Fiskeriloven § 88

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 1. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 333 af 9. april 2024

B. Udstedelse af bevilling
§ 88

Bevilling til førstegangsomsætning af fisk kan meddeles til personer, som opfylder betingelserne i stk. 2. Der kan desuden meddeles bevilling til selskaber efter reglerne i stk. 3 og 4.

Stk. 2 Personer kan opnå bevilling efter stk. 1, når de

  • 1) har dansk indfødsret, er statsborger i et af de øvrige EU- eller EØS-medlemslande eller har opholds- og arbejdstilladelse her i landet,

  • 2) har bopæl her i landet eller i et af de øvrige EU- eller EØS-medlemslande og

  • 3) er myndige og ikke under værgemål eller samværgemål efter værgemålsloven.

Stk. 3 I interessentskaber og kommanditselskaber skal alle personligt ansvarlige deltagere opfylde de i stk. 2 nævnte betingelser.

Stk. 4 Der kan meddeles bevilling til aktie- og anpartsselskaber og andre selskaber med begrænset ansvar, der i henhold til selskabslovgivningen er registreret eller anmeldt som værende under registrering eller stiftelse i Erhvervsministeriet, når direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne samt indehavere af en bestemmende aktiepost eller andel opfylder betingelserne i stk. 2.