Tinglysning af et dokument om erhvervelse af fast ejendom uden særlig tilladelse i henhold til § 1 og 2 er betinget af, at erhververen afgiver en erklæring, hvoraf det fremgår, at den pågældende eller selskabet er omfattet af en af de grupper af erhververe, der er nævnt i § 1 eller 2, og at formålet med erhvervelsen er som beskrevet i § 3.
Stk. 2 Hvis formålet med erhvervelsen er, at ejendommen skal tjene til fornøden helårsbolig for erhververen, skal det endvidere fremgå af erklæringen, at ejendommen ikke er udlagt til eller benyttes som fritidshus eller fritidsgrund.
Stk. 3 For arbejdstageres vedkommende skal erklæringen tillige indeholde oplysning om arbejdsgiverens navn og adresse eller være vedlagt arbejdstagerens EF/EØS-opholdsbevis.