I virksomheder, som har ejerandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og i store virksomheder, jf. stk. 2, skal
-
1) det øverste ledelsesorgan opstille måltal for andelen af medlemmer valgt af generalforsamlingen eller en tilsvarende forsamling, der er virksomhedens øverste myndighed, af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd blandt disse medlemmer i det øverste ledelsesorgan,
-
2) det centrale ledelsesorgan opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 6, og
-
3) det centrale ledelsesorgan udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 6.
Stk. 2 Store virksomheder er virksomheder, der er omfattet af årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 3, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 3 og 4.
Stk. 3 For modervirksomheder, der udarbejder koncernregnskab, skal beregningen af store virksomheder efter stk. 2 foretages på baggrund af koncernregnskabet.
Stk. 4 Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under det øverste ledelsesorgan. Det første ledelsesniveau under det øverste ledelsesorgan omfatter medlemmer af ledelsen, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, men ikke er medlemmer af det øverste ledelsesorgan, og de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau. Det andet ledelsesniveau omfatter personer med personaleansvar, som refererer direkte til det første ledelsesniveau.
Stk. 5 Henholdsvis det øverste og det centrale ledelsesorgan skal opstille et nyt og højere måltal for andelen af det underrepræsenterede køn efter stk. 1, nr. 1 og 2, når det tidligere opstillede måltal er nået, eller et nyt måltal, når tidshorisonten for den forventede opfyldelse er udløbet.
Stk. 6 Virksomheder, der i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade at opstille måltal og udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer.