Kapitel 5 Administrativ klageadgang
Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet, som – uanset at der ikke er truffet afgørelse om udelukkelse fra fællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63 – indebærer, at den indsatte ikke har fællesskab med en eller flere indsatte, fordi det ikke er muligt at etablere fællesskab mellem den pågældende og andre indsatte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 1, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 2 Afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet om midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet i ekstraordinære situationer efter straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 1, kan ligeledes påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 3 Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal iværksættes inden to måneder. Fristen for klage over afgørelser omfattet af stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor den manglende mulighed for fællesskab ophører. Fristen for klage over afgørelser omfattet af stk. 2 regnes fra det tidspunkt, hvor foranstaltningen ophører. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra denne frist.
Stk. 4 En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.
Når der træffes afgørelse som nævnt i § 20, stk. 1 og 2, skal der gøres notat om, at den indsatte er orienteret om muligheden for at påklage afgørelsen til Direktoratet for Kriminalforsorgen, og om fristen for at indgive klage, jf. § 20, stk. 3.