Ved en afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 1, skal der ved fastlæggelse af foranstaltningens omfang foretages en afvejning af indgrebets formål over for den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde. Tilsvarende gør sig gældende ved en beslutning om opretholdelse af foranstaltningen.
Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet skal dagligt overveje, om en foranstaltning efter straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 1, kan ophæves eller begrænses, jf. straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 4. Kriminalforsorgsområdet skal i den forbindelse så vidt muligt iværksætte tiltag med henblik på at sikre, at forholdene normaliseres så hurtigt som muligt.
Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet skal dagligt vurdere, hvorvidt der er indsatte, der bør udtages af foranstaltningen, f.eks. ved overførsel til anden institution, jf. straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 4.
Stk. 4 Kriminalforsorgsområdet skal så hurtigt som muligt underrette Direktoratet for Kriminalforsorgen om en afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 1, og skal dagligt underrette direktoratet, så længe afgørelsen opretholdes, jf. straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 5.
Stk. 5 Hvis en fuldstændig ophævelse af fællesskabet helt undtagelsesvist har en varighed på mere end 14 dage, finder § 6, stk. 1, 2.-3. pkt., stk. 2, og stk. 3, nr. 1, i bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab tilsvarende anvendelse. De indsatte skal vejledes om de særlige rettigheder og tilbud, der tilkommer dem efter de nævnte bestemmelser.
Stk. 6 Hvis forholdene ikke tillader, at de indsatte gives adgang til arbejdspladserne, skal de indsatte så vidt muligt tilbydes cellearbejde.