister skal løse. Det forudsættes imidlertid, at forelæggelse som altovervejende hovedregel sker samtidig med udstedelse af reglerne og senest inden 1-2 dage herefter.
Det foreslås, at vedkommende minister både ved forudgående og efterfølgende forelæggelser skal kunne fastsætte en rimelig frist for, hvornår udvalget senest skal tilkendegive, om udvalget udtaler sig imod reglerne.
Fristen vil skulle fastsættes under hensyntagen til på den ene side, at udvalget får tid til at forholde sig til reglerne, og på den anden side under hensyntagen til den eventuelle hastende karakter af reglerne. Efter omstændighederne vil der kunne fastsættes en meget kort frist.
Foreligger der ikke en tilkendegivelse fra udvalget inden fristens udløb, og er der ikke indgået en aftale om at udsætte fristen, vil ministeren kunne udstede reglerne. Det vil således ikke være et krav for at fastsætte reglerne, at udvalget er vendt tilbage i anledning af forelæggelsen.
Forelæggelsen af regler for udvalget og udvalgets tilbagemelding til ministeren vil skulle ske inden for rammerne af Folketingets forretningsorden.
Det forudsættes, at forelæggelsen både vil kunne foregå mundtligt på et møde og skriftligt.
Det forudsættes dog, at forelæggelsen i almindelighed foregår på et møde. Skriftlig forelæggelse vil f.eks. kunne være relevant, hvis der er tale om mindre omfattende ændringer af allerede udstedte regler, eller hvis det af kalendermæssige grunde ikke er muligt at afholde et møde. Har vedkommende minister lagt op til, at forelæggelsen skal foregå skriftligt, men ønsker udvalget sagen drøftet på et møde, vil udvalget kunne indkalde ministeren.
Det vil som nævnt være en betingelse for at udstede regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, at der sker forelæggelse for udvalget. Det er derfor afgørende, at der er mulighed for, at vedkommende minister kan foranledige, at udvalget mødes med henblik på forelæggelse. Det forudsættes derfor, at udvalget indkalder ministeren til drøftelse i udvalget, hvis ministeren anmoder herom, med henblik på en mundtlig forelæggelse.
Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse er det vigtigt, at drøftelserne i folketingsudvalget i forbindelse med forelæggelser kan foregå formfrit og i et rum, hvor der kan være en fortrolig drøftelse om, hvilke initiativer der bør tages som led i håndteringen af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom. Der vil også kunne være et hensyn til at undgå, at drøftelser i udvalget om eksempelvis nedlukninger af butikker fører til hamstring. Det forudsættes derfor, at forelæggelsen finder sted på et lukket udvalgsmøde.
Det forudsættes også, at de regler, vedkommende minister agter at udstede, og indstillingen fra Epidemikommissionen, ikke nødvendigvis vil skulle foreligge på skrift i forbindelse med mundtlige forelæggelser, idet oplysningerne herom i stedet vil kunne gives mundtligt på mødet i udvalget. Det forudsættes dog, at vedkommende minister i videst muligt omfang giver udvalget oplysningerne på skrift, og at dette sker i så god tid som muligt forud for mødet, samt at oplysningerne kun i meget hastende tilfælde ikke udleveres på skrift senest under mødet.
Det bemærkes, at hvis oplysningerne om kommissionens indstilling gives mundtligt på mødet, vil indstillingen efterfølgende skulle nedskrives med henblik på offentliggørelse, jf. afsnit 2.2.2.6 nedenfor.
Det forudsættes, at udvalgets tilbagemelding til vedkommende minister vil kunne gives som et skriftligt svar eller eksempelvis ved, at formanden for udvalget i forbindelse med en mundtlig forelæggelse konstaterer, at der ikke er flertal i udvalget for en udtalelse imod de regler, som ministeren vil udstede. Det forudsættes i begge tilfælde, at det oplyses udtrykkeligt, hvis udvalget udtaler sig imod reglerne. Fremgår dette ikke, vil ministeren kunne lægge til grund, at udvalget ikke udtaler sig imod, og dermed fastsætte reglerne. Det forudsættes desuden, at det oplyses, hvilke medlemmer der udtaler sig imod fastsættelsen af reglerne.
De nærmere procedurer i forbindelse med forelæggelse af sager for udvalget vil i øvrigt kunne aftales mellem vedkommende minister og udvalget.
I det omfang der måtte være behov for det, forudsættes det, at Folketingets forretningsorden ændres, hvis lovforslaget vedtages.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 9 og bemærkningerne hertil.
2.2.2.5. Orientering af folketingsudvalget om Epidemikommissionens indstilling
Som det fremgår af afsnit 2.2.2.2, vil Epidemikommissionen både af egen drift og efter anmodning kunne afgive indstilling om, at der fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den foreslåede parlamentariske kontrol, eller at tidligere fastsatte regler lempes eller ophæves.
Hvis vedkommende minister ønsker at følge en indstilling om, at der fastsættes regler, vil der skulle ske forelæggelse for folketingsudvalget, jf. afsnit 2.2.2.4 ovenfor.
Der kan imidlertid også være tale om, at vedkommende minister ikke ønsker at følge Epidemikommissionens indstilling om, at der fastsættes regler, ligesom der kan opstå en situation, hvor ministeren ikke ønsker at følge en indstilling fra kommissionen om, at tidligere fastsatte regler ophæves eller lempes.
Det foreslås, at ministeren i sådanne tilfælde hurtigst muligt skal orientere folketingsudvalget om kommissionens indstilling og om, at ministeren ikke vil følge den, medmindre kommissionens indstilling vedrører uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler.
Pligten til at orientere udvalget vil alene gælde, hvis et flertal i kommissionen indstiller, at de pågældende regler fastsættes, ophæves eller lempes. Der vil således ikke være pligt til at orientere, hvis der er tale om, at et eller flere medlemmer, som ikke udgør et flertal, er af den opfattelse, at reglerne bør udstedes, ophæves eller lempes. Sundheds- og ældreministeren vil i en forretningsorden for kommissionen kunne fastsætte regler om bl.a. beslutningsdygtighed, afstemninger og afgivelse af indstillinger, jf. afsnit 2.2.2.2 ovenfor.
Det bemærkes, at Epidemikommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, under alle omstændigheder vil skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6 nedenfor.
Det forudsættes, at ministeren i forbindelse med orienteringen begrunder, hvorfor kommissionens indstilling ikke vil blive fulgt. Herved får udvalget mulighed for at tilkendegive, hvis udvalget ikke er enig i ministerens beslutning. Udvalget vil derimod ikke i forbindelse med en orientering kunne pålægge ministeren at fastsætte, ophæve eller lempe reglerne i overensstemmelse med kommissionens indstilling. Det forudsættes imidlertid, at vedkommende minister lytter til medlemmernes synspunkter.
Orienteringen af udvalget vil skulle ske inden for rammerne af Folketingets forretningsorden.
Det forudsættes, at orienteringen både vil kunne foregå mundtligt på et møde i udvalget og skriftligt.
Det forudsættes desuden, at udvalget – ligesom ved forelæggelser, jf. afsnit 2.2.2.4 – indkalder ministeren til drøftelse i udvalget, hvis ministeren anmoder herom, med henblik på en mundtlig orientering.
Det forudsættes endvidere, at orienteringer ligesom forelæggelser finder sted på lukkede udvalgsmøder.
Det forudsættes desuden, at Epidemikommissionens indstilling ikke nødvendigvis vil skulle foreligge på skrift i forbindelse med mundtlige orienteringer på møder, idet oplysninger om indstillingen i stedet vil kunne gives mundtligt på mødet i udvalget. Det forudsættes dog, at vedkommende minister som det helt klare udgangspunkt giver udvalget kommissionens indstilling på skrift, og at dette sker i så god tid som muligt forud for mødet.
Det bemærkes, at hvis oplysningerne om kommissionens indstilling gives mundtligt på mødet, vil indstillingen efterfølgende skulle nedskrives med henblik på offentliggørelse, jf. afsnit 2.2.2.6 nedenfor.
Har vedkommende minister lagt op til, at orienteringen skal foregå skriftligt, men ønsker udvalget sagen drøftet på et møde, vil udvalget kunne indkalde ministeren.
De nærmere procedurer i forbindelse med orienteringen af udvalget vil i øvrigt kunne aftales mellem vedkommende minister og udvalget.
I det omfang der måtte være behov for det, forudsættes det, at Folketingets forretningsorden ændres, hvis lovforslaget vedtages.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 10 og bemærkningerne hertil.
2.2.2.6. Offentliggørelse af Epidemikommissionens indstilling
Som nævnt ovenfor under afsnit 2.2.2.1 bør der efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse i højere grad end efter den gældende epidemilov være åbenhed om grundlaget for de regler, der udstedes i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne, der er omfattet af den parlamentariske kontrol.
Det foreslås derfor, at en minister, der modtager en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, får pligt til at offentliggøre indstillingen. Det vil både gælde i tilfælde, hvor der skal ske forelæggelse for eller orientering af folketingsudvalget, jf. afsnit 2.2.2.4 og 2.2.2.5 ovenfor, og i tilfælde, hvor der ikke skal ske orientering eller forelæggelse. Der vil således eksempelvis også være pligt til at offentliggøre en indstilling om, at der ikke fastsættes regler, men hvor et mindretal i kommissionen er af den opfattelse, at reglerne bør fastsættes.
Der vil derimod ikke være pligt til at offentliggøre indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af bemyndigelsesbestemmelser, der ikke er omfattet af den parlamentariske kontrol.
Der foreslås ikke en bestemt frist for, hvor hurtigt indstillingen skal offentliggøres, men det forudsættes, at det sker snarest muligt efter, at vedkommende minister har taget stilling til, hvad indstillingen giver anledning til.
Agter vedkommende minister at fastsætte regler i medfør af den pågældende bemyndigelsesbestemmelse, vil der være pligt til at forelægge indholdet af reglerne for folketingsudvalget, jf. afsnit 2.2.2.4. Der vil også kunne være pligt til at orientere udvalget, jf. afsnit 2.2.2.5.
I sådanne tilfælde bør offentliggørelse efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse først finde sted efter, at der er sket forelæggelse for eller orientering af udvalget. Hvis der skal ske forelæggelse for eller orientering af folketingsudvalget, foreslås det derfor, at indstillingen skal offentliggøres hurtigst muligt efter forelæggelsen eller orienteringen.
Der vil i forbindelse med offentliggørelsen af kommissionens indstilling samtidig kunne ske offentliggørelse af oplysninger om, hvordan vedkommende minister har stillet sig i forhold til de pågældende regler, og om udvalget har udtalt sig imod, herunder hvilke medlemmer der i givet fald er tale om.
I tilfælde, hvor vedkommende minister fastsætter regler på baggrund af indstillingen fra kommissionen, forudsættes det, at offentliggørelse som det helt klare udgangspunkt finder sted samtidig med udstedelsen af reglerne. Er reglerne fastsat uden forudgående forelæggelse for folketingsudvalget, fordi der forelå en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden, vil offentliggørelse dog skulle ske hurtigst muligt efter, at den efterfølgende forelæggelse for udvalget har fundet sted.
Offentliggørelse vil f.eks. kunne ske på vedkommende ministeriums hjemmeside.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 11 og bemærkningerne hertil.
2.3. Foranstaltninger over for enkeltpersoner
2.3.1. Påbud over for enkeltpersoner om at lade sig undersøge
2.3.1.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 1, kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson.
Der kan efter de gældende regler som udgangspunkt alene træffes afgørelse om påbud ved alment farlige sygdomme. Sundheds- og ældreministeren kan dog efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen beslutte, at påbud også kan træffes ved øvrige smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, jf. herved afsnit 2.1.1.
Efter § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i bl.a. stk. 1, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse.
Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Heri er det bl.a. fastsat, at politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yder hjælp til at personer fremstilles for en sundhedsperson til undersøgelse.
2.3.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erfaringerne fra den igangværende covid-19 epidemi har efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vist, at det er nødvendigt, at myndighederne har mulighed for at kunne handle hurtigt og effektivt for at forebygge og inddæmme smittespredning i samfundet. Det gælder i særlig grad i de situationer, hvor en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan, og hvor vedkommende ikke frivilligt lader sig undersøge.
Manglende undersøgelse kan efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering medføre, at hverken personen selv eller sundhedsmyndighederne vil blive bekendt med den pågældendes helbredsmæssige situation, hvorved der kan opstår risiko for, at sygdommen spreder sig ukontrollabelt i samfundet.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed i ét tilfælde under den igangværende covid-19 epidemi har givet et påbud om undersøgelse.
En fremtidig epidemilov skal efter ministeriets opfattelse ikke alene kunne håndtere den igangværende covid-19 epidemi, men også fremtidige og ukendte smitsomme sygdomme. Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at der fastsættes mulighed for, at der også fremadrettet vil kunne træffes afgørelse om at påbyde personer at lade sig undersøge med henblik på at forebygge eller inddæmme alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at kompetencen til at træffe afgørelse om at påbyde personer at lade sig undersøge efter den gældende epidemilov er tillagt sundheds- og ældreministeren, der via bekendtgørelse har delegeret kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. epidemilovens § 1, stk. 2. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne, ved at kompetencen til at træffe afgørelse om, at en person skal lade sig undersøge fremadrettet tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne træffe afgørelse om undersøgelse i konkrete situationer. Herved sikres det samtidigt, at afgørelseskompetencen tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og juridiske kompetencer til at foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i en konkret situation.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson.
Påbud om at lade sig undersøge vil kunne iværksættes over for personer, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Herved forstås personer, som er blevet diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom af en sundhedsperson via relevant undersøgelse. Dette kan f.eks. ske ved, at en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen.
Påbud om undersøgelse vil også kunne iværksættes over for personer, som formodes at være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis personen f.eks. har symptomer på sygdommen eller personen har været nær kontakt til en smittet. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, at personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes at være smittet.
En undersøgelse kan bl.a. omfatte kliniske tests m.v. af personer, således at der vil kunne stilles en diagnose. Der kan ligeledes være tale om undersøgelse af en person, som allerede er diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom med henblik på at afklare, om vedkommende fortsat er smittet. Undersøgelsen kan således afhængig af de nærmere omstændigheder, herunder sygdommens karakter, omfatte blodprøvetagning, podning, legemsbesigtigelse m.v.
En undersøgelse skal foretages af en sundhedsperson. Ved sundhedspersoner forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6, stk. 1.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at et påbud om at lade sig undersøge vil kunne være indgribende i borgernes frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at frivillig medvirken til en undersøgelse altid skal forsøges iværksat, forinden der træffes afgørelse om at påbyde, at personer skal lade sig undersøge. Under den igangværende covid-19 epidemi har ministeriet erfaret, at særligt personer med midlertidig eller varig nedsat funktionsniveau, herunder mentale svækkelse, kan have behov for særlig tilskyndelse for så vidt angår frivillig medvirken til at gennemføre en foranstaltning. Personer med disse udfordringer kan bl.a. bo eller have midlertidigt ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende, f.eks. et plejehjem, et sygehus, et botilbud eller lignende.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal opfordre en person til frivilligt at lade sig undersøge, inden styrelsen træffer afgørelse om påbud. En opfordring fra styrelsen vil som udgangspunkt bestå i en mundtlig meddelelse om nødvendigheden af, at den pågældende lader sig undersøge for at forebygge smittespredning. Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende foreslås det herudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal anmode institutionen, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres. Der henvises til den foreslåede § 12, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at enhver foranstaltning, herunder påbud om at lade sig undersøge, alene vil kunne udstedes, når andre mindre indgribende foranstaltninger er utilstrækkelige i den aktuelle situation i forhold til at forebygge og inddæmme udbredelse af den konkrete sygdom, ligesom udstedelse af påbud skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Der henvises til det foreslåede § 12, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Der skal således, forinden der træffes afgørelse om at udstede påbud om undersøgelse, foretages en vurdering af, om andre mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. påbud om isolation, samlet set vil være mindre indgribende men stadig egnet til at sikre, at den pågældende sygdom forebygges og inddæmmes.
Det vil efter ministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering, om et påbud om at lade sig undersøge er mere eller mindre indgribende end andre foranstaltninger efter kapital 5. Det vil dog være en forudsætning, at resultatet af undersøgelsen vil kunne give anledning til yderligere foranstaltninger, f.eks. isolation eller behandling. Der henvises til det foreslåede § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1, og bemærkningerne hertil. Disse foranstaltninger kan ligeledes anvendes i sammenhæng, således at den pågældende eksempelvis påbydes at lade sig undersøge og isolere, indtil et svar på undersøgelsen foreligger. Gennemførelse af en undersøgelse vil i en sådan situation kunne bidrage til at afklare, om vedkommende er smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og dermed om der er grundlag for at opretholde påbud om isolation.
2.3.2. Påbud over for enkeltpersoner om at lade sig indlægge
2.3.2.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 2, kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig indlægge.
Der kan efter de gældende regler som udgangspunkt alene træffes afgørelse om påbud ved alment farlige sygdomme. Sundheds- og ældreministeren kan dog efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen beslutte, at påbud også kan træffes ved øvrige smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, jf. herved afsnit 2.1.1.
Efter bestemmelsens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om bl.a. indlæggelse.
Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Heri er det bl.a. fastsat, at politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yder hjælp til bl.a. tvangsindlæggelse på et sygehus eller i anden egnet facilitet.
2.3.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erfaringerne fra den igangværende covid-19 epidemi har efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vist, at det er nødvendigt, at myndighederne har mulighed for at kunne handle hurtigt og effektivt for at forebygge og inddæmme smittespredning i samfundet. Dette kan også blive relevant i en situation, hvor en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan, og hvor vedkommende ikke frivilligt lader sig indlægge.
Manglende indlæggelse kan efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering medføre, at en person, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne været smittet med en sådan, kan udvise en adfærd, hvorved der kan opstå en risiko for at sygdommen spreder sig ukontrollabelt i samfundet.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke under den igangværende covid-19 epidemi har anvendt muligheden for at påbyde en person at lade sig indlægge.
En fremtidig epidemilov skal efter ministeriets opfattelse ikke alene kunne håndtere den igangværende covid-19 epidemi men også fremtidige og ukendte smitsomme sygdomme. Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at der fastsættes mulighed for, at der også fremadrettet vil kunne træffes afgørelse om at påbyde personer at lade sig indlægge med henblik på at forebygge eller inddæmme alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at kompetencen til at træffe afgørelse om at påbyde personer at lade sig indlægge efter den gældende epidemilov er tillagt sundheds- og ældreministeren, der via bekendtgørelse har delegeret kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. epidemilovens § 1, stk. 2. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne, ved at kompetencen til at træffe afgørelse om, at en person skal lade sig indlægge fremadrettet tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne træffe afgørelse om indlæggelse i konkrete situationer. Herved sikres det samtidigt, at afgørelseskompetencen tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og juridiske kompetencer til at foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i en konkret situation.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig indlægge på et sygehus eller anden egnet facilitet, herunder hvis det måtte være nødvendigt i forbindelse med undersøgelse efter § 13, behandling efter § 18, stk. 1, eller rensning efter § 19, stk. 1. Det foreslås endvidere, at afgørelser om indlæggelse maksimalt kan træffes for en varighed på op til fire uger, og at afgørelser kan forlænges med op til fire uger ad gangen.
Påbud om at lade sig indlægge vil kunne iværksættes over for personer, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Herved forstås personer, som er blevet diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom af en sundhedsperson. Dette kan f.eks. ske ved, at en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen.
Påbud om indlæggelse vil også kunne iværksættes over for personer, som formodes at være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, når personen f.eks. har symptomer på sygdommen eller været en nær kontakt til en smittet. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, at personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes at være smittet.
Ved indlæggelse forstås efter lovforslaget en indskrivning og anbringelse på et sygehus eller anden egnet facilitet med henblik på observation for en alment farlige sygdom eller samfundskritisk sygdom, som har givet anledning til påbud om indlæggelse. En person, der udviser symptomer på en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, vil eksempelvis kunne blive indlagt til observation for at fastslå, om personen lider af sygdommen. Derudover kan det tænkes, at en person, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, også vil kunne indlægges til observation, hvis personens kliniske tilstand nødvendiggør dette.
En facilitet vil foruden sygehuse anses for egnet til indlæggelse, hvis der på stedet er sundhedspersoner til at iværksætte relevant undersøgelse eller behandling af den pågældende. Dette kan bl.a. andet være et felthospital, et midlertidigt hospital, hospitalsskib eller lignende, jf. det foreslåede § 14, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at et påbud om at lade sig indlægge vil kunne være indgribende i borgernes frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at frivillig medvirken til en indlæggelse altid skal forsøges iværksat, forinden der træffes afgørelse om at påbyde, at personer skal lade sig indlægge. Under den igangværende covid-19 epidemi har ministeriet erfaret, at særligt personer med midlertidig eller varig nedsat funktionsniveau, herunder mental svækkelse, kan have behov for særlig tilskyndelse for så vidt angår frivillig medvirken til at gennemføre en foranstaltning. Personer med disse udfordringer kan bl.a. bo eller have midlertidigt ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingsted eller lignende, f.eks. et plejehjem, et sygehus, et botilbud eller lignende.
Det foreslås derfor, Styrelsen for Patientsikkerhed skal opfordre en person til frivilligt at lade sig indlægge, inden styrelsen træffer afgørelse om påbud. En opfordring fra styrelsen vil som udgangspunkt bestå i en mundtlig meddelelse om nødvendigheden af, at den pågældende lader sig indlægge for at forebygge smittespredning. Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende foreslås det herudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal anmode institutionen, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres. Der henvises til det foreslåede § 12, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 12, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger efter loven er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger efter loven skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Bestemmelsen betyder at der, forinden der træffes afgørelse om at udstede påbud om indlæggelse, skal foretages en vurdering af, om andre mindre indgribende foranstaltninger efter loven, f.eks. påbud om isolation, samlet set vil være mindre indgribende, men stadig egnet til at sikre, at den pågældende sygdom forebygges og inddæmmes.
Det vil efter ministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering, om et påbud om at lade sig indlægge er mere eller mindre indgribende end andre foranstaltninger. Et påbud om at lade sig indlægge vil dog som udgangspunkt anses for mere indgribende end et påbud om at lade sig isolere i eget hjem, men mindre indgribende end et påbud om at lade sig behandle.
2.3.3. Påbud over for enkeltpersoner om at lade sig isolere
2.3.3.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 3, kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere i egnet facilitet.
Der kan efter de gældende regler som udgangspunkt alene træffes afgørelse om påbud ved alment farlige sygdomme. Sundheds- og ældreministeren kan dog efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen beslutte, at påbud også kan træffes ved øvrige smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, jf. herved afsnit 2.1.1.
Efter bestemmelsens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af bl.a. påbud om isolation.
Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Heri er det bl.a. fastsat, at politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yder hjælp til bl.a. isolation.
Det er yderligere fastsat i bekendtgørelsen, at Styrelsen for Patientsikkerhed i samråd med regionsrådet anviser en egnet facilitet.
2.3.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erfaringerne fra den igangværende covid-19-epidemi har efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vist, at det er nødvendigt, at myndighederne har mulighed for at kunne handle hurtigt og effektivt for at forebygge og inddæmme smittespredning i samfundet. Det gælder i særlig grad i de situationer, hvor en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan, og hvor vedkommende ikke frivilligt lader sig isolere.
Manglende isolation kan efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering medføre, at en person, som lider af en alment farlig eller samfundskritiks sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, udviser en sådan adfærd, at der kan opstå en risiko for at sygdommen spreder sig ukontrollabelt i samfundet.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed under den igangværende covid-19 epidemi indtil videre har givet syv påbud om isolation.
En fremtidig epidemilov skal efter ministeriets opfattelse ikke alene kunne håndtere den igangværende covid-19 epidemi, men også fremtidige og ukendte smitsomme sygdomme. Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at der fastsættes mulighed for, at der også fremadrettet vil kunne træffes afgørelse om at påbyde personer at lade sig isolere, med henblik på at forebygge eller inddæmme alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at kompetencen til at træffe afgørelse om at påbyde personer at lade sig isolere efter den gældende epidemilov er tillagt sundheds- og ældreministeren, der via bekendtgørelse har delegeret kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. epidemilovens § 1, stk. 2. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne ved at kompetencen til at træffe afgørelse om, at en person skal lade sig isolere fremadrettet tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne træffe afgørelse om undersøgelse i konkrete situationer. Herved sikres det samtidigt, at afgørelseskompetencen tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og juridiske kompetencer til at foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i en konkret situation.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere.
Påbud om at lade sig isolere vil kunne iværksættes over for personer, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Herved forstås personer, som er blevet diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom af en sundhedsperson via relevant undersøgelse. Dette kan f.eks. ske ved, at en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen.
Påbud om undersøgelse vil også kunne iværksættes over for personer, som formodes at være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, når personen f.eks. har symptomer på sygdommen. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, at personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes at være smittet.
Ved isolation forstås efter denne bestemmelse, en foranstaltning, som har til formål at afskære en person fra omgivelserne med henblik på at inddæmme eller forebygge udbredelsen af en alment farlig eller samfundskritik sygdom.
Det foreslås, at isolation som udgangspunkt skal foretages i eget hjem, men at isolation også kan finde sted i anden egnet facilitet. En facilitet vil være egnet til isolation, hvis der er mulighed for overnatning og adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og drikke. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, hoteller m.v.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at et påbud om at lade sig isolere vil kunne være indgribende i borgernes frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at frivillig medvirken til isolation altid skal forsøges iværksat, forinden der træffes afgørelse om at påbyde, at personer skal lade sig isolere. Under den igangværende covid-19 epidemi har ministeriet erfaret, at særligt personer med midlertidig eller varig nedsat funktionsniveau, herunder mental svækkelse, kan have behov for særlig tilskyndelse for så vidt angår frivillig medvirken til at gennemføre en foranstaltning. Personer med disse udfordringer kan bl.a. bo eller have midlertidigt ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende, f.eks. et plejehjem, et sygehus, et botilbud eller lignende.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal opfordre en person til frivilligt at lade sig isolere, inden styrelsen træffer afgørelse om foranstaltningen. En opfordring fra styrelsen vil som udgangspunkt bestå i en mundtlig meddelelse om nødvendigheden af, at den pågældende lader sig isolere for at forebygge smittespredning. Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende foreslås det herudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal anmode institutionen om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres. Der henvises til det foreslåede § 12, stk. 2, og bemærkningerne dertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 12, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger efter loven er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger efter loven skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Bestemmelsen betyder, at der, forinden der træffes afgørelse om at udstede påbud om isolation, skal foretages en vurdering af, om andre mindre indgribende foranstaltninger efter loven, samlet set vil være mindre indgribende, men stadig egnet til at sikre, at den pågældende sygdom forebygges og inddæmmes.
Det vil efter ministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering, om et påbud om at lade sig isolere er mere eller mindre indgribende end andre foranstaltninger. Et påbud om isolation vil som udgangspunkt anses for en mindre indgribende foranstaltning end et påbud om at lade sig behandle. Hvis en konkret sygdom imidlertid kan medføre længere tids isolation, mens behandling for samme sygdom kan gennemføres inden for kort tid, bør det overvejes, om behandling i den konkrete situation er mindre indgribende end isolation.
2.3.4. Isolationsfaciliteter til frivillig isolation
2.3.4.1. Gældende ret
Efter sundhedslovens § 210 a, stk. 1, har kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af bestemmelsens stk. 3 ansvaret for at stille faciliteter til rådighed til isolation af borgere, der er konstateret smittede med covid-19, og som på baggrund af kommunens visitation af hensyn til andres sundhed frivilligt vil lade sig isolere på en sådan facilitet.
Bestemmelsen blev indsat i sundhedsloven ved lov nr. 872 af 14. juni 2020 om ændring af sundhedsloven (Frivillige indkvarteringsfaciliteter)
Efter bestemmelsens stk. 2 kan egenbetaling for forplejning maksimalt udgøre 150 kr. pr. døgn.
Sundheds- og ældreministeren fastsætter efter bestemmelsens stk. 3 nærmere regler om kommunalbestyrelsens ansvar efter stk. 1, herunder om, at tilvejebringelse af isolationsfaciliteter kan ske ved kommunalbestyrelsen selv, i samarbejde med andre kommuner eller ved indgåelse af aftale med private leverandører. Sundheds- og ældreministeren fastsætter endvidere nærmere regler om kriterier for visitation til isolationsfaciliteter efter stk. 1, herunder om målgruppe, retningslinjer for isolationsfaciliteter og egenbetaling.
Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 873 af 14. juni 2020 om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19), med senere ændringer. Heri er der bl.a. fastsat et ansvar for Kommunalbestyrelsen i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19) for at stille isolationsfaciliteter til rådighed til indkvartering af borgere, som frivilligt vil lade sig indkvartere på en sådan facilitet. Det gælder borgere, som er konstateret smittet med Coronavirussygdom (covid-19), som enten ikke udviser symptomer på smitte eller alene udviser lette symptomer, i høj grad er selvhjulpne og derfor ikke har behov for hjælp eller behandling fra sundheds- eller socialfagligt personale, og som deler husstand med enten mange personer på et lille areal og/eller uden optimal rumadskillelse, eller én eller flere, som har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede om at følge myndighedernes anbefalinger om isolation i hjemmet, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse, eller én eller flere personer i øget risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb ved covid-19, som defineret af Sundhedsstyrelsen i styrelsens anbefalinger til personer i øget risiko, som det er vanskeligt at sikre hensigtsmæssig isolation fra.
Sundhedslovens § 210 a, og bekendtgørelse nr. 873 af 14. juni 2020 om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19) ophæves 1. marts 2021.
2.3.4.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Der er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse behov for at kunne etablere mulighed for, at kommunalbestyrelser og regionsråd i den konkrete situation kan forpligtes til at tilbyde personer, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, faciliteter, hvor personer frivilligt kan lade sig isolerede af hensyn til andres sundhed på en dertil indrettet facilitet, som kommunen eller regionen stiller til rådighed. For eksempel i tilfælde af udbrud af en epidemi, hvor der kan opstå risiko for øget smittespredning, hvis personer, der er smittede eller formodes smittede ikke kan opretholde en tilstrækkelig selvisolation i eget hjem. Det kunne for eksempel være på grund af konkrete boligforhold, eller fordi man bor sammen med personer, der har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede eller formodede smittede om isolation.
Under den igangværende covid-19 epidemi anvendes bestemmelsen i forhold til borgere, der er smittet med covid-19, som er selvhjulpne, men som ikke er i stand til eller har mulighed for at selvisolere sig tilstrækkeligt i eget hjem til at hindre smittespredning. Dette gælder borgere, som deler husstand med mange på et lille areal og/eller uden optimal rumadskillelse, og borgerer, der deler hustand med en eller flere, som har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede om at følge myndighedernes anbefalinger om isolation i hjemmet, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse, hvorfor risiko for smitte øges. Endelig gælder det for borgere, der deler husstand med en eller flere borgere i risikogruppe, der er defineret af Sundhedsstyrelsens oversigt over risikogrupper, som det er vanskeligt at sikre hensigtsmæssig isolation fra.
Der er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse også fremadrettet være behov for tilsvarende mulighed for at kunne fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet i konkrete situationer med udbrud af en almen farlig eller samfundskritisk sygdom skal stille faciliteter til rådighed til isolation af personer, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan. Ministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at der også fremadrettet kan fastsættes regler om, at kommuner eller regioner, kan pålægges ansvar for at stille faciliteter til rådighed til isolation af personer, der af andres sundhed ikke kan opholde sig i eget hjem og som frivilligt ønsker at tage ophold i en sådan facilitet.
En person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis vedkommende er blevet diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom af en sundhedsperson via relevant undersøgelse. Dette kan f.eks. ske ved, at en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen. En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis personen f.eks. har symptomer på sygdommen eller personen har været nær kontakt til en smittet. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, at personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes at være smittet.
Hvilken myndighed, der i den konkrete situation vil blive ansvarlig for at stille faciliteterne til rådighed, vil afhænge af behovet i den konkrete situation. Aktivering af forpligtelsen vil således forudsætte en konkret udmøntning af reglerne målrettet den pågældende situation.
Der er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse behov for både at sikre mulighed for, at kommunalbestyrelser og regionråd selv eller i samarbejde med andre kommunalbestyrelser og regionsråd kan etablere og drive sådanne indkvarteringsfaciliteter og at sikre, at de kan stille sådanne faciliteter til rådighed ved at indgå aftale med private leverandører af hoteller, feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter om anvendelse af privat kapacitet med henblik på at stille isolationsfaciliteter til rådighed for kommunens henholdsvis regionens borgere.
På den baggrund foreslås det, at etablere hjemmel til at sundheds- og ældreministeren kan pålægge kommunalbestyrelser eller regionsråd ansvar for at stille faciliteter til rådighed til isolation af personer, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, og som af hensyn til andres sundhed frivilligt vil lade sig isolere. Det foreslås i den forbindelse at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet forestår visitationen til en sådan facilitet.
Det foreslås herudover, at sundheds- og ældreministeren træffer beslutning om aktivering af dette ansvar, og i den forbindelse bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens eller regionsrådets ansvar for at stille faciliteter til rådighed til frivillig isolation af personer, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan hensyn til andres sundhed. Det foreslås i den forbindelse, at der vil skulle fastsættes nærmere regler om, i hvilke situationer pligten finder anvendelse og om, at tilvejebringelse af isolationsfaciliteter kan ske af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet selv, i samarbejde med andre kommuner og regioner eller ved indgåelse af aftale med private leverandører.
Der vil efter forslaget i den konkrete situation kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan kommunalbestyrelser og regionsråd skal tilvejebringe relevante isolationsfaciliteter, dvs. enten ved, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet selv eller i samarbejde med andre kommuner og regioner indenfor den øvrige lovgivnings rammer etablerer og driver sådanne faciliteter, eller ved, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftaler med private leverandører af hoteller, feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter, om at stille sådanne faciliteter til rådighed.
I den forbindelse vil der kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke krav kommunalbestyrelser eller regionsråd skal stille til f.eks. indretning, rengøring, hygiejne, adgangsforhold, kontakt til andre gæster og personale. Der vil bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, at en isolationsfacilitet skal leve op til de retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, der måtte være relevante i den aktuelle situation. Der vil videre kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke personer der af kommuner eller regioner vil kunne visiteres til at opholde sig på sådanne indkvarteringsfaciliteter (målgruppe), og hvordan visitationen nærmere skal finde sted.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om kriterier for visitation til de foreslåede isolationsfaciliteter, herunder om målgruppe, retningslinjer for indkvarteringsfaciliteter samt egenbetaling.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være sundheds- og ældreministeren, der træffer beslutning om aktivering af forpligtelsen til at stille isolationsfaciliteter til rådighed og i den forbindelse beslutter, hvorvidt det er kommunalbestyrelser eller regionsråd, der er ansvarlig for at stille faciliteterne til rådighed i den konkrete situation.
Det bemærkes, at bemyndigelsen i første omgang vil blive udmøntet for en tidsmæssigt afgrænset periode med henblik på fortsat håndtering af den aktuelle covid-19 situation. Der vil aktuelt blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelser skal tilbyde isolationsfaciliteter ved at indgå aftale med private leverandører af hoteller, feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter, som skal etablere og drive frivillige isolationsfaciliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, svarende til de nugældende regler fastsat i medfør af sundhedslovens § 210 a, stk. 3.
Om den nærmere udmøntning af den foreslåede bemyndigelse henvises til bemærkningerne til det forslåede § 17, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
2.3.5. Påbud over for enkeltpersoner om at lade sig behandle
2.3.5.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 5, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at være smittet med en sådan, hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller inddæmme udbredelse af sygdommen.
Der kan efter de gældende regler som udgangspunkt alene træffes afgørelse om påbud ved alment farlige sygdomme. Sundheds- og ældreministeren kan dog efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen beslutte, at påbud også kan træffes ved øvrige smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, jf. herved afsnit 2.1.1.
Efter bestemmelsens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af bl.a. påbud om tvangsmæssig behandling.
Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Heri er det bl.a. fastsat, at politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yder hjælp til bl.a. tvangsmæssig behandling.
2.3.5.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erfaringerne fra den igangværende covid-19-epidemi har efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vist, at det er nødvendigt, at myndighederne har mulighed for at kunne handle hurtigt og effektivt for at forebygge og inddæmme smittespredning i samfundet. Dette kan også blive relevant i en situation, hvor en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan, og hvor vedkommende ikke frivilligt lader sig behandle.
Manglende behandling kan efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering medføre, at en person, som lider af en alment farlig eller samfundskritiks sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, kan udvise adfærd, hvorved der kan opstå en risiko for at sygdommen spreder sig ukontrollabelt i samfundet.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke under den igangværende covid-19-epidemi har anvendt muligheden for at påbyde en person at lade sig behandle.
En fremtidig epidemilov skal efter ministeriets opfattelse ikke alene kunne håndtere den igangværende covid-19-epidemi, men også fremtidige og ukendte smitsomme sygdomme. Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt, at der fastsættes mulighed for, at der også fremadrettet vil kunne træffes afgørelse om at påbyde personer at lade sig behandle, med henblik på at forebygge eller inddæmme alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at kompetencen til at træffe afgørelse om at påbyde personer at lade sig behandle efter den gældende epidemilov er tillagt sundheds- og ældreministeren, der via bekendtgørelse har delegeret kompetencen til Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. epidemilovens § 1, stk. 2. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne ved at kompetencen til at træffe afgørelse om, at en person skal lade sig behandle fremadrettet tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne træffe afgørelse om undersøgelse i konkrete situationer. Herved sikres det samtidigt, at afgørelseskompetencen tillægges en myndighed med de relevante sundhedsfaglige og juridiske kompetencer til at foretage vurdering af, om det er nødvendigt at udstede påbud i en konkret situation.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig behandle.
Påbud om at lade sig behandle vil kunne iværksættes over for personer, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Herved forstås personer, som er blevet diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom af en sundhedsperson via relevant undersøgelse. Dette kan f.eks. ske ved, at en person ved en klinisk test har fået påvist sygdommen.
Påbud om behandling vil også kunne iværksættes over for personer, som formodes at være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis personen f.eks. har symptomer på sygdommen eller personen har været nær kontakt til en smittet. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område i ind- eller udlandet, hvor sygdommen er udbredt, også føre til, personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når personen har eller har haft samkvem eller øvrig kontakt med en anden person, som har opholdt sig i et sådant område. Det er en forudsætning, at der er tale om ophold i et område, som ikke ligger så langt tilbage i tid, at personen ikke længere kan formodes at være smittet.
Ved behandling forstås i denne sammenhæng en sundhedsfaglig foranstaltning og indsats, som iværksættes med henblik på at helbrede eller afhjælpe en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
En behandling skal foretages af en sundhedsperson. Ved sundhedsperson forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. herved sundhedslovens § 6, stk. 1.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at et påbud om at lade sig behandle vil kunne være indgribende i borgernes frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at frivillig medvirken til behandling altid skal forsøges iværksat, forinden der træffes afgørelse om at påbyde, at personer skal lade sig behandle. Under den igangværende covid-19 epidemi har ministeriet erfaret, at særligt personer med midlertidig eller varig nedsat funktionsniveau, herunder mental svækkelse, kan have behov for særlig tilskyndelse for så vidt angår frivillig medvirken til at gennemføre en foranstaltning. Personer med disse udfordringer kan bl.a. bo eller have midlertidigt ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingsted eller lignende, f.eks. et plejehjem, et sygehus, et botilbud eller lignende.
Det foreslås derfor, Styrelsen for Patientsikkerhed skal opfordre en person til frivilligt at lade sig behandle, inden styrelsen træffer afgørelse om påbud. En opfordring fra styrelsen vil som udgangspunkt bestå i en mundtlig meddelelse om nødvendigheden af, at den pågældende lader sig behandle for at forebygge smittespredning. Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en offentlig eller privat institution, behandlingsted eller lignende, foreslås det herudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal anmode institutionen om at sikre, at opfordringen til frivillig medvirken gennemføres. Der henvises til den foreslåede § 12, stk. 2, og bemærkningerne dertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 12, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger efter loven er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger efter loven skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Bestemmelsen betyder, at der, forinden der træffes afgørelse om at udstede påbud om behandling, skal foretages en vurdering af, om andre mindre indgribende foranstaltninger efter loven, f.eks. påbud om isolation, samlet set vil være mindre indgribende, men stadig egnet til at sikre, at den pågældende sygdom forebygges og inddæmmes.
Det vil efter ministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering, om et påbud om at lade sig behandle er mere eller mindre indgribende end andre foranstaltninger. Traditionelt set vil behandling imidlertid anses for mere indgribende end både undersøgelse, indlæggelse og isolation. Efter konkrete omstændigheder kan behandling imidlertid anses for mindre indgribende, hvis der eksempelvis er tale om en hurtig, skånsom og effektiv behandlingsform sammenlignet med et langvarigt og f.eks. smertefuldt indlæggelse- eller isolationsforløb.
2.3.6. Rensning og andre foranstaltninger over for personer, løsøre m.v., som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof
2.3.6.1. Gældende ret
Efter § 12, stk. 1, i epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Ministeren kan også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom, befordringsmidler m.v.
Efterkommes påbuddet i stk. 1, 1. pkt., ikke, kan politiet efter anmodning tilbageholde den formodet forurenede, indtil rensning har fundet sted, jf. bestemmelsens stk. 2.
Efter bestemmelsens stk. 3, fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Efter bestemmelsens stk. 4, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen endvidere iværksætte andre foranstaltninger af begrænset art og omfang for at hindre, at smitte udbredes.
2.3.6.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Begrebet smitsom sygdom bruges ofte synonymt med begrebet infektionssygdom men omfatter også sygdomme, hvor et færdigt smitstof eller et biologisk kampstof trænger ind i organismen og fremkalder sygdom. Sådanne sygdomme kan overføres via vand, jord, luft, føde og dyr, f.eks. miltbrand (anthrax) og pølseforgiftning (botulismus), og ad den vej ramme et stort antal mennesker samtidig.
Spredning af biologisk kampstof kan anvendes i forbindelse med et terrorangreb, som kan medføre alvorlig sygdom og dødsfald. Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der i situationer med epidemisk smittespredning hidrørende fra et smitsomt eller biologisk kampstof, er behov for at kunne foretage foranstaltninger i form af rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Med forslaget vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Ved rensning af personer forstås efter denne bestemmelse som udgangspunkt et grundigt bad og tøjskifte.
De fleste biologiske kampstoffer smitter ikke fra person til person, og ingen biologiske kampstoffer smitter i inkubationstiden, dvs. inden der fremkommer sygdomstegn.
Ved biologisk kampstof forstås særligt fremstillede og forarbejdede bakterier, vira eller toksiner, der kan fremkalde sygdom og eventuel død. Visse kampstoffer er i stand til at sprede sig epidemisk. Biologisk kampstof kan have flere tilstandsformer, men vil oftest være et usynligt og lugtløst stof, som kan være spredt via luft, mad eller vand eller genstande.
Der kan således være en formodning om smitte, hvis en person har opholdt sig på et område, hvor der er konstateret forurening med smitstof eller biologisk kampstof eller hvor der er en formodning om forurening. En person vil ligeledes formodes at være forurenet med biologisk kampstof, hvis den pågældende har været så tæt på kampstoffet, at den pågældende selv har set stoffet og/eller har synligt materiale på beklædningen, eller har været sammen med mennesker, som har set stoffet og/eller har haft synligt materiale på beklædningen.
Bakteriesporer fra biologisk kampstof kan eksempelvis spredes via vinden til omkringliggende områder og komme ind i huse, biler, bussen m.v. og partiklerne kan ligge på alle overflader, dyr og mennesker.
Der er således efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse ikke alene behov for kunne iværksættes rensning af personer, men også desinfektion af løsøre, fast ejendom, befordringsmidler m.v.
Det foreslås derfor, at der også skal være mulighed for at påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom, befordringsmidler m.v.
I forbindelse med rensning og desinfektion er det afgørende at afgrænse den personkreds, som kan være eksponerede for forurenet smitstof eller biologisk kampstof.
Center for Biosikring og Bioberedskab under Statens Serum Institut er i den forbindelse i besiddelse af modelberegningen baserer sig på avancerede og specialiserede computermodeller. Identifikation af de potentielt eksponerede personer – dvs. de personer, som risikerer at være smittet – kræver modellering af det biologiske eksponeringsområde.
Det foreslås derfor, at ansvaret for afgrænse det biologiske fareområde og de eksponerede personer påhviler Statens Serum Institut.
Med forslaget har Statens Serum Institut ansvaret for afgrænse det biologiske fareområde og de eksponerede personer.
Det foreslås herudover, at Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Med forslaget vil Sundhedsstyrelsen kunne fastsætte nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.
Efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse er det endvidere nødvendigt at sikre, at smitstof eller biologisk kampstof ikke spredes til andre personer eller omgivelserne i øvrigt indtil eventuel rensning kan finde sted.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne påbyde, at en person, som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof skal lade sig teste for smitstof eller biologisk kampstof, anvende værnemidler, beskyttelsesudstyr eller lignende for at hindre spredning af smitstof eller biologisk kampstof.
Med forslaget vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne påbyde, at en person, som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof skal lade sig teste for smitstof eller biologisk kampstof, anvende værnemidler, beskyttelsesudstyr eller lignende for at hindre spredning af smitstof eller biologisk kampstof.
2.3.7. Gennemførelse og opretholdelse af foranstaltninger, herunder magtanvendelse og politiets bistand
2.3.7.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 5, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i § 5, stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling.
Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Efter bekendtgørelsen § 2, stk. 2, kan personer, som efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, påbydes at lade sig undersøge, om nødvendigt ved politiets hjælp og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed fremstilles for en sundhedsperson til undersøgelse, såfremt et påbud om undersøgelse ikke efterkommes.
Efter bekendtgørelsen § 3, stk. 2, kan personer, som efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, påbydes at lade sig indlægge, om nødvendigt ved politiets hjælp og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed, tvangsindlægges på et sygehus eller i anden egnet facilitet, såfremt et påbud om indlæggelse ikke efterkommes.
Politiet kan endvidere efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yde bistand til isolation, såfremt et påbud efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, om at lade sig isolere, ikke efterkommes.
Endelig kan politiet efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed, yde bistand til gennemførelse af tvangsmæssige behandling, der er iværksat eller påbudt efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1.
2.3.7.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende at sikre, at de foranstaltninger, der træffes efter kapitel 5, kan gennemføres i praksis.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de foreslåede bestemmelser, der giver mulighed for at træffe afgørelse om at påbyde foranstaltninger over for enkeltpersoner, ikke i alle tilfælde vil være tilstrækkelige til at sikre, at påbuddet og den besluttede foranstaltning kan gennemføres i praksis, f.eks. i tilfælde hvor en person ikke kan eller vil følge et påbud. Ministeriet finder der derfor afgørende, der i de tilfælde, hvor en påbudt foranstaltning vil skulle gennemføres på et behandlingssted, institution eller lignende, vil være mulighed for at anmode den pågældende myndighed eller institutionsejer om at sikre, at den trufne foranstaltning gennemføres.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med de afgørelser om foranstaltninger, som styrelsen træffer efter § 13, § 14, stk 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk 1, og § 20, kan anmode en offentlig eller privat institution, et behandlingssted eller lignende, om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres. Der henvises til det foreslående § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Herudover er det Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der bør fastsættes bestemmelser om muligheden for magtanvendelse, der skal sikre, at det bliver muligt at effektuere og gennemføre afgørelser om foranstaltninger, herunder mulighed for aflåsning af lokaler, fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel i de situationer, hvor en person ikke kan eller vil efterleve et påbud.
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse afgørende, at magtanvendelse altid udøves på baggrund af en proportionalitetsvurdering og et mindstemiddelsprincip.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på at gennemføre eller opretholde en foranstaltning efter § 13, § 14, stk 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk 1, og § 20, kan tillade, at den offentligt eller private institution, et behandlingssted eller lignende, som skal bistå foranstaltningens gennemfører, efter anmodning kan anvende den nødvendige magt over for den person, som foranstaltningen retter sig mod, herunder aflåse lokaler, fastholde, tilbageholde og tilbageføre den pågældende. Der henvises til den foreslåede § 21, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Med forslaget vil Styrelsen for Patientsikkerhed, efter anmodning fra relevante private eller offentligt institutioner, behandlingssteder og lignende kunne træffe afgørelse om aflåsning af lokaler, fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel for at sikre, at en påbudt foranstaltning kan gennemføres og fastholdes. Med forslaget vil styrelsen herudover kunne træfffe afgørelse om aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig.
Ved offentlige private institutioner forstås efter bestemmelsen bl.a. regionsrådene, hvis der eksempelvis er tale om undersøgelse, behandling eller isolation på et offentligt sygehus eller kommunalbestyrelsen, hvis en påbudt foranstaltning rettes mod f.eks. en plejehjemsbeboer.
Ligeledes vil også private institutioner på eksempelvis socialområdet kunne anvende magt til gennemførelse eller opretholdes af en opbudt foranstaltning efter tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan således efter anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingsstedet eller lignende som styrelsen har anmodet om at gennemføre en foranstaltning, tillade, at der kan anvendes den nødvendige magt over for den person, som foranstaltningen retter sig mod, herunder aflåse lokaler, fastholde, tilbageholde og tilbageføre den pågældende. Tilladelse til magtanvendelse kan på anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingsstedet eller lignende, efter en konkret vurdering gives på samme tidspunkt som Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse om påbud efter kapitel 5. .
Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, om det i den konkrete situation er nødvendigt at gennemføre eller opretholde den påbudte foranstaltning i et sådant omfang, at det er nødvendigt at anvende magt. Der henvises til den foreslåede § 21 og bemærkningerne hertil.
Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 3, stk. 1, og bemærkningerne dertil, herunder om myndigheders pligt til at gennemføre de foranstaltninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet efter lovens kapitel 5 over for enkeltpersoner.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at anvendelse af magt alene skal finde sted, når det er nødvendigt for at gennemføre og opretholde en påbudt foranstaltning med henblik på at forebygge, hindre eller inddæmme udbredelse af alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Herudover skal tiltaget også være så skånsomt og kortvarigt som muligt og skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i den forbindelse, at foranstaltningen efter kapital 5 skal efterprøves af Styrelsen for Patientsikkerhed henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter foranstaltningen er iværksat for at påse, om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt.
Det foreslås derfor, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om politiets bistand i den forbindelse.
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
Lægger nogen hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 119, stk. 4.
Der henvises til den foreslåede § 22 og bemærkningerne hertil.
2.4. Samfundsmæssige foranstaltninger
2.4.1. Forbud mod at flere personer befinder sig på samme sted
2.4.1.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted.
Det følger endvidere af epidemilovens § 6, stk. 1, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og private steder, hvor flere personer befinder sig.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at reglerne som udgangspunkt kan omfatte enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24, og A, L 158 som fremsat, side 16-17.
Der kan med hjemmel i bestemmelsen som den nedre grænse fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig på samme sted, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 16.
Der kan med hjemmel i bestemmelsen som den nedre grænse fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig på samme sted, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 16.
Det fremgår af bemærkningerne, at det forudsættes, jf. Folketingstidende 2019-2020, tillæg A, L 158 som fremsat, side7, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre medlemmer eller flere af samme husstand befinder sig på samme sted eller regler om forbud mod, at tre personer eller flere, som er nærmeste pårørende, befinder sig på samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende. Tilsvarende gælder, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at personer, som ikke tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig på samme sted i tilknytning til boligen. Det gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med fælles køkken- og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel i bestemmelsen vil blive fastsat regler, der gælder for private boliger, men at der, hvis det måtte vise sig nødvendigt, dog vil kunne fastsættes regler for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden, der er forsamlet på en sådan måde, som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 17. Herudover fremgår det bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at de dog vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder, jf. Folketingstidende 2019-2020, tillæg A, L 158 som fremsat, side7.
Det følger af epidemilovens § 6, stk. 1, 3. pkt., at regler efter 1. pkt. om forbud mod, at ti eller færre personer befinder sig på samme sted, alene kan fastsættes på baggrund af rådgivning fra sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.
Det bemærkes, at adgangen til i medfør af bestemmelsen at fastsætte regler om forbud mod, at ti eller færre personer befinder sig på samme sted, ikke har været udmøntet.
Det følger endvidere af epidemilovens § 6, stk. 1, 4. pkt., at regler fastsat i medfør af § 6, stk. 1, 1. pkt., kan fravige anden lovgivning. Bestemmelsen indebærer, at de regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, der fastsættes med hjemmel i bestemmelsen, vil kunne fravige bestemmelser i anden lovgivning, som ellers ville give ret til at afholde og deltage i de pågældende forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24.
Det følger af epidemilovens § 6, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1, og om politiets bistand i den forbindelse.
Bemyndigelsen er ikke benyttet til at fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til private boliger med henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør af § 6, stk. 1.
Det følger af epidemilovens § 6, stk. 4, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at bl.a. regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, overholdes. Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler, som giver politiet hjemmel til umiddelbart at gennemtvinge et forbud. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven.
2.4.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er afgørende for Sundheds- og Ældreministeriet, at det sikres, at myndighederne fortsat har de muligheder, som måtte vise sig nødvendige for at forebygge, inddæmme og bekæmpe smitsomme sygdommes udbredelse i landet. Det gælder både sygdomme, der allerede er viden om håndteringen af, men også sygdomme, som endnu ikke er kendte, og hvis udbredelse kan have betydelige konsekvenser for den enkelte person og for samfundet som helhed.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at erfaringerne med den gældende epidemilov, herunder med de ændringer, der er indført som følge af covid-19-epidemien, har vist, at der på en række andre områder, som har relation til grundlæggende demokratiske principper og rettigheder samt erhvervslivets forhold, kan være behov for restriktioner af hensyn til at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet. Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det bl.a. gør sig gældende for så vidt angår muligheden for at fastsætte forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted i medfør af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6, stk. 1.
Det foreslås på den baggrund, at bemyndigelsen i epidemilovens § 6, stk. 1, til at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, i det væsentligste videreføres. Kompetencen til at udstede reglerne foreslås dog tillagt justitsministeren i stedet for sundheds- og ældreministeren, som har kompetencen efter gældende ret. Reglerne vil dog skulle fastsættes efter forhandling med sundheds- og ældreministeren. Sundheds- og ældreministeren vil i den forbindelse være ansvarlig for de sundhedsmæssige hensyn, der ligger bag reglerne.
De regler, der måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, vil som udgangspunkt kunne omfatte enhver situation, hvor flere personer opholder sig på samme sted.
Forbud vil bl.a. kunne omfatte større eller mindre forsamlinger, arrangementer og begivenheder. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om forbud, der omfatter deltagere til koncerter, idrætsbegivenheder, fester, generalforsamlinger og møder i selskaber eller foreninger.
Bestemmelsen vil imidlertid ikke være begrænset til sådanne mere formelle arrangementer m.v. Den vil også kunne anvendes til at fastsætte regler, som omfatter mere tilfældig sammenstimlen af personer på samme sted, dvs. uanset om personerne befinder sig på stedet med samme formål.
Det foreslås, at reglerne om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, både vil kunne omfatte indendørs, udendørs, offentlige og private steder, hvor flere personer befinder sig samme sted.
Der vil dog som udgangspunkt ikke efter forslaget blive fastsat regler, der gælder for private boliger. Hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der dog kunne fastsættes regler for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden, der er forsamlet på en sådan måde, som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte med en samfundskritisk sygdom.
Det foreslås, at der som den nedre grænse vil kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig på samme sted. I den forbindelse forudsættes det, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre eller flere medlemmer af samme husstand befinder sig på samme sted. Det forudsættes ligeledes, at der ikke fastsættes regler om forbud mod, at tre eller flere personer, som er nærmeste pårørende, befinder sig på samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås i denne sammenhæng personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn, herunder plejebørn, samt søskende. Den nævnte personkreds er udtryk for det minimum af personer, der vil skulle undtages fra et eventuelt forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig samme sted, hvis det måtte vise sig nødvendigt at indføre et sådant forbud. Det vil således være muligt at fastsætte, at flere personer skal undtages, hvis der måtte blive fastsat regler om et sådant forbud.
Der vil endvidere ikke med forslaget vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre eller flere personer, som ikke tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig på samme sted. Det gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med fælles køkken- og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber. Reglerne vil derimod kunne omfatte arrangementer m.v., der afholdes i boligfællesskabers fællesarealer og lignende steder.
Det forudsættes endvidere, at regler om forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads. Reglerne vil dog kunne omfatte arrangementer m.v. på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder.
Det foreslås, at regler fastsat i eller i medfør af anden lovgivning vil kunne fraviges ved udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen. Dette vil navnlig gælde bestemmelser, som f.eks. giver ret til at afholde og deltage i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Det vil være en betingelse for at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at justitsministeren vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås endvidere, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til lokaler og lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelsen af reglerne om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Forslaget er en videreførelse af epidemilovens § 6, stk. 2, med den ændring, at bemyndigelsen foreslås overført fra sundheds- og ældreministeren til justitsministeren.
Bemyndigelsen forudsættes anvendt til at fastsætte, at f.eks. politiet uden retskendelse kan skaffe sig adgang til lokaler m.v. med henblik på kontrol med overholdelsen af, at forbuddet overholdes.
Der foreslås endvidere indsat en udtrykkelig bestemmelse i loven om, at der ikke i medfør af den foreslåede bemyndigelse vil være adgang til at fastsætte regler om adgang uden retskendelse til private boliger. Forslaget svarer til den gældende retstilstand og indebærer, at politiet for at få adgang til private boliger vil skulle gå frem efter de almindelige straffeprocessuelle regler om ransagning efter retsplejelovens kapitel 73.
2.4.2. Forbud mod ophold på bestemte steder
2.4.2.1. Gældende ret
Det følger af § 6, stk. 3, 1. pkt., i den gældende epidemilov, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende sted.
Sundheds- og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning af skilte eller lignende, jf. epidemilovens § 6, stk. 3, 2. pkt.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at adgangen til at nedlægge forbud i almindelighed kun kan benyttes, hvis de regler, der måtte være fastsat i medfør af epidemilovens §§ 6 a og 12 b om adgangsrestriktioner vedrørende offentlige institutioner, idrætsanlæg, legepladser m.v., og lokaler og andre lokaliteter, som fysiske og juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, i det konkrete tilfælde ikke er tilstrækkelige til at forhindre smittefare det pågældende sted, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Det er endvidere forudsat i bemærkningerne, at adgangen til at nedlægge forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, i det konkrete tilfælde er tilstrækkelige til at forhindre faren for smittespredning det pågældende sted, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for at udnytte adgangen til at nedlægge forbud. I den forbindelse vil der bl.a. kunne tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra den pågældende sygdom og de konkrete forhold på stedet.
Om den geografiske udstrækning af et opholdsforbud fremgår det af ovennævnte bemærkninger, at et forbud vil kunne gælde for et ”bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang. ” Det følger af bemærkningerne, at begrebet bl.a. omfatter offentlige parker, strande, pladser, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne og forretninger og indkøbscentre i åbningstiden, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Det fremgår endvidere, at et forbud derimod ikke vil omfatte almindelig færden det pågældende sted, eksempelvis ved at gå henover en plads eller igennem en park, som er omfattet af forbuddet, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at politiets forbud mod ophold efter regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 3, alene kan nedlægges for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en bestemt plads, strand, park eller vej, og kun hvis betingelserne for at nedlægge forbud er opfyldt i forhold til det pågældende sted. Der kan derimod ikke nedlægges forbud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel. Det er ligeledes forudsat i bemærkningerne, at forbuddet vil skulle nedlægges for et bestemt tidsrum, men at tidsrummet vil kunne forlænges, hvis betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat er opfyldt, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Herudover følger det af bemærkningerne til bestemmelsen, at et forbud skal offentliggøres på en tydelig måde det pågældende sted ved skiltning eller lignende, og at der på politiets officielle hjemmeside gives oplysninger om nedlagte forbud jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 18.
Det følger af epidemilovens § 6, stk. 4, at Sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at bl.a. regler fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 3, overholdes. Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler, som giver politiet hjemmel til umiddelbart at gennemtvinge et opholdsforbud. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven.
2.4.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at der i forbindelse med den aktuelle håndtering af covid-19 har været behov for muligheden for at kunne nedlægge forbud mod ophold på bestemte steder, hvortil der er almindelig adgang, for at forebygge eller inddæmme udbredelse af covid-19 det pågældende sted.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at politiet også fremadrettet bør have mulighed for at nedlægge forbud mod ophold på bestemte steder, hvis det i konkrete tilfælde viser sig, at øvrige foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige til at forhindre smittespredning på steder i det offentlige rum, hvor flere personer typisk befinder sig tæt på hinanden, herunder på strande, pladser og veje og i parker.
Forslaget vil indebære, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom det pågældende sted.
Med forslaget vil politiets adgang til at forbyde ophold på bestemte steder være betinget af, at der er fastsat regler i medfør af den foreslåede § 24 om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, og adgangen til at nedlægge opholdsforbud vil alene kunne anvendes for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den samfundskritiske sygdom, som har dannet grundlag for reglerne fastsat efter § 24. Det vil endvidere være en betingelse, at det pågældende sted er omfattet af reglerne fastsat efter § 24. Det vil herudover være et krav, at reglerne fastsat efter § 24 i det konkrete tilfælde vurderes ikke at være tilstrækkelige til at forhindre smittefare fra den samfundskritiske sygdom det pågældende sted.
Den foreslåede adgang til at nedlægge opholdsforbud vil, da der ikke er tale om en bemyndigelsesbestemmelse, ikke være omfattet af den foreslåede ordning for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1. Imidlertid vil det som nævnt være en betingelse for, at politiet kan nedlægge opholdsforbud, at der er fastsat regler i medfør af den foreslåede § 24 om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 24 vil være omfattet af den parlamentariske kontrol, og folketingsudvalget vil således ved at udtale sig imod udstedelsen af disse regler også kunne forhindre, at politiet får adgang til at nedlægge opholdsforbud.
Det følger bl.a. af det foreslåede § 23, stk. 3, at foranstaltninger, der iværksættes i medfør af bestemmelsen om opholdsforbud, skal være så kortvarige som muligt og stå i et rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.
Det foreslås herudover, at opholdsforbud som udgangspunkt alene kan meddeles for en periode på indtil 7 dage. Det foreslås dog, at perioden skal kunne forlænges, hvis betingelserne for at nedlægge et forbud fortsat er opfyldt.
Det foreslås, at politiet kan nedlægge opholdsforbud for et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang. Det omfatter bl.a. offentlige parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne samt forretninger og indkøbscentre i åbningstiden.
Opholdsforbud vil kunne nedlægges for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en bestemt plads, park, strand eller vej, eller en del heraf, og kun hvis betingelserne for at nedlægge forbud er opfyldt i forhold til det pågældende sted. Der vil således ikke kunne nedlægges forbud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.
Det foreslås endvidere, at forbud mod ophold ikke skal omfatte almindelig færden det pågældende sted. Det vil således uanset et nedlagt forbud fortsat være lovligt eksempelvis at gå henover en plads eller igennem en park, som er omfattet af forbuddet. Opholdsforbuddet vil heller ikke være til hinder for, at kunder kan stå i kø i eller ved en butik m.v. beliggende i det område, der er omfattet af forbuddet.
Det foreslås, at justitsministeren efter forhandling med sundheds- og ældreministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om politiets beføjelser. Justitsministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning af skilte eller lignende. Dette er en ændring i forhold til gældende ret, hvor det er sundheds- og ældreministeren, der fastsætter reglerne efter forhandling med justitsministeren.
2.4.3. Afspærring af områder
2.4.3.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 7, stk. 1, i epidemiloven påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om adgangen til at meddele påbud efter stk. 1, herunder om den nærmere afgrænsning af området. Sundheds- og ældreminsteren kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har bopæl eller ophold i området.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 158 som fremsat, side 25, at der i medfør af bestemmelsen kan fastsættes regler om den nærmere geografiske afgrænsning af området, ligesom der kan fastsættes regler om varigheden af et påbud om afspærring. Det fremgår videre, at der herudover kan fastsættes regler om, at visse persongrupper har lov til at færdes i området, herunder redningsarbejdere, hjemmehjælpere og skraldemænd.
Det er i ovennævnte forarbejder forudsat, at ministeren kan fastsætte regler om, hvordan, hvornår og i hvilket omfang personer, der har bopæl i et afspærret område, må færdes i området.
Det følger af § 7, stk. 3, at foranstaltninger efter stk. 1 snarest muligt skal ophæves.
2.4.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der også fremadrettet bør være mulighed for, at der skal kunne ske afspærring af et område under nærmere angivne betingelser, herunder hvis der er tale om et område, hvor en samfundskritisk sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof.
Med lovforslaget foreslås den gældende bestemmelse i epidemilovens § 7 således videreført, dog med den væsentlige ændring, at kompetencen til at nedlægge påbud om afspærring af områder efter bestemmelsen overføres fra sundheds- og ældreministeren til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Forslaget vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde, at der skal ske afspærring af et bestemt område, hvor en alment farlig eller samfundskritisk sygdom optræder, hvor der risiko for, at en sådan sygdom optræder elller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samvær med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Det foreslås, at påbud om afspærring meddeles for en periode på indtil 7 dage. Det foreslås envidere, at perioden kan forlænges, hvis betingelserne for at nedlægge påbuddet fortsat er opfyldt.
Det forudsættes i den forbindelse, at der ved iværksættelse af en afspærring af et område efter forslaget, herunder for så vidt angår den tidsmæssige og geografiske udstrækning af foranstaltningen, i videst muligt omfang tages hensyn til borgernes mulighed for at forsamle sig, navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den offentlige sundhed.
Det forudsættes endvidere, at afspærring af et bestemt område efter den foreslåede bestemmelse ophæves eller indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn, indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at afspærringen opretholdes.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om påbud efter den foreslåede § 26.
Der vil efter forslaget kunne fastsættes regler om den nærmere geografiske afgrænsning af området.
Herudover vil der kunne fastsættes regler om, at visse persongrupper har lov til at færdes i området, herunder personer med bopæl eller ophold i området, eller personer med andet anerkendelsesværdigt formål til at færdes i området, ksempelvis redningsarbejdere, hjemmehjælpere og skraldemænd.
Der vil med forslaget endvidere kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan, hvornår og i hvilket omfang personer, der har bopæl i et afspærret område, må færdes i området.
Forslaget viderefører i øvrigt den gældende epidemilovs § 7, og der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.
Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 26.
Der henvises til den foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
2.4.4. Foranstaltninger over for en flerhed af personer, som har befundet sig på steder med konstateret smitte
2.4.4.1. Gældende ret
Der er ikke efter den gældende epidemilov mulighed for at fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.
Under håndteringen af Covid-19 epidemien har myndighederne haft mulighed for at give individuelle påbud om undersøgelse og/eller isolation. Myndighederne har endvidere opfordret personer til at lade sig teste og isolere, indtil isolation ikke længere var nødvendigt.
2.4.4.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
På baggrund af erfaringerne fra den igangværende covid-19 epidemi kan der efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse opstå behov for at fastsætte regler om pligt til, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson og/eller isolere i en egnet facilitet. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås derfor, at sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet. Det foreslås ligeledes, at manglende overholdelse af en sådan pligt skal kunne straffes med bøde, jf. det foreslåede § 65, stk. 3.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig teste eller isolere.
Reglerne vil kunne fastsættes i de situationer, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom hos én eller flere personer eller dyr, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, og hvor der er en risiko for, at øvrige personer, kan være smittet med samme sygdom i den forbindelse.
Der vil efter bemyndigelsen kunne fastsættes regler, der finder anvendelse i situationer, hvor det ikke er muligt at identificere de enkelte personer, såvel som i de tilfælde, hvor det vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende at identificere hver enkelt person, f.eks. gæster til en stor koncert eller et andet arrangement, og hvor det er afgørende hurtigt at kunne iværksatte foranstaltninger med henblik på at hindre smittespredning.
Reglerne vil alene kunne omfatte situationer, hvor personer har befundet sig et sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, der ikke ligger så langt tilbage i tid, at der ikke længere er risiko for, at personerne kan være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Bemyndigelsen vil eksempelvis kunne anvendes til at fastsætte regler om, at personer, som har opholdt sig på samme sted i ind- eller udlandet, skal lade sig undersøge eller isolere. Der vil således kunne fastsætte regler om, at personer, som er rejst ind i Danmark fra et konkret område i udlandet, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson ved tilbagekomst til Danmark. Der vil også efter forslaget kunne fastsættes regler om, at personer, som er ansat i en virksomhed eller går på en skole, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge og/eller isolere. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at personer, som har deltaget i en begivenhed, f.eks. en koncert, et bryllup, et sportsarrangement eller lignende, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge og /eller isolere, indtil isolation ikke længere er nødvendigt.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at fastsættelse af regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet, vil kunne gribe ind i personens frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der altid – forinden udstedelse af regler, der indfører en pligt til undersøgelse og/eller isolation – bør foretages en vurdering af, om en generel anbefaling baseret på frivillighed vil være tilstrækkelig til at hindre smittespredning, eller om det er nødvendigt at fastsætte nærmere bestemte regler om undersøgelse og/eller isolation.
Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet vil derfor også skulle finde anvendelse ved fastsættelse af regler efter dette forslag.
Det forudsættes derfor, at regler fastsat i medfør af bemyndigelsen skal være så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4. Det forudsættes også, at fastsatte regler ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde disse.
Endelig foreslås det, at udmøntning af bemyndigelsen omfattes af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser, jf. herved den foreslåede § 8.
2.4.5. Restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v.
2.4.5.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 12 c, 1. pkt., i epidemiloven, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud m.v. og sygehuse og klinikker og om undtagelser hertil. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan reglerne fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.
Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1983 af 15. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser samt sygehuse og klinikker i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvori der er fastsat restriktioner for besøg, herunder krav om at besøg skal foregå forsvarligt og under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
På socialområdet er der ligeledes af social- og indenrigsministeren fastsat regler om midlertidige besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud m.v. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1613 af 15. november 2020 om mulighed for lokalt at fastsætte midlertidige besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud m.v. på socialområdet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), med senere ændringer.
2.4.5.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende at værne om og beskytte de personer eller persongrupper, som på grund af f.eks. alder eller svækket helbred eller immunforsvar kan være særligt sårbare, hvis de smittes med en alment farlig sygdom. Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at denne persongruppe ofte kan befinde eller opholde sig eller bo på steder, hvor personerne opholder sig eller bor tæt, hvor der er fælleslokaler, og hvor der er fælles tilknyttet personale, f.eks. på sygehuse, plejehjem og -centre, botilbud m.v. En effektiv metode til at undgå, at sygdomme spreder sig på disse steder, kan efter ministeriets opfattelse være at fastsætte restriktioner for adgangen til og brugen af, herunder ophold og færden på, disse steder mest muligt, således at det sikres, at sygdomme ikke bringes ind eller spredes på stedet.
Sundheds- og Ældreministeriet er desuden opmærksom på, at der på en række andre institutioner, hvor der ikke nødvendigvis befinder sig personer med svækket helbred, kan befinde sig et større antal personer samtidigt, f.eks. botilbud, aflastningspladser, anbringelsessteder, fængsler, asylindkvarteringsfaciliteter og lignende. En effektiv metode til at undgå spredning af sygdomme er efter ministeriets opfattelse at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt mellem beboere, ansatte, pårørende m.v. Der kan således også på disse steder være behov for at fastsætte restriktioner for adgangen til og brugen af, herunder ophold og færden på, disse steder.
Desuden kan hensynet til personalet på disse steder efter omstændighederne efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse tilsige, at der fastsættes sådanne restriktioner.
Det foreslås derfor med en række væsentlige ændringer at videreføre de gældende muligheder for at iværksætte foranstaltninger over for adgangen til og brugen af private og offentlige behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v.
Det bemærkes, at Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at brugen af begrebet »institution« i væsentligt grad er udfaset på behandlings-, pleje- og omsorgsområdet. Begrebet bruges således i loven alene af simplificerings- og henvisningsgrunde som et samlebegreb for de behandlingssteder, plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud m.v., som omfattes af lovforslaget herunder også f.eks. særlige dagtilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud efter serviceloven.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at beføjelserne til at iværksætte foranstaltninger ikke bør placeres hos sundheds- og ældreministeren alene. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne, ved at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren efter den gældende epidemilov har til at iværksætte foranstaltninger gennem udstedelse af bekendtgørelser, i en ny lov placeres hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne påbyde, at der fastsættes restriktioner eller forbud.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af kommunale plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende og private alternativer dertil i den pågældende kommune. Styrelsen for Patientsikkerhed foreslås også at kunne påbyde regionsrådet at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til og brugen af offentlige og private sygehuse, klinikker, anbringelsessteder og lignende i den pågældende region. Det foreslås også, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til og brugen af konkrete statslige institutioner, hvor personer har permanent eller midlertidig bopæl eller ophold, og som den pågældende minister har driftsansvaret for.
Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner eller forbud, som omfatter plejefamilier.
Påbud vil kunne udstedes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, jf. herved de foreslåede § 23, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Den pågældende adressat for påbuddet, dvs. kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, vil herefter skulle implementere påbuddet. Det betyder, at det vil være adressaten for påbuddet, f.eks. en kommunalbestyrelse, der skal sikre, at der for de institutioner, som et påbud omhandler, og som er beliggende i kommunen, fastsættes restriktioner i overensstemmelse med påbuddet. Det bemærkes, at der ikke efter forslaget lokalt kan fastsættes yderligere restriktioner eller forbud, end hvad der følger af et påbud.
Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et sådant påbud indleder en dialog med de pågældende adressater og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v.
Påbud vil efter forslaget vil kunne omfatte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende institutioner, herunder for beboere, besøgende og ansatte. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle besøgende. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner, at kun et vist antal nære pårørende pr. beboer eller indlagte har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.
Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for besøgendes adgang til og brugen af, herunder ophold og færden på, de pågældende steder, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag.
Det forudsættes endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud samtidigt fastsætter undtagelser dertil. Et forbud mod adgang til institutionen vil eksempelvis ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et anbringelsessted. Et forbud vil ligeledes ikke kunne omfatte værger, personlige repræsentanter, advokater eller lignende. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.
Der vil også kunne fastsættes restriktioner for beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer.
Et påbud vil også kunne omfatte ansatte.
Et påbud vil kunne rettes mod én eller flere typer af institutioner i kommunen, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner for samtlige plejehjem i kommunen. Et påbud vil kunne omfatte indendørs fællesarealer og den del af boligen, som beboeren selv råder over, samt udearealer, som ligger på institutionens område.
Det foreslås også, at afgørelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed træffer, kan fravige regler i anden lovgivning. Det betyder, at de restriktioner, der fastsættes, vil kunne betyde, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning, og som ellers ville give ret til ophold på den pågældende institution, kan fraviges. Tilsvarende vil gælde for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister kan fastsætte for institutioner m.v., den pågældende minister har driftsansvaret for.
Endelig foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætter nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud, regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og regler om tidspunktet for disses ikrafttræden.
Der henvises til den foreslåede § 29 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 23, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Som led i ovenstående vurdering vil der kunne lægges vægt på anbefalinger og erfaringer fra relevante myndigheder, herunder fra sundhedsmyndighederne og politiet.
Der kan efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse opstå situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at der fastsættes generelle regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. Det gælder de situationer, hvor en alment farlig sygdom har en sådan karakter, at udbredelse af sygdommen medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af samfundet, og hvor sygdommen således kan betragtes som samfundskritisk. Henset til, at generelle regler for hele eller dele af landet vil kunne få stor betydning og indflydelse for et stort antal borgere, er det ud fra demokratiske overvejelser Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler herom bør fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet at den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås derfor, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende, sygehuse og klinikker eller lignende institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende, sygehuse og klinikker og andre institutioner eller lignende, hvor personer har permanent eller midlertidigt bopæl eller ophold, herunder eksempelvis fængsler, arresthuse, asylindkvarteringsfaciliteter. Der vil ikke kunne fastsættes regler for plejefamilier.
Der vil med bemyndigelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende institutioner.
Regler vil bl.a. kunne omhandle besøgende, f.eks. restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner, eller at kun nære pårørende har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde. Restriktioner vil kunne omfatte vil kunne omfatte betingelser for adgangen til og ophold og færden på de pågældende steder, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.
Det forudsættes i den forbindelse, at der fastsættes undtagelser om, at et forbud mod adgang til offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende, sygehuse og klinikker eller lignende institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold, eksempelvis ikke vil omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et anbringelsessted. Et forbud vil ligeledes ikke kunne omfatte værger, personlige repræsentanter, advokater eller lignende.
Reglerne vil også kunne omfatte beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer. Det skal understreges, at der ikke efter bestemmelserne kan fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at få adgang til det pågældende sted, f.eks. hvis den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet.
Endelig vil reglerne kunne omfatte ansatte.
Reglerne vil kunne fastsættes for hele landet eller være geografisk afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner.
Der vil alene kunne fastsættes regler efter forslaget, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. herved det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at regler i anden lovgivning vil kunne fraviges ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse. Det betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende institutioner, vil kunne fravige rettigheder eller pligter, som personer og myndighederne har efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om regler, som giver personer ret til adgang til eller ophold eller færden og besøg på de pågældende institutioner.
Der henvises til den foreslåede § 30 og bemærkningerne hertil.
2.4.6. Restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner, faciliteter m.v.
2.4.6.1. Gældende ret
Efter § 6 a i epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.
Bemyndigelsen er udmøntet bl.a. ved bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, med senere ændringer.
Bekendtgørelsen har løbende været anvendt til at fastsætte regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af offentlige kultur- og fritidsinstitutioner m.v., herunder regler om lukning, krav til indretning af lokaler m.v.
2.4.6.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
En effektiv metode til at undgå spredning af sygdomme er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt mellem personer, men også mellem personer og andre potentielle smittekilder, f.eks. fælles redskaber, instrumenter, faciliteter og lignede.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at offentlighedens adgang til en række offentlige institutioner og faciliteter kan medføre, at et stort antal personer samles eller befinder sig samme sted, f.eks. på biblioteker, svømmehaller og legepladser, ligesom der på disse steder kan være redskaber m.v., som bruges eller berøres af flere, f.eks. bøger, computere, legetøj, gynger, håndtag m.v.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdommes udbredelse her i landet, der efter bestemmelserne i den gældende epidemilov, er mulige at iværksætte for indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, har vist sig at være vigtige og effektive værktøjer for myndighederne til at forebygge, inddæmme og bekæmpe visse smitsomme sygdomme. Det er derfor vurderingen, at det fortsat skal være muligt at iværksætte disse foranstaltninger.
Det foreslås derfor med en række væsentlige ændringer at videreføre de gældende muligheder for at iværksætte foranstaltninger.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at beføjelserne til at iværksætte foranstaltninger ikke bør placeres hos sundheds- og ældreministeren alene. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne, ved at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren efter den gældende epidemilov har til at iværksætte foranstaltninger gennem udstedelse af bekendtgørelser, i en ny lov placeres hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne påbyde, at der fastsættes restriktioner eller forbud.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs kommunale institutioner og faciliteter i den pågældende kommune. Styrelsen for Patientsikkerhed foreslås også at kunne påbyde regionsrådet at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs regionale institutioner og faciliteter i den pågældende region. Det foreslås derudover, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til brugen af konkrete indendørs eller udendørs statslige institutioner og faciliteter, som den pågældende minister har driftsansvaret for.
Påbud vil kunne udstedes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, jf. herved de foreslåede § 23, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Den pågældende adressat for påbuddet, dvs. kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, vil herefter skulle implementere påbuddet. Det betyder, at det vil være adressaten for påbuddet, f.eks. en kommunalbestyrelse, der skal sikre, at der for de institutioner, som et påbud omhandler, og som er beliggende i kommunen, fastsættes restriktioner i overensstemmelse med påbuddet. Det bemærkes, at der ikke efter forslaget lokalt kan fastsættes yderligere restriktioner eller forbud, end hvad der følger af et påbud.
Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et sådant påbud indleder en dialog med den pågældende kommunalbestyrelse eller det pågældende regionsråd, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v.
Påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud brugen af de pågældende institutioner og faciliteter, herunder for besøgende, kunder, bruger m.v. såvel som ansatte. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter forslaget f.eks. kunne udstede påbud om, at der skal fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af bl.a. offentlige kultur- og fritidsinstitutioner. Det gælder bl.a. kommunale svømmehaller, biblioteker og museer, men også for udendørs faciliteter, f.eks. legepladser, sportspladser, idrætsanlæg og fitnessområder.
Ud over påbud om forbud mod adgangen til de pågældende institutioner vil et påbud også kunne omfatte restriktioner. Der vil bl.a. kunne udstedes påbud om at fastsætte regler om det maksimalt tilladte antal personer i lokaler, krav om opsætning af informationsmateriale, krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler, herunder eksempelvis mundbind, samt krav om adgang til eksempelvis vand, sæbe, håndsprit eller andre desinfektionsmidler.
Et påbud vil kunne rettes mod én eller flere typer institutioner eller faciliteter i kommunen, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner for disse.
Det foreslås også, at afgørelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed træffer, vil kunne fravige regler i anden lovgivning. Det betyder, at de restriktioner eller forbud, der fastsættes på baggrund af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vil kunne betyde, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning, og som ellers ville give personer ret til at adgang til eller ophold eller færden på de pågældende institutioner og faciliteter, kan fraviges. Tilsvarende vil gælde for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister kan fastsætte for institutioner og faciliteter, den pågældende minister har driftsansvaret for.
Endelig foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætter nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud, regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og regler om tidspunktet for disses ikrafttræden.
Der henvises til den foreslåede § 31 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 23, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Som led i ovenstående vurdering vil der kunne lægges vægt på anbefalinger og erfaringer fra relevante myndigheder, herunder fra sundhedsmyndighederne og politiet.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at der kan opstå situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at der fastsættes generelle regler for hele eller dele af landet på ovenstående områder, f.eks. i tilfælde hvor en alment farlig sygdom har en sådan karakter, at udbredelse af sygdommen medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af samfundet.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der også fremadrettet bør være mulighed for at fastsætte overordnede regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter.
Henset til at generelle regler for hele eller dele af landet vil kunne få stor betydning og indflydelse for et stort antal borgere, er det ud fra demokratiske overvejelser Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler herom bør fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område, og at disse generelle regler som udgangspunkt alene bør kunne fastsættes over for de samfundskritiske sygdomme, dvs. alment farlige sygdomme hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet at den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås derfor, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgang adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter. Der vil med bemyndigelsen bl.a. kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs lokaler, herunder bl.a. biblioteker og svømmehaller men også idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, som kan være forbundet med smittefare, herunder eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved de samme redskaber. Der vil også med forslaget kunne fastsættes regler, der omfatter folkekirkens institutioner og faciliteter.
Der vil med bemyndigelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgang til eller brugen af de pågældende institutioner og faciliteter.
Der vil alene kunne fastsættes regler efter forslaget, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. herved det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Regler om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle offentlighedens adgang, herunder for besøgende, brugere m.v., til de omfattede offentlige institutioner og faciliteter. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, bruger m.v., herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen de pågældende steder eller krav om at adgangen kun kan foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.
Regler vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag.
Endelig vil reglerne kunne omfattet ansatte.
Reglerne vil kunne fastsættes for hele landet eller være geografisk afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at regler i anden lovgivning vil kunne fraviges ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse. Det betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner for eller forbud adgangen til eller brugen af de pågældende institutioner og faciliteter, vil kunne fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have i medfør af anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om regler, som giver personer ret til adgang, ophold og færden på de pågældende institutioner.
Der henvises til den foreslåede § 32 og bemærkningerne hertil.
2.4.7. Restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner
2.4.7.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 22, stk. 1, i den gældende epidemilov, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan sådanne regler udstrækkes til også at omfatte andre end de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdomme, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse de pågældende steder.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige foranstaltninger, herunder nødpasning, i situationer omfattet af stk. 1.
Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler om bl.a. lukning og genåbning samt andre særlige restriktioner for skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 2053 af 18. december 2020 om lukning og genåbning samt andre særlige restriktioner for skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. i forbindelse med håndtering af covid-19.
I bekendtgørelsens §§ 1-3 er der fastsat regler om lukning af private og offentlige skoler og uddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område, herunder også regler om undtagelser til lukning.
I bekendtgørelsens §§ 8 og 9 er der fastsat regler om lukning af folkehøjskoler og videregående uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets og Kulturministeriets områder, mens § 10 indeholder regler om lukning af sprogcentre på Udlændinge- og Integrationsministeriets område. I bekendtgørelsens §§ 4-6 er der fastsat regler om folkehøjskoler og uddannelsesinstitutioner på Kulturministeriets område.
2.4.7.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er afgørende for Sundheds- og Ældreministeriet, at det sikres, at myndighederne fortsat har de muligheder, som måtte vise sig nødvendige for at forebygge, inddæmme og bekæmpe smitsomme sygdommes udbredelse i landet. Det gælder både sygdomme, som der allerede er viden om håndteringen af, men også sygdomme, som endnu ikke er kendte, og hvis udbredelse kan medføre betydelige konsekvenser for den enkelte person og for samfundet som helhed.
En effektiv metode til at undgå spredning af sygdomme er efter Sundheds- og Ældreministeriet opfattelse at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt mellem personer. Ministeriet er opmærksom på, at bl.a. dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. kan være steder, hvor mange personer kan befinde sig samtidigt og derved give grundlag for smittespredning.
Det er således ministeriets opfattelse, at der bør kunne fastsættes restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner.
Ministeriet er dog samtidigt opmærksomt på, at der efter omstændighederne kan være behov for at fastsætte undtagelser til restriktioner for visse institutioner, f.eks. for skoler med overnattende elever og for børn og unge med særlige behov, ligesom det efter omstændighederne kan være nødvendigt at sikre et minimum af nødpasning for de mindre børn.
Det foreslås derfor med en række væsentlige ændringer at videreføre de gældende muligheder for at iværksætte foranstaltninger over for offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at beføjelserne til at iværksætte foranstaltninger ikke bør placeres hos sundheds- og ældreministeren alene. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne ved at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren efter den gældende epidemilov har til at iværksætte foranstaltninger gennem udstedelse af bekendtgørelser, i en ny lov placeres hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne påbyde, at der fastsættes restriktioner eller forbud.
Det foreslås derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til kommunale og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Styrelsen for Patientsikkerhed foreslås også at kunne påbyde regionsrådet at fastsætte restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til regionale uddannelsesinstitutioner i den pågældende region. Det foreslås derudover, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af konkrete statslige skoler og andre uddannelsesinstitutioner m.v., som den pågældende minister har driftsansvaret for. Endelig foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde en konkret uddannelsesinstitution m.v., som ikke er omfattet af de øvrige bestemmelser, for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af uddannelsesinstitutionen.
