Fødevarekontrolbekendtgørelsen § 1

Denne konsoliderede version af fødevarekontrolbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater

Bekendtgørelse nr. 1225 af 25. november 2024

Kontrolindsatser, kontrolfrekvenser, risikogruppeindplacering og videreførelse af kontrolrapporter
§ 1

Fødevarestyrelsen gennemfører kontrol med virksomheder, som efter bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v. (autorisationsbekendtgørelsen), er autoriserede eller registrerede til at håndtere fødevarer eller fødevarekontaktmateriale. Kontrollen gennemføres på grundlag af indplacering af virksomhederne i en af de i bilag 1 nævnte risikogrupper, jf. § 2, som frekvensbaseret basiskontrol efter de i bilag 2-5 fastsatte standardfrekvenser eller som stikprøvebaseret basiskontrol.

Stk. 2 For virksomheder, som i henhold til risikoindplacering, jf. bilag 2-5, har en frekvens på mere end en årlig frekvensbaseret basiskontrol, kan Fødevarestyrelsen nedsætte årlige antal kontroller, hvis hensynet til den faglige prioritering i det enkelte år gør dette nødvendigt.

Stk. 3 Virksomheder, omfattet af frekvensbaseret basiskontrol, bliver kontrolleret efter standardfrekvensen. Virksomheder med en standardfrekvens på mindst 1 bliver dog kontrolleret efter reduceret frekvens, jf. bilag 2-5, hvis de seneste fire kontrolrapporter, jf. § 17, er uden anmærkning for overtrædelse af fødevarelovgivningen, og samtlige kontrolrapporter dækkende en periode på mindst 12 måneder også er uden anmærkning for overtrædelse af fødevarelovgivningen. Videreførte kontrolrapporter, jf. § 3, indgår i beregningen. Fødevarestyrelsen reducerer kontrolfrekvensen ved førstkommende kontrolrapport, hvor ovennævnte betingelser er opfyldt.

Stk. 4 Fødevarestyrelsens kontrol med kædehovedkontorer, registreret efter § 11 og 12, gennemføres som frekvensbaseret basiskontrol. Frekvensen fastsættes til 1 årlig frekvensbaseret basiskontrol for kædehovedkontorer på detailområdet og 1-2 årlige frekvensbaserede basiskontroller for kædehovedkontorer på engrosområdet.

Stk. 5 Ud over kontrol omfattet af stk. 1-4, kan Fødevarestyrelsen som led i hændelsesbaseret kontrol, beredskabskontrol, kampagnekontrol, og lignende gennemføre yderligere kontroller i fødevarevirksomheder. Endvidere kan styrelsen gennemføre basiskontrol i nye virksomheder, omfattet af stikprøvebaseret basiskontrol.

Stk. 6 Fødevarestyrelsen gennemfører en ekstra kontrol (opfølgende kontrol) i virksomheder, som alene får anmærkninger i form af en eller flere indskærpelser for overtrædelse af fødevarelovgivningen, jf. dog stk. 8.

Stk. 7 Fødevarestyrelsen gennemfører to ekstrakontroller (opfølgende kontroller) i virksomheder, som får andre anmærkninger (påbud, forbud, bødeforelæg, politianmeldelse eller virksomhedskarantæne) end indskærpelser. Ved anmærkninger givet ved stikprøvebaseret kontrol målrettet transportmidler gennemføres alene én ekstra kontrol (opfølgende kontrol), jf. dog stk. 8.

Stk. 8 I virksomheder, der har fået anmærkninger på tre ud af de seneste fire kontrolbesøg, eller hvis en ny virksomhed har fået anmærkninger på de tre første kontrolbesøg, gennemfører Fødevarestyrelsen to ekstra kontroller (opfølgende kontroller), uanset anmærkningernes karakter.

Stk. 9 Ekstra kontroller (opfølgende kontroller), jf. stk. 6-8 kan bortfalde, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 10 Fødevarestyrelsen kan træffe afgørelse om at gennemføre én eller flere ekstra kontroller (skærpet kontrol), hvis det skønnes nødvendigt for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen.

Stk. 11 Fødevarestyrelsen gennemfører kontrol ved kontrolbesøg, medmindre Fødevarestyrelsen vurderer, at overholdelse af fødevarelovgivningen mere hensigtsmæssigt kan kontrolleres på anden vis, herunder ved administrativ kontrol.

Stk. 12 Ved andre anmærkninger (påbud, forbud, bødeforelæg, politianmeldelse eller virksomhedskarantæne) end indskærpelser for følgende overtrædelser skal første ekstra kontrol (opfølgende kontrol), jf. stk. 7, gennemføres som administrativ kontrol, hvis kontrollen kan gennemføres alene på grundlag af virksomhedens fremsendelse af dokumentation eller på grundlag af digital kontrol, hvor virksomhedens login ikke er påkrævet:

  • 1) Virksomhed opstartet i strid med § 31, jf. § 7, i autorisationsbekendtgørelsen, herunder ved manglende anmeldelse af ejerskifte, jf. § 40, stk. 1, i autorisationsbekendtgørelsen.

  • 2) Manglende anmeldelse af væsentlige ændringer i registrerede virksomheder, jf. § 39, stk. 1, i autorisationsbekendtgørelsen.

  • 3) Manglende overensstemmelseserklæringer (fødevarekontaktmaterialer), jf. § 15, stk. 1, i bekendtgørelse om fødevarekontaktmaterialer (fødevarekontaktmaterialebekendtgørelsen).

  • 4) Manglende anmeldelse af kosttilskud, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om kosttilskud (kosttilskudsbekendtgørelsen).

  • 5) Manglende overholdelse af fødevarelovgivningen konstateret i forbindelse med kontrol af fødevarevirksomheders markedsføring på digitale platforme.

Stk. 13 Fødevarestyrelsen kan træffe afgørelse om at gennemføre første ekstra kontrol (opfølgende kontrol) efter stk. 12 som kontrolbesøg, hvis det skønnes nødvendigt for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen.