Fiskeriloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 1. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 333 af 9. april 2024

Kapitel 5 1 Ophjælpning, beskyttelse og bevaring af fiskebestande
§ 30

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om

  • 1) hel eller delvis fredning af nærmere angivne bestande og vandområder,

  • 2) tilladte mindstemål på fisk og

  • 3) totalt tilladte fangstmængder af nærmere angivne bestande.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om, at der uanset en fredning efter stk. 1, nr. 1, kan tillades fiskeri og landing af et bestemt antal laks i nærmere angivne vandsystemer. Ministeren kan herunder bestemme, at en sådan tilladelse kun kan gives til en åben sammenslutning af fiskeriberettigede ved det pågældende vandsystem eller eventuelt til flere sammenslutninger af sådanne, hvis disse hver især omfatter mindst en tredjedel af den del af vandsystemet, hvor der må landes laks. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om ansøgning, tilladelse og vilkår for udøvelsen af fiskeriet.

§ 31

Med henblik på at sikre fiskepassagen kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om fredningsbælter, hvor fiskeri eller særlige former for fiskeri helt eller delvis forbydes i og ved

  • 1) vandløbs udløb i større vandløb og i søer,

  • 2) vandløbs udmunding i saltvand,

  • 3) fjordes og andre indvandes udmunding i havet og

  • 4) andre steder, hvor forholdene gør fiskepassage vanskelig.