Er førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve. Er førerretten frakendt betinget som følge af spirituskørsel eller overtrædelse af § 54, stk. 1 eller 2, skal føreren forinden have gennemført et kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus). Førerretten inddrages, hvis den kontrollerende køreprøve ikke bestås eller vedkommende nægter at medvirke til den. Kontrollerende køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af ANT-kursus.
Stk. 2 Er retten til at føre lille og stor lastbil med og uden stort påhængskøretøj (kategori C1, C1/E, C og C/E), lille og stor bus med og uden stort påhængskøretøj (kategori D1, D1/E, D og D/E) og almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E) frakendt betinget i medfør af § 129 a, stk. 1, eller § 129 b, stk. 4, skal føreren ikke aflægge en kontrollerende køreprøve. Er førerretten frakendt betinget i medfør af § 129 a, stk. 1, nr. 1, skal føreren dog inden en nærmere fastsat frist gennemføre kurset i lastsikring og overlæs. Er førerretten frakendt betinget i medfør af § 129 a, stk. 1, nr. 2 eller 3, skal føreren inden en nærmere fastsat frist gennemføre kurserne i køre- og hviletidsregler og brug af takografen. Er førerretten frakendt betinget i medfør af § 129 b, stk. 4, skal føreren inden en nærmere fastsat frist gennemføre kurset i lastsikring og overlæs og kurserne i køre- og hviletidsregler og brug af takografen i henhold til § 60 a, stk. 11, 2. og 3. pkt.
Stk. 3 Førerretten til de kategorier, der er omfattet af stk. 2, inddrages, hvis føreren ikke gennemfører kurset i lastsikring og overlæs og kurserne i køre- og hviletidsregler og brug af takografen inden for fristen. En fører, hvis førerret er inddraget, skal aflevere sit kørekort til politiet. Kurset i lastsikring og overlæs og kurserne i køre- og hviletidsregler og brug af takografen skal ikke gennemføres, hvis føreren har gennemført kurserne efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen