Kapitel 21 1 Gebyrer m.v.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om hel eller delvis betaling for særlige tjenesteydelser, som de kontrollerende myndigheder yder efter anmodning.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling af gebyr som betingelse for udstedelse og opretholdelse af tilladelser til deltagelse i bestemte, særligt afgrænsede fiskerier, som kræver særlige biologiske undersøgelser.
Stk. 2 Gebyret indbetales til ministeren. Ministeren kan fastsætte regler for indbetalingen.
Stk. 3 Midlerne skal anvendes til hel eller delvis dækning af udgifterne til videnskabeligt arbejde i forbindelse med de pågældende fiskerier.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at den pågældende virksomhed eller den ansvarlige for det pågældende fiskerfartøj skal afholde udgifterne ved kontrol og tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i Den Europæiske Unions forordninger om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i forbindelse med følgende:
-
1) Import af fisk og fiskevarer, som er landet af et fiskerfartøj, som er registreret i et land uden for Den Europæiske Union, bortset fra tilfælde, hvor fisken eller fiskevaren landes direkte i Danmark fra et fartøj, som ikke tidligere har været i havn med den pågældende fisk eller fiskevare (direkte landing).
-
2) Reeksport til lande uden for Den Europæiske Union af fisk og fiskevarer, som tidligere er importeret til Den Europæiske Union, herunder ved direkte landing, jf. nr. 1, og som ikke er yderligere forarbejdet i Den Europæiske Union.
-
3) Eksport til lande uden for Den Europæiske Union af fisk og fiskevarer, som er landet af danske fiskerfartøjer.
Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af de i stk. 1 nævnte udgifter, herunder om termin for opkrævningen.
Beløb, der er fastsat i medfør af denne lov eller i medfør af de i § 10 nævnte EU-retsakter, og som skal indbetales til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller anden myndighed, og som ikke betales rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i de i § 10 nævnte EU-retsakter, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For erindringsskrivelse betales et gebyr på 100 kr., der reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste med 10 delelige kronebeløb.
Stk. 2 Medmindre andet er fastsat i de i § 10 nævnte EU-retsakter, tillægges uretmæssigt modtagne beløb, der ikke tilbagebetales inden udløbet af en frist, der fastsættes af den udbetalende myndighed, den i stk. 1 nævnte rente fra fristens udløb. Det gælder dog kun, såfremt myndigheden samtidig med at kræve tilbagebetaling giver underretning om pligten til at betale rente.