Ligningsbeløbet til kirkekasserne og provstiudvalgskasserne samt landskirkeskat pålignes folkekirkens medlemmer under ét efter samme regler, hvorefter kommunal indkomstskat svares til vedkommende kommune, dog at den kirkelige ligningsprocent fastsættes med 2 decimaler. Bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne om fordeling af kommunal indkomstskat mellem kommunerne finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 Påligningen sker under ét for kommunen, uanset om denne omfatter flere sogne.
Stk. 3 Ved ligningen bortset fra medlemmer af valgmenigheder.
Stk. 4 En person fritages for kirkelige afgifter, når det dokumenteres, at den pågældende under ophold i udlandet har forpligtet sig til at yde bidrag af mindst samme størrelse til en derværende menighed under Dansk Kirke i Udlandet eller Dansk Sømandskirke i fremmede Havne. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 5 Omfatter et sogn dele af forskellige kommuner, deles sognets ligningsbeløb imellem dem i samme forhold som det, hvori de svarer landskirkeskat, medmindre andet fastsættes af kirkeministeren. På samme måde forholdes med ligningsbeløbet til provstiudvalgskassen, for så vidt provstiet omfatter flere kommuner.