Fiskeriloven Kapitel 3 a

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 1. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 333 af 9. april 2024

Kapitel 3 a Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper
§ 10a

En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.

§ 10b

Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.

Stk. 2 Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.

§ 10c

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter og naturtyper i forbindelse med udøvelse af erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse af direktiv om miljøansvar, for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder om

  • 1) underretnings- og oplysningspligt for den ansvarlige for driften i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade,

  • 2) meddelelse af påbud til den ansvarlige for driften om indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, herunder påbud om at foretage undersøgelser, analyser af stoffer og lign. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og

  • 3) klage over afgørelser, herunder om klageberettigede.