Påbud vil kunne udstedes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, jf. herved de foreslåede § 23, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Den pågældende adressat for påbuddet vil herefter skulle implementere påbuddet. Det betyder, at det vil være adressaten for påbuddet, f.eks. en kommunalbestyrelse, der skal sikre, at der for de institutioner, som et påbud omhandler, som er beliggende i kommunen, fastsættes restriktioner i overensstemmelse med påbuddet. Det bemærkes, at der ikke efter forslaget lokalt kan fastsættes yderligere restriktioner eller forbud, end hvad der følger af et påbud.
Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et sådant påbud indleder en dialog med den pågældende kommunalbestyrelse eller det pågældende regionsråd, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v.
Påbud efter forslaget vil kunne omfatte restriktioner for og forbud brugen af de pågældende uddannelsesinstitutioner m.v., herunder for brugere, børn, elever, kursister m.v. såvel som ansatte. Tilsvarende gælder for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister måtte fastsætte for de institutioner, som vedkommende har driftsansvaret for.
Påbud vil kunne omfatte enhver offentlig og privat undervisnings- og uddannelsesinstitution, højskole og andre læreanstalter, ethvert dag- og døgntilbud, fritidshjem, skolefritidsordning, ungdomsklubber, fritidsklubber m.v.
Der vil bl.a. kunne udstedes påbud om at fastsætte regler om det maksimalt tilladte antal personer i lokaler, krav om opsætning af informationsmateriale, krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler, herunder eksempelvis mundbind, samt krav om adgang til eksempelvis vand, sæbe og håndsprit eller andre desinfektionsmidler.
Et påbud om forbud mod adgangen til de pågældende institutioner vil ikke kunne omfatte ansatte på uddannelsesinstitutionerne. Et forbud fastsat i medfør af forslaget vil således ikke være til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne, eleverne m.v. ikke har mulighed for fremmøde. Restriktioner fastsat i medfør bestemmelserne vil dog kunne omfatte ansatte, f.eks. krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler, herunder eksempelvis mundbind.
Styrelsen for Patientsikkerhed vil bl.a. kunne påbyde en kommunalbestyrelse midlertidigt at udstede restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af eksempelvis kommunale eller private skoler eller dagtilbud i den pågældende kommune. Et sådant påbud vil kunne vedrøre et eller flere typer af institutioner i kommunen, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner for samtlige grundskoler og kommunale ungdomsskoler i kommunen for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Det foreslås også, at afgørelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed træffer, vil kunne fravige regler i anden lovgivning. Det betyder, at de restriktioner eller forbud, der fastsættes på baggrund af et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vil kunne betyde, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning, herunder ret til adgang til eller opholde eller færden på den pågældende uddannelsesinstitution, kan fraviges. Tilsvarende vil gælde for de restriktioner og forbud, som vedkommende minister kan fastsætte for uddannelsesinstitutioner, den pågældende minister har driftsansvaret for.
Endelig foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætter nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud, regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og regler om tidspunktet for disses ikrafttræden.
Der henvises til den foreslåede § 33 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at det som følge af det foreslåede § 23, stk. 3, forudsættes, at foranstaltninger er så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det forudsættes også, at foranstaltninger skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde foranstaltningen.
Som led i ovenstående vurdering vil der kunne lægges vægt på anbefalinger og erfaringer fra relevante myndigheder, herunder fra sundhedsmyndighederne og politiet.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at der kan opstå situationer, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at der fastsættes generelle regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Det gælder de situationer, hvor en alment farlig sygdom har en sådan karakter, at udbredelse af sygdommen medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af samfundet, og hvor sygdommen således kan betragtes som samfundskritisk.
Henset til at generelle regler for hele eller dele af landet vil kunne få stor betydning og indflydelse for et stort antal borgere, er det ud fra demokratiske overvejelser Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler herom bør fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås derfor, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner og regler om nødpasning.
Bemyndigelsen til de relevante ministre vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af om restriktioner for og forbud mod adgangen til eller brugen af private og offentlige dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Det vil gælde ethvert privat og offentligt dagtilbud, skole, uddannelsesinstitution og andre institutioner, herunder kommunale dagstilbud, private institutioner efter dagstilbudsloven, folkeskoler, friskoler, privatskoler, efterskoler, kommunale ungdomsskoler, universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner.
Der vil med bemyndigelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende offentlige og private dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner m.v. Der vil ligeledes med bemyndigesen kunne fastsættes regler om midlertidig lukning heraf og regler om nødpasning i den forbindelse.
Regler om at fastsætte restriktioner vil bl.a. kunne omhandle restriktioner for antallet af personer, der kan tillades adgang til de pågældende institutioner, herunder om begrænsning i antallet af elever og studerende eller klasse- og holdstørrelser med henblik på at sikre, at eleverne og studerende kan holde passende afstand mellem hinanden. Restriktioner vil også kunne omfatte betingelser for adgangen til eller brugen af institutionerne, herunder ophold og færden på de pågældende institutioner, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende- eller hygiejnetiltag. Der vil også kunne fastsættes regler om, at institutionen skal indrettes på en bestemt måde, så det sikres, at der holdes behørig afstand mellem personer, der opholder eller befinder sig på institutionen.
Der vil ligeledes kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgang for besøgende, f.eks. forældre til elever, kursister, de studerende m.v. og andre personer uden tilknytning til institutionen.
Der vil ikke med bemyndigelsen kunne fastsættes forbud mod adgangen til pågældende uddannelsesinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.
Der vil alene kunne fastsættes regler, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. herved det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil kunne fastsættes for hele landet eller være geografisk afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at regler i anden lovgivning vil kunne fraviges ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse. Det betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af, vil kunne fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om regler, som giver personer ret til adgang, ophold og færden på de pågældende institutioner.
Der henvises til den foreslåede § 34 og bemærkningerne hertil.
2.4.8. Restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af transportmidler
2.4.8.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 12 a, 1. pkt., i epidemiloven, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan reglerne fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.
Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1894 af 9. december 2020 om krav om mundbind m.v. i kollektiv trafik m.v. i forbindelse med håndtering af covid-19. I bekendtgørelsen er der fastsat krav om anvendelse af mundbind eller visir ved benyttelse af en række former for kollektiv trafik for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal rejsende på 12 år og derover have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir ved togtrafik, herunder privatbaner, letbaner og metro, buskørsel, dvs. både lokale og regionale busruter, skolebusser, x-busser, fjernbusser, turistbusser og anden kørsel i bus, der kræver tilladelse i henhold til lov om buskørsel, taxikørsel og anden erhvervsmæssig persontransport, som kræver tilladelse i henhold til taxilov, og færgetrafik, herunder indenrigsfærger og færger, der sejler mellem Danmark og havne i udlandet.
Uberettiget undladelse af at bære mundbind eller visir efter stk. 1 kan efter bestemmelsens stk. 2 medføre bortvisning.
Efter § 2, stk. 1, skal personer på 12 år og derover, der befinder sig på en tog-, metro- eller busstation, et letbanestoppested, en letbanestation eller i en færgeterminal tildække mund og næse ved brug af mundbind eller visir.
Uberettiget undladelse af at bære mundbind eller visir efter stk. 1 kan efter bestemmelsens stk. 2 medføre bortvisning.
Efter §§ 3 og 4 gælder en række undtagelser til kravet om at anvende mundbind eller visir.
Efter § 3 gælder kravet om mundbind eller visir ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
Efter § 4 kan mundbind eller visir fjernes helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det. Det gælder under kortvarig indtagelse af mad og drikke, såfremt dette er tilladt i henhold til ordensregler for det pågældende transportmiddel, station m.v., under indtagelse af medicin, under ophold i eget køretøj under færgeoverfart, såfremt dette er tilladt i henhold til færgeselskabets ordensregler, under samtale med personer, der mundaflæser, hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser, eller hvis politiet skal foretage identifikation.
Ved mundbind forstås efter § 5, stk. 1, engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet. Ved visir forstås efter § 5, stk. 2, skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.
I bekendtgørelsen §§ 6 og 7 er der desuden fastsat krav til transportvirksomheder m.v.
Efter § 6 skal jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt med staten, trafikselskaber og udmeldte økommuner, jf. lov om trafikselskaber, Metroselskabet I/S, færgeselskaber, kørselskontorer, bestillingskontorer, limousinevirksomheder, kommunalbestyrelser, regionsråd og busselskaber med tilladelse i henhold til lov om buskørsel, opfylde en række krav. Det gælder bl.a. krav om, at kravet om mundbind eller visir, samt muligheden for bortvisning af rejsende, som uberettiget undlader at bruge mundbind eller visir, skal fremgå af rejseregler, ordensregler eller lignende, ligesom det skal sikres, at der i transportmidler og på stationer m.v., opsættes skilte eller andet informationsmateriale om kravet om at bruge mundbind eller visir. Derudover følger det af bestemmelsen, at der skal ske håndhævelse af rejseregler, ordensregler eller lignende om mundbind eller visir i overensstemmelse med den sædvanlige håndhævelse af sådanne regler m.v.
Efter § 7, stk. 1, skal arbejdsgivere for ansatte i kollektiv trafik m.v. påse, at de ansatte i arbejdstiden har tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, så længe de ansatte befinder sig i transportmidlet eller på en station m.v., medmindre de ansatte opholder sig i et aflukket rum eller bag en afskærmning, hvortil det alene er ansatte, der har adgang.
Efter § 7, stk. 2, skal arbejdsgivere for chauffører i taxikørsel og anden erhvervsmæssig persontransport, der kræver tilladelse efter taxiloven, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, skal påse, at chaufføren i arbejdstiden har tildækket næse og mund ved brug af mundbind eller visir, så længe chaufføren befinder sig i transportmidlet med passagerer.
Dog kan mundbind eller visir fjernes midlertidigt, hvis der i en konkret færdselssituation opstår problemer med den ansattes mulighed for udsyn, jf. § 7, stk. 3.
Endelig er der i § 8 fastsat bødestraf for overtrædelse af reglerne i bekendtgørelsen. Således straffes med bøde den, der overtræder § 6 eller § 7, stk. 1, og den, der ikke forlader transportmidlet eller stationen m.v., efter at være blevet bortvist i forbindelse med den håndhævelse, som transportvirksomheder m.v. foretager af kravet om mundbind eller visir efter rejseregler, ordensregler eller lignende. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar.
2.4.8.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at mulighederne for at fastsætte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af transportmidler har vist sig at være vigtige og effektive værktøjer for myndighederne til at forebygge, inddæmme og bekæmpe visse smitsomme sygdomme.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der også fremadrettet bør være mulighed for at fastsætte overordnede regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud med adgang til eller brugen af transportmidler.
Henset til, at transportområdet udgør en essentiel del af den danske infrastruktur, og at generelle regler for hele eller dele af landet om restriktioner for transportmidler vil kunne få stor betydning for og vidtgående indflydelse på et stort antal borgere og virksomheder, er det ud fra demokratiske overvejelser Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler herom bør fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område, f.eks. transportministeren eller erhvervsministeren. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet at den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at sådanne generelle regler som udgangspunkt alene bør kunne fastsættes, hvis der er tale om en samfundskritiske sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.
Det foreslås derfor, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren, kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af transportmidler.
Der vil alene kunne fastsættes regler efter forslaget, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod adgangen til eller brugen af transportmidler. Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om forbud mod eller restriktioner for adgangen til ethvert privat og offentligt transportmiddel, herunder kollektiv trafik. Det gælder således bl.a. togtrafik, herunder privatbaner, letbaner, S-tog og metro, buskørsel, herunder både lokale og regionale busruter, skolebusser, x-busser, fjernbusser, turistbusser og anden kørsel i bus, taxikørsel og anden erhvervsmæssig persontransport, turistbåde, havnebusser, færgetrafik, herunder indenrigsfærger og færger, der sejler mellem Danmark og havne i udlandet samt indenrigs lufttrafik.
Restriktioner for transportmidlerne, herunder for adgangen dertil, vil bl.a. kunne omfatte regler om indretning, tilladt maksimalbelægning og krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag.
Der vil også efter forslaget kunne fastsættes restriktioner eller forbud for transportørerne om at stille transport til rådighed.
Der vil samtidigt kunne fastsættes regler om, at uberettiget undladelse af at overholde restriktioner, f.eks. krav om mundbind eller visir, kan medføre bortvisning fra transportmidlet eller straf i form af bøde.
Der vil desuden kunne fastsættes krav til transportørerne, transportselskaberne m.v. om at sikre, at de fastsatte regler efterleves, samt om, at transportørernes og transportselskabernes manglende opfyldelse af de fastsatte krav, vil kunne medføre straf i form af bøde.
Reglerne vil kunne fastsættes for hele landet eller være geografisk afgrænset til f.eks. regioner eller kommuner.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at regler i anden lovgivning vil kunne fraviges ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse. Det betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner for eller forbud adgangen til eller brugen af transportmidler, vil kunne fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om regler, som giver personer ret til adgang til eller brug af transportmidler, ligesom der kan være tale om forpligtelser for myndigheder til at drive transportmidler eller stille disse til rådighed.
Der henvises til den foreslåede § 35 og bemærkningerne hertil.
2.4.9. Restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang
2.4.9.1. Gældende ret
Efter § 12 b, 1. pkt., i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler og andre lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan reglerne fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.
Bemyndigelsen er udmøntet bl.a. ved bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, med senere ændringer.
Bekendtgørelsen har løbende været anvendt til at fastsætte regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af fysiske og juridiske personers lokaler og lokaliteter, herunder bl.a. regler om lukning, krav til indretning af lokaler m.v., og for hvilke varer, der må sælges, og hvornår på døgnet disse må sælges.
2.4.9.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
En effektiv metode til at undgå spredning af sygdomme er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse at undgå kontakt mellem smittekilder, herunder kontakt mellem personer, men også mellem personer og andre potentielle smittekilder, f.eks. fælles redskaber, instrumenter, faciliteter og lignende.
Ministeriet er opmærksomt på, at lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, kan være steder, hvor mange personer befinder sig samtidigt, står tæt eller på anden måde risikerer at overføre sygdomme til hinanden.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de muligheder, der efter gældende ret er for at fastsætte restriktioner for og forbud imod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, kan være vigtige og effektive værktøjer for myndighederne til at forebygge, inddæmme og bekæmpe visse smitsomme sygdomme.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der også fremadrettet bør være mulighed for at fastsætte overordnede regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
Henset til, at forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, kan medføre betydelige og omfattende konsekvenser for bl.a. erhvervsdrivende og foreningslivet, er det ud fra demokratiske overvejelser Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler herom bør fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område, f.eks. erhvervsministeren eller kulturministeren. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet at den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at disse generelle regler som udgangspunkt alene bør kunne fastsættes over for de samfundskritiske sygdomme, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.
Det foreslås derfor, at erhvervsministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
Der vil alene kunne fastsættes regler efter forslaget, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for ethvert lokale eller lokalitet, som fysiske eller juridiske personer råder over, og som offentligheden har adgang til. Det vil bl.a. gælde enhver fysisk butik og forretningslokale, og lokaler hvorfra der leveres tjenesteydelser, service, underholdning m.v. Som eksempler kan nævnes bl.a. supermarkeder, byggemarkeder, fitnesscentre, restauranter og barer, spillehaller, svømmehaller, træningscentre og biografer, men også udendørs lokaliteter som f.eks. planteskoler, zoologiske haver, dyreparker m.v. Lokaler og lokaliteter tilhørende trossamfund uden for fokekirken vil ligeledes kunne være omfattet. Der kan alene fastsættes regler for lokaler og lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang.
Restriktioner vil kunne omfatte regler om det maksimalt tilladte antal personer pr. m2 gulvareal, opsætning af informationsmateriale, krav om hygiejne og om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler, eksempelvis mundbind, begrænsninger for hvilke varer, der må sælges, og hvornår på døgnet disse må sælges, samt krav om brug af handsker.
Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om forbud mod adgangen til de pågældende lokaler og lokaliteter. Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et forbud rettet mod adgang til eller restriktion for et lokale, som en erhvervsdrivende råder over, hvortil offentligheden har adgang, efter omstændighederne vil kunne udgøre ekspropriation.
Reglerne vil kun fastsættes for hele landet eller være geografisk afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at erhvervsministeren eller vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det foreslås, at anden lovgivning kan fraviges ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelse. Det betyder, at de regler, som erhvervsministeren eller vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner eller forbud, vil kunne fravige rettigheder eller pligter, som personer, virksomheder, myndighederne m.fl. måtte have efter anden lovgivning. Der kan f.eks. være tale om regler, som giver personer ret til adgang til de pågældende lokaler eller lokaliteter, ligesom der kan være tale om rettigheder, som erhvervsdrivende måtte have, f.eks. til salg af bestemte varer eller til bestemte åbningstider.
Der henvises til den foreslåede § 36 og bemærkningerne hertil.
2.4.10. Anvendelse af personlige smitteforbyggende midler i det offentligt rum
2.4.10.1. Gældende ret
Der er ikke efter gældende ret mulighed for at fastsætte regler om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum, herunder eksempelvis krav om anvendelse af mundbind eller visir.
Regler herom kan derimod fastsættes for en række områder, hvor der i øvrigt efter den gældende epidemilov er mulighed for at fastsætte restriktioner. Der er således efter gældende ret bl.a. fastsat krav om anvendelse af mundbind eller visir ved anvendelse af visse transportmidler, ligesom der er fastsat krav herom i sundheds- og ældresektoren samt på visse dele af socialområdet og på serveringssteder, i detailhandlen, kultur- og kirkeinstitutioner, idræts- og foreningsfaciliteter, i jobcentre, i borgerservicecentre og på uddannelsesinstitutioner.
2.4.10.2. Sundheds- og Ældreministeriet overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at en række smitsomme sygdomme kan spredes via dråber, f.eks. gennem spyt. Det gælder bl.a. Coronavirussygdom 2019 (covid-19) og andre beslægtede luftvejsvira, f.eks. SARS og MERS.
Sundheds- og Ældreministeriet er desuden opmærksomt på, at anvendelse af personlige smitteforbyggende midler, herunder mundbind, kan have en vis smitteforebyggende effekt, særligt kombineret med andre smitteforebyggende tiltag, herunder opretholdelse af en vis afstand mellem personer.
I forbindelse med den igangværende covid-19-epidemi er Sundheds- og Ældreministeriet opmærksomt på, at både danske og udenlandske sundhedsmyndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen og WHO, i visse tilfælde har anbefalet brugen af mundbind i det offentlige rum, f.eks. i offentlig transport, ved risiko for tæt ansigt-til-ansigt-kontakt, f.eks. i liberale erhverv, og ved omsorg for personer i særlig risiko, når selvisolation brydes, f.eks. for at bevæge sig til klinik eller sygehus osv.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at et krav om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler i det offentlige rum ikke blot vil kunne medvirke til at nedsætte risikoen for smitte fra sygdomme, særligt sygdomme som kan have asymptomatiske og præsymptomatiske bærere, dvs. personer, der ikke har symptomer, men ligeledes vil kunne medvirke til at reducere stigmatisering af personer, der ønsker at bruge mundbind. Et krav vil derudover kunne medvirke til at skabe større opmærksomhed om alvorligheden af en smitsom sygdom blandt befolkningen, derved at et krav kan fungere som en påmindelse om, at man skal efterleve også øvrige smitteforebyggende tiltag, herunder afstand, reducere kontakt, opretholde et højt niveau af hygiejne og rengøring m.v.
Sundheds- og Ældreministeriet er dog samtidigt opmærksomt på de negative konsekvenser, der kan være forbundet med krav om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler. Det gælder bl.a. risikoen for øget kontaktsmitte, hvis det smitteforebyggende middel ikke håndteres og anvendes korrekt, f.eks. hvis det berøres under brug eller hvis det tages af og på uden efterfølgende håndvask eller afspritning. Der vil også kunne være øget risiko for smitte, hvis eksempelvis et mundbind ikke udskiftes, når det er fugtigt eller forurenet, da det kan påvirke filtreringsgraden og evnen til at beskytte bæreren. Derudover kan eksempelvis et mundbind for visse personer medføre gener i form af kvælningsfornemmelse og åndedrætsbesvær. Endelig vil brugen af mundbind også kunne have negativ betydning for relations- eller behandlingsarbejde med f.eks. udsatte børn.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der med henblik på at kunne håndtere epidemier fremadrettet og sikre befolkningens sundhed, særligt mod sygdomme, som smitter gennem dråber, bør kunne fastsættes regler om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler i det offentlige rum.
Det er dog samtidigt Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det ved fastsættelse af regler herom vil skulle vurderes, om der kan være situationer, der kan begrunde fravigelse af dette krav, for eksempel for visse personer eller i visse situationer.
Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at regler om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler i det offentlige rum bør kunne fastsættes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af både en alment farlig og en samfundskritisk sygdom. Udmøntning af bemyndigelsen bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse være omfattet at den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås derfor, sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum.
Reglerne vil kunne fastsættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum.
Ved det offentlige rum forstås områder, som enhver har adgang til, herunder eksempelvis veje, offentlige parker, strande, torve, pladser og skove. Også busstoppesteder, holdepladser og lignende vil kunne være omfattet. Der vil ikke kunne fastsættes regler for private hjem.
Med personlige smitteforebyggende midler forstås f.eks. mundbind og visir. Der vil samtidig efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om, hvilke personlige smitteforebyggende midler, der kan anvendes, og hvordan de kan anvendes.
Det forudsættes, at der ved fastsættelse af regler samtidigt tages højde for og efter omstændighederne fastsættes undtagelser for situationer og persongrupper, som kan undtages fra kravet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at kravet ikke skal gælde i situationer, hvor der kortvarigt indtages mad eller drikke eller medicin, under samtale med personer, der mundaflæser, hvis det personlige smitteforebyggende middel giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser eller ved krav om identifikation fra eksempelvis politiet. Det samme gælder, hvis børn og unge eller personer med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse af forskellige årsager skal trøstes eller bliver skræmt over brugen af mundbind eller visir.
Der vil også kunne fastsættes regler om, at kravet ikke skal gælde for personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære personlige smitteforebyggende midler, f.eks. mundbind eller ansigtsvisir.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
2.5. Foranstaltninger mod indførelse af alment farlige og samfundskritiske sygdomme i landet
2.5.1. Gældende ret
Kapitel 4 i den gældende epidemilov indeholder en række bestemmelser om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdommes indførelse i landet. Der findes endvidere enkelte bestemmelser herom i lovens kapitel 3 og 5.
Fastsættelse af restriktioner for international rejse og handel, som er sundhedsmæssigt begrundede, skal endvidere ske under iagttagelse af reglerne i det internationale sundhedsregulativ (IHR).
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 12 a, 1. pkt., når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land.
Bemyndigelsesbestemmelsen er bl.a. udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1708 af 27. november 2020 om forbud mod landgang for krydstogtskibe m.v. i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Det fremgår bl.a. heraf, at der gælder et generelt forbud for passagerer og besætningsmedlemmer om bord på krydstogtskibe samt andre passagerskibe, der lægger til i danske havne, eller som befinder sig på dansk søterritorium, og som er indrettet til mere end 100 passagerer, mod at få adgang til land, jf. stk. 1 og 2.
Forbuddet gælder dog ikke skibe på en fast rute, hvor der regelmæssigt er ankomst og afgang i en dansk havn. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 4, kan epidemikommissionen eller den, kommissionen har bemyndiget hertil, i konkrete tilfælde give tilladelse til passagerers og besætningsmedlemmers adgang til at gå i land fra de nævnte skibe, herunder tilladelse til landgang med henblik på nødvendig lægehjælp og besætningsmedlemmers afmønstring.
Det følger endvidere af epidemilovens § 13, stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.
Ved et skibs ankomst skal føreren og en eventuel skibslæge efter § 13, stk. 2, 1. pkt., meddele sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt efter § 13, stk. 2, 2. pkt., luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.
Efter § 13, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.
Bestemmelsen er bl.a. udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. Der henvises til afsnit 2.6.1.1 for en nærmere beskrivelse heraf.
Bestemmelsen er endvidere udmøntet ved bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet, som i kapitel 3 indeholder nærmere regler om den oplysningspligt, der påhviler føreren af et skib og en eventuel skibslæge samt den oplysningspligt, der påhviler et luftfartøjs fører eller dennes befuldmægtigede. Det fremgår bl.a. heraf, at føreren og en eventuel skibslæge samt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede er forpligtet til at underrette epidemikommissionen eller den, som optræder på kommissionens vegne, såfremt der under rejsen eller på ankomsttidspunktet er forekommet sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom.
Sundheds- og ældreministeren kan efter epidemilovens § 14, stk. 1, bestemme, i hvilket omfang der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land, før sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren har bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem.
Politiet yder efter bestemmelsens stk. 2 efter anmodning bistand med henblik på at sikre overholdelsen af bestemmelser om, at der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land.
Beføjelsen til at meddele tilladelse til frit samkvem efter epidemilovens § 14, stk. 1, er tillagt epidemikommissionen eller den kommissionen har bemyndiget hertil, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., og § 4 i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet.
Efter epidemilovens § 15, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren bestemme, at §§ 13 og 14 kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der ankommer fra nærmere angivne lande eller går i regelmæssig rutefart, og for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer.
Sundheds- og ældreministeren bestemmer efter § 15, stk. 2, hvilke lempelser der skal gælde for orlogsfartøjer og militære luftfartøjer.
Der er i medfør af § 15, stk. 1 og 2, bl.a. fastsat særlige regler for orlogsfartøjer, nærmere angivne luftfartøjer i rute- og charterflyvning, samt danske og fremmede militære luftfartøjer, jf. § 5, §§ 8-9 og § 19 i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet.
Efter § 15, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren med henblik på opfyldelse af traktater fravige bestemmelserne i §§ 13-19. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. 118, betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 9. marts 1979, bemærkninger til ændringsforslag nr. 4, vedrørende § 15, at dette ændringsforslag træder i stedet for § 38 i den dagældende karantænelov, i medfør af hvilken der er indgået overenskomst om lempelser af den karantænemæssige kontrol med trafikken mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige samt Færøerne. Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at den dagældende bestemmelse i karantæneloven og den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med WHO's karantæneregulativ, der åbner adgang til, at to eller flere stater, der på grund af geografiske, sundhedsmæssige, sociale eller økonomiske forhold har fælles interesser, kan indgå særlige aftaler med det formål at lempe karantæneforanstaltningerne for den indbyrdes trafik. Med henblik på at sikre, at der fortsat vil være adgang til at indgå aftaler om lempelser, er det efter fornyede overvejelser fundet nødvendigt at have en egentlig lovhjemmel hertil. Det fremgår herudover, at det blev forudsat, at aftalerne som hidtil ville indebære en gensidig lempelse af karantænebestemmelserne i de kontraherende lande. De eksisterende aftaler ville ved vedtagelsen af ændringsforslaget forblive i kraft.
Efter epidemilovens § 16, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren påbyde, at enhver, der ankommer her til landet, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus.
Efterkommes påbuddet efter stk. 1 ikke, kan den pågældende efter bestemmelsens stk. 2, ved politiets hjælp fremstilles for en læge til undersøgelse, ligesom den pågældende om nødvendigt ved politiets hjælp kan tvangsindlægges til observation på et sygehus.
Kompetencen til at udstede påbud efter § 16, stk. 1, er i medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 366 af 4. april 2020 om bemyndigelse af sundheds- og ældreministerens beføjelser og pligter efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme til andre myndigheder tillagt Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter epidemilovens § 17 er enhver, der ankommer her til landet, i øvrigt underkastet reglerne i lovens §§ 5-12 f.
Det følger af lovbemærkningerne til bestemmelsen, jf. lovforslag 133 som fremsat af sundheds- og ældreministeren den 12. marts 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 20, at det fremgår af epidemilovens § 17, at enhver, der ankommer her til landet, i øvrigt er underkastet reglerne i lovens §§ 6-12, samt at det foreslås, at bestemmelsen udvides til at omfatte §§ 6-12 f.
Sundheds- og ældreministeren fastsætter efter epidemilovens § 18, stk. 1, regler om, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre indførelse og udbredelse af en sygdom, der er omfattet af denne lov.
Efter § 18, stk. 2, 1. pkt., fastsætter sundheds- og ældreministeren regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller andre gnavere og vektorer fører smitte fra en sygdom, der er omfattet af denne lov, ind eller ud af landet. Efter § 18, stk. 2, 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren herunder fastsætte, at en statslig myndighed, som sundheds- og ældreministeren i medfør af § 2 a, stk. 1, måtte have pålagt at bistå med opgaven, lade nærmere bestemte praktiske foranstaltninger udføre ved en autoriseret rottebekæmper, der tillige kan udføre opgaven for så vidt angår vektorer.
Det følger af lovbemærkningerne til § 18, stk. 2, at baggrunden for bestemmelsen bl.a. var WHO’s sundhedsregulativ fra 2005, som Danmark har tilsluttet sig, og hvori de hidtidige rottecertifikater for skibe erstattes af hygiejnecertifikater, samt Sundhedsstyrelsens redegørelse af 8. august 2008 vedrørende indførelse af hygiejnecertifikater til skibe, hvori Sundhedsstyrelsen redegør nærmere for kravene til de nye certifikater og for den praktiske implementering, jf. lovforslag nr. 32, som fremsat den 9. oktober 2008 af ministeren for sundhed og forebyggelse.
§ 18 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet, der i kapitel 4 og 5 indeholder bestemmelser om henholdsvis foranstaltninger mod bagage, gods, post og andet løsøre og hygiejnecertifikater til skibe. Det følger bl.a. af bekendtgørelsens § 12, at skibe, der ankommer fra udlandet, og som er i besiddelse af gyldigt fritagelsescertifikat for hygiejnekontrol af skibe eller certifikat for hygiejnekontrol af skibe, ikke skal undersøges for rotter eller andre gnavere og vektorer, medmindre det fremgår direkte af certifikatet.
For at være gyldige skal de pågældende certifikater være udstedt af epidemikommissionen eller den, kommissionen har bemyndiget hertil, i en af de i § 17 nævnte havne eller af tilsvarende myndighed i en udenlandsk, certifikatberettiget havn. Hvis et skib, der ankommer fra udlandet, ikke er i besiddelse af et gyldigt fritagelsescertifikat, skal skibet undersøges, jf. bekendtgørelsens § 13.
De stedlige epidemikommissioner har i medfør af epidemilovens § 4 bemyndiget Styrelsen for Patientsikkerhed til at varetage forskellige opgaver, herunder til at udstede hygiejnecertifikater.
Der har tidligere været adgang til at opkræve betaling for udgifter samt ekspeditionsgebyr til epidemikommissionerne i forbindelse med de undersøgelser, der udføres i henhold til lovens § 18, stk. 2. Det fremgik af den dagældende epidemilovs § 28, at regionerne afholdt alle udgifter efter loven, herunder de i § 27 nævnte erstatninger, bortset fra følgende: 1) Ejeren af et skib eller luftfartøj afholder efter regler fastsat af ministeren for sundhed og forebyggelse udgifterne til undersøgelse for og eventuel udryddelse af rotter eller andre gnavere og vektorer i henhold til § 18, stk. 2, herunder et beløb til dækning af epidemikommissionens omkostninger. 2) Ejeren af et skib eller luftfartøj, der efter epidemikommissionens skøn kun anløber havn eller foretager landing for at landsætte syge eller lig, afholder udgifterne til eventuelle foranstaltninger iværksat i medfør af loven, bortset fra udgifter til lægeundersøgelse og til andre supplerende undersøgelser, der er nødvendige for at konstatere en undersøgt persons helbredstilstand. 3) I de tilfælde, der er nævnt i nr. 2), afholder ejeren af skibet eller luftfartøjet udgifterne til de syges behandling og pleje samt til de dødes begravelse eller ligbrænding. 4) Udgifter til foranstaltninger, der i strandingstilfælde iværksættes i henhold til loven, dækkes så vidt muligt af værdien af det strandede gods. 5) Personer, der uberettiget går om bord i et skib eller luftfartøj, før tilladelse til frit samkvem er meddelt, afholder udgifter, som opstår herved. Stk. 2. Udgifter, som en myndighed har afholdt i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1), 1. pkt., og nr. 2) - 5), er tillagt udpantningsret. Denne adgang blev ophævet ved lov nr. 208 af 17. marts 2020, jf. lovens § 1, nr. 28, hvorefter epidemilovens § 28 blev ophævet.
Efter epidemilovens § 19, stk. 1, udsteder sundheds- og ældreministeren efter begæring til fragtføreren vederlagsfrit attest (karantænebevis) om, hvilke foranstaltninger skibe, luftfartøjer, jernbanevogne og køretøjer har været underkastet i henhold til denne lov (nr. 1), hvilke dele af befordringsmidlet foranstaltningerne er truffet over for (nr. 2), den anvendte fremgangsmåde (nr. 3) og grunden til, at foranstaltningerne er iværksat (nr. 4).
Efter bestemmelsens stk. 2 skal attesten for luftfartøjer efter begæring påføres den for luftfartøjet udfærdigede almindelige deklaration (»General Declaration«).
Efter stk. 3 udsteder sundheds- og ældreministeren vederlagsfrit attest til:
1) enhver rejsende om datoen for hans ankomst og afrejse samt om de foranstaltninger, han og hans bagage har været underkastet, og
2) afsenderen, modtageren og fragtføreren eller disses repræsentanter om de foranstaltninger, godset har været underkastet.
§ 19 blev indsat i epidemiloven ved lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme. Det fremgår af lovbemærkningerne, at bestemmelsen svarer til karantænelovens § 14, jf. lovforslag nr. L 118, fremsat den 15. december 1978 af indenrigsministeren, bemærkningerne til § 19.
Karantæneloven blev ophævet ved lov nr. 114 af 21. marts 1979, jf. lovens § 31, stk. 2, nr. 5. Det fremgår af karantænelovens § 14, at kompetencen til at udstede vederlagsfri attester var tillagt karantænekommissionerne. Kompetencen blev overført fra karantænekommissionerne til epidemikommissionerne ved lov nr. 114 af 21. marts 1979, hvor de daværende epidemi- og overepidemikommissioner blev erstattet af en epidemikommission for hver enkelt amtsrådskreds.
Kompetencen til at udstede vederlagsfri attester blev herefter ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 overført til sundheds- og ældreministeren. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslaget samtidig foreslås, at kompetencen på en række områder overføres fra epidemikommissionerne til sundheds- og ældreministeren, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 22, lovforslag nr. 133, fremsat den 12. marts 2020 af sundheds- og ældreministeren.
Bestemmelsen ses ikke anvendt i praksis.
2.5.2. Sundheds- og Ældreministeriet overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet foreslår, at de gældende regler i epidemiloven, som har til formål at sikre mulighed for at hindre, at smitsomme sygdomme indføres i landet, i vidt omfang videreføres, dog således at det, i det omfang det er muligt, præciseres direkte i loven, hvilken myndighed der skal varetage opgaven. Endvidere præciseres det, at reglerne alene gælder ved alment farlige og samfundskritiske sygdomme.
Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslaget samtidig foreslås, at der på en række områder skal ske en decentralisering af lovens beføjelser derved, at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren i dag efter den gældende epidemilov har til at iværksætte tiltag og foranstaltninger, i en ny lov placeres hos vedkommende minister eller myndighed.
De opgaver, som i dag ved bekendtgørelse er tillagt epidemikommissionerne, foreslås først og fremmest overført til Styrelsen for Patientsikkerhed, der allerede i dag i praksis varetager opgaven i samarbejde med politiet. Der henvises i den forbindelse til beskrivelsen af gældende regler i afsnit 2.5.1.
Det er således vurderingen, at Styrelsen for Patientsikkerhed besidder de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer til at træffe beslutning om tilladelse til frit samvær, når skibe og luftfartøjer ankommer til landet, og beslutning om, at det som betingelse for en tilladelse til frit samvær kan kræves, at passagerer og besætningsmedlemmer skal lade sig undersøge m.v.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister tillægges kompetence til at udstede bekendtgørelser om det nærmere indhold af den underretningspligt, som skal påhvile ansvarshavende for skibe og luftfartøjer, når de ankommer til landet, hvis der er personer om bord, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan.
Vedkommende minister vil være den ressortminister, der har ansvaret for det pågældende transportmiddel. Det betyder eksempelvis, at sundheds- og ældreministeren vil kunne udstede regler om underretningspligten for skibe efter forhandling med erhvervsministeren, og efter forhandling med transportministeren, hvis det drejer sig om luftfartøjer.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister skal kunne fastsætte regler om underretningspligt for ansvarshavende for andre transportmidler, herunder busser og tog, om at afgive sådanne oplysninger om, at personer ombord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan. Som reglerne er i dag er det alene ansvarshavende m.fl. for skibe og luftfartøjer, som har pligt til at oplyse om eventuel smitsom sygdom ombord. Det vurderes hensigtsmæssigt, at det sikres, at der også er mulighed for at fastsætte regler om, at ansvarshavende for andre transportmidler har pligt til at afgive relevante oplysninger i tilfælde af, at der er personer om bord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan.
Det foreslås herudover, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personer, der ankommer til Danmark med skib, luftfartøj eller et andet transportmiddel, ikke må have samvær med personer i land, før Styrelsen for Patientsikkerhed har meddelt tilladelse hertil. Det foreslås i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte som betingelse for at meddele tilladelse til frit samvær med personer i land, at passagerer og besætningsmedlemmer på transportmidlet lader sig undersøge for, om de lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de lader sig isolere, samt at de pågældende om nødvendigt lader sig indlægge til observation på et sygehus.
Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at der herudover er behov for at kunne fastsætte generelle regler om, at personer, der ankommer til landet fra eller har bopæl i nærmere angivne lande eller områder, skal fremvise dokumentation for, at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, samt at de er forpligtet til at lade sig undersøge for, om de har en sådan sygdom. Det foreslås derfor, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler herom. Vedkommende minister vil være både justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren, da politiet, som hører under justitsministerens ressort, varetager opgaver forbundet med grænsekontrol, hvorimod EU-reglerne om indrejse henhører under udlændinge- og integrationsministerens ressort. Det vil eksempelvis være relevant at kunne fastsætte generelle regler herom i tilfælde, hvor det på baggrund af sundhedsfaglige vurderinger af forekomst af smitte i udlandet vurderes nødvendigt for at forebygge, at der føres smitte ind i landet, at nærmere bestemte grupper af indrejsende som betingelse for indrejse skal fremvise dokumentation for, at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det vil f.eks. kunne være dokumentation i form af et analyseresultat, der viser, at den pågældende ikke lider af den pågældende sygdom, eller en vaccinationsattest, der dokumenterer, at den indrejsende er vaccineret mod den pågældende sygdom. Der vil ligeledes kunne fastsætte regler om, at indrejsende skal lade sig undersøge for, om de har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Der vil alene kunne fastsættes generelle regler herom, hvis det er nødvendigt for at forebygge indførsel af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom i landet.
Det bemærkes, at sådanne fastsatte regler vil gælde i tillæg til udlændingelovens regler, herunder udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3, hvorefter det er muligt at afvise udlændinge, der ikke allerede har lovligt ophold i Danmark, ved indrejse, hvis sundhedsmæssige grunde tilsiger, at personen ikke bør have ophold her i landet.
For en nærmere beskrivelse af, hvad en undersøgelse kan omfatte og hvad der forstås ved isolation, henvises til § 28 og bemærkningerne hertil, samt afsnit 2.4.4.2 i de almindelige bemærkninger, idet det dog bemærkes, at isolation for indrejsende som udgangspunkt vil forudsætte, at myndighederne stiller isolationsfaciliteter til rådighed. Der vil i den forbindelse efter den foreslåede § 40 kunne fastsættes regler om, at den indrejsende skal afholde udgifterne til isolationsopholdet.
Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet vil endvidere ligeledes finde anvendelse ved fastsættelse af regler efter dette forslag. Det bemærkes endvidere, at fastsættelse af restriktioner for international rejse og handel, som er sundhedsmæssigt begrundede, skal ske under iagttagelse af reglerne i det internationale sundhedsregulativ (IHR).
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Bekendtgørelsen vil alene kunne fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Der henvises til i den forbindelse til bemærkningerne til § 40.
Det foreslås samtidig fastsat i loven, at der kan fastsættes nærmere regler om, at politiet eller andre myndigheder skal kunne bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udførelsen af de opgaver, som de skal udføre. Det bemærkes i den forbindelse, at politiet er repræsenteret i de epidemikommissioner, der efter gældende regler ved bekendtgørelse er tillagt kompetence til at foretage en række af de foranstaltninger mod smitsomme sygdommes indførelse i landet, som nu foreslås varetaget af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det vurderes hensigtsmæssigt og nødvendigt at sikre, at politiet også i en fremtidig ordning kan bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i nødvendigt omfang.
Der henvises i øvrigt til de foreslåede bestemmelser i §§ 38-43 og bemærkningerne dertil.
2.6. Behandling af personoplysninger i forbindelse med smitteopsporing og overvågning af smitsomme sygdomme
2.6.1. Juridiske og fysiske personers oplysningspligter
2.6.1.1. Gældende ret
2.6.1.1.1. Epidemiloven
De gældende regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser findes i epidemilovens kapitel 5.
Efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter epidemilovens § 13, stk. 1, udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.
Bestemmelsen er bl.a. udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. Heri er det bl.a. fastsat, at Rigspolitiets passagerlisteoplysningsenhed (PNR-enhed), som er oprettet ved lov nr. 1706 af 27. december 2018, bemyndiges til at udøve de beføjelser, der er fastsat i § 13, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, for så vidt angår indsamling af oplysninger fra den ansvarshavende for et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede. Det er endvidere fastsat, at Rigspolitiets PNR-enhed skal videregive oplysningerne til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter epidemilovens § 21 skal enhver, der har kendskab til, at en person i den pågældendes omgangskreds eller varetægt lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, snarest muligt rette henvendelse herom til en læge eller politi, såfremt anmeldelse af sygdomstilfældet ikke allerede er sket. Anmeldelsen skal uden unødigt ophold videregives til sundheds- og ældreministeren.
Styrelsen for Patientsikkerhed er bemyndiget til at få videregivet denne anmeldelse i stedet for sundheds- og ældreministeren, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 366 af 4. april 2020 om bemyndigelse af sundheds- og ældreministerens beføjelser og pligter efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme til andre myndigheder.
Sundheds- og ældreministeren kan efter epidemilovens § 21 a fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.
Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020 om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvoraf det bl.a. i bekendtgørelsens § 1 er fastsat, at juridiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive relevante oplysninger, herunder oplysninger om personnummer, kontaktoplysninger på ansatte eller medlemmer, samt oplysninger om deres færden. Styrelsen for Patientsikkerhed kan alene anmode om oplysningerne, når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse og smitte af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Det er endvidere fastsat i bekendtgørelsen § 2, at fysiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed eller politiet at afgive oplysninger om personens forudgående opholdssted i ind- eller udland, arbejdssted samt oplysninger om, hvem personen har været i nær kontakt med.
Det er desuden fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at sundhedspersoner videregiver relevante personoplysninger, herunder helbredsoplysninger og oplysninger om adfærd, til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis sundhedspersonen får kendskab til, at en patient har en særlig risikoadfærd, der konkret vurderes at kunne være relevant for styrelsens beslutning om påbud i medfør af § 5, stk. 1, i epidemiloven.
Epidemilovens § 21 a er desuden udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Heri er det bl.a. fastsat, at myndigheder, institutioner og sundhedspersoner er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at meddele journaloplysninger m.v. til brug for Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning om påbud i medfør af epidemilovens § 5, stk. 1.
