Fodlænkebekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af fodlænkebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol

Bekendtgørelse nr. 871 af 25. juni 2018

Kapitel 3 Administrativ behandling af sager om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet
§ 4

Kriminalforsorgsområdet skal af egen drift træffe afgørelse om, hvorvidt en del af eller hele straffen skal udstås på bopælen på indkvarteringsstedet, jf. dog § 6, stk. 2.

§ 5

Kriminalforsorgsområdet træffer afgørelse om anbringelse for den del af straffen, der skal udstås i fængsel eller arresthus. Denne afgørelse træffes i henhold til reglerne om valg af afsoningsinstitution m.v. i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 og bestemmelser udstedt i medfør heraf.

§ 6

Kriminalforsorgsområdet træffer beslutning om varigheden af den periode, der skal afsones i fængsel eller arresthus, og varigheden af den periode, der skal udstås på bopælen på indkvarteringsstedet. Fordelingen mellem fængselsstraf, der skal udstås i fængsel eller arresthus, og fængselsstraf, der skal udstås på bopælen på indkvarteringsstedet, skal ske med udgangspunkt i det skema, der er medtaget som bilag til denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Ved frihedsstraf på op til og med 30 dages fængsel skal hele straffen udstås i fængsel eller arresthus. Dog skal der i førstegangstilfælde, hvor der er idømt fængselsstraf på op til og med 20 dage, være mulighed for efter ansøgning, at hele straffen kan udstås på bopælen på indkvarteringsstedet, hvis særlige forhold taler derfor.

§ 7

Når den dømte har udstået den del af straffen, som skal udstås i fængsel eller arresthus, og herefter skal overgå til fortsat strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet, rejser den dømte selv til indkvarteringsstedet.