Færdselsloven § 128

Denne konsoliderede version af færdselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 287 af 10. juni 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 440 af 6. maj 2025, lov nr. 566 af 27. maj 2025, lov nr. 567 af 27. maj 2025, lov nr. 698 af 20. juni 2025 og lov nr. 753 af 20. juni 2025

Frakendelsestiden
§ 128

Ubetinget frakendelse af førerretten sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 10 år, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Ubetinget frakendelse af førerretten som følge af spirituskørsel eller overtrædelse af § 54, stk. 1 eller 2, sker for et tidsrum af mindst 3 år, medmindre ubetinget frakendelse af førerretten sker i medfør af § 126, stk. 1, nr. 6, for forhold omfattet af § 125, stk. 2 eller 3. Ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 1, nr. 10-13, sker ligeledes for et tidsrum af mindst 3 år.

Stk. 3 Førerretten kan frakendes for bestandigt, hvis føreren under kørslen har begået grove kørselsfejl, kørslen har resulteret i alvorlig personskade og der foreligger sådanne oplysninger om førerens tidligere færdselslovsovertrædelser, at en frakendelse af førerretten for bestandigt skønnes påkrævet af hensyn til færdselssikkerheden og retshåndhævelsen.

Stk. 4 Er føreren under 18 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 18 år, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 18 år. Er føreren under 17 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden endvidere fra den dag, hvor føreren fylder 17 år, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 17 år.