Kapitel 5 Vilkår m.v.
Afgørelse om strafudståelse på bopælen på indkvarteringsstedet under intensiv overvågning og kontrol meddeles på de vilkår, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 78 i, stk. 1 og 2.
I forbindelse med at den elektroniske overvågning etableres på bopælen på indkvarteringsstedet, udarbejder kriminalforsorgsområdet i samarbejde med den dømte et aktivitetsskema. Af skemaet skal det fremgå, indenfor hvilke tidsrum udlændingen kan forlade bopælen på indkvarteringsstedet
-
1) i forbindelse med indtagelse af hvert af de tre daglige måltider, som serveres i indkvarteringsstedets cafeteria,
-
2) med henblik på at deltage i aktivering og undervisning i indkvarteringsstedet, eventuel behandling eller kontrolbesøg hos kriminalforsorgsområdet,
-
3) med henblik på at foretage personlige ærinder (4 timer ugentligt) og
-
4) med henblik på at deltage i aktiviteter af generel resocialiserende karakter (4 timer ugentligt).
Stk. 2 I aktivitetsskemaet skal det endvidere fastsættes, at den dømte på dage, hvor den pågældende efter aktivitetsskemaet ikke i øvrigt har aktiviteter uden for sin bopæl på indkvarteringsstedet, kan opholde sig uden for bopælen. Dette kan i den første måned af afsoningen på bopælen på indkvarteringsstedet ske i 2 timer dagligt, i den 2. måned af afsoningen i 3 timer dagligt, i den 3. og 4. måned af afsoningen i 6 timer dagligt og i den 5. og senere måneder af afsoningen i 8 timer dagligt. Har den dømte flere end 2 aktivitetsfrie dage på en uge, kan den pågældende på de øvrige aktivitetsfrie dage opholde sig uden for bopælen i 2 timer.
Stk. 3 I aktivitetsskemaet fastsættes tillige, i hvilket omfang den dømte efter 30 dages strafudståelse på bopælen har mulighed for at forlade sin bopæl hver anden uge i 16 timer fordelt over 2 aktivitetsfrie dage, dog således at højst 14 timer afvikles på samme dag. I de uger hvor en sådan mulighed udnyttes, træder den i stedet for muligheden for at forlade bopælen i det antal timer, der er fastsat for den pågældende uge efter stk. 2, 1. og 2. pkt.
Stk. 4 Ophold uden for bopælen efter stk. 2 og 3 kan ske i tidsrummet fra kl. 6 til kl. 22 og højst i 2 dage om ugen. Hvis den dømte har mere end 2 aktivitetsfrie dage om ugen, kan timerne dog fordeles på mere end 2 dage, men således at det samlede antal timer, hvor den dømte har tilladelse til ophold uden for bopælen, forbliver uændret. Tilladelse til ophold uden for bopælen efter stk. 2 og 3 kan ikke lægges sammen med en tilladelse givet efter stk. 1, nr. 3 og 4.
Udlændingen skal under afsoningen med fodlænke udføre aktiviteter, som svarer til de aktiviteter, der normalt tilbydes udlændinge, som opholder sig på indkvarteringsstedet.
En udlænding, der afsoner med fodlænke på indkvarteringsstedet efter reglerne i denne bekendtgørelse, får under afsoningen udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen efter reglerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, og § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9.
Stk. 2 Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og som er omfattet af stk. 1, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende udstår straf på bopælen på et indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende udstår straf på bopælen på et indkvarteringssted uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt
-
1) udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller
-
2) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse, og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 5, 1. pkt.
En udlænding, der afsoner med fodlænke på indkvarteringsstedet efter reglerne i denne bekendtgørelse, får under afsoningen udgifterne til nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen efter reglerne i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, jf. stk. 3.
Kriminalforsorgsområdet vil i forbindelse med etableringen af den elektroniske overvågning nærmere anvise det område, som udgør udlændingens bopæl, jf. § 1, stk. 2, således at den pågældende har en klar forståelse af, hvor vedkommende har pligt til at opholde sig.