Optagelse på en skole til en uddannelses hovedforløb er betinget af, at eleven eller lærlingen har gennemført 2. del af et adgangsgivende grundforløb, jf. dog § 12, stk. 1, 4. pkt., eller har mindst tilsvarende kvalifikationer. Eleven eller lærlingen skal endvidere have indgået uddannelsesaftale, jf. dog stk. 2, § 66 e, stk. 1, og § 66 p, stk. 1. Elever og lærlinge i uddannelser, som ikke er vekseluddannelser, jf. § 2, stk. 1, og elever og lærlinge på euv, som ikke er i beskæftigelse, jf. § 66 y, stk. 1, nr. 1, optages dog uden uddannelsesaftale.
Stk. 2 En skole kan optage elever og lærlinge uden uddannelsesaftale til en skoleperiode i et hovedforløb, hvis eleven eller lærlingen har gennemført grundforløbets 2. del og de eventuelt forudgående skoleperioder i hovedforløbet og eleven eller lærlingen er eller umiddelbart før optagelsen til skoleperioden i hovedforløbet har været i lønnet beskæftigelse i udlandet af passende varighed og med uddannelsesformål inden for arbejdsområder og funktioner, som indgår i oplæringen i erhvervsuddannelsen. Skolen underretter vedkommende faglige udvalg eller udvalg, der varetager opgaver og funktioner som fagligt udvalg, jf. § 37, stk. 2, om optagelsen.
Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om, at adgang til en uddannelses hovedforløb tillige er betinget af, at et særligt studiekompetencegivende forløb er gennemført i henhold til lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.