2.6.1.1.2. Sundhedsloven
Det følger af sundhedslovens § 40, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad han/hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov (dvs. sundhedsloven).
Udgangspunktet efter sundhedsloven er, at en sundhedspersons videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end patientbehandling kræver samtykke fra patienten, jf. sundhedslovens § 43, hvoraf det fremgår, at sundhedspersoner med patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl. til andre formål end (patient)behandling.
Der gælder dog en række undtagelser til dette udgangspunkt. Bl.a. følger det af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.
Sundhedspersoner kan endvidere videregive oplysninger om en patients helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2 (den såkaldte ”værdispringsregel”).
Det følger bl.a. af lovbemærkningerne til § 43, stk. 2, der er en videreførelse af § 26, stk. 2, i lov om patienters retsstilling, jf. L 15, Forslag til lov om patienters retsstilling, fremsat den 16. marts 1998, bemærkningerne til § 26, at der i stk. 2 er angivet de situationer, hvor der kan ske en fravigelse af hovedreglens princip om, at der altid skal foreligge et samtykke til videregivelse. Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Endvidere forudsættes det, at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at videregivelse efter nr. 1 kan ske uden samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives (”pligtudleveringsbestemmelser”).
Af lovbemærkningerne til § 43, stk. 2, nr. 2, som er en videreførelse af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling fremgår, at bestemmelsen er en ”værdispringsregel”, der som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i hvert tilfælde. Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at bestemmelsen kun er relevant, hvor der ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr. 1. Det fremgår herudover, at bestemmelsen bl.a. vil have betydning for, hvornår en sundhedsperson er berettiget til, uden patientens samtykke, at videregive oplysninger til andre sundhedspersoner, myndigheder, pårørende m.fl., der ikke er involveret i behandling af patienten.
Der er en tilsvarende værdispringsregel i sundhedslovens § 42 a, stk. 2, der fastsætter, at sundhedspersoner ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger om en patients helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, hvis indhentningen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient der ikke kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre.
Det fremgår af lovbemærkningerne til denne bestemmelse, jf. L 127, A, forslag til lov om ændring af sundhedsloven som fremsat den 13. december 2018, at indhentning af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse, hvorved forstås brede samfundsmæssige interesser, kun sjældent vil kunne finde sted, men vil eksempelvis kunne være berettiget i særlige situationer, hvor det som led i iværksættelse af foranstaltninger mod smitsomme sygdomme er nødvendigt at indhente helbredsoplysninger m.v., hvorefter der henvises til lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at indhentning af oplysninger af væsentlige hensyn til sundhedspersonen f.eks. vil kunne være berettiget i en situation, hvor vedkommende sundhedsperson har en berettiget interesse i at få kendskab til oplysninger om en patient for at kunne iværksætte fornødne beskyttelsesforanstaltninger, samt at indhentning af oplysninger til varetagelse af væsentlige hensyn til pårørende efter omstændighederne kan være berettiget, hvis en patient lider af en smittefarlig sygdom og ikke vil give samtykke til, at pårørende, som udsættes for smitterisiko, får oplysning om sygdommen.
I den forbindelse bemærkes det, at en sundhedsperson efter ministeriets opfattelse med hjemmel i værdispringsreglen i den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, efter en konkret vurdering vil kunne videregive helbredsoplysninger eller andre fortrolige oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed om en patient, der har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og som samtidig udviser en særlig risikoadfærd, som kan indebære risiko for, at andre personer bliver smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Oplysningerne vil kunne videregives til brug for Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning om at træffe foranstaltninger efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 5, herunder påbud om isolation.
En særlig risikoadfærd vil eksempelvis kunne være, hvis en patient, som den pågældende sundhedsperson har i behandling, ikke kan eller ikke vil følge relevante forholdsregler i forhold til en konkret alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og den pågældende patient samtidig færdes blandt særligt sårbare borgere på en måde, som udgør en væsentlig risiko for andre patienter eller for sundhedspersonen selv.
Der vil således kunne være tilfælde, hvor videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Da der er tale om en værdispringsregel vil det forudsætte en konkret afvejning af hensynet til, at andre personer ikke udsættes for smitterisiko over for hensynet patientens krav på fortrolighed, og der må ikke videregives flere oplysninger, end hvad der er påkrævet efter formålet.
2.6.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende, at de sundhedsmyndigheder, herunder Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut, samt kommuner og regioner, som efter epidemiloven eller anden lovgivning skal varetage opgaver forbundet med at forebygge og hindre udbredelse af smitsomme sygdomme, har adgang til de personoplysninger, som er nødvendige for, at de pågældende myndigheder kan udføre deres opgaver. Det skal omvendt sikres, at myndighederne ikke har adgang til personoplysninger i større omfang, end opgaverne kræver. Ved fastsættelsen af regler for fysiske og juridiske personers oplysningspligter, skal den enkeltes ret til beskyttelse af personoplysninger respekteres, og i den forbindelse skal det bl.a. sikres, at databeskyttelsesforordningens grundlæggende principper, herunder om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering overholdes.
Som beskrevet i afsnit 2.6.1.1 er der i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i den gældende epidemilovs §§ 21 a og b udstedt en række bekendtgørelser i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Sundheds- og Ældreministeriet har foretaget en gennemgang af bekendtgørelse om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) med henblik på at vurdere, om de gældende oplysningsforpligtelser fortsat vurderes at være relevante både i forhold til håndteringen af covid-19 og i forhold til håndtering af andre smitsomme sygdomme, herunder eventuelle fremtidige epidemier. I det omfang bestemmelserne vurderes at være relevante i forhold til generel håndtering af smitsomme sygdomme, findes det hensigtsmæssigt, at bestemmelserne fastsættes direkte i loven. Det foreslås samtidig, at fysiske og juridiske personers oplysningspligter alene skal finde anvendelse, hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Det foreslås på den baggrund, at det fastsættes, at fysiske personer er forpligtet til at afgive relevante oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, herunder oplysninger om deres forudgående opholdssted i ind- eller udland samt navn og kontaktoplysninger på de personer, som vedkommende har været i nær kontakt med.
Det foreslås, at manglende overholdelse af fysiske personers forpligtelse til at afgive oplysninger, som er fastsat i forslagets § 49, stk. 1, under nærmere angivne betingelser vil kunne straffes med bøde. Det er forudsat, at Styrelsen for Patientsikkerheds indsamling af oplysninger fra fysiske personer som udgangspunkt baseres på frivillighed. Da det kan ske, at en fysisk person ikke vil samarbejde med styrelsen, og da oplysningerne vil kunne være af stor betydning for styrelsens smitteopsporing, vurderes det som følge heraf at være nødvendigt at indføre en egentlig oplysningspligt og at fastsætte, at manglende overholdelse af denne pligt kan straffes (med bøde). Styrelsen vil i givet fald kunne politianmelde en person, som ikke overholder sin oplysningspligt. Det vil eksempelvis kunne komme på tale, hvis en person, der er ansat i sundhedssektoren eller i øvrigt færdes blandt sårbare grupper i den pågældendes daglige arbejde, ikke vil bidrage til styrelsens smitteopsporing. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 49, stk. 1, og bemærkningerne dertil.
Det foreslås endvidere fastsat, at myndigheder, institutioner og sundhedspersoner har pligt til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at videregive oplysninger fra omsorgsjournaler på plejehjem eller patientjournaler på sygehuse m.v. til brug for Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning om foranstaltninger. Forslaget indebærer, at sundhedspersoner kan videregive oplysningerne uden samtykke fra patienten. Forslaget svarer til den pligt, der er fastsat i § 6 i bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Styrelsen for Patientsikkerhed må ikke anmode om, og den pågældende myndighed, institution eller sundhedsperson må ikke videregive flere oplysninger, end de oplysninger der er nødvendige for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe afgørelse efter kapitel 5.
Der vil således kun skulle gives personoplysninger videre, hvis de er relevante og nødvendige for styrelsens beslutning om foranstaltninger. Det kan eksempelvis være oplysninger om, at den pågældende er smittet med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, andre helbredsoplysninger f.eks. om, at den pågældende har kognitive funktionsnedsættelser, eller oplysninger om den pågældendes risikoadfærd.
Sundhedspersoner vil desuden efter en konkret vurdering af egen drift kunne videregive oplysninger om en patient, der har en særlig risikoadfærd, til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis betingelserne for anvendelse af værdispringsreglen er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.6.1.1.2.
For en nærmere beskrivelse af forslaget, herunder forholdet til sundhedspersoners tavshedspligt henvises til lovforslagets § 49, stk. 2, og bemærkningerne dertil.
Det foreslås herudover, at der fastsættes en pligt for juridiske personer til at afgive personoplysninger, herunder oplysninger om personnummer, kontaktoplysninger på ansatte eller medlemmer, samt oplysninger om deres færden til Styrelsen for Patientsikkerhed. Hvis en virksomhed drives som en enkeltmandsvirksomhed, vil oplysningspligten påhvile den enkelte virksomhedsejer. Det foreslås, at styrelsen alene i relevant omfang vil kunne anmode om oplysningerne, og kun når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Relevante kontaktoplysninger vil være navn, adresse, telefonnummer og mailadresse. Styrelsen for Patientsikkerhed vil i medfør af denne bestemmelse eksempelvis kunne afkræve kontaktoplysninger fra fitness-centre på de medlemmer, som på et givent tidspunkt har været tilstede i centeret i forbindelse med et smitteudbrud, således at Styrelsen for Patientsikkerhed kan kontakte medlemmer og orientere dem om, at de kan have været i nærheden af en person, der er smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Styrelsen for Patientsikkerhed vil også efter bestemmelsen kunne afkræve kontaktoplysninger og oplysninger om, hvorvidt de ansatte har været på arbejde, fra arbejdsgivere.
Juridiske personer vil således efter forslaget fortrinsvis blive forpligtet til at afgive såkaldte ”almindelige” personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Men oplysningspligten vil efter forslaget også efter en konkret vurdering, hvis det er nødvendigt i forbindelse med smitteopsporing, kunne omfatte pligt for arbejdsgivere til at give oplysninger om, at deres ansatte er smittede med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller oplysning om at nærmere angivne ansatte har en særlig risikoadfærd m.v. Det vil eksempelvis kunne være relevant i forhold til arbejdsgivere, der har ansatte, som bor uden for Danmark, såkaldte vandrende arbejdstagere. Det foreslås, at juridiske personers undladelse af at efterkomme en anmodning om at afgive oplysninger skal kunne straffes med bøde. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 49, stk. 3, og bemærkningerne dertil.
Oplysningspligten for juridiske personer foreslås som udgangspunkt begrænset til at omfatte personoplysninger i det omfang, oplysningerne allerede foreligger. Som følge heraf vil den juridiske person som udgangspunkt ikke skulle iværksætte foranstaltninger for at indsamle de oplysninger, som ønskes af styrelsen. Det foreslås dog samtidig, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at juridiske personer skal registrere bestemte oplysninger, herunder eksempelvis oplysninger om, hvorvidt medlemmer af en sportsklub eller besøgende på en restaurant har været tilstede på et givent tidspunkt.
Det foreslås herudover, at den gældende bestemmelse i epidemilovens § 13, stk. 1, hvorefter den ansvarshavende for et transportmiddel er forpligtet til afgive passagerlisteoplysninger, i det omfang de foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med en sygdom omfattet af epidemiloven, videreføres med enkelte ændringer. Det foreslås således på den ene side, at pligten udvides til også at omfatte oplysninger om besætningsmedlemmer. Det foreslås på den anden side, at oplysningspligten begrænses til at gælde, hvis en person om bord lider af eller formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Oplysningspligten vil således efter forslaget ikke gælde ved smitsomme sygdomme, der ikke samtidig er alment farlige eller samfundskritiske. Adgangen til at indsamle oplysninger om besætningsmedlemmer i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) følger allerede i dag af bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som er udstedt i medfør af epidemilovens 13, stk. 3, og § 21 a. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 50 og bemærkningerne hertil.
Eftersom det ikke er muligt på forhånd at forudse alle situationer, hvor det i forbindelse med håndteringen af fremtidige smitsomme sygdomme, vil være nødvendigt at forpligte fysiske eller juridiske personer til at afgive oplysninger, foreslås det, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fysiske og juridiske personers oplysningspligter, ud over de oplysningspligter, der er nævnt i selve lovteksten. Det foreslås, at sådanne regler vil kunne omfatte pligt for fysiske og juridiske personer til at afgive oplysninger både til offentlige myndigheder og til private.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen afgrænses til at kunne udmøntes i relation til alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Det bemærkes endvidere, at sundheds- og ældreministeren ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen skal vurdere, om det er nødvendigt at fastsætte yderligere oplysningsforpligtelser og i den forbindelse, om fastsættelse af oplysningspligt vil være egnet til at fremskaffe oplysningerne. Yderligere oplysningsforpligtelser, som fastsættes ved bekendtgørelse efter den foreslåede bestemmelse, forudsættes desuden at være tidsbegrænsede og positivt afgrænsede til at angå nærmere bestemte alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, således at det sikres, at fysiske personer og juridiske personer (virksomheder) ikke pålægges pligter i større omfang, end det vurderes at være nødvendigt i forhold til håndtering af en konkret alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Fastsættelse af regler om pligt for juridiske personer til at registrere bestemte oplysninger, jf. det foreslåede § 49, stk. 4, og fastsættelse af regler om yderligere oplysningspligter for fysiske og juridiske personer, jf. det foreslåede § 49, stk. 5, vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.
Det vil endvidere være en betingelse for udmøntning af bemyndigelserne, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Det bemærkes herudover, at oplysningspligten efter den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes til at afkræve personoplysninger, som behandles inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen. Således vil oplysningspligten f.eks. ikke kunne anvendes til at pålægge teleselskaber at udlevere bl.a. trafik- og lokationsdata, der er underlagt reglerne i bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (udbudsbekendtgørelsen), som er en implementering af ePrivacy-direktivet.
Forslaget vurderes i øvrigt at kunne vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, jf. nærmere herom i afsnit 6 nedenfor.
2.6.2. Anmeldelsesordning vedrørende smitsomme sygdomme
2.6.2.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 26 kan Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om lægers og andre autoriserede sundhedspersoners medvirken i bekæmpelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Bestemmelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1241 af 25. august 2020 om anmeldelse af COVID-19. Det fremgår bl.a. heraf, at det laboratorium, der konstaterer SARS-CoV-2 eller antistoffer herimod i prøvemateriale fra mennesker, skal anmelde resultatet af prøven til Statens Serum Institut, jf. bekendtgørelsen § 1, stk. 1. Det fremgår endvidere, at laboratoriet ved påvisning af SARS-CoV-2 skal fremsende prøvemateriale til Statens Serum Institut med henblik på helgenomsekventering.
Bestemmelsen er herudover udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1091 af 30. august 2018 om anmeldelse af tilfælde af CarbapenemaseProducerende Organismer (CPO) påvist hos personer, ved bekendtgørelse nr. 266 af 15. marts 2017 om håndtering af infektioner, ved bekendtgørelse nr. 1002 af 6. oktober 2006 om lægers anmeldelse af tilfælde Methicillinresistent Staphylococcus aureus (MRSA) påvist hos personer, ved bekendtgørelse nr. 616 af 27. juni 2003 om lægers anmeldelse af Svær Akut Respiratorisk Syndrom (SARS), ved bekendtgørelse nr. 277 af 14. april 2000 om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme m.v., med senere ændringer, og ved bekendtgørelse nr. 334 af 7. maj 1997 om lægers anmeldelse af Creutzfeldt-Jakob sygdom og beslægtede spongiforme encefalopatier. Bekendtgørelserne fastsætter pligt til at foretage anmeldelse til Statens Serum Institut af forekomsten af smitsomme og andre overførbare sygdomme med henblik på, at Statens Serum Institut kan overvåge og analysere infektionssygdomme m.v.
Anmeldesystemet består således i dag dels af anmeldelse af laboratoriesvar, dels af individuel skriftlig og/eller telefoniske oplysninger fra de læger, som har en patient med en anmeldelsespligtig smitsom sygdom i behandling. Supplerende oplysninger fra lægen kan f.eks. være oplysninger om smittemuligheder, smittevej, smittekilde og eventuel risikoadfærd. Nogle anmeldelsespligtige sygdomme anmeldes ifølge bekendtgørelserne både til Styrelsen for Patientsikkerhed og til Statens Serum Institut, andre sygdomme anmeldes udelukkende til Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut indsamler og registrerer som led i instituttets smitteovervågningsopgave endvidere personoplysninger fra nationale registre, som f.eks. Landspatientregisteret og CPR-registeret. Relevante oplysninger fra administrative registre sammenholdes med øvrige oplysninger om anmeldelsespligtige sygdomme med henblik på, at instituttet kan overvåge og afdække om særlige befolkningsgrupper er i risiko for bestemte infektioner, eksempelvis forekomst i forhold til alder, køn, geografi og personlige karakteristika som adfærd og etnicitet. Smitteovervågning kan også ske med henblik på at vurdere effekten af bestemte forebyggende tiltag. Statens Serum Institut indsamler og registrerer desuden personoplysninger med henblik på at overvåge sygehuserhvervede infektioner (HAIBA – Healthcare Associated Infections Database).
Statens Serum Institut kan behandle, herunder samkøre personoplysninger, som Statens Serum Institut indsamler til brug for smitteovervågning inden for rammerne af sundhedslovens § 222 og de databeskyttelsesretlige regler. Der henvises til afsnit 2.6.3.1.2 for en nærmere beskrivelse af Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger i medfør af sundhedslovens regler.
Der henvises endvidere til en nærmere beskrivelse af de databeskyttelsesretlige regler i afsnit 6 nedenfor.
2.6.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at den gældende ordning, hvorefter Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at autoriserede sundhedspersoner skal bidrage til bekæmpelsen af smitsomme og andre overførbare sygdomme, videreføres med enkelte ændringer.
Det foreslås således, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler, der – udover at forpligte autoriserede sundhedspersoner – også forpligter regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner, samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse, eller som i andet regi udfører laboratorieanalyser m.v., til at videregive oplysninger om forekomsten af smitsomme sygdomme til de centrale sundhedsmyndigheder.
Baggrunden herfor er, at det ved forekomsten af en række smitsomme sygdomme vil være tilstrækkeligt at modtage oplysninger fra laboratoriedatabaser. Det vurderes derfor at være mere hensigtsmæssigt at kunne fastsætte, at pligten til at anmelde både kan påhvile en autoriseret sundhedsperson, men også regionsråd m.fl. Da laboratorieanalyser desuden udføres både i offentligt og privat regi, foreslås det, at der etableres mulighed for at forpligte både regionsråd og private aktører i det omfang, de udfører laboratorieanalyser.
Det foreslås endvidere, at Sundhedsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om pligt til at videregive resultatet af en prøve til de centrale sundhedsmyndigheder, samt pligt til at videregive enten prøvematerialet eller resultatet af en helgenomsekventeringsanalyse eller lignende analyse af prøvemateriale fra prøver, der konstaterer, at en person lider af en smitsom sygdom omfattet af lovens § 2.
Sundhedsstyrelsen vil således efter forslaget kunne fastsætte regler om pligt til at anmelde alle smitsomme sygdomme omfattet af loven, herunder både de alment farlige og de samfundskritiske, men også de sygdomme, som er smitsomme uden at være enten alment farlige eller samfundskritiske. For en nærmere beskrivelse af, hvilke sygdomme der er omfattet af loven henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil.
Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler, der forpligter regionsråd m.fl. til at anmelde laboratoriesvar vedrørende forekomsten af en række nærmere angivne smitsomme sygdomme til Statens Serum Institut. Det er ligeledes hensigten at fastsætte regler om pligt for autoriserede sundhedspersoner til at afgive supplerende skriftlige og/eller telefoniske oplysninger vedrørende smitsomme sygdomme til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut.
Det er derudover hensigten at fastsætte regler, der forpligter regionsråd m.fl. til at oplyse om negative prøvesvar.
Det er desuden hensigten at fastsætte regler vedrørende pligt til at fremsende selve prøvematerialet til Statens Serum Institut. Det vil f.eks. vil være relevant, hvis det er nødvendigt at foretage en helgenomsekventering eller lignende analyse af prøvematerialet med det formål at sikre en mere kvalificeret sygdomsovervågning, herunder overvågning af, om der breder sig nye virusstammer, hvilket eksempelvis kan være relevant i forbindelse med, at grænserne genåbnes efter i en periode at have været lukket som følge af en pandemi. Det vil også kunne være relevant med henblik på at konstatere, om der er forskelle i virulens m.v. Det bemærkes, at der ikke vil være tale om, at Statens Serum Institut foretager en helgenomsekventering af den person, som har fået foretaget prøven, men derimod en helgenomsekventering af virus i prøven.
Hvis et regionsråd m.fl. allerede har foretaget en helgenomsekventeringsanalyse eller lignende analyse af prøvematerialet, vil der kunne fastsættes regler om, at resultatet af denne analyse fremsendes til Statens Serum Institut i stedet for selve prøvematerialet. Der vil ikke med hjemmel i bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at regionsråd m.fl. har pligt til at analysere virus.
Forslaget indebærer behandling af personoplysninger, som vurderes at kunne vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, jf. nærmere herom i afsnit 6nedenfor.
2.6.3. Udveksling af personoplysninger mellem myndigheder
2.6.3.1. Gældende ret
2.6.3.1.1. Epidemiloven
Sundheds- og ældreministeren kan efter epidemilovens § 21 a fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 21 b fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte med en nærmere bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.
Epidemilovens § 21 a og § 21 b er bl.a. udmøntet i bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020 om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Det følger af bekendtgørelsens § 4, at Statens Serum Institut efter konkret eller generel anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver oplysninger om, hvilke personer der har Coronavirussygdom 19 (COVID-19), som Statens Serum Institut har modtaget i henhold til § 1 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om anmeldelse af COVID-19 til Styrelsen for Patientsikkerhed, til brug for varetagelse af styrelsens opgaver vedrørende smitteopsporing eller til brug for styrelsens beslutning om påbud i medfør af § 5, stk. 1, i epidemiloven. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 4, at styrelsen kun kan anmode om oplysningerne, når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse og smitte af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Epidemilovens § § 21 a og § 21 b er endvidere udmøntet i bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. Det fremgår af § 4 i denne bekendtgørelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer, som styrelsen har modtaget i medfør af § 2, stk. 5, i samme bekendtgørelse, til Statens Serum Institut, når det er nødvendigt af hensyn til instituttets varetagelse af internationale forpligtelser vedrørende kontakt- og smitteopsporing med henblik på at forebygge eller inddæmme udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2 i epidemiloven.
2.6.3.1.2. Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger i medfør af sundhedsloven
Efter sundhedslovens § 222, stk. 1, 1. pkt., er Statens Serum Institut et institut under sundheds- og ældreministeren, hvis formål er at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Efter sundhedslovens § 222, stk. 1, 4. pkt., indgår instituttet i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk terrorisme.
Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 222, stk. 1, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 3148 f., at overvågning, forebyggelse og påvisninger er grundstenen i alle landes smitteberedskaber. Det fremgår endvidere, at instituttet overvåger og analyserer forekomsten af infektionssygdomme m.v. samt formidler data og information herom. Yderligere følger det af bemærkningerne til bestemmelsen, at Statens Serum Institut, som led i instituttets myndighedsopgave, varetager de statslige systemer for anmeldelsespligtige sygdomme. Statens Serum Institut varetager ifølge lovbemærkningerne desuden overvågning som følge af bl.a. EU-beslutninger og deltager i nationale og internationale overvågningssystemer og samarbejder. Endvidere formidler Statens Serum Institut data, information og faglig viden til sundhedsvæsenet, myndighederne m.fl. Statens Serum Institut indgår i det operationelle beredskab i forbindelse med udbrud af overførbare sygdomme. Beredskabet kan bl.a. aktiveres ved uventede ophobninger og større sygdomsudbrud eller mistanke herom. I sådanne situationer omfatter beredskabet f.eks. epidemiologiske udredninger og diagnostisk ekspertise, herunder for sjældent forekommende sygdomme. Det fremgår desuden, at Statens Serum Institut informerer, rådgiver og bistår sundhedsvæsenet, myndigheder m.fl. på områder, der vedrører instituttets opgaver. Statens Serum Institut rådgiver og bistår på en række områder også internationale myndigheder (f.eks. EU og WHO). Statens Serum Institut udfører endvidere forsknings- og udviklingsopgaver på et internationalt højt niveau, da dette er en forudsætning for at kunne løse instituttets opgaver.
Statens Serum Institut udfører således forskning, der understøtter instituttets myndighedsopgaver, herunder instituttets overvågning, forebyggelse af infektioner, smitsomme sygdomme m.v.
Det fremgår af betænkning nr. 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen, kapitel 3, afsnit 3.8.3.10, som handler om det nationale råderum i artikel 9, stk. 2, at det må antages at være tilstrækkeligt, at den pågældende behandling af personoplysninger er forudsat i særlovgivningen, og at det ikke anses for et krav, at den pågældende særlovgivning indeholder en udtrykkelig regel om behandlingen af personoplysninger.
Statens Serum Institut kan således behandle personoplysninger som led i udførelsen af instituttets myndighedsopgaver, idet dette bl.a. er forudsat i sundhedslovens § 222, stk. 1, uanset at bestemmelsen ikke indeholder udtrykkelige regler om behandling af personoplysninger.
Der henvises i øvrigt til afsnit 6 for en nærmere beskrivelse af de databeskyttelsesretlige regler.
2.6.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende, at de sundhedsmyndigheder, herunder Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut, og kommuner og regioner, som efter epidemiloven eller anden lovgivning skal varetage opgaver forbundet med at forebygge og hindre udbredelse af smitsomme sygdomme, har adgang til de personoplysninger, som er nødvendige for, at de pågældende myndigheder kan udføre deres opgaver.
Det skal omvendt sikres, at myndighederne ikke har adgang til flere personoplysninger, end det er nødvendigt for, at myndighederne kan udføre deres opgaver. Ved fastsættelsen af regler, der forpligter myndighederne til at udveksle særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger i forbindelse med håndtering af smitsomme sygdomme, skal den enkeltes ret til beskyttelse af personoplysninger respekteres, og i den forbindelse skal det bl.a. sikres, at databeskyttelsesforordningens grundlæggende principper, herunder om lovlighed, rimelighed, gennemsigtighed, formålsbegrænsning og dataminimering, overholdes.
Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut har under covid-19 epidemien og i forbindelse med håndtering af andre smitsomme sygdomme arbejdet tæt sammen om at opdage udbrud og udrede smittekæder. Erfaringerne med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har vist, at Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed har brug for at kunne udveksle personoplysninger med henblik på, at de to myndigheder kan varetage de opgaver, som myndighederne skal udføre vedrørende smitteovervågning, smitteopsporing og håndtering af smitteudbrud m.v.
Styrelsen for Patientsikkerhed har overordnet til opgave at foretage smitteopsporing og at yde lokal rådgivning og vejledning i forbindelse med konkrete smitteudbrud. Styrelsen for Patientsikkerhed kan iværksætte foranstaltninger over for enkelte borgere og har ansvaret for den lokale smitteopsporing. Styrelsen for Patientsikkerhed har endvidere i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) ansvaret for ”Coronaopsporing” og har som led i varetagelsen af denne opgave taget kontakt til borgere, der er smittede med COVID-19, og tilbudt hjælp, samt rådgivning og vejledning i forbindelse med opsporing af nære kontakter. Styrelsen for Patientsikkerhed modtager i den forbindelse en række oplysninger om formodede smittekilder (f.eks. festivaler, arbejdspladser m.v.), oplysninger om forudgående udlandsophold og andre oplysninger, som er relevante for Statens Serum Instituts smitteovervågning.
Som nævnt ovenfor i afsnit 2.6.3.1.2 kan Statens Serum Institut behandle personoplysninger som led i udførelsen af instituttets overvågningsopgave, uanset at sundhedslovens § 222, stk. 1, ikke indeholder udtrykkelige regler om behandling af personoplysninger.
De to myndigheder kan endvidere i medfør af de gældende bestemmelse i databeskyttelseslovens § 7, stk. 3, behandle, herunder videregive og indsamle personoplysninger, i det omfang det efter en konkret vurdering er nødvendigt med henblik på bl.a. forebyggende sygdomsbekæmpelse. Der vil endvidere efter en konkret vurdering kunne videregives personoplysninger, hvis dette er nødvendigt af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, 1. pkt. Det bemærkes i den forbindelse, at behandling af personoplysninger med henblik på sundhedssikkerhed, overvågning og varsling, forebyggelse eller kontrol af overførbare sygdomme og andre alvorlige trusler mod sundheden i præambelbetragtning nr. 52 til databeskyttelsesforordningen er nævnt som eksempler på behandling, som er i samfundets interesse.
Uanset, at der således i et vist omfang allerede er hjemmel til, at Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed efter en konkret vurdering kan udveksle personoplysninger, finder Sundheds- og Ældreministeriet det hensigtsmæssigt, at det præciseres direkte i loven, i hvilke situationer de to myndigheder kan – og i nogle tilfælde skal – udveksle relevante personoplysninger. Baggrunden herfor er hensynet til dels at skabe klarhed for myndigheder og borgere om, hvornår der må ske udveksling af personoplysninger, dels at databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, har karakter af en opsamlingsbestemmelse, som ifølge dens forarbejder forudsættes at have et snævert anvendelsesområde. Henset til, at lovforslaget indfører en særlig regulering, som har til formål at danne den overordnede ramme for forebyggelse og inddæmning af udbredelse af smitsomme sygdomme, kan dette efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse begrunde indførelsen af de foreslåede særregler for behandling af personoplysninger.
Det foreslås på den baggrund fastsat, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra Statens Serum Institut videregiver personoplysninger om personnummer, formodet smittekilde, den smittedes forudgående udlandsophold, herunder flyrejser, antal nære kontakter, om den smittede har haft symptomer, herunder sygdomsdebut, samt om den smittede er en del af et afgrænset udbrud. Pligten for Styrelsen for Patientsikkerhed til at videregive oplysninger gælder alene i det omfang styrelsen behandler sådanne personoplysninger i forbindelse med smitteopsporing. Det foreslås, at Statens Serum Institut alene må anmode herom, når det er nødvendigt for instituttets varetagelse af opgaver vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme omfattet af lovens § 2.
Anmodningen kan være konkret eller generel. Med generel anmodning menes, at Statens Serum Institut eksempelvis vil kunne anmode om, at Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for Statens Serum Instituts smitteovervågning automatisk videregiver personoplysningerne, som Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget og registreret i forbindelse med styrelsens konkrete smitteopsporingsarbejde. Bestemmelsens krav om nødvendighed indebærer, at Statens Serum Institut inden fremsættelsen af en generel anmodning overvejer, om en automatisk videregivelse af personoplysninger er nødvendig for at opnå det forfulgte formål, eller om instituttet alternativt bør nøjes med en konkret anmodning.
Det foreslås endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver personoplysninger, som behandles i forbindelse med obduktioner, der er gennemført på baggrund af beslutning truffet af styrelsen i medfør af § 47, stk. 1, til Statens Serum Institut, når det er nødvendigt til brug for instituttets varetagelse af opgaver vedrørende smitteovervågning. Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe beslutning om, at der skal ske obduktion, når det formodes eller konstateres, at et dødsfald, som styrelsen har modtaget indberetning om, er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og obduktion vurderes at være nødvendig. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 47 og bemærkningerne dertil.
Som det er beskrevet ovenfor i afsnit 2.6.2.1, modtager Statens Serum Institut som ansvarlig for overvågning af smitsomme sygdomme efter gældende bekendtgørelser en række personoplysninger om forekomsten af smitsomme sygdomme og supplerende oplysninger om smittekilder, mulige smitteveje, oplysninger om kontakter m.v. fra de sundhedspersoner, som i dag er forpligtet til at foretage anmeldelse af smitsomme sygdomme. Statens Serum Institut supplerer endvidere oplysningerne om smitsomme sygdomme med oplysninger fra administrative registre, f.eks. Det Centrale Personregister og Landspatientregisteret i forbindelse med varetagelsen af instituttets smitteovervågningsopgave. Det kan eksempelvis være oplysninger fra Det Centrale Personregister om personnummer, navn og adresse på smittede eller oplysninger om, at en person er indlagt på et hospital fra Landspatientregisteret.
De oplysninger, som Statens Serum Institut behandler i forbindelse med instituttets smitteovervågningsopgave, vil i nogle tilfælde være relevante for Styrelsen for Patientsikkerheds varetagelse af opgaver vedrørende smitteopsporing.
Det foreslås derfor, at Statens Serum Institut efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed skal videregive personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, som instituttet modtager om anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, til Styrelsen for Patientsikkerhed suppleret med relevante oplysninger fra administrative registre. Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed kun må anmode herom, når det er nødvendigt til brug for styrelsens opgaver vedrørende smitteopsporing eller til brug for styrelsens beslutning om foranstaltninger i medfør af kapitel 5. Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter forslaget både kunne fremsætte en konkret og en generel anmodning om videregivelse af oplysninger. Bestemmelsens krav om nødvendighed indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed inden fremsættelsen af en generel anmodning overvejer, om en automatisk videregivelse af personoplysninger er nødvendig for at opnå det forfulgte formål, eller om styrelsen alternativt bør nøjes med en konkret anmodning.
Statens Serum Institut vil ikke kunne videregive personoplysninger, i det omfang oplysningerne er underlagt formålsbegrænsningen i databeskyttelseslovens § 10, dvs. hvis instituttet behandler personoplysningerne med henblik på at udføre forskning eller statistik.
Det vil alene kunne være relevant at videregive personoplysninger fra Statens Serum Institut til Styrelsen for Patientsikkerhed i de tilfælde, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed ikke i medfør af fastsatte regler om pligt til at foretage anmeldelse af smitsomme sygdomme, allerede har modtaget oplysningerne. Som eksempel kan nævnes, at det i den bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020 om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) er fastsat, at Statens Serum Institut skal videregive oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvilke personer der har Coronavirussygdom 2019 (COVID- 19). Dette skyldes, at der alene er pligt for laboratorier til at anmelde resultatet af en positiv test for Coronavirussygdom 2019 (COVID- 19) til Statens Serum Institut, og således ikke til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det vil endvidere være relevant for Styrelsen for Patientsikkerhed at få suppleret oplysninger om, hvem der har en smitsom sygdom omfattet af loven, med oplysninger fra Det Centrale Personregister for at få oplyst adresse på de pågældende, samt oplysninger fra Landspatientregisteret for at afdække, om de pågældende er indlagte. De supplerende oplysninger er nødvendige af hensyn til styrelsens smitteopsporingsopgave.
Det foreslås desuden, at Statens Serum Institut videregiver personoplysninger, herunder helbredsoplysninger og oplysninger om personnummer, efter anmodning fra regionsrådet. Regionsrådet vil efter forslaget alene kunne anmode om oplysningerne, hvis det er nødvendigt til brug for, at regionsrådet kan overvåge hospitalserhvervede infektioner og for at regionsrådet kan forebygge eller inddæmme sygdomsspredning på et sygehus.
Det foreslås endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, til myndigheder, der bistår styrelsen med varetagelse af opgaver efter lovens § 3, i det omfang det er nødvendigt for, at myndighederne kan yde denne bistand.
Dette forslag indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed bl.a. vil kunne videregive personoplysninger i det omfang, det er nødvendigt for, at en kommunalbestyrelse eller et regionsråd kan bistå styrelsen med at sørge for, at en person, over for hvem en foranstaltning påtænkes iværksat, opfordres til frivilligt at medvirke.
Det foreslås herudover, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver navn og oplysning om, at en person er smittet med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, til den private eller offentlige institution (skole, dagtilbud, uddannelsessted, bosted, plejehjem, sygehus m.v.), som den pågældende person bor eller går på, hvis der er konstateret smitte på institutionen, og hvis det er nødvendigt for, at institutionen kan træffe nødvendige forholdsregler for at hindre udbredelse af eller smitte med den pågældende sygdom. Det kan f.eks. være relevant i situationer, hvor den smittede eller, hvis der er tale om en mindreårig, den smittedes forældre, ikke selv orienterer skolen/institutionen om, at den pågældende er smittet. I en sådan situation vil den videregivelse af oplysninger være nødvendig af hensyn til, at institutionen kan træffe nødvendige og tilstrækkelige smitteforebyggende forholdsregler i forhold til andre elever eller beboere m.fl. på institutionen. Hvis institutionen ved, hvem der er smittet, vil institutionen således kunne nøjes med at træffe forholdsregler i forhold til de øvrige beboere, elever m.fl., som har været i nærheden af den smittede, i stedet for at skulle træffe forholdsregler over for hele institutionen.
Det foreslås desuden, at den stedlige kommunalbestyrelse og det stedlige regionsråd skal videregive oplysninger, herunder personoplysninger, efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det foreslås i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed alene kan anmode om oplysninger fra den stedlige kommune eller region, når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, herunder når det er nødvendigt til brug for styrelsens beslutning om foranstaltninger i medfør af lovens kapitel 5. Der vil kunne være tale om oplysninger, som kommunen eller regionen modtager i forbindelse med, at kommunen eller regionen yder rådgivning til borgere om, at de har mulighed for at tage imod tilbuddet om frivillig isolation, men hvor borgere, der bor tæt sammen, alligevel ikke ønsker at tage imod tilbuddet. Hvis der samtidig i et bestemt område i en kommune konstateres et stort antal smittede, vil Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis kunne anmode om, at kommunen videregiver oplysninger om adfærd hos konkrete borgere, der ikke ønsker at tage imod tilbud om frivillig isolation med henblik på, at styrelsen kan overveje, om der er grundlag for at meddele påbud om isolation. Det kan også være i forbindelse med, at kommunen eller regionen i øvrigt yder vejledning til borgere, herunder patienter, om smitteforebyggelse i forbindelse med konkret udbrudshåndtering.
2.6.4. Bemyndigelsesbestemmelse til fastsættelse af regler om behandling af personoplysninger
2.6.4.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter § 21 b fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte med en nærmere bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.
Det følger bl.a. af lovforarbejderne, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 25, i L 133, forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som fremsat af sundheds- og ældreministeren den 12. marts 2020, at formålet med bestemmelsen er at sikre, at der hurtigt kan fastsættes regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis der er behov for det, eksempelvis som led i smittespredning af en bestemt sygdom. Det fremgår videre, at der vil kunne fastsættes regler, som giver mulighed for at både private og offentlige aktører kan behandle personoplysninger. Fastsættelse af sådanne regler vil kunne være relevant, hvis der er behov for, at der hurtigt kan tilvejebringes hjemmel til, at private aktører kan videregive personoplysninger til offentlige myndigheder med henblik på bl.a. at inddæmme smittespredning. Det fremgår herudover, at den foreslåede bestemmelse ikke ændrer ved den adgang, som private og offentlige aktører har efter gældende databeskyttelsesretlige regler til at behandle, herunder videregive, oplysninger. Der vil således ske en behandling af personoplysninger i medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbestemmelsen. Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven vil i den forbindelse skulle iagttages.
Vedkommende minister kan efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, hvis fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Epidemilovens § 21 b er endvidere udmøntet ved bekendtgørelse nr. 896 af 17. juni 2020 om behandling af oplysninger om elektronisk registrerede kontakter med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), som fastsætter rammerne for behandling af personoplysninger i forbindelse med den digitale løsning ”Smittestop”.
Epidemilovens § 21 b er endvidere udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020 om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), som er nævnt ovenfor under afsnit 2.6.1.1.2, og ved bekendtgørelse nr. 1102 af 29. juni 2020 om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbudt test for Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) som følge af ansættelsesforhold, indrejse i Danmark eller som tilbud til befolkningen m.v.
Epidemilovens § 21 b og § 12 d, stk. 3, nr. 1, er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 511 af 24. april 2020 om videregivelse af oplysninger fra Registeret for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS) til Statens Serum Institut til brug for videnskabelige eller statistiske undersøgelser i forbindelse med epidemiologisk overvågning af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændringer (herefter RUKS-bekendtgørelsen). Det fremgår af denne bekendtgørelses § 1, at Sundhedsstyrelsen uanset apotekerlovens § 11, stk. 5, efter anmodning fra Statens Serum Institut kan videregive oplysninger fra Register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), vedrørende ordination af lægemidler, herunder oplysninger, der identificerer patienten ved cpr-nummer m.v. til brug for Statens Serum Instituts statistiske eller videnskabelige undersøgelser i forbindelse med den epidemiologiske overvågning af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Bekendtgørelsen ophæves den 1. januar 2021.
I apotekerlovens § 11, stk. 5, er fastsat en begrænsning af den personkreds, der kan få adgang til oplysninger i Lægemiddelstatistikregisteret. RUKS er et afledt register af bl.a. Lægemiddelstatistikregisteret, hvorfor begrænsning i apotekerlovens § 11, stk. 5, også gælder for RUKS.
2.6.4.2. Den foreslåede ordning
Uanset at der er indhøstet en række erfaringer med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), som gør det muligt i større omfang at præcisere i epidemiloven, i hvilke tilfælde myndigheder og private skal behandle, herunder videregive oplysninger til andre, er det ikke muligt at forudse alle de situationer, hvor det vil være nødvendigt at kunne behandle personoplysninger i forbindelse med håndtering af smitsomme sygdomme.
Det foreslås derfor, at en bemyndigelsesbestemmelse svarende til den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 b, videreføres. Det foreslås således, at sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte rammerne for behandling af personoplysninger i en digital løsning ”Smittestop”, som etableres for at kunne forebygge og hindre udbredelse af en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, på samme måde som det er sket ved bekendtgørelse nr. 896 af 17. juni 2020 om behandling af personoplysninger om registrerede kontakter med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Bemyndigelsesbestemmelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbud om test på samme måde, som det er sket ved bekendtgørelse nr. 1536 af 28. oktober 2020 om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbudt test for Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) som følge af ansættelsesforhold, indrejse i Danmark eller som tilbud til befolkningen m.v.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte, at Statens Serum Institut i særlige tilfælde skal have adgang til personoplysninger fra statslige registre, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til at sikre, at Staten Serum Institut kan udføre sin myndighedsopgave.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil tillige kunne anvendes til at fastsætte regler, der præciserer i hvilke tilfælde Statens Serum Institut skal videregive oplysninger til Fødevarestyrelsen, således at det mere klart fremgår, hvornår og under hvilke betingelser Statens Serum Institut kan udveksle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger med Fødevarestyrelsen i forbindelse med opklaring af fødevarebårne sygdomsudbrud.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil efter forslaget kunne anvendes til at fastsætte regler, der fraviger regler om behandling af personoplysninger, som er fastsat i anden lovgivning. Det vil kunne være relevant, hvis der i lovgivningen er fastsat en begrænsning i den personkreds, der kan få adgang til administrative registre, , som det eksempelvis er tilfældet med RUKS-bekendtgørelsen, der er nævnt ovenfor i afsnit 2.6.4.1, hvor apotekerlovens § 11, stk. 5, er fraveget, således at Statens Serum Institut kan få adgang til RUKS-registeret. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er hensigten, at der med bemyndigelsesbestemmelsen skal kunne fastsættes regler, der fraviger formålsbestemthedsprincippet i databeskyttelsesforordningen. Der vil således eksempelvis ikke med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kunne fastsættes regler om, at oplysninger der alene er indsamlet med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser, kan behandles til andre formål end forskning og statistik.
Reglerne skal fastsættes af sundheds- og ældreministeren eller af vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren. Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der eventuelt skal fraviges.
Regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. forslagets § 53, stk. 2.
