Den faste forbindelse over Femern Bælt projekteres som en kombineret jernbane- og vejforbindelse bestående af en dobbeltsporet, elektrificeret jernbane og en firesporet motorvej. Projekteringen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de øvrige forudsætninger, som fremgår af den traktat, der er nævnt i § 1. Den faste forbindelse over Femern Bælt etableres mellem Puttgarden i Tyskland og Rødbyhavn med tilhørende betalingsanlæg, der placeres i Danmark, og diverse driftsfaciliteter.
Stk. 2 I tilslutning til den faste forbindelse, der er nævnt i stk. 1, foretages en projektering af en udbygning af de eksisterende jernbanelandanlæg i Danmark bestående af
-
1) en udbygning af jernbanen til dobbeltspor på strækningen fra Vordingborg til Storstrømsbroen og fra Orehoved til Rødbyhavn og
-
2) elektrificering af jernbanen på strækningen mellem Ringsted og Rødbyhavn.
Stk. 3 Transportministeren kan endvidere i tilslutning til den faste forbindelse, der er nævnt i stk. 1, foretage projektering af de nødvendige opgraderinger og miljømæssige forbedringer af den eksisterende motorvej på strækningen mellem Sakskøbing og Rødbyhavn.