Folkekirkeøkonomiloven § 23

Denne konsoliderede version af folkekirkeøkonomiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkekirkens økonomi

Lov nr. 645 af 19. december 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 19. april 2023,
som ændret ved lov nr. 393 af 18. april 2023 og lov nr. 679 af 3. juni 2023

§ 23

I hvert stift nedsættes et stiftsråd. Stiftsrådet består af stiftets biskop, stiftets domprovst, 1 repræsentant for stiftets provster, 3 repræsentanter for stiftets præster samt 1 menighedsrepræsentant fra hvert provsti. Uanset bestemmelsen i 1. pkt. vælges i Lolland-Falster Stift 2 menighedsrepræsentanter fra hvert provsti.

Stk. 2 Valgbar til stiftsrådet som menighedsrepræsentant er enhver, der opfylder betingelserne for at kunne vælges til medlem af et menighedsråd i provstiet. Valgret har de samme, som har valgret til provstiudvalg, med undtagelse af repræsentanter for valgmenigheder.

Stk. 3 Valgbar til stiftsrådet som repræsentant for provsterne er alle provster ansat i stiftet bortset fra domprovsten. Valgret har alle provster ansat i stiftet.

Stk. 4 Valgbar til stiftsrådet som repræsentant for præsterne er alle præster ansat i stiftet. Valgret har alle præster ansat i stiftet.

Stk. 5 Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om valg til stiftsrådet, herunder om valgets organisering, gennemførelse m.v.

Stk. 6 På det første stiftsrådsmøde efter nyvalg afgiver de menighedsrepræsentanter, som ikke tidligere har afgivet en erklæring som foreskrevet i § 7 i lov om menighedsråd, en sådan erklæring.

Stk. 7 Stiftsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved stemmeflertal.

Stk. 8 Stiftsrådet vælger sin formand blandt menighedsrepræsentanterne.

Stk. 9 Biskoppen er forretningsfører for stiftsrådet.

Stk. 10 Stiftsadministrationen bistår stiftsrådet med varetagelsen af rådets opgaver.

Stk. 11 Stiftsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.