Det vil endvidere være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Sundheds- og Ældreministeriet har vurderet, at den foreslåede bestemmelse kan vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen. Der henvises i den forbindelse til afsnit 6 nedenfor.
2.7. Fravigelse af regler i anden lovgivning og fastsættelse af særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer
2.7.1. Fravigelse af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet
2.7.1.1. Gældende ret
2.7.1.1.1. Epidemiloven
Sundheds- og ældreministeren kan efter epidemilovens § 12 d, stk. 1, fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når det er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig sygdom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov.
Efter bestemmelsen i § 12 d, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren endvidere fastsætte regler om fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, og disse betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af et ekstraordinært ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne eller tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.
Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1066 af 29. juni 2020 om begrænsning af rettigheder på sundheds- og ældreområdet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), med senere ændringer. Med bekendtgørelsen gives der mulighed for, at regionsrådet på baggrund af en samlet vurdering af regionens samlede behandlings- og personalekapacitet kan prioritere denne kapacitet til udredning og behandling af patienter med akutte og livstruende sygdomme, herunder patienter med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), der har behov for sygehusbehandling, bl.a. intensiv behandling, eller til iværksættelse og bemanding af andre foranstaltninger i direkte relation til udredning og behandlingen af patienter med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), herunder indsatser vedrørende logistik, særlige hygiejneforanstaltninger m.v. Regionsrådet kan bl.a. udskyde planlagte og fremtidige undersøgelser, behandlinger, indkaldelser m.v., herunder begrænse retten til udvidet frit sygehusvalg og retten til hurtig udredning.
Ligeledes er kravet om, at regionen skal afholde en dialogsamtale med klager inden fire uger efter, at Styrelsen for Patientklager har fremsendt klagen til regionen, i medfør af bekendtgørelsen sat ud af kraft. Derudover er forretningsordenen for Det Psykiatriske Patientklagenævn i forhold til mødeafholdelse samt betingelser i forhold til aldersgrænsen for kvinder, der kan modtage fertilitetsbehandling, og opbevaringsperioden for menneskelige æg efter reproduktionsloven, jf. lov nr. 902 af 23. august 2019 om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., fraveget i medfør af bekendtgørelsen.
Det er ikke efter epidemilovens bestemmelser muligt at fravige autorisationslovens regler om forbeholdte virksomhedsområder, jf. autorisationslovens § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a.
2.7.1.1.2. Autorisationsloven
Efter autorisationslovens § 1, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juni 2019, med senere ændringer, er læger, tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, osteopater, jordemødre, kliniske tandteknikere, kontaktlinseoptikere, optometrister og tandplejere samt behandlerfarmaceuter forbeholdt retten til at udføre en bestemt sundhedsfaglig virksomhed, jf. autorisationslovens afsnit II.
Autorisationslovens afsnit II vedrører særlige bestemmelser for de enkelte grupper af autoriserede sundhedspersoner, herunder regler om forbeholdt virksomhed for de ovennævnte faggrupper. Det gælder bl.a. § 27, stk. 3, om lægers forbeholdte virksomhed efter § 74.
Det fremgår af autorisationslovens § 74, stk. 1, at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må behandle en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår desuden, at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed, medmindre andet er særligt lovhjemlet.
Baggrunden for lægers forbeholdte virksomhedsområde fremgår af forarbejderne til autorisationslovens § 74, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 111 som fremsat, side 3232. Heraf fremgår det bl.a., at bestemmelsen opregner hvilke typer af behandlinger, som det er forbudt ikke-læger at foretage. Herved definerer bestemmelsen, hvilke behandlinger m.v. det er forbeholdt læger at foretage. Det drejer sig typisk om behandling af sygdomme, der er farlige for almenheden på grund af smittefare, så som veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller andre smitsomme sygdomme, jf. stk. 1. Endvidere drejer det sig, jf. stk. 2, om indgreb og behandlinger m.v., der kræver en betydelig faglig kompetence at udføre, så som operative indgreb, bedøvelse, fødselshjælp, anvendelse af receptpligtige lægemidler, røntgen- eller radiumbehandling m.v. Efter bestemmelsen i stk. 2 er det generelt forbeholdt læger at foretage operationer, hvad enten disse foretages med et terapeutisk eller ikke-terapeutisk formål.
Begrebet »operativt indgreb« defineres almindeligvis som et indgreb, der medfører gennembrud af hud, væv eller slimhinder, eller et indgreb med indførelse af apparatur i de naturlige legemsåbninger, uanset om det foretages i diagnostisk eller terapeutisk øjemed, jf. svar på Sundheds- og Ældreudvalgets spørgsmål nr. 96 (Alm. del) af 25. februar 2009.
Høreapparatbehandling udgør i medfør af § 74, stk. 4, ikke lægeforbeholdt virksomhed.
Det fremgår desuden af autorisationslovens § 74 a, stk. 1 og 2, at enhver må foretage nåleakupunkturbehandling, men at nåleakupunkturbehandling på brystkassen kun er tilladt at udføre for læger og kiropraktorer, personer, der udfører akupunktur på brystkassen som led i offentlig sygehusbehandling, eller personer, der har gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen.
Efter autorisationslovens § 18 kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte nærmere regler om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp, som er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).
Efter bekendtgørelsens § 1 kan en sundhedsperson, der er autoriseret i henhold til autorisationsloven, delegere alle former for forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed.
Der er ikke krav til en medhjælps uddannelse eller faglige baggrund, men der stilles krav til bl.a. lægens instruktion af medhjælpen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Den autoriserede sundhedsperson vil ligeledes i fornødent omfang skulle føre tilsyn med medhjælpens virksomhed, jf. § 3, stk. 2.
På sygehuse, klinikker, institutioner m.v. har ledelsen ansvaret for, at der foreligger instruks for fagligt forsvarlig behandling af patienterne, herunder i forbindelse med delegation af opgaver. Ledelsen har desuden ansvaret for, at personalet er instrueret og oplært i de relevante arbejdsopgaver, samt ansvaret for at føre relevant tilsyn med udførelsen heraf. Derudover har en autoriseret sundhedsperson, der delegerer en opgave inden for sit forbeholdte arbejdsområde, desuden i medfør af autorisationslovens § 17 pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af samt tilsyn med den person, den autoriserede sundhedsperson delegerer opgaven til. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.1 og 3.2 i vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).
Der er enkelte typer forbeholdt virksomhed, der i medfør af § 2 i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) ikke kan delegeres til en medhjælp. Det gælder bl.a. udfærdigelse af erklæringer til offentligt brug, recepter og dødsattester samt ligsyn til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt, og kosmetisk behandling, medmindre dette er hjemlet i bekendtgørelse nr. 834 af 27. august 2014 om kosmetisk behandling, med senere ændringer.
Efter autorisationslovens § 28 kan sundheds- og ældreministeren meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægevirksomhed, såfremt befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan dækkes.
Bestemmelsen blev indført med § 3, stk. 2, i lægeloven af 1934, jf. lov nr. 72 af 14. marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning.
Det fremgår af bemærkningerne til lægelovens § 3, stk. 2, jf. Folketingstidende 1931-32, tillæg A, spalte 4014, at der blev fundet behov for at give adgang til at meddele personer uden autorisation som læge, f.eks. medicinstuderende, midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning i tilfælde, hvor praksisberettigede læger ikke kan fyldestgøre befolkningens behov for lægehjælp som følge af store epidemier eller lignende.
I forbindelse med håndteringen af covid-19-epidemien, er autorisationslovens § 28 blevet udmøntet i den nu ophævede bekendtgørelse nr. 397 af 8. april 2020 om midlertidig tilladelse til kommunale hjemmesygeplejersker til at udøve udvalgte former for lægevirksomhed i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvorefter kommunalbestyrelsen kunne meddele kommunale hjemmesygeplejersker midlertidig tilladelse til bl.a. at foretage udtagelse af kapillærblodprøver og veneblodprøver samt anlæggelse af katetre igennem urinrør med henblik på tømning af urinblæren.
Der blev med bekendtgørelsen samtidig præciseret et driftsherreansvar, idet kommunalbestyrelsen bl.a. blev forpligtet til at sikre, at de kommunale hjemmesygeplejersker var i stand til at varetage deres opgaver fagligt forsvarlig og overholde de pligter, som følger af lovgivningen, samt ansvaret for at sikre opdaterede skriftlige instrukser og sygeplejerskernes kompetencer.
2.7.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Under håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har nogle landes sundhedsvæsener været stærkt udfordret, bl.a. på grund af manglende kapacitet til behandling af personer med et akut og kritisk behandlingsbehov på sygehusene. Det kan have været medvirkende årsag til, at disse lande har fået et relativt højt dødstal som følge af sygdommen, hvilket har ført til udmøntning af en række meget vidtgående og længerevarende tiltag i en række lande, som f.eks. udgangsforbud, for at inddæmme smitten.
I Danmark er et sammenbrud af sundhedsvæsenet heldigvis blevet undgået. Det har bl.a. været muligt, fordi der med vedtagelsen af lov nr. 208 af 17. marts 2020 og lov nr. 359 af 4. april 2020 blev indført hjemler til at kunne fravige rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning, herunder med henblik på at kunne undgå et kollaps af sundhedsvæsenet under håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Det kan ikke udelukkes, at der i fremtiden vil ske udbrud af smitsomme sygdomme i Danmark, som vil kunne belaste samfundsstrukturerne, herunder udfordre sundhedsvæsenets kapacitet. Sundheds- og Ældreministeriets finder derfor fortsat et behov for at sikre tilstrækkelig kapacitet i sundhedsvæsenet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, med henblik på at forebygge sammenbrud af sundhedsvæsenet ved en fremtidig håndtering af samfundskritiske sygdomme.
Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse er det således hensigtsmæssigt, at det også fremadrettet bliver muligt at kunne fravige lovfastsatte forpligtelser og rettigheder af hensyn til at sikre opretholdelse af sundhedsvæsenets kapacitet, hvis det måtte vise sig nødvendigt.
I den forbindelse finder Sundheds- og Ældreministeriet det helt afgørende at sikre sundhedsvæsenets mulighed for at kunne allokere ressourcer til prioritering af akut og kritisk behandling af patienter, ved at kunne fravige rettigheder og forpligtelser i lovgivningen inden for sundheds- og ældreministerens ressort.
Det er samtidig Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at fravigelse af forpligtelser og rettigheder af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet, i forhold til den nugældende bestemmelse i § 12 d, stk. 1, bør afgrænses til alene at vedrøre lovgivning m.v. inden for sundheds- og ældreministerens ressort, da det navnlig vil være ressourceprioritering inden for sundhedssektoren, der vil være afgørende at råde over for at sikre sundhedsvæsenets kapacitet.
Udmøntning af sådanne bestemmelser kan opleves som meget indgribende over for borgere og patienter, hvorfor der efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse er behov for at præcisere en fremtidig bestemmelses anvendelsesområde i forhold til den nugældende bestemmelse, således, at bestemmelsens anvendelsesområde indsnævres.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren får bemyndigelse til at kunne fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov.
Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 d, stk. 1.
Med bestemmelsens afgrænsning til kun at kunne finde anvendelse i situationer, hvor en samfundskritisk sygdom truer sundhedsvæsenets behandlings- og plejekapacitet, og begrænsningen til kun at kunne fravige regler inden for sundheds- og ældreministerens ressort, sørges der for, at bestemmelsen har et relativt snævert anvendelsesområde. Hensynet hertil er, at bestemmelsen giver sundheds- og ældreministeren en beføjelse til at udstede regler, som kan have en meget stor påvirkning af borgerne.
Bestemmelsen vil både kunne fravige regler fastsat i eller i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort samt i afgørelser truffet af det offentlige i medfør heraf.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.
Efter bestemmelsen vil det være en betingelse, at det regionale eller kommunale sundhedsvæsens behandlings-, pleje- og personalekapacitet er under pres på grund af samfundskritisk sygdom, eller at dette er nært forestående.
I forhold til sundhedsvæsenet er det en forudsætning for udmøntning af bestemmelsen, at antallet af smittede medfører eller risikerer at medføre, at sygehusvæsenet eller den primære sundhedssektor har behov for at anvende behandlingskapaciteten og de personalemæssige ressourcer til patienter med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og at det i den forbindelse er nødvendigt at omlægge sundhedsvæsenets ressourcer hertil.
Det forudsættes, at de begrænsninger af forpligtelser og rettigheder, der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være med til at sikre, at sundhedsvæsenet i en sådan situation af hensyn til patientsikkerheden anvender den behandlingsmæssige og personalemæssige kapacitet til at bekæmpe og inddæmme de omhandlede samfundskritiske sygdomme, og samtidig sikrer, at der fortsat tages hånd om patienter med livstruende og akutte sygdomme.
Det vil derfor være en betingelse, at de forpligtelser og rettigheder, som fraviges, må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det kapacitetsbehov, som der vurderes at være til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov.
Med bestemmelsen sikres, at reglerne kan afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Dermed kan det lettere sikres, at fravigelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder alene sker i det omfang, det er nødvendigt. Ved at præcisere at hjemlen alene kan anvendes i forbindelse med håndteringen af en samfundskritisk sygdom, afgrænses anvendelsesområdet desuden til de situationer, hvor en smitsom sygdom udgør en risiko for samfundsstrukturerne og dermed gør det relevant at allokere ressourcer til opretholdelse heraf.
Bestemmelsen kan anvendes til f.eks. at fravige sundhedslovens regler om forebyggende helbredsundersøgelser til børn i den undervisningspligtige alder efter § 63, udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med diagnostiske undersøgelser til brug for praktiserende læger og speciallæger efter § 82 a, hurtig udredning efter § 82 b, brystundersøgelser for personer mellem 50 og 69 år med kvindeligt brystvæv efter § 85, udvidet frit sygehusvalg efter § 87, maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88, oplysningspligt ved henvisning til sygehus efter § 90 og alkohol- og stofmisbrugsbehandling efter §§ 141 og 142.
Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fravige regler om tilbud om en dialogsamtale ved klage over sundhedsfaglig virksomhed efter klage- og erstatningslovens § 1, stk. 5, og § 2, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, med senere ændringer.
Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes i situationer med personalemangel som følge af sygemeldinger, hjemmeisolation m.v. af sundhedspersonalet i både sygehussektoren og primærsektoren, herunder kommunerne, der gør det nødvendigt at omlægge sundhedsvæsenets ressourcer til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov.
I forhold til den del af plejesektoren, der henhører under sundheds- og ældreministerens ressort, vil der f.eks. kunne blive tale om fravigelse af § 79 a i serviceloven, jf. bekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020 af lov om social service, med senere ændringer, om forebyggende hjemmebesøg. Dette skal sikre, at man i en ekstraordinær situation kan prioritere ressourcerne til de borgere med størst behov.
Bemyndigelsen vil ligeledes kunne anvendes med henblik på, at sundhedsvæsenet i en periode efter en epidemi kan foretage de samme prioriteringer, indtil behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret.
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på, hvad den foreslåede bestemmelse kan anvendes til.
Fravigelse vil ikke være begrænset til at kunne ske med henblik på allokering af behandlings- og plejekapaciteten i sundhedsvæsenet til akut og kritisk behandling og pleje af patienter, der har det pågældende behandlings- eller plejebehov som følge af smitte med en samfundskritisk sygdom. Fravigelse vil således også kunne ske med henblik på sikring af ethvert opstået akut eller kritisk behandlings- eller plejebehov, der ikke har relation til en samfundskritisk sygdom, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det bemærkes, at det med betingelsen om, at fravigelse kun kan ske hvis de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov, forudsættes, at der vil skulle foretages en afvejning af den pågældende samfundskritiske sygdoms påvirkning af presset på sundhedsvæsenets kapacitet i forhold til akut og kritisk behandling og pleje over for prioriteringen af den pågældende forpligtelse eller rettighed. Det medfører, at ikke alle rettigheder og forpligtelser på sundheds- og ældreministerens ressort i alle tilfælde vil vægte lige højt i vurderingen af, om de pågældende forpligtelser og rettigheder skal vige for prioriteringen af akut og kritisk behandling og pleje. F.eks. vil der skulle mere til før maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme fraviges i forhold til hvornår en planlagt ukompliceret hofteoperation skal udskydes.
Med bestemmelsens afgrænsning til kun at kunne finde anvendelse i situationer, hvor en samfundskritisk sygdom truer sundhedsvæsenets behandlings- og plejekapacitet, og afgrænsningen af fravigelsen til at gælde regler inden for sundheds- og ældreministerens ressort, sørges der for, at bestemmelsen finder anvendelse i den pågældende sektor. Hensynet hertil er, at det navnlig vil være forpligtelser og rettigheder inden for sundheds- og ældreministerens ressort, der vil påvirke fleksibiliteten i prioriteringen af sundhedsvæsenets ressourcer, herunder personale.
Der henvises til det foreslåede § 55, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
I forlængelse af fravigelsen af forpligtelser og rettigheder inden for sundheds- og ældreministerens ressort, er det ifølge Sundheds- og Ældreministeriet afgørende af hensyn til genoprettelse af retstilstanden for borgere og patienter, at fravigelsen af forpligtelser og rettigheder i en given periode ikke får konsekvenser for borgernes adgang til behandling, pleje og rettigheder m.v., når håndteringen af en samfundskritisk sygdom måtte være blevet stabiliseret, blot fordi betingelser i lovgivningen ikke kan opfyldes grundet fravigelse af forpligtelser og rettigheder af hensyn til behandlings- og plejekapaciteten i sundhedsvæsenet.
Det bør efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse fortsat være muligt, at patienter eller borgere, hvis behandling, pleje og rettigheder m.v. er blevet aflyst, udskudt eller i øvrigt helt eller delvist fraveget eller suspenderet som følge af, at sundhedsvæsenets behandlings-, pleje- og personalekapacitet er anvendt til behandling og pleje af patienter med akutte og livstruende sygdomme, f.eks. kan få tilbudt en anden behandling som erstatning for den aflyste.
Ligeledes bør det fortsat være muligt at sikre, at patienter og andre borgere, der – som følge af den aldersgruppe, de tilhører – har krav på at modtage nærmere bestemte sundheds- eller plejeydelser, men ikke aktuelt kan modtage en sådan ydelse som følge af foranstaltninger iværksat efter regler udstedt efter det foreslåede § 55, stk. 1, bevarer retten til at modtage denne ydelse, efter foranstaltningerne er ophørt, hvis der fortsat er grundlag for dette.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor retten til fertilitetsbehandling midlertidigt suspenderes af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet, jf. det foreslåede § 55, stk. 1. Ved derudover midlertidigt at suspendere forbuddet mod at yde fertilitetsbehandling til kvinder, der er ældre end 45 år, sikres det, at de kvinder, der på baggrund af en midlertidig suspension af fertilitetsbehandling på landets sygehuse ikke kan modtage behandling med assisteret reproduktion, og som i denne periode fylder 46 år, ikke forhindres i at modtage forventet eller planlagt fertilitetsbehandling efter ophævelse af den midlertidige suspension af behandlingen.
Det foreslås herefter, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af betingelser for patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når disse betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af regler fastsat i medfør af § 55, stk. 1.
Med bestemmelsen sikres, at reglerne kan afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Dermed kan det lettere sikres, at fravigelse af de pågældende betingelser alene sker i det omfang det er nødvendigt. Ved at præcisere, at hjemlen alene kan anvendes i forbindelse med håndteringen af en samfundskritisk sygdom, afgrænses anvendelsesområdet desuden til de situationer, hvor en smitsom sygdom udgør en risiko for samfundsstrukturerne.
Med bestemmelsen vil betingelser fastsat i eller i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort for patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v., der påvirkes af allokeringen af behandlings- og plejekapaciteten i sundhedsvæsenet efter det foreslåede § 55, stk. 1, helt eller delvist kunne begrænses, når fravigelse er nødvendig for at sikre opfyldelse af patientens og borgerens mulighed for at modtage den pågældende behandling, pleje eller andre rettigheder m.v., der er fastsat i lovgivning m.v. inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når sundhedsvæsenets kapacitet har normaliseret sig.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne udmøntes til at fravige betingelser for modtagelse af behandling og pleje inden for sundheds- og ældreministerens ressort, herunder suspension af forbuddet efter reproduktionsloven mod, at kvinder, der er ældre end 45 år ved barnets fødsel, kan modtage fertilitetsbehandling. Derudover kan bestemmelsen f.eks. anvendes til at fravige loftet for opbevaring af menneskelige æg på 5 år efter reproduktionsloven, hvis det ikke længere vil være muligt at opfylde betingelserne på baggrund af f.eks. midlertidig suspension af fertilitetsbehandling af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet.
Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fravige fristen for sundhedspersoner til senest otte uger efter modtagelse af en anmodning fra en offentlig myndighed at afgive en erklæring vedrørende en patient til brug for myndighedens vurdering af den pågældendes ret til pension eller anden offentlig hjælp, jf. § 8 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.
Derudover vil bestemmelsen kunne anvendes til at fravige fristerne for udstedelse af en lægehenvisning til psykologbehandling med tilskud på henholdsvis 6 og 12 måneder efter indtrædelse af den begivenhed, der er årsag til henvisningen, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 989 af 25. september 2019 om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper.
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på bestemmelsens anvendelsesområde.
Anvendelsesområdet for bestemmelsen vil være indsnævret i forhold til den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 d, stk. 2, idet det ikke efter bestemmelsen vil være muligt f.eks. at fravige betingelsen i autorisationslovens § 11 a om, at Styrelsen for Patientsikkerhed senest 2 år efter styrelsens afgørelse om midlertidig autorisationsfratagelse eller virksomhedsindskrænkning skal have indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, foretaget partshøring og anlagt retssag ved domstolene, hvis styrelsens midlertidige afgørelse skal have opsættende virkning under retssagen. Det skyldes at myndighedernes mulighed for at opfylde betingelserne i autorisationslovens § 11 a ikke vil påvirkes af ressourcehensyn i sundhedsvæsenet til prioritering af patienter med akut eller kritisk behandlingsbehov og de deraf afledte følger for opfyldelse af forpligtelser og rettigheder inden for sundheds- og ældreministerens ressort.
Bestemmelsen vil i forhold til den gældende bestemmelse i § 12 d, stk. 2, endvidere være afgrænset til at kunne fravige betingelser fastsat i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort.
Med bestemmelsen sikres det således, at betingelser i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort kan fraviges, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, med den konsekvens, at f.eks. behandling, der har været forventet eller planlagt i en given periode, hvor forpligtelsen eller retten til behandling er blevet fraveget af hensyn til at sikre kapacitet til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, alligevel kan gennemføres når sundhedsvæsenets kapacitet er normaliseret, selvom betingelserne for modtagelse af den pågældende behandling ikke længere måtte være opfyldt.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det således, at det ikke skal lægges patienten til last, at der af hensyn til sundhedsvæsenets kapacitet fraviges rettigheder og forpligtelser efter bestemmelsens stk. 1.
Der henvises til det foreslåede § 55, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
Ud over muligheden for at kunne fravige forpligtelser, rettigheder og betingelser inden for sundheds- og ældreministerens ressort, finder Sundheds- og Ældreministeriet behov for at skabe fleksibilitet i anvendelsen af sundhedspersonalets ressourcer under håndteringen af en epidemi. Sundheds- og Ældreministeriet finder det herefter hensigtsmæssigt at skabe mulighed for, at sundhedsfaglig virksomhed, der er forbeholdt en given gruppe af autoriserede sundhedspersoner, kan fraviges, så andet personale i sundhedsvæsenet i visse situationer selvstændigt kan udføre bestemte former for forbeholdt virksomhed. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at der er behov for at allokere personale til frivillig vaccination af borgere mod epidemisygdommen, når en vaccine er udviklet og godkendt til brug. Gennembrud af hud, herunder vaccination, udgør et operativt indgreb, der som udgangspunkt er forbeholdt læger at udføre, jf. autorisationslovens § 74, stk. 2.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det ikke kan udelukkes, at det i visse situationer under håndteringen af en given epidemi af f.eks. administrative årsager ikke vil være hensigtsmæssigt at skulle anvende reglerne om delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed til at kunne prioritere personaleressourcerne i sundhedsvæsenet. Det kan f.eks. være i tilfælde inden for ældre- og plejesektoren (plejecentre og botilbud), hvor kommunerne ellers skal sørge for aftaler om delegation med en læge, hvis en kommunalt ansat sygeplejerske vil skulle udøve lægeforbeholdt virksomhed over for den pågældende beboer. Det vil bl.a. særligt være relevant hvor samtlige beboere på et plejecenter eller bosted skal have mulighed for at modtage frivillig vaccination mod en given samfundskritisk sygdom.
Lægeforbeholdt virksomhed, herunder vaccination, vil allerede ved udmøntning af autorisationslovens § 28 i et vist omfang kunne tillades udført af andre end læger i forbindelse med en større epidemi eller lignende. Ud fra ordlyden af autorisationslovens § 28 og de tilhørende bemærkninger til den tidligere gældende lægelov kan det ifølge Sundheds- og Ældreministeriets vurdering dog ikke udelukkes, at anvendelsesområdet for bestemmelsen er afgrænset til tilfælde, hvor sundhedsvæsenets læger er i en pågående situation af ressourcemangel som følge af håndteringen af en epidemi. Bestemmelsen vil således ikke efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse finde anvendelse til at forebygge et ekstraordinært pres på sundhedsvæsenets lægefaglige kapacitet.
Det er herefter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at det på trods af autorisationslovens § 28 og muligheden for at kunne videredelegere forbeholdt virksomhed til en medhjælp, vil være nødvendigt ud fra et forsigtighedsprincip at indføre en særskilt hjemmel i epidemiloven om bemyndigelse til selvstændig udøvelse af forbeholdt virksomhed for andre personer end de pågældende autoriserede faggrupper, idet der efter ministeriets opfattelse ud over tilfælde, hvor lægedækningen allerede er udfordret, vil være et behov for at kunne forebygge og forhindre et kollaps af sundhedsvæsenet som følge af en samfundskritisk sygdoms påvirkning af sundhedsvæsenets ressourcer.
Med afsæt i, at hensynet bag forbeholdte virksomhedsområder i autorisationsloven er at sikre det faglige niveau og deraf patientsikkerheden, bl.a. i forbindelse med behandling af sygdomme, der er farlige for almenheden på grund af smittefare, eller indgreb af en karakter, der kræver en betydelig kompetence at udføre, herunder operative indgreb, er det samtidig afgørende for Sundheds- og Ældreministeriet, at fravigelse af forbeholdt virksomhedsområde beror på en sundhedsfaglig anbefaling fra de relevante sundhedsmyndigheder.
Det foreslås herefter at bemyndige sundheds- og ældreministeren til efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen at kunne fastsætte regler om fravigelse af § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt for at sikre sundhedsvæsenets personalemæssige kapacitet til bestemte opgaver.
Bestemmelsen vil både kunne fravige regler fastsat i eller i medfør af autorisationslovens § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a.
Bestemmelsen forventes navnlig anvendt til at kunne fravige reglerne om, at bestemte indgreb, der udgør operative indgreb efter autorisationslovens regler, udgør forbeholdt virksomhed i tilfælde, hvor det ud fra et hensyn til at sikre sundhedsvæsenets personalemæssige kapacitet til bestemte opgaver er nødvendigt at fravige udgangspunktet.
Bestemmelsen forventes således særligt anvendt til fravigelse af lægeforbeholdt virksomhed, men vil ikke være afgrænset hertil. Bestemmelsen kan således også anvendes til at fravige andre faggruppers forbeholdte virksomhed, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Bestemmelsen vil heller ikke være begrænset til at finde anvendelse i forhold til at sikre kapacitet til udførelse af tiltag inden for sundhedsvæsenet over for den pågældende samfundskritiske sygdom, der gør det nødvendigt at kunne prioritere sundhedsvæsenets personalemæssige ressourcer til bestemte opgaver. Dermed vil bestemmelsen kunne finde anvendelse til at fravige forbeholdt virksomhed med henblik på at sikre kapacitet til behandling og indgreb, der ikke er relateret til den pågældende samfundskritiske sygdom.
Det forudsættes, at der ikke med bestemmelsen vil kunne tillades andre end den pågældende autoriserede faggruppe selvstændigt at udøve forbeholdt virksomhed, der efter anden lovgivning er underlagt et forbud mod eller restriktioner for videredelegation til en medhjælp. Det gælder f.eks. udstedelse af dødsattester og udførelse af kosmetisk behandling, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), eller genordination og ordination af dosisdispensering med tilskud efter autorisationslovens § 70 e, stk. 7.
Endvidere forudsættes, at det ikke med bestemmelsen vil være muligt at tillade personer, der ikke er autoriseret efter autorisationsloven, at udføre forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed selvstændigt. Det forhindrer ikke muligheden for fortsat at kunne videredelegere forbeholdt virksomhed til personer uden autorisation efter de almindelige regler herfor, jf. afsnit 2.7.1.1.2 ovenfor.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at Sundhedsstyrelsen har vurderet og indstillet til, at der i en konkret situation som følge af en samfundskritisk sygdom er behov for at fravige et forbeholdt virksomhedsområde af hensyn til at sikre prioriteringen af sundhedsvæsenets personalemæssige ressourcer til bestemte opgaver.
Sundhedsstyrelsens vurdering bør indeholde en afvejning af på den ene side hensynet til i videst muligt omfang at opretholde kravene til de faglige kompetencer, der ligger til grund for at lade en given behandlingsform eller et givent indgreb være omfattet af et forbeholdt virksomhedsområde, over for hensynet til under håndteringen af en samfundskritisk sygdom at kunne sikre prioriteringen af det mest specialiserede og kompetente personale til de i den givne situation mest kritiske opgaver, der kræver de pågældende kompetencer.
I den forbindelse bør det indgå i Sundhedsstyrelsens vurdering, hvilke andre faggrupper, det vil være forsvarligt at lade en given behandling eller et givent indgreb blive foretaget selvstændigt af. F.eks. kan det overvejes, hvorvidt sygeplejersker, der i forvejen på delegation bl.a. udfører blodprøvetagning, vaccinationer og udskiftning af katetre, vil have de fornødne faglige og praktiske kompetencer og erfaringer med udførelsen af de pågældende indgreb til forsvarligt at kunne blive bemyndiget til i en begrænset periode at kunne udøve en konkret forbeholdt virksomhed selvstændigt.
Det bør samtidig fremgå af vurderingen, hvem der skal pålægges ansvaret for at sikre opdaterede faglige instrukser, de rette kompetencer og muligheden for at overholde lovgivningen i øvrigt for den faggruppe, der indstilles tilladt selvstændig udøvelse af en nærmere specificeret forbeholdt virksomhed. Der kan f.eks. præciseres et driftsherreansvar.
Sundhedsstyrelsen vil i relevant omfang kunne inddrage andre myndigheders vurderinger af delelementer i forhold til indstillingen, herunder kan f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed anmodes om en vurdering af spørgsmål af patientsikkerhedsmæssig karakter.
Det vil endvidere være en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at det fremgår af bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, hvilke behandlinger, indgreb m.v., der konkret kan udføres af andre end den autoriserede faggruppe med det pågældende forbeholdte virksomhedsområde. Det vil således ikke være tilstrækkeligt at fastsætte regler om, at f.eks. operative indgreb eller ordination af receptpligtig medicin generelt kan foretages selvstændigt af andre end læger. Det vil derimod være påkrævet, at de fastsatte regler om fravigelse af § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a skal angive en nærmere specificeret behandling, indgreb m.v. med angivelse af den persongruppe, der må foretage behandlingen eller indgrebet m.v. selvstændigt.
F.eks. vil bestemmelsen kunne anvendes til at fastsætte regler om, at sygeplejersker, uanset autorisationslovens § 74, stk. 2, selvstændigt kan foretage vaccination mod en nærmere bestemt sygdom eller selvstændigt kan foretage test, der kræver indførelse af apparatur i de naturlige legemsåbninger, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Bestemmelsen vil medføre, at der kan fastsættes regler om, at andre personer end autoriserede faggrupper med et forbeholdt virksomhedsområde, selvstændigt kan udføre bestemte behandlinger, indgreb m.v., der er omfattet af et forbeholdt virksomhedsområde efter autorisationslovens § 1, stk. 3, §§ 74 eller 74 a. Dermed vil det ikke være nødvendigt at videredelegere den pågældende forbeholdte virksomhed til andre gennem autorisationslovens regler om delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, for at andre end den autoriserede faggruppe med det pågældende forbeholdte virksomhedsområde kan udøve virksomheden.
Der henvises til det foreslåede § 55, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
2.7.2. Fravigelse nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af samfundskritiske sygdomme
2.7.2.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 1, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Bemyndigelsen er udmøntet på en række forskellige ministres ressortområder. Det gælder bl.a. på justitsministerens ressort ved bekendtgørelse nr. 221 af 17. marts 2020 om forebyggelse og inddæmmelse af udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) på kriminalforsorgens område, med senere ændringer. Efter bekendtgørelsen kan regler om bl.a. indsattes ret til fællesskab, deltagelse i gudstjenester, beskæftigelse, ophold i fri luft, behandling mod stofmisbrug, besøg og mulighed for udgang m.v. helt eller delvist fraviges eller afskæres, hvis det findes nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Endvidere reguleres Kriminalforsorgens gennemførsel af tilsyns- og kontrolvirksomhed.
På sundheds- og ældreministerens ressort er bemyndigelsen desuden gennem bekendtgørelse nr. 511 af 24. april 2020 om videregivelse af oplysninger fra Registeret for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS) til Statens Serum Institut til brug for videnskabelige eller statistiske undersøgelser i forbindelse med epidemiologisk overvågning af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), med senere ændringer, blevet anvendt til at give Sundhedsdatastyrelsen mulighed for efter anmodning fra Statens Serum Institut at videregive oplysninger fra Register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS) vedrørende ordination af lægemidler til brug for Statens Serum Instituts statistiske eller videnskabelige undersøgelser i forbindelse med den epidemiologiske overvågning af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Endvidere er bestemmelsen udmøntet på beskæftigelsesministerens ressort ved bekendtgørelse nr. 1398 af 25. september 2020 om genåbning og fortsat delvis suspension af beskæftigelsesindsatsen som følge af COVID-19. Med bekendtgørelsen er bl.a. krav om mødeafholdelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og organisering af møder efter lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. blevet fraveget.
Derudover er bemyndigelsen udmøntet på boligministerens område ved bekendtgørelse nr. 598 af 5. maj 2020 om midlertidig fravigelse af dele af byggelovgivningen som led i håndtering af COVID-19 med henblik på ibrugtagning af bygninger m.v. til dagtilbud, skoler, institutioner og lignende. Bekendtgørelsen giver mulighed for at fravige regler i byggeloven om ibrugtagning af dagtilbud, skoler, institutioner og lignende, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Bestemmelsen er desuden blevet udmøntet på social- og indenrigsministerens område ved bl.a. bekendtgørelse nr. 954 af 24. juni 2020 om mulighed for midlertidig fravigelse af regler om møder i kommunalbestyrelser og regionsråd og i disses udvalg som led i håndtering af Coronavirus-sygdom (COVID-19). Efter bekendtgørelsen er der givet mulighed for at fravige regler om mødeafholdelse i kommunalbestyrelser, regionsråd og disses udvalg.
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på udmøntning af bestemmelsen i § 12 d, stk. 3, nr. 1.
2.7.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har gjort det nødvendigt at indføre en række tiltag og anbefalinger for at komme sygdommen til livs. For at sikre effektiv bekæmpelse af sygdommen har der i den forbindelse været et behov for at kunne fravige regler inden for anden lovgivning af hensyn til nødvendigheden af at kunne forebygge og inddæmme udbredelse af sygdommen.
Det gælder f.eks. fravigelse af forpligtelser til fysisk mødeafholdelse og fravigelse af fængselsindsattes m.v. forskellige rettigheder med henblik på at forebygge smitte med Coronavirussygdom 2019 (covid-19) i fængslerne.
Det kan ikke udelukkes, at det også i forbindelse med fremtidige håndteringer af epidemier i samfundet vil være nødvendigt at fravige regler i anden lovgivning for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en given samfundskritisk sygdom. Der er derfor efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse behov for også fremover at sikre muligheden for at kunne fastsætte regler om fravigelse af rettigheder og pligter for det offentlige og private i anden lovgivning m.v.
På baggrund heraf foreslås, at vedkommende minister bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet.
Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelser i epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 1.
Bestemmelsen vil både kunne fravige regler fastsat i eller i medfør af anden lovgivning samt i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der eventuelt skal fraviges.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.
Med bestemmelsen vil der bl.a. kunne fastsættes regler om fravigelse af lovkrav til fysisk mødeafholdelse eller øvrige krav til organisering af møder i de tilfælde, hvor det vurderes at være nødvendigt at fravige kravene for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der efter lovgivningen er pligt til at afholde møder fysisk, men det af hensyn til smittefare vil være uhensigtsmæssigt at bevare denne forpligtelse ved samfundets håndtering af en samfundskritisk sygdom. Det gælder navnlig ved møder, hvor der er mange deltagere, og hvor mødet vil kunne udgøre en kilde til større smittespredning i samfundet.
Da foranstaltninger efter loven imod samfundskritiske sygdomme kan få konsekvenser for brede dele af samfundet, og det derfor kan være nødvendigt at skulle fravige forpligtelser eller rettigheder på mange forskelligartede områder, er det efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at bestemmelserne finder anvendelse for ethvert ressortområde og ikke afgrænses til at finde anvendelse på rettigheder og forpligtelser efter bestemte love m.v. Ligeledes findes det mest hensigtsmæssigt at lade den enkelte minister vurdere nødvendigheden af at kunne fravige forpligtelser og rettigheder i eller i medfør af anden lovgivning m.v., der hører under dennes ressortområde.
Med bestemmelsen vil fravigelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder kunne afgrænses til at gælde lokalt, i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Dermed kan det lettere sikres, at fravigelse af forpligtelser og rettigheder alene sker, når det må anses for at være nødvendigt.
Samtidig vil bestemmelsen kun kunne finde anvendelse ved håndtering af en samfundskritisk sygdom. Ved at præcisere, at hjemlen alene vil kunne anvendes i forbindelse med håndteringen af en samfundskritisk sygdom, afgrænses anvendelsesområdet desuden til de situationer, hvor det vil være nødvendigt at fravige forpligtelser og rettigheder efter anden lovgivning for at forebygge eller inddæmme en smitsom sygdom, der risikerer at forstyrre vigtige samfundsfunktioner.
Der henvises til det foreslåede § 56, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår behandling af personoplysninger vil fravigelse af gældende regler være omfattet af den foreslåede § 53, hvorefter sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelsen af eller smitte med en nærmere bestemt smitsom sygdom omfattet af lovens § 2. Regler fastsat i medfør af bestemmelsen kan fravige regler om behandling af personoplysninger fastsat i eller i medfør af anden lovgivning.
Vedkommende minister kan også være sundheds- og ældreministeren. Det vil være tilfældet, hvis den lovgivning, der skal fraviges, hører under sundheds- og ældreministerens ressort.
Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.6.4.2, den foreslåede § 53 og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
I den forbindelse har Sundheds- og Ældreministeriet ikke fundet det relevant fortsat at lade udmøntning af bestemmelsen ske efter forhandling med sundheds- og ældreministeren, som det er tilfældet efter den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 1, da bl.a. sundhedsmyndighederne vil være repræsenteret i Epidemikommissionen, jf. lovforslagets § 7, stk. 2, og afsnit 2.2.2.2.
2.7.3. Fravigelse påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelse af samfundskritiske sygdomme
2.7.3.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 2, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.
Bestemmelsen er udmøntet på en række ministres ressortområder, herunder på boligministerens ressort ved den nu ophævede bekendtgørelse nr. 244 af 19. marts 2020 om kommuners tilpasning af ventetider til en plejebolig med henblik på håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Efter bekendtgørelsen kunne kommunalbestyrelsen ud fra en konkret og individuel vurdering træffe beslutning om i en midlertidig periode at se bort fra tidsfristen efter § 54 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilbyde ældre, der har særligt behov for en almen plejebolig eller en plads på et plejehjem, en sådan bolig eller plads senest 2 måneder efter optagelse på en venteliste. Det var i medfør af bekendtgørelsen alene muligt at træffe beslutningen, når det på baggrund af en vurdering af kommunens samlede pleje- og personalekapacitet var nødvendigt i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), og den pågældende forpligtelse efter kommunalbestyrelsens vurdering blev anset for at være af mere underordnet betydning i forhold til det pågældende kapacitetsbehov.
Derudover er bekendtgørelsen udmøntet på social- og indenrigsministerens ressort ved den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 218 af 17. marts 2020 om mulighed for midlertidig fravigelse af forpligtelser for det offentlige og af privates rettigheder over for det offentlige på socialområdet som led i håndtering af COVID-19. Bekendtgørelsen gav bl.a. mulighed for, at kommunalbestyrelsen kunne fravige pligten til at yde rådgivning m.v. efter servicelovens kapitel 3 eller midlertidigt helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, der er truffet afgørelse om efter lov om social service.
Bestemmelsen er ligeledes på social- og indenrigsministerens ressort udmøntet ved bekendtgørelse nr. 954 af 24. juni 2020 om mulighed for midlertidig fravigelse af regler om møder i kommunalbestyrelser og regionsråd og i disses udvalg som led i håndtering af Coronavirus-sygdom (COVID-19), med senere ændringer. Efter bekendtgørelsen kan formanden for kommunalbestyrelsen henholdsvis formanden for regionsrådet bl.a. træffe beslutning om, at offentligheden ikke tillades adgang til et kommunalbestyrelses- henholdsvis regionsrådsmøde, eller beslutte at flytte et kommunalbestyrelses- henholdsvis regionsrådsmøde til et andet lokale eller en anden adresse end den, der fremgår af mødeplanen, hvis det f.eks. er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (covid-19) her i landet, og de pågældende forpligtelser i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.
Endvidere er bestemmelsen udmøntet på udlændinge- og integrationsministerens område ved bekendtgørelse nr. 300 af 28. marts 2020 om delvis suspension af integrationsindsatsen i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvorefter udlændinge som led i et integrationsuddannelsesforløb i lyset af de foranstaltninger, der er truffet for at forebygge og inddæmme udbredelsen af coronavirussygdom (covid-19) her i landet, kan modtage godtgørelse for skoleundervisningen af andre grunde, end at skoleundervisningen ikke er afholdt på det planlagte tidspunkt, jf. § 9, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 707 af 4. juli 2019 om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu).
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på udmøntning af bestemmelsen i § 12 d, stk. 3, nr. 2.
2.7.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Erfaringerne med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vist, at det har været nødvendigt at indføre en række tiltag og foranstaltninger for at inddæmme sygdommen.
Det kan ikke udelukkes, at der fortsat i fremtiden vil være behov for at indføre tiltag og foranstaltninger med henblik på at forebygge eller inddæmme en epidemi. Disse tiltag og foranstaltninger vil – som allerede erfaret – i en række sammenhænge kunne påvirke andre dele af samfundet, herunder kan tiltag for at forebygge eller inddæmme smitte give afledte effekter på forpligtelser og rettigheder i anden sammenhæng.
Det foreslås herefter, at vedkommende minister kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en samfundskritisk sygdom her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.
Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelser i epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 2.
Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.
Bestemmelsen vil både kunne fravige regler fastsat i eller i medfør af anden lovgivning samt i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
Bestemmelsen vil kunne afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Samtidig vil bestemmelsen kun finde anvendelse ved håndtering af en samfundskritisk sygdom. Dermed afgrænses anvendelsesområdet til de situationer, hvor en smitsom sygdom risikerer at forstyrre vigtige samfundsfunktioner, og foranstaltninger herimod risikerer at påvirke det offentliges og privates muligheder for at opfylde rettigheder og forpligtelser i eller i medfør af anden lovgivning, hvis betingelserne for fravigelse i øvrigt er opfyldt.
Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fravige sagsbehandlingsregler inden for f.eks. forvaltningsloven eller lov om social service, lovkrav til fysisk mødeafholdelse eller øvrige krav til organisering af møder, det offentliges forpligtelse til at yde rådgivning eller til helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, hvis det er påkrævet som følge af tiltag, der er nødvendige for at forebygge eller inddæmme en given samfundskritisk sygdom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning. Ligeledes kan bestemmelsen anvendes til helt eller delvist at suspendere eller udvide privates ret til ydelser efter anden lovgivning.
Et tiltag kan f.eks. være en foranstaltning efter epidemiloven, der ikke direkte omfatter det givne område, hvorefter fravigelse vurderes at være nødvendig. Således vil f.eks. et forbud mod at forsamle sig flere end et nærmere angivet antal personer efter omstændighederne kunne gøre det nødvendigt at fravige lovkrav til mødeafholdelse, der ikke direkte er omfattet af forsamlingsforbuddet efter det foreslåede § 24, stk. 1. Der vil også kunne være tale om tiltag, der ikke udgør en direkte foranstaltning efter loven i øvrigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor offentligt ansatte medarbejdere på baggrund af tiltag af hensyn til smittefare opfordres til hjemmearbejde, således at forpligtelser og rettigheder i anden lovgivning påvirkes som afledt følge af tiltaget. Det kan f.eks. være, hvis en myndigheds arbejdsopgaver er reguleret ved lov, f.eks. tilsyn, og tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver påvirkes af det pågældende tiltag.
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på udmøntningen af bestemmelsen.
Det er en forudsætning for fravigelse af forpligtelser og rettigheder efter bestemmelsen, at vedkommende minister har vurderet, at fravigelse er påkrævet som følge af et givent tiltag, og at de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.
Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 56, nr. 2, og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes til at fravige gældende regler om behandling af personoplysninger. Fravigelse af regler om behandling af personoplysninger vil være omfattet af den foreslåede § 53. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.6.4.2, den foreslåede § 53 og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
I den forbindelse har Sundheds- og Ældreministeriet ikke fundet det relevant fortsat at lade udmøntning af bestemmelsen ske efter forhandling med sundheds- og ældreministeren, som det er tilfældet efter den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 2, da bl.a. sundhedsmyndighederne vil være repræsenteret i Epidemikommissionen, jf. lovforslagets § 7, stk. 2, og afsnit 2.2.2.2.
2.7.4. Fravigelse ved umulighed eller uforholdsmæssig vanskelighed på baggrund af foranstaltninger imod samfundskritiske sygdomme
2.7.4.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 3, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Bemyndigelsen er udmøntet på en række forskellige ministres ressortområder. Det gælder f.eks. på erhvervsministerens ressort, hvor bestemmelsen er udmøntet ved den nu ophævede bekendtgørelse nr. 225 af 17. marts 2020 om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige på Erhvervsministeriets område som følge af foranstaltninger m.v. efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, med senere ændringer. Bekendtgørelsen gav bl.a. mulighed for, at Finanstilsynet kunne fravige regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om indenlandske politisk eksponerede personer i medfør af hvidvaskloven, når opfyldelse heraf blev umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (covid-19). Desuden kunne bl.a. fristen på 90 dage for afgivelse af tilsagn om indledning af en undersøgelse af en fusion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afbrydes ekstraordinært, og Søfartsstyrelsen kunne bl.a. udskyde gennemførelse af den praktiske del af egnethedsprøven for erhvervelse af lodscertifikat, når opfyldelse heraf blev umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (covid-19).
Bekendtgørelsens del vedrørende Søfartsstyrelsens område er videreført med bekendtgørelse nr. 1860 af 4. december 2020 om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige på erhvervsministerens område som følge af foranstaltninger m.v. efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Derudover er bestemmelsen blevet udmøntet på boligministerens område ved bekendtgørelse nr. 598 af 5. maj 2020 om midlertidig fravigelse af dele af byggelovgivningen som led i håndtering af COVID-19 med henblik på ibrugtagning af bygninger m.v. til dagtilbud, skoler, institutioner og lignende. Efter bekendtgørelsen fraviges byggelovens anvendelse for ibrugtagning med kort varsel og uden krav om byggetilladelse af eksisterende bygninger for dagtilbud, skoler, institutioner og lignende.
Endvidere er bestemmelsen udmøntet på justitsministerens område ved den nu ophævede bekendtgørelse nr. 391 af 7. april 2020 foreløbig forlængelse af våbentilladelser m.v. som følge af nødvendige foranstaltninger til forebyggelse eller inddæmning af Coronavirussygdom (COVID-19). Efter bekendtgørelsen blev bl.a. gyldigheden af en våbentilladelse eller et samtykke til våbenpåtegning i visse nærmere bestemte tilfælde forlænget, hvis det var umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at forny våbentilladelsen eller samtykket til våbenpåtegningen, som følge af foranstaltninger, som var nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på udmøntning af bestemmelsen i § 12 d, stk. 3, nr. 3.
Efter epidemilovens § 12 e kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at pligter, der ifølge lovgivningen påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af foranstaltninger iværksat i medfør af denne lov vil være umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for den private at opfylde pligten.
Bemyndigelsen er udmøntet ved den nu ophævede bekendtgørelse nr. 223 af 17. marts 2020 om fravigelse af privates pligter over for det offentlige på Erhvervsministeriets område i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), med senere ændringer. Bekendtgørelsen gav bl.a. under visse betingelser virksomheder omfattet af årsregnskabsloven en fristforlængelse for indsendelse af årsrapporter til Erhvervsstyrelsen, hvor et forsamlingsforbud i medfør af epidemiloven stod i vejen herfor, og fraveg visse privates forpligtelser over for Finanstilsynet efter bl.a. lov om finansiel virksomhed, hvis det blev vurderet, at opfyldelse af forpligtelsen ville være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger iværksat i medfør af epidemiloven.
Endvidere blev bestemmelsen udmøntet ved den nu ophævede bekendtgørelse nr. 1436 af 29. september 2020 om fravigelse af privates pligter over for det offentlige på Erhvervsministeriets område i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Efter bekendtgørelsen kunne Søfartsstyrelsen bl.a. bestemme fravigelse af krav om lodspligt og Danpilots forpligtelse til at stille lods til rådighed efter reglerne i lodsloven.
Bestemmelsen i epidemilovens § 12 e har ikke været yderligere udmøntet.
2.7.4.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet finder det væsentligt, at epidemiloven indeholder effektive og egnede beføjelser til at kunne forebygge og inddæmme smitsomme sygdomme. Under håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har det været nødvendigt at indføre en række vidtgående beføjelser, som har vist sig at være effektive til at inddæmme sygdommen.
Det kan ikke udelukkes, at der i forbindelse med håndteringen af en fortsat og fremtidig epidemi vil være behov for at iværksætte indgribende foranstaltninger over for både individer og samfund. I den forbindelse kan det ligeledes ikke udelukkes, at samfundsmæssige foranstaltninger iværksat i medfør af loven i en periode kan gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt eller ligefrem umuligt for det offentlige eller for private over for det offentlige, at opfylde forpligtelser eller rettigheder efter anden lovgivning m.v. Sundheds- og Ældreministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at der i sådanne situationer skabes mulighed for helt eller delvist at fravige de pågældende forpligtelser eller rettigheder.
På baggrund heraf er der efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse et behov for at kunne fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og rettigheder for private over for det offentlige efter anden lovgivning, hvor det grundet foranstaltninger efter loven imod samfundskritiske sygdomme vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opfylde de pågældende forpligtelser og rettigheder.
Det foreslås, at vedkommende minister kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 3.
Bestemmelsen vil kunne afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Samtidig vil bestemmelsen kun finde anvendelse ved håndtering af en samfundskritisk sygdom. Dermed afgrænses anvendelsesområdet til de situationer, hvor en smitsom sygdom risikerer at forstyrre vigtige samfundsfunktioner, og foranstaltninger herimod risikerer at påvirke det offentliges og privates muligheder for at opfylde rettigheder og forpligtelser i eller i medfør af anden lovgivning.
Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.
Bestemmelsen vil både kunne fravige regler fastsat i eller i medfør af anden lovgivning samt i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at suspendere sagsbehandlingsregler, f.eks. efter regler udstedt i medfør af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats på beskæftigelsesministerens ressort, eller forlængelse af gyldighedsperioden for myndighedstilladelser, i det omfang det vurderes at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opretholde forpligtelser og rettigheder i medfør heraf som følge af foranstaltninger imod samfundskritiske sygdomme efter loven.
Da foranstaltninger efter loven imod samfundskritiske sygdomme kan få konsekvenser for brede dele af samfundet, og det derfor kan være nødvendigt at skulle fravige forpligtelser eller rettigheder på mange forskelligartede områder, er det efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at bestemmelsen finder anvendelse for ethvert ressortområde og ikke afgrænses til at finde anvendelse på rettigheder og forpligtelser efter bestemte love m.v. Ligeledes findes det mest hensigtsmæssigt at lade den enkelte minister vurdere nødvendigheden af at kunne fravige forpligtelser og rettigheder i eller i medfør af anden lovgivning m.v., der hører under dennes ressortområde.
Der henvises til det foreslåede § 56, nr. 3, og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke vil kunne anvendes til at fravige gældende regler om behandling af personoplysninger. Fravigelse af regler om behandling af personoplysninger vil være omfattet af den foreslåede § 53. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.6.4.2, den foreslåede § 53 og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
I den forbindelse har Sundheds- og Ældreministeriet ikke fundet det relevant fortsat at lade udmøntning af bestemmelsen ske efter forhandling med sundheds- og ældreministeren, som det er tilfældet efter den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 3, da bl.a. sundhedsmyndighederne vil være repræsenteret i Epidemikommissionen, jf. det foreslåede § 7, stk. 2, og afsnit 2.2.2.2.
Det foreslås endvidere, at vedkommende minister for hele eller dele af landet kan fastsætte regler om, at forpligtelser, der ifølge lovgivningen påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat efter denne lov vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den private at opfylde pligten.
Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 e.
Med bestemmelsen sikres, at reglerne kan afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Dermed kan det lettere sikres, at fravigelse af de pågældende betingelser alene sker i det omfang, det er nødvendigt. Ved at præcisere, at muligheden alene kan anvendes i forbindelse med håndteringen af en samfundskritisk sygdom, afgrænses anvendelsesområdet desuden til de situationer, hvor en smitsom sygdom udgør en risiko for samfundsstrukturerne.
Bestemmelsen vil både kunne fravige forpligtelser fastsat i eller i medfør af anden lovgivning samt i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning.
Som eksempel på en foranstaltning efter loven, der efter omstændighederne kan nødvendiggøre fravigelse af privates forpligtelser over for det offentlige i anden lovgivning, kan nævnes, at regler fastsat i medfør af det foreslåede § 24, stk. 1, om forbud mod at flere personer befinder sig på samme sted, vil kunne påvirke muligheden for at afholde generalforsamlinger. Dette kan give udfordringer i forhold til at indsende årsrapporter og udbetale udbytte for virksomheder inden for den lovfastsatte frist, hvor dette skal godkendes på generalforsamlinger. Manglende indsendelse af årsrapport kan bl.a. føre til manglende udbetaling af udbytte til aktionærer og i værste tilfælde tvangsopløsning af selskaber. Bestemmelsen vil således bl.a. kunne anvendes til suspension af frister for indsendelse af årsrapporter til Erhvervsstyrelsen på erhvervsministerens ressort.
Da foranstaltninger efter loven imod samfundskritiske sygdomme kan få konsekvenser for brede dele af samfundet, og det derfor kan være nødvendigt at skulle fravige privates forpligtelser over for det offentlige på mange forskelligartede områder, er det efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at bestemmelsen finder anvendelse for ethvert ressortområde og ikke afgrænses til at finde anvendelse på forpligtelser efter bestemte love m.v. Ligeledes findes det mest hensigtsmæssigt at lade den enkelte minister vurdere nødvendigheden af at kunne fravige privates forpligtelser over for det offentlige i eller i medfør af anden lovgivning m.v., der hører under dennes ressortområde.
Der henvises til den foreslåede § 57 og bemærkningerne hertil.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
2.7.5. Fastsættelse af særlige foranstaltninger af hensyn til vareforsyningen
2.7.5.1. Gældende ret
Sundheds- og ældreministeren kan efter epidemilovens § 12 f, 1. pkt., i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.
Bemyndigelsen er udmøntet ved et antal bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse nr. 1605 af 12. november 2020 om særlig forlængelse af kørekort, chaufføruddannelsesbevis, uddannelsesbevis, sikkerhedsrådgiverbevis, kørekort med kørelærergodkendelse og særtransportlegitimationskort til sikring af forsyningen af varer som led i håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Med bekendtgørelsen er gyldighedstiden for kørekort til køretøjer, der hovedsageligt anvendes til varetransport og erhvervsmæssig personbefordring, blevet forlænget i en nærmere afgrænset tidsperiode af hensyn til muligheden for at forny kørekortene ved en større nedlukning af samfundet. Med bekendtgørelsen suspenderes forbuddet mod chaufførudlån i lov om godskørsel desuden i en nærmere afgrænset periode, således at de transportvirksomheder, der varetager den kritiske opgave med forsyning af fødevarer og dagligvarer til butikker i den pågældende periode vil have tilstrækkelig chaufførkapacitet til at imødekomme efterspørgslen på dagligvarer.
Bestemmelsen er endvidere udmøntet ved bekendtgørelse nr. 252 af 22. marts 2020 om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), med senere ændringer. I medfør af bekendtgørelsen bemyndiges Lægemiddelstyrelsen til bl.a. at påbyde en række virksomheder og personer at indberette lagre af lægemidler, mellemprodukter og aktive stoffer til styrelsen og øge, nedbringe eller sprede lagre af lægemidler. Endvidere kan Lægemiddelstyrelsen regulere leveringen af lægemidler mellem apoteker og nærmere regulere omstændigheder omkring udlevering af lægemidler.
Derudover er bestemmelsen ligeledes udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1211 af 16. august 2020 om særlige foranstaltninger vedrørende forsyning af medicinsk udstyr og personlige værnemidler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Efter bekendtgørelsen kan Lægemiddelstyrelsen bl.a. påbyde danske fabrikanter, importører og distributører af medicinsk udstyr og personlige værnemidler at indberette oplysninger om størrelsen af lagre af bestemte typer medicinsk udstyr og personlige værnemidler samt forventet lagerbeholdning, og kan bl.a. beslutte, at bestemte typer medicinsk udstyr og personlige værnemidler kun må sælges på apoteker.
Det bemærkes, at ovennævnte alene er eksempler på udmøntning af bestemmelsen.
2.7.5.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det har været nødvendigt under håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) at indføre foranstaltninger, der sikrer vareforsyningen i Danmark, navnlig i forhold til personlige smitteforebyggende midler, herunder mundbind.
Det kan ikke udelukkes, at der i fremtiden vil ske udbrud i Danmark af smitsomme sygdomme, der vil kunne belaste samfundsstrukturerne, herunder på ny udfordre vareforsyningen. Der er derfor efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse fortsat et behov for en hjemmel til at kunne sikre forsyningen af f.eks. personlige smitteforebyggende midler, herunder hånddesinfektion, visirer og mundbind, og andre værnemidler eller opretholdelse af en tilstrækkelig dagligvareforsyning.
Det foreslås, at vedkommende minister i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. Regler i medfør af bestemmelsen vil kunne fravige anden lovgivning.
Bestemmelsen kan bl.a. anvendes til at forlænge gyldighedstiden på kørekort til køretøjer, der hovedsageligt anvendes til varetransport eller erhvervsmæssig personbefordring, og fravigelse af forbud mod udlån af chauffører mellem virksomheder med tilladelse til godskørsel for fremmed regning, hvis det findes nødvendigt. Det vil desuden kunne blive relevant f.eks. at pålægge danske importører, fabrikanter og distributører at opbygge eller ændre deres lagre eller på anden vis medvirke til at sikre adgang til relevante varer af hensyn til håndteringen af en fremtidig epidemi.
Det bemærkes, at ovennævnte alene er eksempler på, hvordan bestemmelsen kan udmøntes.
For så vidt angår lægemidler vil foranstaltninger til forsyning heraf være omfattet af den foreslåede § 67, nr. 1, hvorefter § 76 i lov om lægemidler ændres med henblik på, at bestemmelserne, der skal sikre forsyningen af lægemidler, kan anvendes uanset om forsyningen bliver påvirket af en epidemi, krig, naturkatastrofe, terror eller lignende.
Der henvises i den forbindelse til afsnit 4, det foreslåede § 67, nr. 1, og bemærkningerne hertil.
Da konsekvenserne ved udmøntningen af bestemmelsen kan være indgribende og byrdefulde for særligt erhvervslivet, vil iværksættelse af foranstaltninger for at sikre vareforsyningen kunne afgrænses geografisk i de tilfælde, hvor det ikke måtte være nødvendigt at indføre landsdækkende regler. Dermed kan det lettere sikres, at iværksættelse af foranstaltninger af hensyn til vareforsyningen kun forekommer i det omfang, det vurderes at være nødvendigt.
Ved at præcisere, at bemyndigelsen alene kan anvendes i forbindelse med håndteringen af en samfundskritisk sygdom, afgrænses anvendelsesområdet desuden klart til de situationer, hvor en smitsom sygdom udgør en risiko for samfundsstrukturerne og dermed gør det relevant at sikre opretholdelse af vareforsyningen.
Der henvises til den foreslåede § 58 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at hvis der efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse måtte blive truffet foranstaltninger, der vil være at anse for ekspropriative, vil der efter den foreslåede § 60 skulle ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte personer.
Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.
Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. afsnit 2.2.2.2. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. afsnit 2.2.2.6.
2.7.6. Fravigelse af regler om kundgørelse af retsforskrifter i Lovtidende
2.7.6.1. Gældende ret
Det følger af § 2, stk. 1, i lov om udgivelsen af en Lovtidende (lovtidendeloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, at alle love og kongelige anordninger indføres i Lovtidende. Det følger endvidere af lovens § 2, stk. 1, at dette gælder, uanset om forskrifterne vedkommer hele riget eller kun enkelte landsdele, byer eller egne eller dele af befolkningen.
Efter lovtidendelovens § 2, stk. 2, gælder kravet om kundgørelse i Lovtidende desuden for alle ministerielle bekendtgørelser.
Endelig fremgår det af § 4 i lovtidendeloven, at der ikke er krav om kundgørelse i Lovtidende for regler udstedt af en stedlig myndighed. Disse regler kan således offentliggøres lokalt, f.eks. med skiltning, offentliggørelse i dagspressen og på den relevante politikreds’ hjemmeside.
Lovtidendelovens kundgørelsesordning kan fraviges, hvis der ved lov udtrykkeligt bestemmes en anden kundgørelsesmåde enten for loven alene eller med fremtidig generel virkning. Det forudsættes derudover, at den lov, som fraviger lovtidendeloven, fastsætter, hvilken alternativ kundgørelsesmåde, der skal gælde.
Det bemærkes, at det følger af § 1 i cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation (pligtafleveringscirkulæret), at alle love, lovbekendtgørelser, anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, cirkulæreskrivelser, vejledninger m.v. samt administrative afgørelser af principiel karakter skal indlægges i Retsinformation. Videre følger det af § 2, stk. 3, 1. pkt., i cirkulæret, at forskrifter skal indlægges i Retsinformation, selv om de ikke offentliggøres i Lov- eller Ministerialtidende.
I den gældende epidemilov er der ikke udtrykkelig hjemmel til at fravige kravet om kundgørelse i Lovtidende. Der er dog i den gældende epidemilov flere bestemmelser, såsom § 6, stk. 1, 4. pkt., og § 6 a, 2. pkt., der indeholder en generel adgang til at fravige anden lovgivning.
2.7.6.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der bør indføres en adgang til at fravige kravet om kundgørelse i Lovtidende for regler udstedt med hjemmel i de foreslåede § 24, stk. 1, og §§ 30, 32, 34 og 35-37, når disse regler alene skal gælde dele af landet.
En fravigelse af kravet om kundgørelse i Lovtidende vil muliggøre en hurtigere og mere målrettet kundgørelsesordning, hvilket betyder, at der hurtigere kan iværksættes nødvendige tiltag.
Baggrunden for forslaget er, at håndteringen af covid-19 har vist et behov for hurtigt at kunne iværksætte og justere lokale tiltag for at bremse lokale smitteudbrud. Dette gælder særligt, når der er tale om meget hyppige lokaler justeringer, ligesom der også vil være et stort behov for at hurtigt at kunne ophæve indsatser, så snart de lokale forhold gør dette muligt. Sådanne hyppige og ofte hastende lokale ændringer af f.eks. et forsamlingsforbud vil således ikke være egnede til at blive kundgjort i Lovtidende hver gang, der sker en justering, fordi kravet om kundgørelse i Lovtidende indebærer en proces, som kan betyde, at det i visse situationer ikke vil være muligt at give reglerne den ønskede tilstrækkelig hurtige ikrafttræden.
Det forudsættes med den forslåede ordning, at kravet om kundgørelse i Lovtidende alene fraviges, når der er tungtvejende grunde, der taler for at benytte en anden kundgørelsesordning. Dette kan eksempelvis være hensynet til en hurtig ikrafttræden, hvor det skønnes, at en mere målrettet kundgørelsesordning er mest hensigtsmæssig.
Det foreslås endvidere, at vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren har en pligt til at fastsætte regler om, hvordan oplysning om regler, der ikke indføres i Lovtidende, kan fås.
Forslaget indebærer, at reglerne, der ikke kundgøres i Lovtidende, skal offentliggøres på anden vis, og at der skal fastsættes regler herom.
Det forudsættes, at denne offentliggørelse vil være målrettet den kreds, som vurderes at måtte blive berørt af reglerne. Det forudsættes desuden, at den valgte offentliggørelsesmåde udgør en autoritativ kilde til sikker viden om retsreglernes nøjagtige ordlyd. Kilden vil skulle være troværdig og pålidelig for borgerne. Der vil således f.eks. kunne ske offentliggørelse på vedkommende ministeriums hjemmeside eller på relevante kommuners eller regioners hjemmesider. Der vil ligeledes kunne ske offentliggørelse på centrale tværgående offentlige hjemmesider som f.eks. coronasmitte.dk eller lignende samt i lokalaviser m.v.
Det bemærkes, at forskrifter, som efter forslaget undtages fra reglerne om kundgørelse i Lovtidende, fortsat skal indlægges i Retsinformation, selv om de ikke offentliggøres i Lov- eller Ministerialtidende, jf. herved § 2, stk. 3, i pligtafleveringscirkulæret.
Der henvises til den foreslåede § 59 og bemærkningerne hertil.
2.8. Klageadgang
2.8.1. Gældende ret
Efter de almindelige forvaltningsretlige principper om administrativ rekurs kan en afgørelse truffet af en underordnet myndighed påklages til en overordnet myndighed, ligesom der normalt vil være rekurs til den delegerende myndighed, hvor der er sket delegation af kompetence fra en myndighed til en anden.
Kommuner og regioner står som selvstændige forvaltningsmyndigheder ikke i noget almindeligt underordnelsesforhold til nogen anden forvaltningsmyndighed. Det kommunale og regionale tilsyn, der viger i det omfang, der er en anden klage- eller tilsynsmyndighed, der kan tage stilling til sagen, fører tilsyn med, at kommunerne og regionerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Social- og Indenrigsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed, jf. kapitel VI og VII i lov om kommunernes styrelse. Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, mens ministeriet ikke i almindelighed er klageinstans over for Ankestyrelsen som led i tilsynet.
Efter epidemilovens § 1, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Sundheds- og ældreministeren kan efter bestemmelsen både bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til at udøve de beføjelser, der følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at andre myndigheder skal udøve beføjelserne ifølge de pågældende regler.
Efter § 1, stk. 3, i epidemiloven, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af stk. 2. Efter bestemmelsen kan der fastsættes regler om, at afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed end Sundheds- og Ældreministeriet. Bestemmelsen kan ikke anvendes til helt eller delvis at afskære klageadgang, således at afgørelser hverken kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet eller andre myndigheder.
2.8.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed foreslås tillagt kompetence til at kunne påbyde enkeltpersoner at lade sig undersøge, indlægge, isolere og behandle, ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne tillade, at der anvendes magt for at kunne gennemføre disse påbud. Ministeriet er endvidere opmærksomt på, at Styrelsen for Patientsikkerhed med forslaget vil kunne påbyde blandt andre kommunalbestyrelser og regionsråd at gennemføre en række foranstaltninger.
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende for retssikkerheden, at personer, der påbydes afgørelse om en individuel foranstaltning, har mulighed for at klage.
Det er i den forbindelse vigtigt for Sundheds- og Ældreministeriet, at et nyt ankenævn bliver uafhængigt af instruktioner fra ministeriet eller andre om den enkelte sags behandling eller afgørelse, og at det sammensættes af repræsentanter fra faglige organisationer og af lægmænd.
Ankenævnet for Epidemiloven foreslås således at behandle klager over afgørelser truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Dette gælder både afgørelser truffet af Styrelsen for Patientsikkerhed, regioner eller kommuner eller andre myndigheder, herunder myndigheder der i regler fastsat i medfør af loven gives kompetence til at træffe afgørelser.
Omfattet af klageadgangen vil bl.a. være påbud overfor enkeltpersoner efter det foreslåede § 13, § 14, stk. 1, § 15 stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20.
Ankenævnet for Epidemiloven foreslås at skulle påse, om betingelserne for afgørelsen er opfyldt.
Det foreslås, at ankenævnet kan træffe afgørelse om at tiltræde eller omgøre afgørelsen, eller hjemvise sagen til fornyet behandling. Ankenævnet foreslås ligeledes at kunne afvise sager uden realitetsbehandling, f.eks. ved overskridelse af frister for indgivelse af klagen, eller hvis der klages over afgørelser, som falder uden for ankenævnets kompetence.
Det foreslås endvidere, at ankenævnet i de sager, hvor den påklagede afgørelse er ophævet, kan udtale om betingelserne for afgørelsen var opfyldt, da afgørelsen blev truffet.
Det bemærkes i den forbindelse, at det udtrykkeligt i epidemiloven anføres, at anvendelse af alle foranstaltninger skal være nødvendig, så kortvarig som mulig og stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal altid anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet, og foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde disse.
Det foreslås, at en klage til ankenævnet ikke har opsættende virkning.
Det foreslås endvidere, at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen betyder, at ankenævnets afgørelser ikke vil kunne påklages til eksempelvis Sundheds- og Ældreministeriet.
Det foreslås, at Styrelsen for Patientklager stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
Det bemærkes hertil, at retten til aktindsigt efter offentlighedsloven ikke vil omfatte dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at Styrelsen for Patientklager udfører sekretariatsopgaver for ankenævnet, jf. offentlighedslovens § 27, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås, at formanden for Ankenævnet for Epidemiloven kan træffe afgørelse i sager, der skønnes ikke at give anledning til tvivl.
Det foreslås derudover, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af denne lov, i stedet kan påklages til en anden administrativ myndighed end Ankenævnet for Epidemiloven. Dette gælder således også klager over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af det foreslåede § 1, stk. 3. Baggrunden for dette forslag er, at det kan være hensigtsmæssigt at henlægge klagekompetencen til sædvanlige klagemyndigheder på et område.
Dette vil gælde politiets afgørelser, der kan påklages til Rigspolitiet. Ligeledes vil det i regler fastsat i medfør af loven kunne fastsættes, at Rigspolitiets afgørelser ikke kan påklages til Justitsministeriets departement. Dette svarer til, hvad der følger af retsplejelovens § 109, stk. 2, hvorefter rigspolitichefens afgørelser i klagesager over afgørelser truffet af politidirektørerne ikke kan påklages til justitsministeren.
Nævnets afgørelser vil kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.
Den foreslåede bestemmelse sikrer således, at afgørelser truffet efter loven eller regler fastsat i medfør af loven kan påklages, og samtidig sikres det, at dette vil kunne ske til sædvanlige klageinstanser på et område, og derudover sikres det, at klageadgangen hviler på et toinstansprincip.
Det foreslås, at Ankenævnet for Epidemiloven skal bestå af en formand, der er dommer og fire beskikkede medlemmer.
Det foreslås, at sundheds- og ældreministeren udpeger nævnets formand, og beskikker de fire medlemmer efter indstilling fra Advokatrådet, Danske Patienter, Lægeforeningen og Dansk Arbejdsgiverforening. Der beskikkes ét medlem efter indstilling fra hver organisation. Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren udpeger efter samme fremgangsmåde en næstformand og stedfortrædere for medlemmerne.
Formanden og medlemmer af nævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenestelige arbejde, ydes vederlag og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlag.
Ankenævnet foreslås selv at skulle drage omsorg for sagens oplysning. Ankenævnets afgørelser træffes på grundlag af officialprincippet. Det påhviler således nævnet en pligt til selv at oplyse sagen i fornødent omfang, både for så vidt angår det retlige som det faktiske grundlag. Ankenævnet vil i den forbindelse kunne træffe bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle sagkyndige erklæringer m.v.
Klager til Ankenævnet for Epidemiloven foreslås at skulle være indgivet inden fire uger efter det tidspunkt, hvor klager har fået meddelelse om afgørelsen om påbud. Det foreslås, at der i ganske særlige tilfælde kan dispenseres fra denne frist.
Det bemærkes hertil, at såfremt en klage indgives, inden lovforslaget træder i kraft, kan den ikke behandles af ankenævnet. Der vil således alene være mulighed for at behandle klager over afgørelser truffet i medfør af denne lov.
Det foreslås endvidere, at klager, der indgives til ankenævnet, som udgangspunkt skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientklager stiller til rådighed (digital selvbetjening), medmindre Styrelsen for Patientklager finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at klageren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, eller der foreligger helt ekstraordinære situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Patientklagers forhold gør, at der ikke kan indgives en klage til Ankenævnet for Epidemiloven ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning.
Udgangspunktet er således, at klager skal indgives til ankenævnet ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientklager stiller til rådighed.
2.9. Domstolsprøvelse
2.9.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 20 skal sundheds- og ældreministeren ved pålæg i medfør af §§ 5, 7, 12 og 16, som har karakter af frihedsberøvelse, og ved afslag på anmodning om ophævelse af sådanne pålæg, give den pågældende vejledning om adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Det beror på en konkret vurdering, om en foranstaltning har karakter af frihedsberøvelse.
Det følger af grundlovens § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en domstol, og som ikke har hjemmel i udlændingelovgivningen, skal indbringes for domstolene, hvis den frihedsberøvede anmoder herom.
Det følger af forarbejderne til epidemiloven, at lovligheden af indgreb, der indebærer frihedsberøvelse, f.eks. tvangsindlæggelse efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 5, efter begæring vil skulle forelægges domstolene. Frihedsberøvelse, der foretages med hjemmel i epidemiloven, vil kunne indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 133 som fremsat, side 13.
Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 1, 1. pkt., at hvis den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl (hjemting), jf. retsplejelovens § 235.
Efter retsplejelovens § 469, stk. 2, 1. pkt., skal forelæggelsen for retten finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker ved fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen foreliggende bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens afgørelse. Indbringes sagen for en domstol, der ikke er rette værneting, henviser dommeren sagen til rette værneting, jf. § 469, stk. 2, 2. pkt.
Begæring om sagens indbringelse for retten hindrer ikke frihedsberøvelsens iværksættelse eller opretholdelse, medmindre retten bestemmer det, jf. retsplejelovens § 469, stk. 3.
Efter retsplejelovens § 469, stk. 4, 1. pkt., skal begæring om sagens indbringelse for retten fremsættes inden fire uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan undtagelsesvis tillades af retten indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør, jf. § 469, stk. 4, 2. pkt..
2.9.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Epidemiloven indeholder alene en pligt for sundheds- og ældreministeren til at vejlede om adgangen til domstolsprøvelse i forbindelse med pålæg efter loven, der har karakter af frihedsberøvelse og ved afslag om ophævelse af sådanne pålæg.
Det er således efter de gældende regler op til den enkelte at anmode myndighederne om at indbringe et påbud efter loven, der har karakter af frihedsberøvelse, for retten til prøvelse.
Med den foreslåede § 14 om indlæggelse, § 15 om isolation, § 21 om dørlåsning m.v. og § 26 om afspærring af områder vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne træffe afgørelser og meddele påbud, der efter en konkret vurdering vil kunne have karakter af frihedsberøvelse.
Sundheds- og Ældreministeriet finder, at der af retssikkerhedsmæssige hensyn bør indføres en automatisk domstolsprøvelse af sådanne afgørelser og påbud. Det vil herefter ikke være et krav, at den pågældende eller dennes repræsentant anmoder om, at sagen indbringes for retten, idet Styrelsen for Patientsikkerhed vil skulle indbringe sagerne for retten, uanset om der fremsættes anmodning herom.
Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal indbringe sagen for retten inden 5 søgnedage efter, at styrelsen har truffet afgørelse eller meddelt påbud efter de foreslåede §§ 14, 15, 21 og 26. Det svarer bl.a. til den frist, der ifølge retsplejelovens § 469, stk. 2, gælder for at indbringe sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse for retten i tilfælde, hvor indbringelse skal ske efter begæring.
Det foreslås endvidere, at indbringelsen skal ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Som det fremgår af afsnit 2.4.4 foreslås det, at sundheds- og ældreministeren skal kunne fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.
Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende ministre skal kunne fastsætte regler om, at personer, der ankommer til landet fra eller har bopæl i nærmere angivne lande, skal fremvise dokumentation for, at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig undersøge for, om de pågældende har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus, jf. lovforslagetsafsnit 2.5.2.
Disse bemyndigelsesbestemmelser vil afhængig af den konkrete udmøntning kunne indebære foranstaltninger, der efter en konkret vurdering vil kunne have karakter af frihedsberøvelse.
Modsat de konkrete afgørelser og påbud, der er nævnt oven for, og som træffes eller meddeles direkte i medfør af loven, vil de regler, der fastsættes i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne, kunne vedrøre en bredere og ubestemt kreds af personer. Der vil således eksempelvis i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende personer, der har deltaget i en bestemt begivenhed m.v., kunne fastsættes regler om pligt til undersøgelse og isolation, der omfatter personer, som det ikke er muligt på forhånd at identificere. Det foreslås derfor, at der ikke skal gælde en pligt for myndighederne til automatisk at indbringe foranstaltninger efter disse bemyndigelsesbestemmelser, der har karakter af frihedsberøvelse, for retten.
Lovligheden af foranstaltninger, der har karakter af frihedsberøvelse, vil derimod efter begæring skulle forelægges domstolene, jf. grundlovens § 71, stk. 6.
Af retssikkerhedsmæssige grunde foreslås der indsat en udtrykkelig bestemmelse i loven herom. Det foreslås således, at sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, efter anmodning fra den person, foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, skal indbringe foranstaltninger efter de nævnte bemyndigelsesbestemmelser, som har karakter af frihedsberøvelse, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 64 og bemærkningerne hertil.
2.10. Ekspropriation
2.10.1. Gældende ret
Det følger af epidemilovens § 27, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør heraf kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom.
Udgør gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør heraf et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere, jf. epidemilovens § 27, stk. 2.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.).
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 133 som fremsat, side 36, vil det afhænge af en samlet vurdering, om anvendelsen af den pågældende bestemmelse i konkrete tilfælde vil være udtryk for et ekspropriativt indgreb. Det fremgår endvidere, at der i medfør af bestemmelsen vil kunne iværksættes ekspropriation af både fysiske og juridiske personers ejendom, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 133 som fremsat, side 35.
2.10.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er afgørende for Sundheds- og Ældreministeriet, at det sikres, at myndighederne fortsat har de muligheder, som måtte vise sig nødvendige for at forebygge, inddæmme og bekæmpe smitsomme sygdommes udbredelse i landet. Det gælder både sygdomme, som der er allerede er viden om håndteringen af, men også sygdomme, som endnu ikke er kendte, og hvis udbredelse kan medføre betydelige konsekvenser for den enkelte person og for samfundet som helhed.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at den gældende adgang til at iværksætte ekspropriation af privat ejendom til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør af epidemiloven, hvorefter der gives fuld erstatning for indgreb af ekspropriativ karakter, bør videreføres.
Epidemilovens § 27 foreslås således videreført uden ændringer i forhold til gældende ret. Det betyder, at det foreslås, at sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør heraf skal kunne iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Videre foreslås det, at der i tilfælde af ekspropriation vil skulle ydes fuld erstatning til de berørte ejere.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke er til hinder for, at der fortsat vil kunne indgås politiske aftaler og lignende, som bl.a. indeholder økonomiske hjælpepakker til berørte virksomheder, lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende m.fl., som oplever omsætningsnedgang som følge af foranstaltninger efter lovforslaget.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7.1.4 om grundlovens § 73, den foreslåede § 60 og bemærkningerne hertil.
3. Ændringer af sundhedsloven om udlån af sundhedsfagligt udstyr m.v. til udlandet
3.1. Gældende ret
Der er ikke efter gældende ret hjemmel til, at regionsråd og kommunalbestyrelser kan yde donation eller udlåne sundhedsfagligt udstyr m.v. til udlandet.
Under covid-19 blev der med Finansudvalgets tilslutning tilført midler til, at Sundheds- og Ældreministeriet kunne overtage respiratorer fra regionerne med henblik på at udlåne respiratorerne som støtte til andre lande.
Sundheds- og ældreministeren kan i medfør af sundhedslovens § 78, stk. 2, fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder. Denne bemyndigelse er bl.a. udmøntet ved bekendtgørelse nr. 170 af 5. februar 2017 om regionsrådenes levering af sygehusydelser m.v. til og samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder. Regionsrådet kan i medfør af bekendtgørelsens § 10, stk. 1, udnytte sygehusenes overkapacitet ved at tilbyde sygehusydelser til udenlandske sygehusmyndigheder og sygeforsikringskasser, såfremt et tilbud herom forinden er givet til de andre regionsråd, og de har afvist tilbuddet. Det er en betingelse for udnyttelse af overkapacitet, at regionsrådets sygehuse ikke er dimensioneret med dette formål for øje, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af sygehusopgaven ikke kan afskaffes. Regionsrådet opkræver efter bestemmelsens stk. 2, en betaling af de udenlandske sygehusmyndigheder og sygeforsikringskasser svarende til markedspris for den pågældende ydelse. Udlån af sundhedsfagligt udstyr til udlandet omfattes ikke af denne mulighed.
3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Der er fra regeringens side et bredt ønske om at hjælpe andre lande, især under sundhedskriser.
Sundheds- og Ældreministeriet er bekendt med, at nogle regioner i løbet af den første tid med udbredelse af covid-19-epidemien har indkøbt respiratorer til behandling af patienter med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), som der har vist sig ikke at være behov for at tage i brug i Danmark. Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de overskydende respiratorer dermed med fordel kunne have været udlånt som støtte til andre lande.
Sundheds- og Ældreministeriet er imidlertid opmærksomt på, det ikke efter gældende ret er muligt for hverken regionsråd eller kommunalbestyrelser at foretage et sådant udlån til støtte for andre lande.
Sundheds- og Ældreministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt, at staten med henblik på at hjælpe andre lande i sådanne situationer dermed er nødt til at overtage eller købe sundhedsfagligt udstyr m.v. fra regionerne for derefter at udlåne det til andre lande.
Det er således efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering behov for mere fleksible rammer for regionsrådenes og kommunalbestyrelsernes muligheder for udlån af sundhedsfagligt udstyr m.v. til udlandet. Denne fleksibilitet skal sikre, at det bliver muligt hurtigt at kunne få det overskydende udstyr sendt til udlandet, som har behov for hjælp.
Der bør således efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse etableres mulighed for, at regionsråd og kommunalbestyrelser kan indgå aftaler med myndigheder og organisationer her i landet og i udlandet om at yde donation eller udlåne sundhedsfagligt udstyr, personelbidrag m.v.
Det foreslås derfor, at der tilvejebringes entydig hjemmel til, at både regionsråd og kommunalbestyrelser selv får mulighed for direkte at indgå aftaler om at yde donation eller udlån af sundhedsfagligt udstyr, personelbidrag m.v. til udlandet i særlige situationer.
Med særlige situationer forstås ekstraordinære begivenheder såsom naturkatastrofer, epidemier, pandemier, terrorhandlinger, krig eller lignende.
Udlånet vil typisk kunne arrangeres som et tidsbegrænset udlån med mulighed for forlængelse og mulighed for hjemtagelse af det sundhedsfaglige udstyr m.v., hvis der opstår et nationalt behov.
Donation kan være relevant i tilfælde, hvor der er tale om sundhedsfagligt udstyr, værnemidler m.v., som vanskeligt kan leveres tilbage eller udstyr, som ikke længere vurderes at have nogen værdi eller anvendelsesmulighed efter endt udlån.
Udsendelse af personelbidrag vil efter forslaget være mulig i situationer, hvor der er mangel på sundhedspersonel i udlandet i særlige situationer, og hvor der er den nødvendige personelkapacitet her i landet. Det vil også være muligt at udsende teknisk personel til brug for opsætning, vedligeholdelse og reparation af udlånt eller doneret sundhedsfagligt udstyr.
Der vil kunne ydes udlån eller donation både i situationer, hvor staten anmoder regionrådet eller kommunalbestyrelsen om at yde donation eller tidsbegrænset udlån af sundhedsfagligt udstyr, personelbidrag m.v., og i situationer, hvor regionsrådene og kommunalbestyrelserne af egen drift ønsker at iværksætte en donation eller et udlån.
4. Ændringer af lægemiddelloven om styrkelse af lægemiddelberedskabet
4.1. Gældende ret
Efter lægemiddellovens § 76 kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om en række pligter for virksomheder, der har en tilladelse efter lovens § 39, stk. 1, som f.eks. lægemiddelgrossister og -fremstillere m.v. til i forsyningsmæssige nødsituationer og i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, at træffe foranstaltninger med henblik på opretholdelsen af forsyningen af lægemidler.
Det følger af § 76, stk. 2, at sådanne regler kan omhandle virksomheders pligt til at sprede varebeholdninger af lægemidler, som indgår i virksomhedernes normale aktiviteter. Der kan hertil fastsættes regler om betalings- og leveringsbetingelser for lægemidler, der spredes efter de fastsatte regler.
Medfører de regler, der fastsættes efter stk. 1, eller et påbud udstedt af Lægemiddelstyrelsen i medfør af reglerne, økonomisk tab for en virksomhed, er staten erstatningsansvarlig efter lovgivningens almindelige regler. Efter bestemmelsens stk. 4 kan sundheds- og ældreministeren ansætte erstatningen i overensstemmelse med regler, der kan fastsættes af ministeren, hvis ikke der er overenskomst om erstatningen. Der er i dag ikke udstedt regler i medfør af stk. 4.
Lægemiddellovens § 76, stk. 1, er i dag udmøntet i bekendtgørelse nr. 940 af 16. september 2008 om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer og i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger.
Bekendtgørelsen finder anvendelse i forsyningsmæssige nødsituationer og i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, og bekendtgørelsen gælder forud for modstridende lovgivning. Bekendtgørelsen forudsætter således, at sådanne situationer skal være indtruffet, før bekendtgørelsen kan finde anvendelse. Ligeledes følger det af bekendtgørelsen, at den alene gælder for lagre af lægemidler samt importører af lægemidler, lægemiddelgrossister og -fremstillere.
Aktiveres lægemiddelberedskabet, følger det af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, uden nærmere beslutning herom, at importører af lægemidler og lægemiddelgrossister skal nedbringe deres lagre af lægemidler til et minimum ved distribution til apoteker m.v. Lægemiddelgrossister må efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, alene have et lager, med hvad der svarer til 45 dages normalt forbrug.
I helt særlige tilfælde kan Sundhedsstyrelsen efter § 4 i bekendtgørelsen beslutte, at virksomhederne skal sprede deres lagre på en nærmere angiven måde i stedet. Denne beslutning skal godkendes af sundheds- og ældreministeren, hvorefter Sundhedsstyrelsen skal meddele Lægemiddelstyrelsen beslutningen. Endelig skal Lægemiddelstyrelsen udstede påbud til de konkrete virksomheder i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsen beslutning. Overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 3 og 4 kan straffes med bøde.
Bekendtgørelse om spredning af lægemiddellagre suppleres af bekendtgørelse nr. 941 af 19. september 2008 om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer og i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, som senere ændret. I bekendtgørelsen er der fastsat en række regler, der skal forhindre hamstring og underbygge en eventuel nødvendig rationering af lægemidler. Bekendtgørelsen er, modsat bekendtgørelse nr. 940 af 16. september 2008, ikke udstedt med hjemmel i § 76 i lov om lægemidler, men derimod med hjemmel i en række øvrige bemyndigelsesbestemmelser i lov om lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og beredskabsloven.
Bekendtgørelsen finder anvendelse ved forsyningsmæssige nødsituationer og i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, for alle apoteker i Danmark. Bekendtgørelsen aktiveres uden nærmere beslutning herom i en sådan situation.
Aktiveres bekendtgørelsen, må apotekerne kun udlevere receptpligtige lægemidler i en mængde til 14 dages brug, uanset hvilken mængde der er ordineret af receptudstederen. Såfremt lægemidlet ikke effektivt kan opdeles, skal apoteket udlevere den mindst mulige mængde af det receptpligtige lægemiddel.
Sundhedsstyrelsen, der efter § 2 i bekendtgørelsen koordinerer lægemiddelberedskabet, kan dog efter bekendtgørelsens § 3 træffe beslutning om, at apotekerne kun må udlevere receptpligtige lægemidler til en kortere periode end 14 dage og kun må udlevere receptpligtige lægemidler til en nærmere angiven patientgruppe. Sundhedsstyrelsens beslutning herom skal godkendes af sundheds- og ældreministeren. Beslutningen skal herefter meddeles Lægemiddelstyrelsen, der skal effektuere beslutningen over for alle landets apoteker. Hvis rationeringen ikke overholdes, kan apoteket straffes med bøde.
Ved aktiveringen af lægemiddelberedskabet kan apotekerne samtidig, efter apotekets egen beslutning, vælge at begrænse udleveringen af ikke-receptpligtige lægemidler til den mindste pakning, som apoteket har på lager eller i en mængde, der svarer til 14 dages forbrug. Apoteket kan samtidig nægte udlevering af ikke-receptpligtige lægemidler til personer, der konkret af apoteket ikke skønnes at have et aktuelt behov for lægemidlet. Sundhedsstyrelsen kan efter de gældende regler ikke træffe beslutninger om en anden udleveringspraksis for ikke-receptpligtige lægemidler.
For at kunne leve op til forpligtelsen om at udlevere lægemidler i mindre mængder får apotekerne efter bekendtgørelsen mulighed for at opsplitte og ompakke såvel receptpligtige som ikke-receptpligtige lægemidler. Opsplitningen og ompakningen skal ske efter bekendtgørelse nr. 1220 af 7. december 2005 om forbrugerpakninger af magistrelle lægemidler eller på anden hensigtsmæssig måde efter apotekets vurdering. Pakningerne skal om muligt forsynes med kopi af lægemidlets indlægsseddel og mærkes i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 869 af 21. juli 2011 om mærkning m.m. af lægemidler.
Endelig suppleres de to bekendtgørelser af bekendtgørelse nr. 196 af 12. marts 2020 om udleveringsbestemmelser for håndkøbslægemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 232 af 18. marts 2020, hvorefter der findes en række udleveringsgrupper for håndkøbslægemidler, der kan aktiveres under et aktiveret lægemiddelberedskab. Aktiveres de særlige udleveringsgrupper medfører det, at der kun må udleveres en pakning pr. kunde pr. dag af lægemidler med samme aktive indholdsstof. Lægemiddelstyrelsen kan dog give apotekere adgang til at fravige dette i et nærmere angivet omfang, f.eks. hvis der er tale om to forskellige doseringer til en voksen og et barn af et håndkøbslægemiddel med samme aktive indholdsstof.
De særlige udleveringsgrupper blev indført og trådte straks i kraft, da der opstod hamstringstendenser i befolkningen den 12. marts 2020, hvor Coronavirussygdom 2019 (covid-19) medførte en større nedlukning af Danmark. Reglerne giver således Lægemiddelstyrelsen mulighed for hurtigt at kunne indføre en begrænsning på håndkøbslægemidler, hvis der opstår et indkøbsmønster, der kan få betydning for den samlede lægemiddelforsyning i forbindelse med eventuelle fremtidige kriser.
I henhold til beredskabslovens § 28, stk. 2, kan vedkommende minister pålægge offentlige og private virksomheder og institutioner at træffe særlige foranstaltninger, for så vidt angår varer, tjenesteydelser, produktionsmidler m.v. inden for deres normale virksomhed, hvis dette er påkrævet af hensyn til udførelsen af opgaver inden for det civile beredskab.
Bestemmelsen forudsætter dog, at der, inden et konkret pålæg udstedes, har været ført forhandlinger med de pågældende virksomheder og institutioner eller med deres organisationer. Det er en meget tidskrævende proces, som ikke tager højde for, at der i forbindelse med forsyningsudfordringer er stort behov for, at der handles hurtigt. Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at beredskabsloven ikke er egnet til at kunne varetage et effektivt lægemiddelberedskab, bl.a. på grund af det store antal virksomheder på lægemiddelområdet og fordi tidsperspektivet er en grundsten i et lægemiddelberedskab, der skal forebygge forsyningsmangler.
Herudover findes der både regionale og kommunale lægemiddelberedskaber, som er nærmere beskrevet i bekendtgørelse nr. 971 af 28. juni 2016 om planlægning af sundhedsberedskabet. Bekendtgørelsen har hjemmel i § 210, stk. 4 i Sundhedsloven, hvoraf det fremgår, at sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler for regionsråds og kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet. De regionale og kommunale lægemiddelberedskaber indgår i henholdsvis de enkelte regioners og kommuners samlede sundhedsberedskab. Det skal blandt andet indgå i beredskabet, hvordan regionen eller kommunen håndterer en operativ indsats i krisesituationer i regionen eller kommunen, der vedrører lægemidler, særligt i forhold til ændringer i behovet af lægemidler både i forhold til typer og mængde, ligesom der skal være planer for rekvirering af supplerende lægemidler. Sådanne beredskaber aktiveres særskilt af den enkelte region eller kommune, og anvendes således uagtet det statslige lægemiddelberedskabs aktivering.
4.1.1. Særlige midlertidige regler for lægemiddelberedskabet til håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) og afledte effekter
Sundheds- og Ældreministeriet kunne tidligt ved udbruddet af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) i Danmark konstatere, at reglerne for lægemiddelberedskabet ikke var tilstrækkelige til at sikre forsyningen af lægemidler i Danmark. Sundheds- og Ældreministeriet udstedte bekendtgørelse nr. 252 af 22. marts 2020 om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1. oktober 2019 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som ændret ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 (epidemiloven). Bekendtgørelsen skulle ophæves efter sin ordlyd den 31. august 2020, men bestemmelserne i bekendtgørelsen er i medfør af bekendtgørelse nr. 1248 af 16. august 2020 om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) og bekendtgørelse nr. 1963 af 14. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) blevet forlænget til den 28. februar 2021.
I henhold til § 1 finder bekendtgørelsen anvendelse for virksomheder og personer med tilladelse efter lægemiddellovens § 39, stk. 1, virksomheder eller personer, der er undtaget tilladelseskravet efter lægemiddellovens § 39, stk. 3, virksomheder og personer, der har ladet sig registrere efter lægemiddellovens § 50 a, apotekere, sygehusapotekere, indehavere af en markedsføringstilladelse efter lægemiddellovens § 7, stk. 1, samt offentlige institutioner efter Lægemiddelstyrelsens beslutning. Bekendtgørelsens bestemmelser skal helt eller delvist aktiveres af sundheds- og ældreministeren.
Det følger samtidig af bekendtgørelsens § 2, at det er Lægemiddelstyrelsen, der varetager den overordnede koordination af lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19), men at beredskabet indgår som del i sundhedsberedskabet, som Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for.
Det særlige lægemiddelberedskab skal aktiveres af sundheds- og ældreministeren, der kan aktivere beredskabet på et forebyggelses- eller aktionsniveau, efter en indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Aktiveres beredskabet på et forebyggelsesniveau, får Lægemiddelstyrelsen adgang til at påbyde omfattede virksomheder eller personer at indberette oplysninger om lagre af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler. Lægemiddelstyrelsen har samtidig adgang til at påbyde, at sådanne lagre skal øges.
Aktivering af lægemiddelberedskabet på et aktionsniveau kan give Lægemiddelstyrelsen en længere række kompetencer, som er væsentligt mere indgribende, og sundheds- og ældreministeren kan derfor beslutte at aktivere bestemmelserne enkeltvist.
Under aktionsniveauet til håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) har Lægemiddelstyrelsen således efter §§ 6-8 mulighed for, at påbyde at lagre af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler skal nedbringes på en nærmere angiven måde. På samme vis kan Lægemiddelstyrelsen påbyde, at sådanne lagre skal spredes i landet, og at sygehusapotekere og apotekere kan distribuere aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler til hinanden.
Lægemiddelstyrelsen får samtidig efter bekendtgørelsens §§ 9-13 en række beføjelser til at rationere lægemidler på apotekerne og i detailhandlen ved kun at tillade udlevering af visse lægemidler til nærmere angivne persongrupper, ved at påbyde, at der kun må udleveres doser til et fastsat antal dage, herunder give apotekerne adgang til at ompakke lægemidler. Reglerne giver ligeledes Lægemiddelstyrelsen mulighed for at beslutte, at substitutionsgrupper skal fraviges samt mulighed for at oprette nye udleveringsgrupper.
Hertil har Lægemiddelstyrelsen efter §§ 14-15 kompetencen til at udstede særlige midlertidige tilladelser til fremstilling, indførsel, udførsel, oplagring, forhandling, fordeling, udlevering, opsplitning og emballering af både godkendte og ikke godkendte lægemidler, samt mulighed for at undtage offentlige myndigheder fra kravet om en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen til at håndtere lægemidler.
Lægemiddelstyrelsen kan endvidere efter §§ 16-17 få adgang til at kontrollere evt. prisstigninger for lægemidler, påbyde en virksomhed at ændre pris på en lægemiddelpakning og lade lægemidler registrere i Medicinpriser, selvom der er anmeldt utilstrækkelig leveringsevne.
Endelig kan Lægemiddelstyrelsen efter § 18 føre tilsyn med overholdelsen af påbud, der er udstedt efter bekendtgørelsen. Det medfører, at Lægemiddelstyrelsen kan suspendere tilladelser og registreringer i medfør af lægemiddelloven eller de særlige beredskabsregler, hvis den pågældende virksomhed eller person nægter at følge Lægemiddelstyrelsens påbud. På samme måde kan Lægemiddelstyrelsen udpege en person til på en apotekers vegne at gennemføre et påbud fra Lægemiddelstyrelsen, såfremt en apoteker nægter at gennemføre et sådant påbud.
Manglende efterlevelse af et påbud, forbud eller særlige vilkår udstedt af Lægemiddelstyrelsen efter de særlige beredskabsregler vil samtidig kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Bekendtgørelsen og beføjelserne herefter har i deres helhed været aktiveret af sundheds- og ældreministeren siden den 23. marts 2020 efter Lægemiddelstyrelsens indstilling herom.
4.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de nugældende regler for lægemiddelberedskabet er utilstrækkelige. Det er på nuværende tidspunkt kun muligt for Lægemiddelstyrelsen at løfte et effektivt lægemiddelberedskab i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Sundheds- og Ældreministeriet ønsker med forslaget at styrke det statslige lægemiddelberedskab til sikring af forsyningen af lægemidler væsentligt. Lægemiddelberedskabet vil i udgangspunktet fungere uafhængigt af de regionale og kommunale lægemiddelberedskaber, som indgår i regionernes og kommunernes individuelle sundhedsberedskabsplanlægning. Der kan dog forekomme situationer, hvor en koordination af de tre lægemiddelberedskaber kan blive nødvendig. Disse lægemiddelberedskaber vedrører således regionernes og kommunernes operative indsats i forbindelse med en lokal krise, der bl.a. vedrører lægemidler. Det er imidlertid med covid-19-krisen blevet meget tydeligt, at der på baggrund af lægemiddelområdets særlige komplekse og internationale karakter er behov for en væsentlig styrkelse af det statslige lægemiddelberedskab, der særligt angår forsyningen af lægemidler til Danmark samt en overordnet styring af forsyningen i landet under beredskabssituationer, eller hvor sådanne er nært forestående.
I tilfælde af en større ulykke eller katastrofe i ind- eller udlandet, der medfører en forsyningsmæssig nødsituation af lægemidler, vil denne kunne foranledige en fare for landets befolknings liv og helbred, da Lægemiddelstyrelsen efter gældende ret kan mangle en lang række beføjelser til, at sikre forsyningen af nødvendige lægemidler, herunder rationeringen af lægemidler til dem med størst behov.
Det er særligt i forbindelse med udbruddet af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) blevet tydeligt, at der er et behov for at kunne målrette lægemiddelberedskabet. Aktiveres lægemiddelberedskabet efter de nugældende regler, sættes en række foranstaltninger i gang, der ikke vil være hensigtsmæssige i enhver situation, herunder den aktuelle situation med udbruddet af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at initiativer under lægemiddelberedskabet først bør eksekveres ved beslutning herom, og at disse løbende bør kunne tilpasses den konkrete situation.
Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det statslige lægemiddelberedskab bør kunne aktiveres i forskellige niveauer afhængig af situationen, herunder at der bør være en mulighed for at kunne aktivere lægemiddelberedskabet forud for, at en forsyningsmæssig nødsituation er opstået, dvs. allerede når den alene er nært forestående. Baggrunden herfor er, at ulykker og katastrofer i ind- og udland i høj grad kan påvirke lægemiddelforsyningen, og myndighederne derfor bør kunne reagere omgående, når en ulykke eller katastrofe, som vurderes at kunne påvirke forsyningen af lægemidler, er indtruffet, således at Danmark i mindst muligt omfang ender i en forsyningsmæssig nødsituation. En aktivering af de kommunale og regionale lægemiddelberedskaber sker særskilt afhængigt af situationen, og vil derfor ikke automatisk blive aktiveret, når det statslige lægemiddelberedskab aktiveres. Således er det også regionerne og kommunerne, der i udgangspunktet træffer beslutning om at aktivere henholdsvis regionale og kommunale lægemiddelberedskaber.
I dag produceres størstedelen af aktive indholdsstoffer, der indgår i det endelige lægemiddel, uden for EU/EØS, særligt i Kina og Indien. En situation i disse lande, som eksempelvis udbruddet af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) eller en naturkatastrofe, kan potentielt få stor betydning for lægemiddelforsyningen i Danmark. Da de afledte effekter i Danmark i udgangspunktet vil indtræde senere end ulykken, bør lægemiddelberedskabet kunne aktiveres på et forebyggelsesniveau, hvorunder danske lægemiddelvirksomheder begynder at øge lagre af visse kritiske aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler, og det bør være muligt for myndighederne at kunne påbyde og håndhæve en sådan øgning af lagre, hvis det ikke sker frivilligt.
Sundhedsstyrelsen har i dag beslutningskompetencen i forbindelse med lægemiddelberedskabet, der efter en længere proces skal effektueres af Lægemiddelstyrelsen. Beslutningsprocessen i det nugældende lægemiddelberedskab er dermed unødigt tung og mangler den fleksibilitet, der er nødvendig i en beredskabssituation, hvor patientsikkerheden er i fare. Hertil kommer, at Lægemiddelstyrelsens hovedopgaver bl.a. er at godkende og kontrollere lægemidler på det danske marked samt kontrollere lægemiddelvirksomheder, at udpege apotekere, samt føre tilsyn med apoteker og detailforhandlere.
Det vil være nødvendigt at have overblik over forsyningssituationen i forbindelse med overvejelser og vurdering af behovet for at iværksætte foranstaltninger. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at der er behov for at kunne påbyde virksomheder at give Lægemiddelstyrelsen alle informationer om virksomhedernes lagre af lægemidler, herunder øvrig nødvendig dokumentation om virksomhedens drift, i tilfælde af forsyningsmæssige nødsituationer, samt på tidspunkter, hvor en sådan situation må anses for, at være nært forestående.
Sundheds- og Ældreministeriet har ved en gennemgang af de gældende regler for lægemiddelberedskabet konstateret en række mangler, der kan være afgørende i en beredskabssituation. Det er ministeriets vurdering, at der under et aktionsniveau bør være adgang til at iværksætte en række foranstaltninger, som f.eks. spredningen af lagre, restriktioner i forbindelse med udleveringen af lægemidler, samt mulighed for at give særlige midlertidige tilladelser til bl.a. distribution og fremstilling af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler.
Sundheds- og Ældreministeriet finder det væsentligt, at det bliver muligt at føre en effektiv kontrol og håndhævelse af foranstaltninger under et aktiveret lægemiddelberedskab, som afspejler behovet for at kunne reagere hurtigt, hvis en person eller virksomhed ikke efterlever en af de foranstaltninger, der har hjemmel i de foreslåede bestemmelser.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at der bør være adgang til at suspendere tilladelser for personer eller virksomheder, der ikke efterlever påbud i en beredskabssituation, samt adgang til at kunne bemyndige en person til på en apotekers vegne at gennemføre et påbud eller forbud. Sundheds- og Ældreministeriet lægger her vægt på, at påbud, forbud og tilladelser beror på et behov for en hurtig indgriben med henblik på at sikre den bedst mulige forsyning med lægemidler til borgerne.
Endelig er det Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det vil være nødvendigt at kunne forhindre ekstraordinære prisstigninger, f.eks. ved at priser kun må stige med en fastsat procentsats, og at have mulighed for at lade lægemiddelpakninger optage i Medicinpriser, selvom der er anmeldt en utilstrækkelig leveringsevne.
Det foreslås, at den gældende bemyndigelse i lovens § 76 revideres og udvides for at sikre, at lægemiddelberedskabet styrkes væsentligt i tilfælde af forsyningsmæssige nødsituationer eller på tidspunkter, hvor sådanne situationer anses for at være nært forestående.
Det foreslås at udvide lægemiddelberedskabet således, at Lægemiddelstyrelsen vil kunne iværksætte foranstaltninger, der skal sikre forsyningen af lægemidler, når en forsyningsmæssig nødsituation er nært forestående. Lægemiddelstyrelsen skal efter den nye bestemmelse allerede inden den forsyningsmæssige nødsituation er opstået kunne iværksætte tiltag, der kan sikre forsyningen af lægemidler i Danmark i bedst mulige omfang, uanset hvor i verden der er sket en hændelse, som kan påvirke forsyningen af lægemidler.
Det skal hertil bemærkes, at Lægemiddelstyrelsen er omfattet af forvaltningslovens regler i deres håndtering af lægemiddelberedskabet, og dermed også af proportionalitetsprincippet. Lægemiddelstyrelsen skal således sikre, at alle de foranstaltninger, som styrelsen iværksætter står i rimeligt forhold til det, man vil opnå. Samtidig betyder det ligeledes, at Lægemiddelstyrelsen ikke må vælge en mere indgribende foranstaltning, hvis styrelsen vurderer, at en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at sikre forsyningen af lægemidler. Det betyder bl.a., at Lægemiddelstyrelsen i videst muligt omfang skal inddrage lægemiddelindustrien og interessenter forud for iværksættelse af beredskabsmæssige foranstaltninger.
Det foreslås endvidere, at lægemiddelberedskabet skal kunne aktiveres helt eller delvist af sundheds- og ældreministeren efter en faglig indstilling herom fra Lægemiddelstyrelsen. Forud for Lægemiddelstyrelsens beslutning om at indstille en aktivering af lægemiddelberedskabet, vil styrelsen skulle overveje om dialog eller frivillige aftaler med lægemiddelindustrien og relevante interessenter i relation til nært forestående forsyningsproblemer kan afbøde behovet for en aktivering af beredskabet.
Lægemiddelberedskabet vil blive inddelt i to niveauer; et forebyggelsesniveau og et aktionsniveau. Forebyggelsesniveauet skal særligt finde anvendelse, hvor en forsyningsmæssig nødsituation må anses som er nært forestående. Dette kan eksempelvis være ved en større naturkatastrofe i et tredjeland, som efter en konkret vurdering kan forventes at føre til en betydelig nedgang i udbuddet af specifikke aktive indholdsstoffer på verdensmarkedet.
Da de beføjelser, som det forudsættes, at Lægemiddelstyrelsen vil have under et aktionsniveau, kan være af en særligt indgribende karakter, forudsættes det, at sundheds- og ældreministeren kan aktivere de forskellige bestemmelser i aktionsniveauet enkeltvist, således at hver beføjelse finder anvendelse efter en konkret vurdering.
Det foreslås endvidere, at regler fastsat i medfør af bemyndigelsen også vil kunne omfatte virksomheder og personer med en tilladelse efter § 39, stk. 2, virksomheder og personer, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 39, stk. 3, herunder bl.a. sygehuse, skibsførere, skibsredere og kriminalforsorgen, personer og virksomheder, der har ladet sig registrere til at fremstille, indføre og distribuere aktive indholdsstoffer, apoteker, herunder private og offentlige sygehusapoteker, samt offentlige virksomheder, herunder kommuner. Samtidig foreslås det, at personer eller virksomheder, der har modtaget en særlig tilladelse efter regler udstedt i medfør af stk. 6, ligeledes er omfattet.
Det foreslås endvidere, at Lægemiddelstyrelsen skal kunne suspendere tilladelser og registreringer for personer eller virksomheder, der ikke efterkommer styrelsens påbud i medfør af reglerne fastsat i bekendtgørelsen. Ligeledes foreslås det, at Lægemiddelstyrelsen skal kunne bemyndige en person til at gennemføre et påbud på apotekerens vegne, hvis et apotek ikke efterlever styrelsens påbud eller forbud i medfør af reglerne om lægemiddelberedskabet i forbindelse med forsyningsmæssige nødsituationer eller på tidspunkter, hvor sådanne situationer anses for at være nært forestående. Det kunne f.eks. være nødvendigt, hvis en apoteker tilsidesætter et påbud om rationering af visse lægemidler.
Med den foreslåede bemyndigelse til sundheds- og ældreministeren vil der blive udstedt en bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet, der indeholder de beføjelser, som Lægemiddelstyrelsen vil kunne anvende til at afbøde en forsyningsmæssig nødsituation.
Sundheds- og ældreministeren vil kunne fastsætte regler om organiseringen af lægemiddelberedskabet, der vil blive koordineret af Lægemiddelstyrelsen, men som fortsat vil høre under det samlede sundhedsberedskab, som Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil indebære, at der kan fastsættes regler om, at Lægemiddelstyrelsen kan træffe beslutning om, at lægemiddelvirksomheder, herunder apoteker og sygehusapoteker, skal give styrelsen indsigt i deres lagre af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler, herunder al dokumentation, der hører til virksomhedens drift. Sådanne virksomheder vil kunne pålægges at øge deres lagre af nærmere angivne aktive indholdsstoffer, mellemprodukter eller lægemidler i tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt for at værne Danmark mod en forestående forsyningsmæssig nødsituation.
Der kan endvidere fastsættes regler om, at Lægemiddelstyrelsen under et lægemiddelberedskab i aktionsniveau kan beslutte, at lagre af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler skal flyttes eller spredes, herunder forbyde spredningen.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil herudover indebære, at der kan indføres en mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen kan udstede særlige tidsbegrænsede tilladelser til fremstilling, indførsel, udførsel, oplagring, forhandling, fordeling, udlevering, opsplitning og emballering af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter, samt både godkendte og ikke godkendte lægemidler under særlige vilkår, der vil sikre lægemiddel- og patientsikkerheden. Samtidig vil Lægemiddelstyrelsen efter reglerne have mulighed for at kunne udøve sådanne aktiviteter, for at sikre forsyningen af aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler. Denne mulighed indsættes, fordi det er en forudsætning for, at Lægemiddelstyrelsen vil kunne udlægge aktiviteterne ved kontrakt til private virksomheder. Hertil vil det f.eks. kunne fastsættes, at Lægemiddelstyrelsen kan beslutte, at offentlige virksomheder, herunder kommunale institutioner, undtages fra betingelsen om tilladelse efter lægemiddellovens § 39 ved fordeling, opsplitning og udlevering af lægemidler, som skal anvendes til behandling.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil desuden indebære, at Lægemiddelstyrelsen kan beslutte, at visse lægemidler kun må udleveres i en mindre mængde, og at apotekerne som en konsekvens heraf må opsplitte og ompakke lægemidler efter vilkår fastsat af Lægemiddelstyrelsen. I forbindelse hermed vil der kunne fastsættes regler om, at Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte prisen på sådanne ompakkede lægemidler, samt at bestemte lægemidler kun må udleveres til nærmere angivne patientgrupper.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler om, at Lægemiddelstyrelsen kan beslutte at fravige substitutionsgrupper, ændre eller oprette nye udleveringsgrupper, forbyde detailforhandling af konkrete håndkøbslægemidler uden for apotek, samt forbyde, at dyrlæger anvender og ordinerer lægemidler til mennesker til behandlingen af dyr med henblik på at sikre, at tilgængelige lægemidler anvendes til behandlingen af de patienter, der har det største behov.
Der vil desuden kunne fastsættes regler om, at Lægemiddelstyrelsen skal kunne beslutte, at apoteker og sygehusapoteker, herunder både private og offentlige sygehusapoteker, skal kunne levere aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler til hinanden, for at sikre fordelingen af lægemidler mellem primær- og sekundærsektoren. Samtidig foreslås det, at Lægemiddelstyrelsen vil kunne dispensere fra regler udstedt af sundheds- og ældreministeren om apotekers åbningstider og bemanding med farmaceuter og behandlerfarmaceuter.
Endelig vil bemyndigelsesbestemmelsen kunne anvendes til at fastsætte regler om, at det vil være muligt at forhindre prisstigninger og leveringsgebyrer, der kan hindre opretholdelsen af den fornødne forsyning af lægemidler til befolkningen. Dette vil omfatte alle lægemidler uanset udleveringsgruppe, og omfatter således også lægemidler i håndkøb, lægemidler til dyr, lægemidler solgt på udleveringstilladelse m.v.
Sundheds- og ældreministeren vil kunne fastsætte, at den, der ikke efterkommer et påbud udstedt af Lægemiddelstyrelsen i medfør af en beslutning truffet efter reglerne, kan straffes med bøde.
Det foreslås endvidere, at Lægemiddelstyrelsen skal have mulighed for at føre tilsyn og kontrol med overholdelsen af krav og særlige tilladelser under et aktiveret lægemiddelberedskab. Det forudsætter, at Lægemiddelstyrelsen skal have adgang til lokaliteter, der er omfattet af lægemiddelberedskabets anvendelsesområde, uden retskendelse. Det vil i praksis være i samme omfang, som Lægemiddelstyrelsen har det for virksomheder og personer med almindelige tilladelser efter lægemiddelloven. Lægemiddelstyrelsen får efter forslaget samtidig mulighed for at kræve dokumentation og materiale udleveret.
Herudover foreslås det, at den, der undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, eller nægter repræsentanter fra Lægemiddelstyrelsen adgang, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Endelig foreslås det, at Lægemiddelstyrelsen skal kunne iværksætte ekspropriation af privat ejendom til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter den foreslåede ændring til lægemiddelloven, og efter regler fastsat i medfør heraf. I tilfælde af ekspropriation vil der skulle ydes fuld erstatning.
5. Ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester om adgang til nummeroplysningsdatabasen (”118-registeret)
5.1. Gældende ret
Adgangen til at indhente nummeroplysningsdata i nummeroplysningsdatabasen (”118-registret”) er reguleret i § 31 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
Nummeroplysninger omfatter abonnentnumre, der er tildelt slutbrugere, som indeholder navn, adresse, eventuelle oplysninger om stilling, abonnentnummeret og den kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til, jf. lovens § 31, stk. 2. En slutbruger kan som udgangspunkt kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata hemmeligholdes, jf. lovens § 31, stk. 4. Oplysningerne skal dog videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 31, stk. 5, nr. 2.
Oplysninger om hemmelige og udeladte telefonnumre kan alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjenester, politiet, statsadvokaterne, de enkelte retter, kriminalforsorgen eller restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lovens § 31, stk. 6.
5.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne indhente nummeroplysningsdata direkte i 118-registret.
Baggrunden for forslaget er, at det i forbindelse med håndtering af alment farlige og samfundskritiske sygdomme vurderes at være nødvendigt for at kunne varetage en effektiv smitteopsporing, at Styrelsen for Patientsikkerhed har mulighed for at få adgang til kontaktoplysninger på personer, der enten har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller er nær kontakt til en person, der har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Disse kontaktoplysninger fremgår ikke af det materiale, sundhedsmyndighederne i øvrigt er i besiddelse af om personer med positive testresultater.
Det vurderes derfor at være nødvendigt, at Styrelsen for Patientsikkerhed har adgang til oplysningerne i nummeroplysningsdatabasen.
Forslaget indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed selv vil få en direkte adgang til nummeroplysninger i 118-registeret, således at styrelsen fremadrettet ikke behøver at indhente oplysningerne igennem politiet.
Forslaget understøtter dermed en fremtidig model, hvor politiets medarbejdere ikke nødvendigvis er fysisk placeret sammen med Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed og dermed ikke på samme måde hurtigt vil kunne indhente og videregive oplysningerne, som det er tilfældet i forbindelse med håndtering af COVID-19.
Det forudsættes, at det kun er de personer i Styrelsen for Patientsikkerhed, der, enten ved ansættelse i styrelsen eller ved på anden måde at være kontraktmæssigt knyttet til styrelsen, varetager opgaver forbundet med smitteopsporing, der skal have adgang til oplysninger om de hemmelige telefonnumre i 118-registret. Det vil enten kunne være personer, der er ansat i eller tilknyttet Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed eller en tilsvarende enhed i styrelsen, der varetager smitteopsporingsopgaver. Bestemmelsen er endvidere afgrænset til alene at kunne finde anvendelse i det omfang, der er tale om opsporing af smitte, der er forbundet med alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
Forslaget vil indebære en behandling af personoplysninger. Det forudsættes i den forbindelse, at styrelsens behandling af de pågældende telefonnumre skal ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder i overensstemmelse med principperne for databehandling i databeskyttelsesforordningens artikel 5 og reglerne om behandlingssikkerhed i artikel 32.
Der henvises til afsnit 6 for en gennemgang af de databeskyttelsesretlige regler.
6. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
6.1. Databeskyttelsesretlige regler om behandling af personoplysninger
Behandling af personoplysninger er i almindelighed reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af automatisk (elektronisk) databehandling, og for anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder dog bl.a. ikke for behandling af personoplysninger, som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter, jf. forordningens artikel 2, stk. 2, litra c.
I databeskyttelsesforordningens kapitel II findes de relevante bestemmelser om, hvornår personoplysninger må behandles, herunder indsamles, udveksles og viderebehandles. Det følger af forordningens artikel 6, stk. 1, at behandling af personoplysninger kun er lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af de i bestemmelsen nævnte forhold gør sig gældende, herunder hvis behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, er det desuden muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af artikel 6, stk. 1, litra c og e.
Det følger desuden af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, at behandling af særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, som udgangspunkt er forbudt. Efter bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, kan der gøres undtagelse til forbuddet i stk. 1. Det kan f.eks. ske, hvis behandling er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser, jf. forordningens artikel 9, stk. 2, litra g.
Det følger endvidere af forordningens artikel 9, stk. 2, litra h, at stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis behandling er nødvendig med henblik på forebyggende medicin eller arbejdsmedicin til vurdering af arbejdstagerens erhvervsevne, medicinsk diagnose, ydelse af social- og sundhedsomsorg eller -behandling eller forvaltning af social- og sundhedsomsorg og -tjenester på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller i henhold til en kontrakt med en sundhedsperson og underlagt de betingelser og garantier, der er omhandlet i forordningens artikel 9, stk. 3.
Det fremgår af artikel 9, stk. 3, at særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, omfattet af stk. 1, herunder helbredsoplysninger, kan behandles til de formål, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 2, litra h, hvis disse oplysninger behandles af en fagperson, der har tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller regler, der er fastsat af nationale kompetente organer, eller under en sådan persons ansvar eller af en anden person, der også har tavshedspligt i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret eller regler, der er fastsat af nationale kompetente organer.
Personer, som er omfattet af straffelovens §§ 152 og 152 a-f, og sundhedspersoner, som ifølge sundhedslovens § 40 er undergivet tavshedspligt, samt personer, der er omfattet af de almindelige regler om tavshedspligt i forvaltningsloven, herunder tavshedspålæg efter forvaltningslovens § 27, stk. 6, antages at leve op til kravet om tavshedspligt i artikel 9, stk. 3, jf. betænkning nr. 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen, side 219.
Det følger herudover af forordningens artikel 9, stk. 2, litra i, at forbuddet i stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis behandling er nødvendig af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, f.eks. beskyttelse mod alvorlige grænseoverskridende sundhedsrisici eller sikring af høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder for sundhedspleje og lægemidler eller medicinsk udstyr på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som fastsætter passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig tavshedspligt. Det bemærkes, at behandling af særlige kategorier af personoplysninger også kræver hjemmel i forordningens artikel 6, stk. 1.
Endvidere skal de grundlæggende principper i forordningens artikel 5 altid iagttages. Det følger bl.a. heraf, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra a. Herudover skal personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbegrænsning), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra b.
Personoplysninger skal desuden være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering), jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra c.
I databeskyttelsesloven er fastsat supplerende nationale bestemmelser om behandling af personoplysninger inden for det råderum, som databeskyttelsesforordningen har overladt til medlemsstaterne.
Det følger bl.a. af databeskyttelseslovens § 7, stk. 3, at behandling af oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, kan ske, hvis behandlingen er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra h.
Det følger endvidere af databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, at behandling af oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, kan ske, hvis behandling af oplysninger er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Tilsynsmyndigheden giver tilladelse hertil, hvis behandlingen efter 1. pkt. ikke foretages for en offentlig myndighed. Der kan i en tilladelse efter 2. pkt. fastsættes nærmere vilkår for behandlingen.
Det er således alene private dataansvarlige, der skal have forudgående tilladelse fra Datatilsynet for at kunne behandle oplysninger efter stk. 4. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, der har karakter af en opsamlingsbestemmelse, forudsættes at have et snævert anvendelsesområde, jf. L 68, bemærkningerne til § 7, forslag til databeskyttelsesloven, som fremsat den 25. oktober 2018 af justitsministeren.
Det følger endvidere af databeskyttelseslovens § 10, stk. 1, at oplysninger som nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, og artikel 10 (dvs. særlige kategorier af personoplysninger og oplysninger om straffedomme og lovovertrædelser), må behandles, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af undersøgelserne. Af databeskyttelseslovens § 10, stk. 2, fremgår det, at de oplysninger, der er omfattet af stk. 1, ikke senere må behandles i andet end videnskabeligt eller statistisk øjemed. Det samme gælder behandling af andre oplysninger, som alene foretages i statistisk eller videnskabeligt øjemed efter databeskyttelsesforordningens artikel 6. Databeskyttelseslovens § 10 er fastsat inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra j.
6.2. Regler om behandlingssikkerhed
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 25, stk. 1, at den dataansvarlige både på tidspunktet for fastlæggelse af midlerne til behandling og på tidspunktet for selve behandlingen skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, såsom pseudonymisering, som er designet med henblik på effektiv implementering af databeskyttelsesprincipper, såsom dataminimering, og med henblik på integrering af de fornødne garantier i behandlingen for at opfylde kravene i databeskyttelsesforordningen og beskytte de registreredes rettigheder.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 25, stk. 2, skal den dataansvarlige gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på gennem standardindstillinger at sikre, at kun personoplysninger, der er nødvendige til hvert specifikt formål med behandlingen, behandles. Denne forpligtelse gælder den mængde personoplysninger, der indsamles, og omfanget af deres behandling samt deres opbevaringsperiode og tilgængelighed.
Af databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, fremgår det, at den dataansvarlige og databehandleren under hensyntagen til det aktuelle tekniske niveau, implementeringsomkostningerne og den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer til disse risici, herunder bl.a., alt efter hvad der er relevant, de i litra a-d nævnte foranstaltninger.
Udgangspunktet er således, at behandling af personoplysninger er forbundet med risici for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder. Princippet er herefter, at der skal etableres et sikkerhedsniveau, som passer til disse risici ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som skal gennemføres af den dataansvarlige og eventuelle databehandlere.
Databeskyttelsesforordningens artikel 32 foreskriver ikke præcist, hvilke foranstaltninger der skal træffes, men i forordningen nævnes en række ikke-udtømmende eksempler på foranstaltninger, der kan være relevante at indføre. Det kan eksempelvis være pseudonymisering og kryptering af personoplysninger.
Det er den dataansvarlige og eventuelle databehandlere, der er forpligtede til - ud fra en vurdering af de risici behandlingen udgør - at beslutte, hvordan opgaven med at skabe et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau løses.
Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af Datatilsynets vejledning om behandlingssikkerhed, afsnit 3.2., at hvis en eller flere foranstaltninger, der var en del af sikkerhedsbekendtgørelsen, der som nævnt ovenfor er ophævet med virkning fra 25. maj 2018, efter en konkret vurdering fortsat er relevante, vil det være oplagt at fortsætte med at gøre brug af dem. Det kunne f.eks. være kravene om autorisation, kontrol med afviste adgangsforsøg eller logning.
Det fremgår endvidere af databeskyttelsesforordningens artikel 35, stk. 1, at hvis en type behandling, navnlig ved brug af nye teknologier og i medfør af sin karakter, omfang, sammenhæng og formål, sandsynligvis vil indebære en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, skal den dataansvarlige forud for behandlingen foretage en analyse af de påtænkte behandlingsaktiviteters konsekvenser for beskyttelse af personoplysninger. En enkelt analyse kan omfatte flere lignende behandlingsaktiviteter, der indebærer lignende høje risici.
I henhold til stk. 3, litra b, er en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse som omhandlet i stk. 1 bl.a. påkrævet i tilfælde, hvor der sker behandling i stort omfang af særlige kategorier af oplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1.
Den dataansvarlige er endvidere forpligtet til at overholde reglerne om den registreredes rettigheder, herunder oplysningspligten og indsigtsretten
Der henvises i øvrigt til Datatilsynets vejledning om behandlingssikkerhed af juni 2018, Datatilsynets vejledning om konsekvensanalyse af marts 2018, samt Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder af juni 2018.
6.3. Nationale særregler for behandling af personoplysninger
Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1., er det efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, muligt at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra c eller e.
Behandlingen af almindelige personoplysninger, som kan ske i medfør af de foreslåede bestemmelser i kapitel 7, §§ 49–53, vurderes at have hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c eller e, idet behandlingen enten vil udgøre en retlig forpligtelse eller vil være nødvendig af hensyn til opgaver i samfundets interesse.
Det vurderes at være i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og dennes rammer for særregler om behandling af personoplysninger at indføre de foreslåede bestemmelser i lovforslagets kapitel 9, §§ 49-53. Det er f.eks. forudsat i forordningens præambelbetragtning nr. 52, at forebyggelse og kontrol af overførbare sygdomme og andre alvorlige trusler mod sundheden udgør en samfundsmæssig interesse.
Vurderingen af lovforslaget har taget udgangspunkt i de kriterier, som fremgår af betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgivning i forhold til indførelse af nye nationale særregler for behandling af ikke-følsomme personoplysninger, jf. betænkning nr. 1565, del I – bind 1, side 168 ff.
Der vurderes desuden, at der vil kunne ske en behandling af særlige kategorier af personoplysninger, herunder navnlig helbredsoplysninger, i medfør af de pågældende bestemmelser.
Det vurderes, at der med lovforslaget er hjemmel hertil, idet behandlingen af personoplysninger vil være nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Behandlingen vil endvidere være nødvendig af hensyn til forebyggende medicin (eller sygdomsbekæmpelse), jf. artikel 9, stk. 2, litra h, og af hensyn til samfundsinteresser på folkesundhedsområdet, jf. artikel 9, stk. 2, litra i. Lovforslagets bestemmelser vurderes at stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges, da bestemmelserne er afgrænset på en sådan måde, at de pågældende regler alene kan anvendes med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en sygdom, som er omfattet af epidemilovens § 2, og oplysningspligterne for fysiske og juridiske personer er desuden begrænsede til at kunne finde anvendelse på at hindre udbredelse af eller smitte med alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.
De foreslåede bestemmelser vedrører således behandling af personoplysninger på et afgrænset område, og bestemmelserne vurderes at være nødvendige for at forebygge og hindre udbredelsen af smitsomme sygdomme omfattet af lovens § 2, idet det er afgørende nødvendigt, at de relevante sundhedsmyndigheder har adgang til nødvendige personoplysninger for at kunne forebygge og inddæmme udbredelsen af smitsomme sygdomme
Det følger af forordningens artikel 9, stk. 2, litra g og i, at der i forbindelse med fastsættelsen af nationale regler skal tages hensyn til det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse, og at der skal sikres passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.
Særligt vedrørende de foreslåede bestemmelser i §§ 49-50 om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser bemærkes det, at bestemmelserne er begrænsede til at kunne finde anvendelse på alment farlige eller samfundskritiske sygdomme. Det bemærkes endvidere, at ansatte i Styrelsen for Patientsikkerhed, som indsamler oplysninger fra de fysiske og juridiske personer, er undergivet den generelle tavshedspligtsbestemmelse efter forvaltningslovens § 27. Det bemærkes endvidere, at i det omfang der ved bekendtgørelse fastsættes regler om yderligere oplysningsforpligtelser, vil de som udgangspunkt være tidsbegrænsede.
Særligt vedrørende bemyndigelsesbestemmelsen i forslagets § 51 og forslagets § 52 vedrørende fastsættelse af pligt til at videregive personoplysninger mellem nærmere angivne myndigheder, bemærkes det, at ansatte hos henholdsvis Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, i regioner og i kommuner ligeledes er undergivet den generelle tavshedspligtsbestemmelse efter forvaltningslovens § 27.
Det vurderes endvidere, at en udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelserne kan indebære, at private får adgang til eller bliver forpligtet til at behandle oplysninger om personnumre. Det følger i den forbindelse af databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, at offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer. Det følger desuden af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, at private må behandle personoplysninger, når det følger af lovgivningen. Efter denne regel vil private virksomheder således kunne foretage behandling, herunder registrering og videregivelse, af oplysninger om personnumre, såfremt det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. Det skal i den forbindelse bemærkes, at regler, som fastsættes i medfør af de pågældende bemyndigelsesbestemmelser, samtidig forudsættes at udgøre hjemmel for private til at behandle oplysninger om personnumre, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, i det omfang dette måtte blive relevant.
