Folkekirkeøkonomiloven § 17h

Denne konsoliderede version af folkekirkeøkonomiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkekirkens økonomi

Lov nr. 645 af 19. december 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 19. april 2023,
som ændret ved lov nr. 393 af 18. april 2023 og lov nr. 679 af 3. juni 2023

§ 17h

Provstiudvalgskassens udgifter dækkes gennem ligning på folkekirkens medlemmer i kommunen. Omfatter provstiet flere kommuner eller dele af flere kommuner, dækkes udgifter til provstiudvalgskassen gennem ligning på folkekirkens medlemmer i kommunerne.

Stk. 2 Provstiudvalget fastsætter som led i den årlige budgetproces driftsrammen, anlægsbevillinger og projektbevillinger for provstiudvalgskassen og udarbejder budgettet på baggrund heraf.

Stk. 3 Ligningsbeløbet til provstiudvalgskassen fastsættes af provstiudvalget, jf. dog § 17 c, stk. 8.

Stk. 4 Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om budgettets fastsættelse, herunder opbygning, udarbejdelse og offentliggørelse, samt om tilsyn.

Stk. 5 Provstiudvalget disponerer i løbet af året budgettet inden for den driftsramme og de anlægsbevillinger og projektbevillinger, som er fastsat som led i den årlige budgetproces, jf. stk. 2.

Stk. 6 Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om provstiudvalgenes disponeringsmuligheder inden for de fastsatte rammer og bevillinger, jf. stk. 5.

Stk. 7 Regnskabsåret for provstiudvalgskassen er kalenderåret.

Stk. 8 Provstiudvalget aflægger årligt regnskab for provstiudvalgskassen. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om regnskabernes aflæggelse, om frister herfor, om revision og om offentliggørelse af regnskaberne.