Det bemærkes desuden, at de foreslåede bestemmelser i §§ 49-53 ikke vil indebære en begrænsning af anvendelsesområdet for adgangen til at behandle personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelseslovens regler i situationer, som ligger uden for de foreslåede nationale særregler.
Det bemærkes i den forbindelse, at de foreslåede bestemmelser i vidt omfang fastsætter pligt for fysiske og juridiske personer og myndigheder til at videregive nærmere angivne personoplysninger. En sådan pligt til at behandle, herunder videregive personoplysninger følger ikke af databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelsesloven. Myndigheder vil dog efter omstændighederne være forpligtet til at videregive oplysninger, herunder personoplysninger, i det omfang betingelserne i forvaltningslovens § 31 er opfyldt. Det følger af forvaltningslovens § 31, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
Sundheds- og Ældreministeriet har imidlertid vurderet, at det er nødvendigt at fastsætte de foreslåede regler af hensyn til at sikre, at der er klarhed over, hvilke oplysninger som kan og efter omstændighederne skal videregives i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, og af hensyn til at fastsætte en egentlig pligt til videregivelse i de tilfælde, hvor det er vurderet nødvendigt at hensyn til myndighedernes opgavevaretagelse.
De foreslåede bestemmelser ændrer således eksempelvis ikke ved, at Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed i situationer, som ligger uden for de foreslåede nationale særregler, fortsat vil kunne videregive særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, når betingelserne i artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 7, stk. 3 og stk. 4, er opfyldt, ligesom Statens Serum Institut fortsat vil kunne få videregivet oplysninger fra nationale registre efter reglerne i sundhedslovens § 222 og databeskyttelsesretlige regler, i det omfang betingelserne i øvrigt er opfyldt.
De foreslåede bestemmelser indebærer heller ikke en begrænsning i adgangen til at foretage anmeldelse af strafbare forhold til politiet. Der henvises i den forbindelse til lovbemærkningerne til databeskyttelseslovens § 8, jf. L 68, forslag til databeskyttelsesloven fremsat af justitsministeren den 25. oktober 2017.
Herudover skal det bemærkes, at de grundlæggende principper i forordningens artikel 5 altid skal iagttages i forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder når der behandles personoplysninger i medfør af de regler, som fastsættes efter bemyndigelsesbestemmelserne.
Øvrige bestemmelser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder regler om behandlingssikkerhed og den registreredes rettigheder, skal ligeledes iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af de foreslåede regler, herunder de regler som fastsættes efter bemyndigelsesbestemmelserne.
7. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
7.1. Grundloven
7.1.1. Grundlovens § 67
Ifølge grundlovens § 67 har borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden.
Anvendelsesområdet for § 67 er ”gudsdyrkelsen”. Bestemmelsen omfatter først og fremmest de egentlige rituelle og kultiske handlinger, såsom forkyndelse, bøn, gudstjeneste, dåb m.v., jf. bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 754, og Hans Gammeltoft-Hansen i Henrik Zahle (red.), Grundloven med kommentarer, 2. udgave (2006), side 415.
Bestemmelsen sikrer borgerne en materiel religiøs forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed. Lovgivningsmagten er således afskåret fra at begrænse eller forbyde gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, så længe der ikke foretages handlinger eller læres noget, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Religionsfriheden efter § 67 er således ikke ubegrænset, idet lovgivningsmagten er indrømmet en adgang til at fastsætte de rammer for religionsfriheden, som hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger.
Grundlovens § 67 sætter overordnet set den grænse for statsmagten, at den er afskåret fra at gribe ind over for borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, hvis denne indgriben – alene – er begrundet i en afstandtagen fra den pågældende trosretning som sådan. Lovgivningsmagten er derimod ikke afskåret fra at gennemføre lovgivning, der berører gudsdyrkelse, når lovgivningen ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse, men er begrundet i varetagelsen af andre hensyn (til beskyttelse af sædeligheden eller den offentlige orden). Lovgivningsmagten må i den forbindelse antages at være overladt et vidt skøn, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer (2015), side 408 f.
Navnlig den foreslåede § 31 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner m.v. og den foreslåede § 36 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, vil kunne berøre gudsdyrkelsen efter grundlovens § 67 i det omfang, der er tale om institutioner, lokaler eller lokaliteter, der benyttes til gudsdyrkelse. Tilsvarende vil efter omstændighederne kunne gøre sig gældende for regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, jf. forslagets § 24.
De forbud og restriktioner, der kan fastsættes med hjemmel i bestemmelserne, vil blive fastsat med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelse af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme og vil således ikke være begrundet i gudsdyrkelsen, men vil varetage hensyn til den offentlige orden i overensstemmelse med grundlovens § 67.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at lovforslaget ikke rejser spørgsmålet i forhold til grundlovens § 67.
7.1.2. Grundlovens § 71
Det følger af grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven. Det følger desuden af § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den frihedsberøvede eller den, der handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Det er ikke muligt at foretage en entydig og abstrakt bestemmelse af, hvornår der foreligger frihedsberøvelse omfattet af grundlovens § 71. Kerneområdet er fysisk indespærring, men frihedsberøvelse kan også foreligge uden fysisk indespærring, hvis den pågældende ikke uden tilladelse må forlade en lokalitet, således at rømning kan medføre eftersøgning med henblik på tilbagebringelse eller pålæg af en sanktion, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer (2015), side 422 f. Det anføres samme sted, at det kan diskuteres, bl.a. hvor stort et område, lokaliteten kan udgøre, uden at indgrebet mister sin karakter af frihedsberøvelse, og hvor længe en foranstaltning skal vare for at udgøre en frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Det må på den baggrund antages, at spørgsmålet i en række tilfælde vil bero på en konkret vurdering.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, der giver hjemmel til indgreb, der vil kunne udgøre frihedsberøvelse. Det drejer sig om lovforslagets § 14 om indlæggelse, § 15 om isolation og § 21 om fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel og aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig. Endvidere vil lovforslagets § 28 om foranstaltninger over for personer, som har opholdt eller befundet sig på steder med konstateret smitte, og § 40 om visse foranstaltninger mod indførelse af alment farlige og samfundskritiske sygdomme i landet, hvorefter der kan fastsættes regler om bl.a. isolation over for en gruppe af mennesker, afhængig af den konkrete udmøntning kunne indebære foranstaltninger, der vil kunne have karakter af frihedsberøvelse.
For så vidt angår indgreb efter den foreslåede § 26 om muligheden for afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom eller samfundskritisk sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, vil det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om frihedsberøvelse. Det bemærkes i den forbindelse, at afspærring af et område, der normalt må formodes at have karakter af lokalt begrænsede, generelle indgreb i bevægelsesfriheden, sædvanligvis ikke vil kunne opfattes som en frihedsberøvelse. Et sådant indgreb kan dog efter omstændighederne virke så konkret over for visse personer, at der vil være tale om frihedsberøvelse for disse.
Efter det foreslåede § 62, stk. 1, skal Styrelsen for Patientsikkerhed inden 5 søgnedage efter, at der er truffet en afgørelse eller meddelt et påbud efter §§ 14, 15, 21 eller 26, som har karakter af frihedsberøvelse, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Efter det foreslåede stk. 2 i bestemmelsen skal sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, efter anmodning fra den person, foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, indbringe foranstaltninger efter §§ 28 og 40, som har karakter af frihedsberøvelse, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
7.1.3. Grundlovens § 72
Det følger af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at indgreb efter bestemmelsen kræver retskendelse. Kravet om retskendelse kan dog fraviges, hvis indgrebet sker med hjemmel i lov.
Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 finder anvendelse for tvangsindgreb, som foretages såvel inden for som uden for strafferetsplejen, jf. herved bl.a. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015), side 442 ff.
Med den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 3, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, kan justitsministeren efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om, at der uden retskendelse er adgang til lokaler og lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelse af regler fastsat i medfør af stk. 1, og om politiets bistand i den forbindelse. Efter den foreslåede § 67, nr. 2, indsættes der i lægemiddellovens § 76 a, stk. 2, en bestemmelse, hvorefter Lægemiddelstyrelsens repræsentanter for at varetage opgaver efter lægemiddellovens § 76 a, stk. 1, mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til lokationer omfattet af lægemiddellovens § 76 a, stk. 1.
De nævnte indgreb vil dermed være hjemlet i lov, ligesom der vil være hjemmel til at fravige udgangspunktet om retskendelse.
Sundheds- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at lovforslaget ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 72.
7.1.4. Grundlovens § 73
Det følger af grundlovens § 73, stk. 1, at to overordnede betingelser skal være opfyldt, for at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand. For det første skal indgrebet være rettet mod ”ejendom”, som er beskyttet efter grundlovens § 73. For det andet skal indgrebet være ekspropriativt (der skal være tale om afståelse).
Hvis der er tale om et indgreb, der har karakter af ekspropriation i grundlovens forstand, skal tre betingelser være opfyldt, for at indgrebet er i overensstemmelse med grundloven. Indgrebet skal være krævet af almenvellet, det skal ske ifølge lov, og der skal ydes fuldstændig erstatning til den berørte ejer.
Grundlovens § 73 beskytter ikke blot fysiske personer, men også alle typer af juridiske personer, som er etableret (eller overtaget) af private (selskaber, foreninger, selvejende institutioner m.v.). Det er traditionelt antaget, at også staten, kommuner og andre juridiske personer etableret (eller fuldt ud overtaget) af det offentlige er beskyttet. Det fremgår dog af nyere retspraksis, at i hvert fald visse offentlige juridiske personer ikke altid nyder samme beskyttelse som private.
Udtrykket ”ejendom” i grundlovens § 73 må forstås i vid betydning. Det er således almindeligt antaget, at bestemmelsen ikke alene beskytter ejendomsret i traditionel forstand. Også begrænsede rådighedsrettigheder, såsom brugsrettigheder, servitutter og panterettigheder, og rettigheder i henhold til private aftaler er beskyttet af grundlovens ejendomsbegreb, jf. således bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret, 3. udgave (2003), side 184 f.
Det er endvidere almindelig antaget, at bestemmelsen ikke alene beskytter rettigheder af privatretlig karakter, men også særlige rettigheder af erhvervsmæssig karakter stiftet på offentligretligt grundlag, f.eks. næringsrettigheder, jf. bl.a. Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 287 f., Henrik Zahle, a.st., side 186, samt Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 648 f.
Grundlovens § 73 beskytter således alle rettigheder, der efter deres almindelige natur skaber grundlaget for personers økonomiske eksistens og virke, jf. Alf Ross, a.st., side 642. Tilsvarende synspunkter kommer til udtryk i den øvrige statsretlige litteratur, jf. Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 399 ff., Henrik Zahle, a.st., side 183 ff., og Peter Germer, a.st., side 286 ff.
Også rettigheder, der hviler på offentligretlig adkomst, f.eks. krav på løn eller pension, kan være omfattet af grundlovens § 73, jf. f.eks. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 722, Peter Germer, a.st., side 287, og Orla Friis Jensen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (redigeret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 466.
For at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand, skal der være tale om, at der foretages et ekspropriativt indgreb (afståelse).
Det er i den forbindelse almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur og i praksis, at lovgivningsmagten – uden at der foreligger ekspropriation – kan regulere udøvelsen af de rettigheder, der er beskyttet af grundlovens § 73, idet lovgivningsmagten bl.a. kan opstille almindelige regler om begrænsninger i borgernes handlefrihed og i deres råden over, hvad de ejer, jf. f.eks. Max Sørensen, a.st., side 405.
Afgrænsningen mellem på den ene side de indgreb, der er tvangsmæssig afståelse og udløser ret til erstatning efter grundlovens § 73, og på den anden side de indgreb, der kan foretages ved erstatningsfri, generel regulering, kan i en række tilfælde give anledning til tvivl.
Det er i forfatningsretlig litteratur og praksis almindeligt antaget, at spørgsmålet om, hvorvidt et indgreb har karakter af ekspropriation, må bero på et samlet skøn over indgrebets beskaffenhed, jf. Alf Ross, a.st., side 665 ff., Max Sørensen, a.st., side 412, Peter Germer, a.st., side 291 f. og Orla Friis Jensen, a.st., side 476 f. Som momenter, der må tillægges betydning ved udøvelsen af dette skøn, kan der navnlig peges på indgrebets formål, i hvilken grad indgrebet er generelt eller konkret (herunder om det rammer mange eller få personer), indgrebets intensitet, om indgrebet angår en fremtidig eller en aktuel rettighed, om indgrebet går ud på at overføre rettigheden fra den hidtidige ejer til en ny eller på en tilintetgørelse af denne råden, samt indgrebets begrundelse (causa).
Det vil bl.a. kunne tale for, at der er tale om afståelse, hvis en ejendomsret overføres fra en person til en anden person, f.eks. det offentlige. Fra retspraksis kan der henvises til U 1967.22 H (Første håndskriftssag) og U 2008.378 H (Almenboligsagen). Det vil omvendt tale imod, at der er tale om afståelse, hvis der ikke er tale om en overførelse af en ejendomsret, men blot en begrænsning i rådigheden over den pågældende ejendom, jf. bl.a. U 2006.1539 H (Pindstrup Mosebrug-sagen), jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., side 350 f.
Det kan også tale imod, at der er tale om afståelse, hvis et indgreb er generelt, jf. bl.a. U 1972.603 H, jf. U 1971.666 (Moler-sagen) og U 1998.1669 H (Bræmme-sagen). Omvendt vil det kunne tale for, at der er tale om afståelse, hvis indgrebet kun rammer enkelte personer, jf. herved U 1980.955 (Greendane-sagen). At et indgreb kun rammer enkelte, vil dog ikke i sig selv føre til, at der vil være tale om afståelse. Der kan lægges vægt på, om et indgreb, selvom det kun rammer få personer, fastsættes efter almindelige, saglige kriterier og ikke vilkårligt pålægges nogle få ejere, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 351.
Efter intensitetskriteriet kan det tale imod, at der vil være tale om afståelse, hvis indgrebet er af mindre intensitet. Omvendt vil det tale for, at der er tale om afståelse, hvis indgrebet er meget byrdefuldt. Ved vurderingen af, hvor intensivt et indgreb er, kan der lægges vægt på størrelsen af det tab, indgrebet påfører de ramte. I forbindelse med intensitetsvurderingen har det desuden betydning, om indgrebet rammer en aktuel råden eller alene en vis fremtidig udnyttelse af en ret. Hvis der alene er tale om, at indgrebet rammer en fremtidig udnyttelse, vil dette tale for, at der ikke foreligger afståelse, jf. U 1996.492 H, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 353.
Efter causa-kriteriet tillægges indgrebets begrundelse betydning. Det antages traditionelt, at hvis et indgreb er begrundet i at afværge en fare fra et ejendomsgode, er det et forhold, der vil tale imod, at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand, jf. Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 353. Der kan i den forbindelse henvises til U 2000.1/2 H, hvor Højesteret fastslog, at nedslagning af en smittefarlig husdyrbesætning ikke berettigede til erstatning efter grundlovens § 73. Der blev i den forbindelse ikke alene lagt vægt på de samfundsmæssige interesser, men tillige på, at det også er i den enkelte husdyravlers økonomiske interesse, at smittespredning bekæmpes på den mest effektive måde. Endvidere blev der lagt vægt på, at der var ydet delvis erstatning til den pågældende ejer af husdyrbestanden.
Det følger af den foreslåede § 60, at sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter loven eller regler fastsat i medfør heraf kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Bestemmelsen indebærer, at der er hjemmel til i forbindelse med foranstaltninger efter loven eller efter regler fastsat i medfør af loven at iværksætte ekspropriation af både fysiske og juridiske personers ejendom. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende epidemilovs § 27.
Det vil afhænge af en samlet vurdering ud fra de ovenfor beskrevne momenter, om anvendelsen af den pågældende bestemmelse i loven i konkrete tilfælde vil være udtryk for et ekspropriativt indgreb.
Det må antages, at sådanne foranstaltninger ofte ikke vil skulle anses for ekspropriative indgreb i grundlovens forstand. Foranstaltninger, der foreslås med lovforslaget, vil således kunne begrundes i en samfundsmæssig interesse i at afværge smittefare blandt mennesker og i at opretholde et sundhedsvæsen, der kan håndtere både behandlingen af personer, der er smittet med den pågældende sygdom, og behandlingen af personer, der af anden årsag har behov for behandling i sundhedsvæsenet. Det må antages, at en sådan samfundsmæssig interesse vil kunne indgå i vurderingen af causa-kriteriet med en tungere vægt end den samfundsmæssig interesse i at hindre smitte af husdyrbestande, som Højesteret lagde vægt på i den ovennævnte sag, U 2000.1/2 H. Det må desuden antages, at det også vil være i den enkelte fysiske og juridiske persons interesse, at smittespredning bekæmpes på den mest effektive måde. De nævnte forhold må således i almindelighed antages at tale med betydelig vægt imod, at anvendelsen af de pågældende bestemmelser vil være udtryk for ekspropriative indgreb.
I det omfang der ydes kompensation eller erstatning på andet grundlag, vil der endvidere kunne lægges vægt herpå i forbindelse med vurderingen af, om der er tale om ekspropriation.
Er indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende have krav på erstatning, jf. også den foreslåede § 60, stk. 2, hvoraf det følger, at udgør gennemførelse af foranstaltninger efter loven eller regler fastsat i medfør heraf et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere. Kan der ikke opnås enighed herom, må spørgsmålet i givet fald indbringes for domstolene.
Det bemærkes, at der med den foreslåede § 67, nr. 2, foreslås indsat en bestemmelse i lægemiddellovens § 76 b, hvorefter Lægemiddelstyrelsen i beredskabssituationer til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter regler fastsat i medfør af lovens § 76, stk. 6, kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Det følger i den forbindelse af forslaget til lægemiddellovens § 76 b, stk. 2, at hvis gennemførelse af sådanne foranstaltninger udgør et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere.
7.1.5. Grundlovens § 79
Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Det er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., ikke udtømmende gør op med de indgreb, der kan gøres over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79, 3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side 773 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f. Som eksempel nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder.
Højesteret tog ved dom af 16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1798) stilling til bestemmelsen i § 1 i lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere angivne betingelser.
Højesteret anfører i dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd, idet sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også EMRK artikel 11.
Højesteret anfører desuden bl.a., at lovens forbudsordning er begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende og ikke er rettet mod gruppens forsamling som sådan eller dens adgang til meningstilkendegivelse, og at en afskæring af vedkommende gruppe fra ophold på den pågældende ejendom medfører, at den bliver uegnet som angrebsmål. På den baggrund anføres det bl.a., at lovens forbudsordning må anses for egnet til at opnå det formål, den forfølger, og at ordningens betydning for grupper, som gennem deltagelse i gensidigt væbnet opgør har gjort sig til angrebsmål, er beskeden i forhold til den tilstræbte beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt udsættes for fare, hvorfor Højesteret ikke fandt forbudsordningen stridende mod grundlovens § 79.
Navnlig bestemmelsen i den foreslåede § 24 om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, vil efter omstændighederne kunne benyttes til at fastsætte regler om indgreb mod visse forsamlinger. Efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ordning ikke udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79. Der er herved lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, jf. bestemmelsens stk. 2, men at eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at mindske eller forhindre udbredelse af samfundskritiske sygdomme her i landet. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen alene kan finde anvendelse ved sygdomme, der er kvalificeret som samfundskritiske.
Der er endvidere lagt vægt på, at det efter den foreslåede § 23, stk. 3, bl.a. er en betingelse for iværksættelse af en foranstaltning efter § 24, at foranstaltningen er nødvendig, så kortvarig som muligt og står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet, og foranstaltninger skal ophæves, når de ikke længere er nødvendige. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af den foreslåede § 23, stk. 4, at regler i medfør af bl.a. § 24, stk. 1, kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.
Det bemærkes i øvrigt, at det for så vidt angår grundlovens § 79, 3. pkt., hvorefter forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred, er almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at der i tilfælde, hvor faren udgår fra udenforstående, kan nedlægges forbud mod en forsamling ud fra nødretsbetragtninger, jf. Poul Andersen, a. st., side 710, Peter Germer, a. st., side 417 med note 44, og Henrik Zahle, a. st., side 131. Der kan i den forbindelse også henvises til bemærkningerne til politilovens § 7, stk. 4 (Folketingstidende 2003/04, tillæg A, sp. 5922). Det må antages, at nødretsbetragtninger efter omstændighederne tillige vil kunne danne grundlag for konkrete forbud mod forsamlinger som følge af udbredt smittefare.
7.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
7.2.1. EMRK artikel 5
Det følger af EMRK artikel 5, stk. 1, litra e, at der bl.a. kan ske lovlig frihedsberøvelse af personer for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme. Det følger af praksis fra Domstolen, at det ved vurderingen af, om der lovligt kan ske frihedsberøvelse for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, er afgørende, om spredning af den smitsomme sygdom er farlig for den offentlige sundhed eller sikkerhed, og om frihedsberøvelse af den smittede person er den sidste udvej for at forhindre spredning af den smitsomme sygdom, idet mindre indgribende foranstaltninger er vurderet utilstrækkelige til at sikre offentlighedens interesser. Det anførte indebærer endvidere, at når de nævnte betingelser ikke længere er opfyldt, vil der ikke længere være grundlag for frihedsberøvelsen. Der henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere (5. udg., 2020), side 459.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, der giver hjemmel til indgreb, der vil kunne udgøre frihedsberøvelse i EMRK artikel 5’s forstand. Det drejer sig navnlig om den foreslåede § 14 om indlæggelse, § 15 om isolation og § 21 om fysisk fastholdelse m.v. og aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig. Efter bestemmelserne vil frihedsberøvelse være betinget af, at det enten er konstateret, at den pågældende er smittet med en alment farlig sygdom eller en samfundskritisk sygdom, eller at der er en formodning for, at den pågældende er smittet med en sådan sygdom.
Efter lovforslagets § 12, stk. 3, vil frihedsberøvelse efter de nævnte bestemmelser tillige være betinget af, at foranstaltningen er nødvendig, så kortvarig som mulig og står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen. Endvidere følger det af den foreslåede § 12, stk. 4, at foranstaltningerne skal efterprøves af Styrelsen for Patientsikkerhed henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter iværksættelsen for at påse, om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt.
Frihedsberøvelse efter de nævnte bestemmelser vil således alene kunne ske i det omfang, det er nødvendigt for at mindske eller forhindre spredning af en alment farlig sygdom eller en samfundskritisk sygdom.
Endvidere fastsætter lovforslagets § 62 bestemmelser om domstolsprøvelse af indgreb, der som har karakter af frihedsberøvelse.
På den baggrund kan den foreslåede ordning efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 5.
7.2.2. EMRK artikel 11
Det følger bl.a. af EMRK artikel 11, stk. 1, at enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger. Bestemmelsen omfatter både udendørs og indendørs forsamlinger. Denne ret er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i den nævnte rettighed, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 11, stk. 2.
Efter den foreslåede § 24, stk. 1, indføres hjemmel til, at justitsministeren efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Sådanne regler kan omfatte indendørs, udendørs, offentlige og private steder, hvor flere personer befinder sig på samme sted. Efter § 24, stk. 2, gælder stk. 1 ikke for domstolene og Folketinget samt for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed. Efter den foreslåede § 26 indføres hjemmel til, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde, at der skal ske afspærring af et bestemt område, hvor en alment farlig sygdom eller samfundskritisk sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof. Sådanne regler, påbud og forbud vil kunne udgøre indgreb i forsamlingsfriheden efter EMRK artikel 11.
Regler, påbud og forbud af den nævnte karakter vil have hjemmel i lov og vil blive udstedt med henblik på at forfølge vægtige hensyn til at beskytte den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige og samfundskritiske sygdomme her i landet. Det bemærkes, at lovforslagets § 24 alene vil finde anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.
For så vidt angår spørgsmålet om indgrebenes proportionalitet bemærkes det, at der alene vil kunne fastsættes regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom. Påbud om afspærring vil alene kunne udstedes i områder, hvor en alment farlig sygdom eller samfundskritisk sygdom optræder, eller hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.
Det bemærkes desuden, at det efter lovforslagets § 23, stk. 3, er en betingelse, at sådanne foranstaltninger er nødvendige, så kortvarige som muligt og står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen. Det følger endvidere af den foreslåede § 23, stk. 4, at regler i medfør af bl.a. § 24, stk. 1, kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode
Det bemærkes endvidere, at forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, ikke vil gælde for bl.a. forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, jf. den foreslåede § 24, stk. 2. For så vidt angår den foreslåede § 26 om muligheden for at afspærre områder forudsættes det, at der ved iværksættelse af en afspærring af et område efter forslaget, herunder for så vidt angår den tidsmæssige og geografiske udstrækning af foranstaltningen, i videst muligt omfang tages hensyn til borgernes mulighed for at forsamle sig, navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den offentlige sundhed.
Det er på baggrund af det anførte vurderingen, at de nævnte indgreb i almindelighed vil være egnede og proportionale midler til at varetage de forfulgte hensyn.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden.
7.2.3. EMRK artikel 8, EMRK artikel 9 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK
Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Efter artikel 9, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Retten omfatter bl.a. frihed til alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Efter artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol til EMRK, skal enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, have ret til inden for dette område at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted.
Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn til at beskytte sundheden, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, EMRK artikel 9, stk. 2, og artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol til EMRK.
Flere af de foreslåede bestemmelser medfører, at der vil kunne tages foranstaltninger, som vil kunne udgøre eller medføre indgreb i artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK om retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted og EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv. Endvidere vil navnlig den foreslåede § 31 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner m.v. og den foreslåede § 36 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, kunne udgøre et indgreb i EMRK artikel 9 i det omfang, der er tale om institutioner, lokaler eller lokaliteter, der benyttes til religions- eller trosudøvelse.
De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med bl.a. alment farlige sygdomme her i landet. Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de foreslåede bestemmelser ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage dette hensyn. Ministeriet har herved lagt vægt på, at indgrebene som nævnt vil forfølge vægtige hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige eller samfundskritiske sygdomme her i landet. Der er endvidere lagt vægt på, at det følger af lovforslagets §§ 12 og 23, at indgrebene alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige udstrækning, som efter en konkret vurdering er nødvendigt og rimeligt for at beskytte hensynet til den offentlige sundhed. Indgrebene vil skulle ophæves, når disse betingelser ikke længere er opfyldt.
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8, EMRK artikel 9, og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.
7.2.4. Artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK
Det følger af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK, at enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, og at ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.
Det er efter EMRK muligt at gøre indgreb i ejendomsretten, herunder begrænse adgangen til ejendomme, hvis indgrebet har hjemmel i lov og forfølger en legitim interesse, og indgrebet er udtryk for en rimelig balance mellem hensynet til samfundets generelle interesse og beskyttelsen af individets grundlæggede rettigheder. Der henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere (5. udg., 2020), side 1344 ff.
Flere af de foreslåede bestemmelser, herunder navnlig den foreslåede § 36 om restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, vil efter omstændighederne kunne udgøre indgreb i ejendomsretten. Eventuelle indgreb i ejendomsretten vil have hjemmel i lov og vil alene kunne anvendes med henblik på at varetage vægtige samfundshensyn, herunder hensynet til at forhindre udbredelse af alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme. Efter lovforslagets § 23, stk. 3, skal enhver foranstaltning være nødvendig, så kortvarig som mulig og stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet, og foranstaltninger skal ophæves, når de ikke længere er nødvendige. Det følger endvidere af den foreslåede § 23, stk. 4, at regler i medfør af bl.a. § 36 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode
Det er på den baggrund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at ordningen vil kunne gennemføres inden for rammerne af artikel 1 i 1. tillægsprotokol til EMRK.
Det bemærkes i øvrigt, at indgreb i ejendomsretten, der måtte udgøre ekspropriation i grundlovens forstand, ifølge den foreslåede § 60, vil udløse krav på fuldstændig erstatning.
Det følger af lovforslagets § 67, nr. 2, at der foreslås indsat en bestemmelse i lægemiddellovens § 76 b, hvorefter Lægemiddelstyrelsen i beredskabssituationer til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter regler fastsat i medfør af lovens § 76, stk. 6, kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis gennemførelse af sådanne foranstaltninger udgør et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejer.
8. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslagets del om epidemiloven vil medføre merudgifter af både permanent og midlertidig karakter for Sundheds- og Ældreministeriets styrelser og kommuner og regioner.
Merudgifter i 2021 og 2022 forudsættes dækket af den ekstraordinære styrkelse af beredskabet, der er afsat i FFL21, hvor bl.a. Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed tilføres 30,5 mio. kr. frem til 2022. Størrelsen på beredskabet og bevillingsniveauet herfor må konsolideres løbende afhængigt af den aktuelle covid-19 epidemis spredning, samt når der er taget stilling til den fremadrettede organisering af beredskabet, herunder snitflade til Justitsministeriets beredskabsopgaver. Der kan ligeledes opstå midlertidige udgifter som følge af lovforslaget, herunder også på Justitsministeriets område, herunder for politiet, kriminalforsorgen og domstolene. De midlertidige udgifters størrelse afhænger af de enkelte beføjelsers udmøntning, herunder de konkrete politiske beslutninger, der måtte blive truffet i den konkrete situation.
Det vil skulle ses i lyset af den konkrete sygdom og de konsekvenser for samfundet, som den måtte medføre. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt skønsmæssigt at estimere størrelsen på disse. Udgifter af midlertidig karakter som følge af sygdomsudbrud må derfor håndteres med udgangspunkt i den konkrete situation og ses i sammenhæng med eventuelle mindreudgifter.
De økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige for lovforslagets del om ændring af sundhedsloven vil afhænge af de konkrete omstændigheder i forhold til den aftale, der forsøges indgået. Der er ikke inden for Sundheds- og Ældreministeriets nuværende økonomiske rammer finansiering til evt. økonomiske konsekvenser ved en aftale.
Lovforslagets del om ændring af lægemiddelloven medfører ikke økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige, medmindre at lægemiddelberedskabet er aktiveret, og de enkelte dele af beredskabet anvendes.
Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning. For så vidt angår lovforslagets del om epidemiloven bemærkes det, at det som udgangspunkt er præciseret i lovteksten, i hvilke tilfælde fysiske og juridiske personer skal afgive oplysninger og i hvilket omfang der kan henholdsvis skal udveksles personoplysninger mellem de relevante sundhedsmyndigheder, når det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med smitsomme sygdomme omfattet af loven. Dette vurderes at bidrage til større klarhed for både borgere og myndigheder. Behandling af personoplysninger i medfør af lovforslaget skal ske i overensstemmelse med databeskyttelsesretlige regler, herunder databeskyttelsesforordningens krav til behandlingssikkerhed, jf. lovforslagets afsnit 6. Lovforslaget er teknologineutralt, da lovforslaget ikke pålægger borgere eller myndigheder at anvende en lovbestemt teknologi til indberetning, opbevaring eller videregivelse af oplysninger, og der er ikke i lovforslaget krav til anvendelse af bestemte it-løsninger.
Det foreslåede Ankenævn for Epidemiloven vil medføre økonomiske konsekvenser for det offentlige.
De årlige udgifter vil afhænge af antallet af ankesager. Sundheds- og Ældreministeriet estimerer, at de løbende årlige udgifter ved en sagsmængde på 10 ankesager vil udgøre 1,0-1,5 mio. kr. Udgifterne vil bestå af Styrelsen for Patientklagers egne udgifter, herunder udgifter til løn (1,5 årsværk), drift og overhead, og udgifterne til selve nævnet, herunder honorering af nævnsformand, -medlemmer og sagkyndige. Hertil kommer etableringsudgifter på 1,5 mio. kr. i 2021.
Udgifterne til den foreslåede ordning forudsættes finansieret af staten (via bevilling). Udgifter forbundet med ordningen kan ikke afholdes inden for Styrelsen for Patientklagers nuværende basisbevillingsramme.
Udgifterne genberegnes i 2022, og eventuelle ændringer indarbejdes i forslag til finansloven for 2023.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslagets del om epidemiloven vil ikke i sig selv medføre konsekvenser for erhvervslivet, idet det dog ikke kan udelukkes, at de foranstaltninger der måtte blive truffet på baggrund af de foreslåede regler, kan medføre konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslagets del om ændring af sundhedsloven vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslagets del om ændring af lægemiddelloven medfører ikke merudgifter for erhvervslivet, medmindre lægemiddelberedskabet er aktiveret, og de enkelte dele af beredskabet anvendes.
En aktivering af lægemiddelberedskabet vil efter den konkrete situation kunne medføre betydelige administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Det skal bemærkes, at virksomhederne i udgangspunktet kan indkalkulere ekstra omkostninger i lægemidlernes pris, og det vurderes, at det normalt vil være muligt at afsætte opbyggede lagre i en forsyningsmæssig nødsituation. Det må derfor forventes, at et påbud normalt ikke vil medføre negative økonomiske konsekvenser for virksomheden. Men der kan være situationer, hvor en lægemiddelvirksomhed tager lægemidler ind på lager i mængder, der ikke vil kunne afsættes, f.eks. ved udleveringstilladelser, hvor det godkendte markedsførte lægemiddel bliver tilgængeligt igen. Der kan også være øgede udgifter i forbindelse med øget lagerkapacitet, både som løbende udgifter og anlægsudgifter.
For apotekerne må foranstaltninger om udlevering af medicin forventes at øge borgernes behov for information og vejledning fra apotekspersonalet. Foranstaltninger om indberetning af oplysninger om lagre indebærer også et træk på apotekernes personaleressourcer.
Apoteker vil kun i særlige tilfælde blive pålagt begrænsninger ved salg af lægemidler, herunder at skulle ompakke og fordele lægemidler. Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at store dele af foranstaltningerne vil have en mindre påvirkning på apotekernes omsætning, da apotekerne fortsat vil udlevere lægemidler, uanset om de kun må udleveres eller sælges til en nærmere angiven patientgruppe, eller i begrænset mængde til den enkelte kunde.
Både lægemiddelvirksomheder samt apoteker og sygehusapoteker kan også blive pålagt at medvirke til en spredning af lægemidler. En spredning kan indebære træk på lægemiddelvirksomhederne og apotekernes personaleressourcer. Under et aktiveret lægemiddelberedskab vil Lægemiddelstyrelsen tage stilling til, hvordan en fortjeneste på et omfordelt lægemiddel skal fordeles.
Endelig vil staten være fuldt erstatningsansvarlig for ekspropriative indgreb efter reglerne i grundloven.
10. Administrative konsekvenser for borgerne
Med lovforslagets del om en ny epidemilov foreslås en række bestemmelser, der kan få vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger. Det gælder både de forslåede foranstaltninger over for enkeltpersoner, de foreslåede bestemmelser om samfundsmæssige foranstaltninger og forslagets del om foranstaltninger mod indførelse af smitte i landet, herunder indrejserestriktioner. Det bemærkes, at de foreslåede foranstaltninger alene vil have konsekvenser for borgerne i situationer, hvor foranstaltningerne er nødvendige for at bekæmpe alment farlige eller samfundskritiske sygdomme. Det bemærkes endvidere, at indgreb over for enkeltpersoner og samfundet skal ske under iagttagelse af mindstemiddels- og proportionalitetsprincippet. Det bemærkes endvidere, at det efter forslaget forudsættes, at der vil være klageadgang over afgørelser truffet efter loven. Endelig bemærkes, at der med lovforslaget etableres adgang til domstolsprøvelse efter retsplejelovens § 43 a.
Lovforslagets del om ændring af sundhedsloven medfører ingen administrative konsekvenser for borgerne.
Lovforslagets del om ændring af lægemiddelloven medfører ikke administrative konsekvenser for borgerne, medmindre lægemiddelberedskabet er aktiveret, og de enkelte dele af beredskabet anvendes.
Hvis lægemiddelberedskabet aktiveres, så kan det medføre øgede administrative konsekvenser for borgerne, f.eks. ved tiltag, der gennemføres for at undgå hamstring eller for at rationere lægemidler. Tiltag kan medføre, at borgere oftere skal til egen læge for at få en recept, hvis der fastsættes pligt for apotekerne til kun at udlevere lægemidler til en periode på 14 dages forbrug.
11. Klima- og miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klima- og miljømæssige konsekvenser.
12. Forholdet til EU-retten
Lovforslagets del epidemiloven har ingen EU-retlige konsekvenser.
Lovforslagets del om ændring af sundhedsloven har ingen EU-retlige konsekvenser.
Lovforslagets del om ændringen af lægemiddelloven kan have EU-retlige aspekter, såfremt lægemiddelberedskabet aktiveres.
Der vil være tale om EU-retlige aspekter, hvis Lægemiddelstyrelsen efter den forudsatte udmøntning efter sundheds- og ældreministerens aktivering af hele eller dele af beredskabet vælger at forbyde spredning af lægemidler ud over Danmarks grænser. Et sådant forbud vil blive set som en kvantitativ udførelsesrestriktion og er umiddelbart i strid med EU-retten, jf. TEUF artikel 35.
Det er dog Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at forhold omkring forsyning af lægemidler, der har en betydning for befolkningens helbred, sundhed og liv, må anses for omfattet af muligheden for at indføre begrænsninger i varernes frie bevægelighed – i hvert fald for en periode, hvor der opleves betydelige forstyrrelser i indkøbsmønstre eller mangler på det danske marked, der kan true sundhed for mennesker og dyr.
Hvis man ikke handler i tide kan det betyde, at man i værste fald risikerer, at Danmark løber tør for visse kritiske lægemidler til patientbehandling. Dette kunne f.eks. betyde, at operationer ikke kan gennemføres, eller at patienter med kroniske sygdomme ikke kan få deres livsnødvendige lægemidler m.v.
På den baggrund kan en sådan hindring begrundes i hensynet til beskyttelse af mennesker og dyrs liv samt sundhed, og derfor vil hindringen være undtaget fra forbuddet mod kvantitative udførelsesrestriktioner, jf. TEUF artikel 36, da det forudsættes at en sådan beslutning alene vil blive taget, såfremt den vurderes som proportional og derfor ikke går videre end, hvad der er nødvendigt.
Restriktionerne skal begrænses til aktive indholdsstoffer, mellemprodukter og lægemidler, der er afgørende for befolkningens samt dyrs liv og helbred. Restriktionerne bør ikke fastholdes længere, end situationen giver grundlag for.
Det er samtidig vurderingen, at lovforslaget er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler. For så vidt angår en nødfremstilling af ikke-godkendte lægemidler, følger det af direktivets artikel 5, stk. 2, at Lægemiddelstyrelsen i en beredskabssituation kan tillade fremstilling og udleveringen af et ikke-godkendt lægemiddel.
13. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et foreløbigt udkast til lovforslag blev den 30. september 2020 sendt i offentlig høring og blev den 9. oktober 2020 erstattet af et nyt udkast til lovforslag, der var i høring i perioden fra den 9. oktober 2020 til og med den 13. november 2020. Samtidig med fremsættelsen er lovforslaget – som aftalt i stemmeaftale af 18. december 2020 – sendt i fornyet høring med frist for bemærkninger den 15. januar 2021. Følgende myndigheder, organisationer m.v. er høringsparter: 3F, Advokatrådet, Alkohol og Samfund, Alzheimerforeningen, Amgros I/S, Amnesty International, Angstforeningen, Ansatte Tandlægers Organisation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, ATP, Bedre Psykiatri, Blå Kors, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Bioetik og Nanoetik, Center for Etik og Ret, Center for hjerneskade, CEPOS, Copenhagen Business School, Danish Care, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Lungeforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks Optikerforening, Danmarks Private Skoler – grundskole og gymnasier, Danmarks Radio, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Diagnostika og Laboratorieforening, Dansk Epidemiologisk Selskab, Dansk Erhverv, Dansk Farmaceutisk Industri, Dansk Farmaceutisk Selskab, Dansk Fertilitetsselskab, Dansk Filminstitut, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk IT – Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Metal, Dansk Musikerforbund, Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Neurologisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Centralsterilisering og Sygehushygiejne, Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Dansk Teater, Danske Bandagister, Danske Beredskaber, Danske Bioanalytikere, Danske Biografer, Danske Dental Laboratorier, Danske Diakonhjem, Danske Erhvervsskoler, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske Havne, Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Patienter, Danske Professionshøjskoler, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Universiteter, Danske Ældreråd, Datatilsynet, DAZA – Dansk organisation for zoologiske haver og akvarier, DBU – Dansk Boldspil-Union, Demenskoordinatorer i Danmark, Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Depressionsforeningen, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater, Det Sociale Netværk, Det Økonomiske Råds Sekretariat, DIF – Danmarks Idrætsforbund, Dignity – Dansk Institut mod Tortur, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Divisionsforeningen, Domstolsstyrelsen, DR Koncerthuse, EHS-Foreningen, ERFA-gruppen for forebyggende indsats mod rotter, Ergoterapeutforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Faglige Seniorer, Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker, Farmakonomforeningen, Film og TV-arbejderforeningen, Finans Danmark, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FOA – Fag og Arbejde, Folkehøjskolernes Forening Danmark, Forbrugerrådet, Forbundet Kommunikation og Sprog, Forbundet Kultur og Information, Forebyggelses og Patientrådet, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Kunsthaller i Danmark, Foreningen af Platformsøkonomi i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Foreningen for Parallelimportører af Medicin, Foreningen Åndsfrihed, Forsikring & Pension, Forsvarets Sanitetskommando, Frihedsbevægelsens Fællesråd, Færøernes Landsstyre, Gigtforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Hjerteforeningen, Horesta, Høreforeningen, Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler, Institut for Menneskerettigheder, IT-Universitetet i København, Jordemoderforeningen, Justitia, KL – Kommunernes Landsforening, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Byret, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen Børn og Forældre, Landsforeningen for ansatte i sundhedsfremmende forebyggende hjemmebesøg,
Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte, Landsforeningen SIND, Landslægen på Færøerne, Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, Medborgernes Menneskerettighedskommission,
MEDCOM, Medicoindustrien, Muskelsvindfonden, Nationale Videnskabsetiske Komité, Nomeco A/S, Naalakkersuisutm, OCD-Foreningen, ODM, Oplysningsforbundet MayDay, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patienterstatningen, Patientforeningen i Danmark, Pharmadanmark, Pharmakon, Politiforbundet, Praktiserende Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organisation, Producentforeningen, Psykiatrifonden, Radiograf Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, RESAM, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsarkivet, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Roskilde Universitet, Rådet for Digital Sikkerhed, Rådet for Socialt Udsatte, Samvirkende Menighedsplejer, Skuespillerforbundet, SMVdanmark, Socialpædagogernes Landsforbund, Spillerforeningen, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder, Syddansk Universitet, Tandlægeforeningen, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, Udviklingshæmmedes Landsforbund,
UlykkesPatientForeningen, VaccinationsForum, Vestre Landsret, VIVE - Det nationale forskningscenter for velfærd, Yngre Læger, Ældresagen, Østre Landsret, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
|
|||||||||||||||||||||||||||
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Denne lovs forarbejder havde ingen specifikke bemærkninger til dette kapitel.
Ikrafttræden
§ 68. Loven træder i kraft den 1. marts 2021.
Stk. 2. Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, ophæves.
Stk. 3. Regler, der er fastsat i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, som ændret ved § 1 i lov nr. 160 af 3. februar 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog stk. 4. Det gælder, selv om reglerne indeholder bestemmelser om, at de ophæves den 1. marts 2021.
Stk. 4. Regler, der er fastsat i medfør af § 1, stk. 2, §§ 6, 6 a, 12 a-12 f, 16 a, 21 a og 21 b i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, som ændret ved § 1 i lov nr. 160 af 3. februar 2021, ophæves den 15. april 2021.